Florian Neff - Aus Helvetica zu den Sternen #5

 

[SotD]

#4

Som at lære at gå for første gang

     Nerverne sad uden på tøjet da jeg gik ind til den første gældende landskamp, som U21 landstræner. Vi havde haft nogle fantastiske samlinger og havde også spillet en enkelt træningskamp imod Egypten. En kamp vi i øvrigt vandt. Det hele startede tidligt om morgenen da jeg stod op. Jeg havde det i baghovedet konstant, og det murede som en hovedpine jeg aldrig havde oplevet før. Når jeg lukkede øjnene kunne jeg både se, høre og lugte Ralph. Det gav en skrækkelig følelse, så jeg besluttede mig for at løbe en tur kl.06.00. Da jeg kom hjem tog jeg mobilen frem. Der lå et hav af ubesvarede opkald, men jeg besluttede at lade den ligge. I stedet smed jeg tøjet og hoppede under bruseren. Jeg kunne høre hvordan telefonen hoppede og dansede inde på køkkenbordet, indtil den til sidst faldt ned på gulvet og batteriet faldt ud.

     Jeg kunne ikke dy mig, og gik opkaldslisten igennem. Der stod Anthony 10-15 gange (jeg husker det ikke præcist). Først smilede jeg ved tanken om, at han ville ønske mig godt kamp, men så blev jeg alligevel klam helt ind i sjælen. Jeg fik en rigtig uhyggelig fornemmelse og det sortnede for øjnene. Jeg ringede op til Anthony. Han lød glad og frisk, jeg kunne ånde lettet op. Han havde lavet et væddemål med sin kone om hvornår jeg ringede tilbage efter det første opkald, og da han var ved at tabe begyndte han i stedet at kime mig ned. Jeg kunne høre hans kone i baggrunden ”Snydepels!”, fløj grinende igennem luften deromme. Anthony snakkede løs i næsten en time, og vi fik vendt de taktiske idéer jeg havde brugt så lang tid på at sætte op. Vi skulle møde Cypern i noget, der på papiret, ikke burde kunne gå galt. Alligevel vendte min mave sig hver halve time.

     Spillerne vidste præcis hvad de skulle gøre, så jeg var ikke nervøs for at tale dem op til kamp. Det var unødvendigt. De vidste præcis hvad der blev krævet af dem, og de vidste også at alt andet end en sejr var det samme som intet U21 EM. For de fleste af drengene ville det også betyde at de aldrig kom til at spille U21 fodbold igen. Så presset var på os alle. Der var rimelig stille i omklædningsrummet, men man kunne mærke koncentrationen og tændingen lure lige under overfladen. Jeg gik stille rundt og talte lidt med hver enkelt spiller. Egentlig ikke om noget særligt, men mere for at veje stemningen, føle om de var hvor de skulle være og måske egentlig også for at få tiden til at gå. Granit Xhaka var anfører og jeg gik hen til ham. ”Er du klar i dag Gran?” kan jeg huske jeg spurgte. Jeg kendte ham rigtig godt, og vidste at han ikke ville svare når han sad, som han gjorde nu. Jeg gav ham et klap på skulderen inden jeg gik op til taktikbrættet.

     Vi gennemgik meget kort det taktiske oplæg, som opsummering og så spillerne ikke behøvede at tænke i de sidste minutter op til kampen. Da spillerne gik ud fra spillertunnellen stak jeg anførerbindet til Granit Xhaka. Han kiggede på mig, og nikkede alvorligt. Han var hvor han skulle være, ingen tvivl om det. Og det var jeg også. Nervøsiteten havde lagt sig, og nu var det bare en fodboldkamp, som alle andre. Det handlede om at analysere hvad vi gjorde, hvad de gjorde, og hvordan deres manager reagerede. Jeg satte mig i stolen og gjorde det jeg var bedst til.

     På banen gik det som det skulle, om end vi var en smule uskarpe foran mål. På sidelinjen kan jeg huske jeg sad og irriterede mig over, at skulle være fuglemor for Admir Mehmedi, som var banens klart dårligste spiller i den kamp. Jeg havde hele tiden citatet ”Det er din opgave!” i baghovedet, men i pausen valgte jeg alligevel at hive Admir ud. ”Prøv at hør her Mehme. Jeg ved du kan gøre det meget bedre, indstillingen skal sgu være bedre selvom det er U21”. Han var utilfreds og gik direkte ud for at klæde om. Jeg turde ikke kigge op på VIP boksene, da speakeren annoncerede at Ben Khalifa kom på banen i stedet for.

     Ben Khalifa scorede kampens eneste mål efter et kvarter på banen, alligevel var instrukserne klare da jeg mødte Ralph efter kampen. Han rystede på hovedet og satte en pegefinger i brystet på mig og trykkede til. ”Admir!” sagde han uden tøven. ”Han er DIT ansvar!” lød det efterfølgende. Jeg nikkede. Jeg havde ikke behov for at forsvare mig selv, jeg kendte betingelserne. Alligevel var jeg godt tilfreds med at min første reelle reaktion på et taktisk element i spillet havde givet os sejren. Det var præcis den udskiftning jeg bare ikke måtte lave, som var skyld i at vi fortsat var med i kampen om kvalifikationen. Det føltes lidt som om jeg lige havde skidt i bukserne, og så derefter rejst mig for at tage de første skridt i mit unge liv.

De første skridt var vakkelvorne, men blev taget selvsikkert.

[SotD]

#5

Det forløste efterår

     ”Hvis man vil opnå noget, så skal man være der når chancen byder sig”. Det sagde min far altid. Jeg havde taget det til mig, og nu var det mine spillere der måtte lægge øre til det stjålne citat. Men der var noget sandfærdigt over det, og jeg havde hele mit liv levet efter det. Efterårets varme farver indikerede at det var tid til at udfordre skæbnen. De unge knægte var modne af deres alder, og langt størstedelen havde allerede grebet chancen og spillede enten i udlandet, eller på de største schweiziske hold. Om det var mig, eller bare endnu en god årgang skal jeg ikke sige, men vi havde en evne til at finde melodien når det virkelig gjaldt. Tyrkerne kunne vi ikke gøre noget ved, dem mødte vi ikke i min tid, og da de vandt deres sidste kamp kunne vi kun gå den lange vej.

     Vi kom hurtigt foran med 3-0 imod Island inden vi bakkede for meget af og endte med at vinde 3-2. Det blev aldrig rigtig spændende, men det gav mig alligevel søvnløse nætter. Hvordan kunne vi gå fra det helt høje koncentrationsnivea u til et hysterligt lavt niveau på bare en halvleg? Det var det spørgsmål, som kørte rundt i hovedet på mig når jeg lagde mig i sengen. Alligevel fandt jeg meget positivt at arbejde videre på.  Nassim Ben Khalifa var ikke god nok til A-landsholdet, men han spillede på et uhørt højt niveau for os, og det nagede mig inderligt at jeg skulle finde plads til Admir Mehmedi, til trods for at han tydeligvis ikke gad U21.

     Evnen til at implementere førnævnte citat blev for alvor sat i relief i playoffkampene, hvor der blev brug for hver en bid held og koncentration, som jeg kunne trække ud af drengene. Vi mødte Tjekkiets talenter, med Matej Vydra i spidsen, over to kampe.

Lodtrækningsheld var der ikke noget af, så vi måtte selv have arbejdshandskerne på.  Vi kom hurtigt bagud, og måtte lægge strategien om så vi ikke blev presset helt i bund. Jeg behøvede ikke råbe fra sidelinjen, jeg vinkede blot efter Xhaka, og så forplantede han mine idéer i sine holdkammeraters bevidsthed. Vi kom tilbage i kampen, og til slut fik vi et reelt overtag som vi benyttede til at vinde kampen med 4-2.

     I returopgøret var vi hårdt ramt af skader, og det kunne mærkes. Vi kom lynhurtigt bagud med 1-0 i det bare andet minuts spilletid. Det var umuligt at bide sig fast i kampen, og der er ingen tvivl om at min manglende rutine blev udstillet. Jeg følte mig magtesløs da vi gik til pausen nede 0-3. Vores EM kvalifikation hang i en tynd tråd, og jeg havde intet på bænken, der kunne gøre en forskel. Jeg kunne se min fyreseddel ligge på det mørke skrivebord for øjnene, når jeg blinkede. I stedet for at gå offensivt til værks fik jeg fremstammet at vi gik over i en defensiv 4-5-1. Spillerne kiggede måbende på mig. Jeg havde forklaret hvordan vi skulle gribe kampen an hvis vi kom bagud, og der var 4-5-1 slet ikke på tapetet.

     Vi fik bedre fat fra 2. halvlegs start, uden på nogen måde at være toneangivende. Nassim Ben Khalifa begyndte at tage sagen i egen hånd, og selvom han afsluttede fra alle mulige, og ikke mindst umulige vinkler så virkede det. Drengene fik smag for at det kunne lykkes, og da Xhaka med 5minutter igen råbte ” Hvis man vil opnå noget, så skal man være der når chancen byder sig” gik der et sus igennem spillerne. Fuldt fortjent var det Ben Khalifa, som fik sparket os videre med et mål til 1-3 få minutter før tid. U21 EM var en realitet, og det føltes som om jeg først lige var kommet i gang. Ralph kom op til mig efter kampen var slut. Han kiggede på mig, uden at sige noget og gav mig så et venskabeligt klap på kinden inden han gik derfra. Det gysede igennem kroppen på mig.

Det var tydeligt at han så noget i mig.

[Grün]

Du skriver sindssygt godt SotD

[SotD]

Mange tak - Jeg håber jeg kan få smidt et kapitel mere på i morgen. Det er skrevet i wordformat, gider bare ikke slås med det her forpulede opsætning lige nu

[Risom]

Har lige læst det nu ger i aften, og det ser virkeligt godt ud! KIU - så har du en læser i mig. 

[SotD]

#6

Den længste vinter, den bedste ven

     Det begyndte at sne allerede i oktober måned i Bern det år. Det var som om det ingen ende ville tage. Selvom målsætningen var nået, og vi havde kvalificeret holdet til U21 EM, og A landsholdet lå lunt i svinget til en VM kvalifikation, så var humøret ikke hvor det burde. Jeg var helt nede, og havde flere dage virkelig svært ved at komme ud af sengen. Jeg manglede den daglige gang med spillerne, jeg manglede at jeg kunne sætte mine idéer på græs, og ikke mindst så savnede jeg at røre ved en fodbold. Det var bare ikke det samme at sidde på kontoret eller i lejligheden med mine idéer.

     Det år gravede jeg mig helt ned, og omverdenen forsvandt fra mig. Jeg kunne ikke gøre det jeg elskede, i stedet kunne jeg se mig selv forsvinde i et krøllet og hvidt univers. Når jeg kiggede rundt på mit kontor kunne man ikke længere se gulvet for bare papir, med taktiske finesser, som jeg havde testet på mine systemiske måder, kasseret, og tegnet forfra. Når jeg formastede mig til at kigge ud af vinduet var billedet det samme. Ikke af papir men af frost og sne. Jeg var ved at gå ud af mit skind, og jeg sov forfærdeligt.

     En af mine gode kammerater, Anthony (Favre), som jeg havde haft mine ungdomsår i Servette med, kom forbi en februar dag. Han var bekymret for mig. Jeg viste ham mine systemer og vi brugte et par timer på, at gennemgå dem. ”Det er rigtig godt alt sammen Florian, men du er nødt til at lave noget andet også”, hørte jeg ham sige.

Jeg vidste jo godt han havde ret, men ikke desto mindre snerrede jeg af ham og forklarede ham, at han ikke forstod det pres jeg var under. Han hev mig ud af lejligheden og ned til et kæmpe byggemarked, hvor vi gik rundt i et kvarters tid før han placerede mig på en café stol med en kop kaffe. Jeg kunne se ryggen af ham som han forsvandt længere ind i byggehelvedet.

     Efter hvad der virkede som en evighed kom Anthony tilbage. Han havde et smørret grin over hele ansigtet. ”Hvad nu?” spurgte jeg. Han nægtede at svare, men han var tydeligt meget selvtilfreds over situationen. Vi aftalte at jeg spiste med hos ham og konen, og overnattede der. Da jeg kom hjem dagen efter var mit kontor gulv skiftet. Fra det gemte lyse trægulv under de krøllede papirstykker lå der nu i stedet et græsgrønt tæppe. Tæppet var kridtet op som en fodboldbane, og i stedet for en velkommen måtte stod der ”Til Florian, verdens bedste træner. Fra Anthony” i et grafisk flot design. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men samtidig var der en meget taknemmelig følelse, som trængte sig på. Mit humør ændrede sig, som med et tryk på en kontakt.

Foråret var på vej