Total FodboldJa, så er det blevet min tur til at genskabe en af de største klassikere og måske mest slidte ideer indenfor FM taktikskabelse – Rinus Michels’ Total Fodbold.
Jeg vil ikke kede jer med en gennemgang af Total Fodboldens oprindelse og udvikling, men jeg vil nøjes med at notere et par overordnede retningslinjer, som at jeg vil arbejde ud fra.
Overordnede retningslinjer:Formationen skal være 4-3-3.På linje med Michels, Cruyff, van Gaal og Frank de Boers’ nuværende Ajax vil jeg arbejde ud fra en 4-3-3 formation. Dette er på sin vis ikke et must, da Total Fodbold mere er en filosofi end en formation, men jeg mener stadig at det er denne formation der giver mig det bedste udgangspunkt for at spille den fodbold jeg ønsker. Ajax tradition for at spille denne formation er selvfølgelig også med i overvejelserne.
Korte afleveringer, højt pres, opspil bagfra osv.Målet for Total Fodbold er som alle nok er klar over at dominere kampene med possesionspil langs jorden, hvor at bolden bliver cirkuleret med tålmodighed indtil at en åbning i modstanderens forsvar opstår. Det handler således om at dominere kampen på bolden. Det høje pres er en naturlig afledning af dette ønske om at styre kampen med bolden, da dette er den mest effektive metode til at genvinde bolden hurtigt på. Jeg vil derfor opbygge min taktik omkring et langsomt possesionspil med et højt (gen)pres.
Universalitet - Filosofien skal være fri eller meget fri.Universalitet bygger på ideen om at den enkelte spiller er i stand til at udfylde alle positioner på banen. Altså en universal spiller. Dette betyder at der bliver skabt en utrolig uforudsigelighed og fleksibilitet på holdet, da denne universalitet tillader spillerne frihed til at løsne sig fra deres faste positioner, velvidende at andre på holdet er i stand til at dække deres position under deres fremstød. Morten Olsens tankegang omkring den polyvante fodboldspiller er også en afledning af denne filosofi.
Universalitet er altså ønsket om at alle på holdet er i stand til at angribe og forsvare, og har friheden til at gøre det. Filosofien i min taktik bliver derfor fri eller meget fri, da dette netop underbygger tanken om at alle på holdet bliver tilladt kreativ frihed til at prøve det udforudsigelige (i modsætning til en stiv filosofi, der har en mere stringent fordeling imellem de forsvarende og angribende spillere).
De overordnede retningslinjer har således udmøntet sig i følgende opstilling. Numrene på positionerne er for at tydeliggøre hvordan formationen kommer til at ændre sig i forskellige faser, som jeg kommer ind på senere.
Retningslinjer per position:Nummer 1 (Målmand)Målmanden skal fungere som en sweeperkeeper, der skal indgå i opspillet, men også være klar til at beskytte den høje linje ved at intercepte afleveringer i dybden.
Nummer 2 og 5 (Wingbacks)Skal markere tæt og aggressivt i defensiven og være en del af opspillet og foretage overlaps i offensiven.
Nummer 3 og 4 (Midterforsvarere)Skal have gode pasningskvaliteter, god forudseenhed og kunne behandle pres. De skal betragtes som defensive playmakers.
Nummer 6 og 8 (Kontrollerende midtbanespillere)De skal have stor udholdenhed. De skal sørge for den defensive soliditet, men samtidigt også være i stand til at støtte de to wingers i det fremadrettede spil. Deres primære opgave er således at sikre bagkæden defensivt og skabe den sikre afleveringsmulighed i possesion.
Nummer 10 (Offensive midtbanespiller)Den scorende midtbanespiller. Skal være i stand til at komme frem og udnytte den plads 9'eren skaber. Nummer 10 skal således fungere både som den trejde midtbanespiller og den anden angriber. Tænk spillere som Litmanen, van der Vaart og Sneijder.
Nummer 7 og 11 (Wingers)Nummer 7 skal være en regulær winger og skabe løb mod baglinjen og lægge hårde indlæg mod første stolpe. Nummer 11 skal være en indvendig winger og skal derfor trække ind i banen og skabe plads til den overlappende back (nummer 5). Fælles for dem begge er at de skal løbe i hullerne skabt af 9'eren. På samme måde som 10'eren vil gøre.
Nummer 9Skal komme så dybt som muligt, således at han trækker forsvaret ud af formation og skaber plads i bagrummet. Han skal derfor være i stand til at holde i bolden og kunne distribuere bolden videre i hullerne bag ham.
Offensive bevægelsesmønstreNedenstående billede viser de overordnenede bevægelsesmønstre i taktikken, som jeg også har givet indtryk af i gennemgangen af positionerne.
Nummer 6 (Halfback) falder ned imellem de to midterforsvarere (3 og 4), der skyder ud til hver sin side for at dække af for de fremadstormende wingbacks (2 og 5). Nummer 5 er mere offensiv end nummer 2, da nummer 5 skal op og overlappe den indvendige wing (11), hvilket er vigtigt for at bevare bredden i formationen og for at udnytte det hul mod baglinjen som nummer 11 skaber. Nummer 2 holder lidt mere igen i en wingback support rolle, hvilket er vigtigt for at bevare den defensive soliditet, da både nummer 10 og nummer 7 er fremadrettede i højre side. Nummer 5 har mere frihed til at gå frem i venstre side, da den anden kontrollerende midtbane nummer 8 også støtter op i venstre.
En af de helt centrale positioner i formationen er den falske nier (nummer 9), da han falder ned i banen og således skaber et bagrum for nummer 7, 10 og 11 at bevæge sig ned i. Jeg forventer således at målene i min taktik kommer fra netop disse spillere og også fra nummer 9, da han også vil rykke i dyben og være i feltet i visse situationer.
Offensivt er det altså nummer 5, 7, 9, 10 og 11, der skal skabe målene. Nummer 2 og 8 vil være i support roller, hvor de både vil støtte angrebet ved at være faste spilstationer tilbagerettet og samtidigt støtte defensiven ved at holde sig fra at lave for mange fremadrettede løb. Defensivt vil nummer 3, 4 og 6 skabe en tremands bagkæde, der er med til at give sikkerhed imod hurtige wingers, der udnytter de fremadrettede wingbacks.
OpspilletEn af de vigtigste aspekter for en god possesion taktik er opspillet. Hvis man ikke formår at spille ud fra bagkæden er ens possesion taktik allerede dødfødt. Jeg nævnte, da jeg skrev om min Juventus taktik i FM13, at jeg altid sigtede efter at have en spare man at the back (altså en ekstra mand), både i opspil og i defensiven. Det er stadig målet og her er nummer 6, halfbacken, central.
Som det kan ses på ovenstående billede medvirker nummer 6 til at målmanden har fem pasningsmuligheder, som udgangspunkt. Det vil sige at sige at selvom man skulle møde den mest offensive 4-2-2-2, hvor at man har med to angribere og to wingere der presser ens bagkæde i opspillet, så vil man stadig have en ekstra mand. Plus at nummer 8 og 10 tilbyder en mulighed fremad forbi det første pres.
KonklusionDette her var så mine indledende betragtninger omkring hvordan jeg ville skabe en 4-3-3 baseret på Michels’ ideer og det er også denne skabelon, som jeg vil bruge til mit næste indlæg, hvor at jeg har videreudviklet min 4-3-3 formation i en noget uortodoks facon, hvertfald formationsmæssigt. Jeg sidder ikke ved min normale pc, så resultater og in game eksempler må vente til næste indlæg.
Jeg har spillet fire sæsoner med Ajax, hvor jeg har brugt taktikken, som jeg lige har beskrevet, hvilket indtil videre har kastet fire mesterskaber, to kvartfinaler og en semifinale i Champions League af sig. Jeg har slået og til tider domineret hold som Barcelona, Man City, Chelsea, Real Madrid og Man Utd undervejs.
Men som sagt, de næste indlæg vil indeholde resultater, eksempler og den nye 4-3-3.
Jeg håber det var værd at læse, selvom der ikke var in game billeder
Edit: Jeg kan se at billederne er blevet lidt komprimeret, men hvis man bare trykker sig ind på dem er de som de skal være.