FmFreaks

#1

Navn:
- Florian Neff
Nationalitet:
- Schweiz
Alder:
- 33 år
Uddannelse:
- UEFA træner licens
Erfaring:
- Ynglinge-, U19- og U21 træner for Basel





     Jeg fandt i en relativt tidlig alder ud af, at jeg ikke besad det nødvendige talent for at nå den absolutte top, selvom jeg lagde alle mine vågne timer på fodboldbanen. Jeg så det ene talent efter det andet løbe med hæderen, startpladserne og de professionelle kontrakter - Alt imens jeg fortsat trænede time efter time. Jeg opgav at jagte chancen som professionel fodboldspiller da jeg fyldte 27. To kampe i den bedste schweiziske række blev det til, ganske få i den næstbedste, men et hav af ungdomskampe og reserveholdskampe for flere af de største schweiziske hold. Jeg jagtede chancen. Jeg nægtede at give op. Jeg startede i Servette, som ganske ung, men da jeg så drengen fra årgangene under mig tage skridtet op opgav jeg chancen for at spille mig på holdet og drog videre til Sion. Her fik jeg som 19-årig lov til at spille med på U21 holdet og blev hurtigt fast mand. Men kontrakten udeblev, og som tiden gik nærmede jeg mig de 21 år hvor jeg ikke længere kunne deltage på holdet.
[float=right](http://images4.wikia.nocookie.net/logopedia/images/d/d2/FC_Z%C3%BCrich_logo_%281995-1997%29.png)[/float]
     Beskeden kom dagen efter min 21-års fødselsdag. De ville ikke fortsætte med mig, de ville ikke satse på mig. Jeg måtte gerne spille med, træne med og spille på reserveholdet, og på den måde bevise mit værd. Jeg var desillusioneret! Pga. uddannelse, som også skulle passes flyttede jeg til Zürich og begyndte at træne med hos FC Zürich. Jeg spillede mig hurtigt ind på reserveholdet og modsat Sion så virkede klubben ikke afvisende overfor at give mig noget spilletid. I samarbejde med klubbens stab blev vi enige med Winterthur om at få givet mig noget spilletid. Winterthur spillede i den næstbedste række, og havde mildt sagt ikke verdens bedste fodboldhold. Jeg havde egentlig håbet på noget bedre, men reservebold var også blevet vejet for let i forhold til mine personlige ambitioner. Hos Winterthur kæmpede jeg mig direkte ind på holdet, og følte jeg havde stor succes. Jeg fik 5 kampe fra start, dog blev jeg skiftet ud tidligere og tidligere, og til sidst startede jeg på bænken, og som sæsonen skred frem kom jeg længere og længere væk fra holdet. Som 22-årig var jeg færdig med skolen, og jeg ville bevise at jeg kunne flytte mig yderligere når der nu hverken var skole, fester eller kærester i vejen. Det var kun mig og fodbolden!

     Winterthur rykkede ned og jeg tog ind til Zürich for at snakke lidt med ledelsen. De ønskede ikke, at jeg skulle blive medmindre jeg ville betale alm. deltagerkontingent. Jeg var helt paf, og kunne slet ikke forstå at de mente jeg var en glad amatør. Kunne de slet ikke se hvor meget jeg lagde i det? Grasshoppers havde skrevet kontrakt med to af mine gamle kammerater fra Servette tiden, og da jeg ringede og forhørte mig om en prøvetræning var det en yderst venlig herre som nærmest insisterede på, at det skulle være med det samme. Mine kammerater havde talt rigtig godt om mig, og efter prøvetræningen var det klart at jeg skulle træne med førsteholdet. Jeg trænede med i hele sæsonen og var på bænken et par gange, tilgengæld spillede jeg fast på reserveholdet og jeg besluttede mig for at blive i klubben. Som 24-årig måtte jeg dog prøve noget nyt. Det var bare blevet til 4 optrædener på bænken i anden sæson i klubben, og jeg var ikke engang blevet bedt om at varme op.

[float=left](http://www.ezfootballshop.com/files/images/products/2200/2170_fc-basel-home-jersey-2011-12_01_l.jpg)[/float]     Jeg flyttede til Basel og fik lov til at træne med. Jeg vidste godt, at det ikke var her jeg skulle spille. Det var en alt for god klub, på niveau med Grasshoppers. Ikke desto mindre følte jeg mig godt behandlet. Tonen var løssluppen, de bedste spillere hyggede med de dårlige, ja sågar os uden kontrakt. Jeg kunne simpelthen ikke forlade klubben, og da klubbens ledelse ringede og spurgte om jeg kunne have interesse i at hjælpe med at træne juniorerne, kunne jeg ikke andet end at takke ja. Det var min første rigtige kontrakt. Det var godt nok ikke som fodboldspiller, men jeg havde fået indført at jeg var ansat af FC Basel, som deltids spiller og deltids træner. Det var kæmpe kæmpe stort, og jeg elskede det.

     De unge drenge havde et uhørt højt niveau, og jeg fik lov til at følge dem, modsat mange andre trænere i klubbens historie. Jeg fik jobbet som førsteholdstræner for drengene da de gik op i ynglinge rækken, den bedste i landets. Vi vandt ynglingemesterskabet i første sæson, og jeg fik oveni hatten lov til at debutere i den bedste række som 25-årig. Det virkede helt plat, men jeg var stolt. Jeg var virkelig virkelig stolt! Jeg spillede ikke nogen fantom kamp, men heller ikke dårlig. Faktisk mente træneren at jeg havde gjort det så godt at jeg skulle have en chance mere. Jeg fik lov til at spille den sidste kamp, som var uden betydning for os, fra start til slut. Jeg spillede godt og blev klappet fra banen. Jeg var sikker på at det var startskuddet til mit sene gennembrud. Men det blev aldrig til mere. Jeg fik drengene op i U19 og begyndte at lægge flere og flere timer i trænergerningen. Vi bed overraskende godt fra os i U19 rækken, selvom drengene var meget meget unge - Flere af dem burde havde spillet ynglinge fodbold. Vi endte sæsonen som nr. 6 af 14 hold. Sæsonen efter fortsatte jeg med at træne med førsteholdet på deltid og trænede U19 drengene. I sæson 2 kunne jeg virkelig mærke at drengene havde flyttet sig. Der var lagt muskler på, og jeg havde forklaret dem hvor meget det krævede. De havde hørt min historie så mange gange så de var ved at kaste op over det. Vi vandt U19 rækken med 7 point ned til nr. 2.

     Efter sæsonen tog jeg et møde med ledelsen, hvor jeg meldte ud, at jeg havde opgivet mine egne ambitioner om at nå sportslig succes, men jeg ville gerne fortsætte som U19 træner hvis de ønskede det. Jeg nåede knap at snakke færdig før der lå en kontrakt på bordet. Jeg påpegede fejlen på underskriftssiden hvor der stod 21 og ikke 19. Formanden grinede let af mig og forklarede mig situationen. De ville have mig som U21-træner. Ikke U19 træner. Samtidig var kontrakten af ganske betydelig længde og løn. Jeg havde fået mit et rigtigt arbejde, og samtidig skulle jeg underskrive dokumenter omkring uddannelse som A-licens træner. Jeg skyndte mig at skrive under. Jeg var 27 år gammel. Træner for Basels U21 hold, det bedste ungdomshold i Schweiz. Jeg fortsatte i stillingen i 5 år, inden jeg fik en opringning. Det schweiziske fodboldforbundet ønskede at tilknytte mig som U21 landstræner, efter en halvdårlig første del af kvalifikationen til EM. Holdet lå på 2. pladsen 3 point efter Tyrkiet med bare to kampe tilbage. Tyrkiet havde ganske vist spillet en kamp mere, men med kun to kampe tilbage, en dårligere målscore og to svære kampe var drømmen om EM deltagelse næsten væk. Jeg takkede naturligvis ja. Det var en chance jeg bare ikke kunne forpasse! Det her var min chance for at tage skridtet helt ind på den store scene. U21 landstræner for Schweiz er en kæmpe ære! Det er her mit trænertalent skal prøves af på den helt store scene.

Første tanke da jeg så layoutet - puh, det ser ikke for godt ud, tvivler på at jeg vil læse..

.. men så læste jeg det alligevel. Fantastisk skrevet, meget anderledes end mange andre, men meget detaljeret og fedt. Nu bliver det så spændende hvordan du fortsætter, om stilen fortsætter sådan her, eller om den skifter karakter. Rigtig godt skrevet :)

Foelger klart med her, bare fordi denkoerer andensteds, goer det jo ikke bloggen daarligere :-)

Jeg slås rigtig meget med, at gennemskue hvordan jeg kan lave et fedt design herinde. Jeg har brugt gud ved hvor lang tid på at sætte det op, så det bare er læseligt :)

Jeg satser meget på, at tjekke de mange blogs herinde og forsøge at quote og lære hvad de gør og hvad der fungerer. Det første indlæg er en introduktion, og så leger jeg formentlig lidt med opsætningen.

Jeg er glad for at du synes om indholdet dog :)

Dejligt at høre :)

#2




     Setuppet var overraskende upåagtet da jeg trådte ind [float=right][img ]https://dl.dropboxusercontent.com/u/23772240/Blog/Ralph.png[/img][/float]ad døren til det schweiziske fodboldforbund. Jeg blev henvist til mit nye kontor af en ældre kvinde. Det var større end hvad jeg havde arbejdet med i Basel, men jeg havde på en eller anden måde forventet noget andet. Ikke bedre, bare noget andet. Kontoret var lyst og havde to store vinduer med udsigt udover Bern. ”Det er godt nok en jammerlig by” kan jeg huske jeg tænkte, første gang jeg satte mig i den lettere slidte kontorstol og drejede rundt så jeg sad med panorama udsigten. Det var en gammel bygning, ikke på den der charmerende og romantiske måde, bare gammel. Og slidt. Kontoret stod egentlig i skærende kontrast til bygningen, som mest af alt mindede om en gammel lagerbygning, med de blyindfattede ruder, som siden hen var blevet delvist udskiftet. Kontoret var nærmest moderne, selvom møblerne skreg af slut 80er med de mørkebrune kirsebærfarver, de krummelure’ske snit og de kobberfarvede håndtag. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget over det de første dage.

     Ralph Zloczower var præsident for ASF-SFV, og præsident dét var han. Det var med store armbevægelser, cigarlugt og hvidløgsånde. Men det var her man skulle holde sig til. Ralph Zloczower havde alle de rette forbindelser, og qua hans gode venskab med både Sepp Blatter og Michel Platini havde man en underlig, nagende, følelse af at han kunne få alt til at ske hvis han virkelig ville. Det var en modbydelig tanke, men jeg slog den hurtigt hen, for jeg anede intet om topfodbold. Jeg havde jo aldrig stået for andet end U21 fodbold, og selvom det var den samme pragmatiske tilgang, som summede når der var lodtrækning, kampe og træning, så var det helt anderledes.

– Anderledes rent. Sådan følte jeg det i hvert fald når jeg var i rum med Ralph.

Så har jeg forsøgt at lege lidt med setuppet. Håber det falder i bedre smag :)

#3



[float=right](https://dl.dropboxusercontent.com/u/23772240/Blog/kontor.png)[/float]
     Ralph var en mand af store ord og store ambitioner. Hans egen karriere som advokat og spekulant havde givet ham en formue uden lige, og han forventede at alle andre havde samme lyst til luksus som han. Det var på den baggrund jeg blev inviteret ind til et møde sammen med de andre trænere i forbundet. Der stod cognac på bordet og ud for hver stol var der nøjsomt lagt en cigar med vores navne indprentet i siden med bladguld. Førstehåndsindtrykket var wauw. Bare wauw. Hvordan man på nogen som helst tænkelig måde havde formået at skabe en atmosfære i Ralphs afdeling, som ingenlunde stemte overens med resten af bygningen, var umulig at gennemskue. Jeg er sikker på at de andre grinede indvendigt da de så mit ansigtsudtryk.

     Vi satte os ved bordet, og jeg fumlede lidt med cigaren, inden jeg lagde den igen. Ralph tog styringen fra start og stillede sig op til et TV, som var monteret ind i væggen. Han tændte for det og bankede sin flade hånd i bordet, og blev stående et stykke tid. Han kiggede udover forsamlingen med et stenansigt, inden han pegede stift på Ottmar Hitzfeld. Han satte hovedet let på skrå og lod pegefingeren vifte ganske let, som havde han en alvorlig høne at plukke med ham. Han slog pludseligt over i en hånlig latter og trykkede på pause på TV’et. I baggrunden kunne man se en liste med hold.

[float=left][img ]https://dl.dropboxusercontent.com/u/23772240/Blog/Pulje.png[/img][/float]     ”Ren walkover!” sagde han meget højt og grinede imens han vendte sig halvvejs rundt og pegede på skærmen. Ottmar grinede med, men noget mere afdæmpet. Det næste stykke tid gik med at snakke om A-landsholdet og hans meget klare forventninger om at man kvalificerede sig problemfrit til VM. Jeg var en smule paf, men kunne egentlig godt følge ham. En gruppe med Norge, Slovenien, Albanien, Cypern og Island burde give kvalifikation, men han talte om de andre som var de flere niveauer under os. Det forstod jeg ikke helt. Han nævnte at Xherdan Shaqiri, Granit Xhaka og Admir Mehmedi skulle udvikles hurtigt, så de stod klar når VM startede om halvandet år.

     Han rettede blikket imod mig. ”Det din opgave!” Jeg sank engang. Der var ikke antydningen af sjov i stemmen. Han forventede vitterligt at disse tre spillere skulle være A-landsholds materiale når VM startede. Jeg kendte Xherdan og Granit fra tiden i Basel og Admir kunne jeg huske blev indkøbt til Zürich netop som jeg skiftede væk derfra. Jeg vidste godt at de var gode, og jeg havde da også forventet at jeg ville tage dem med på holdet hvis jeg fik chancen. Ottmar brød ind. ”Xherdan skal jeg nok tage mig af. De andre to må du modne. De er langt fra gode nok til førsteholdet”. Ralph nikkede bestemt.

     ”Jeg har altid hadet Tami (Pierluigi Tami, den tidligere U21 træner)”, sagde Ralph. ”Han havde altid sin egen måde at gøre det på, og forstod ikke at hans rolle var at træne på mine præmisser – Men det ved du!” sagde han videre. Jeg kan huske at jeg var koblet helt fra og bare nikkede når han sagde noget. Det så ud til at virke, for han stillede ikke spørgsmålstegn ved min tilstedeværelse, og han nikkede bare kontant til mig når jeg havde nikket først. Jeg tog det som en slags gensidig accept af det der blev ”aftalt”, som han kaldte det. Der gik næsten en time hvor han fortalte om alt det forkerte, som Tami havde gjort og at han stadigvæk forventede at jeg kvalificerede holdet til U21 EM. ”Erfaringen er vigtig”, som han sagde. Jeg sad hele tiden med et regnestykke i baghovedet. Jeg skulle enten vinde puljen, hvilket krævede at Tyrkiet smed point i deres sidste kamp, eller blive blandt de 4 bedste 2ere, hvilket krævede to sejre og en playoff kamp.

Hvordan gør jeg det sidste billede til at have den rigtige størrelse i stedet for at det bliver trukket så langt?

Du laver et mellemrum her [img ]
Altså imellem g og ] i den del som står før linket til billedet.

Lækkert, mange tak. Kan du også forklare mig hvorfor teksten er mindre i #3 end i #2 selvom de begge er oprettet med samme skrift og begge med pkt. 7?

Du skriver fantastisk :) Jeg er hooked!

Mange mange tak :D

Fed skrivning!

Fed blog! Mon ikke du kan få noget stort ud af holdet, Schweiz er jo kendt for at producere gode ungdomslandshold.  :)

Du skriver sindssygt godt SotD :)

Mange tak :) - Jeg håber jeg kan få smidt et kapitel mere på i morgen. Det er skrevet i wordformat, gider bare ikke slås med det her forpulede opsætning lige nu :)

Har lige læst det nu ger i aften, og det ser virkeligt godt ud! KIU - så har du en læser i mig.  :P

#6

Den længste vinter, den bedste ven

[float=left](http://mw2.google.com/mw-panoramio/photos/medium/81363213.jpg)[/float]
     Det begyndte at sne allerede i oktober måned i Bern det år. Det var som om det ingen ende ville tage. Selvom målsætningen var nået, og vi havde kvalificeret holdet til U21 EM, og A landsholdet lå lunt i svinget til en VM kvalifikation, så var humøret ikke hvor det burde. Jeg var helt nede, og havde flere dage virkelig svært ved at komme ud af sengen. Jeg manglede den daglige gang med spillerne, jeg manglede at jeg kunne sætte mine idéer på græs, og ikke mindst så savnede jeg at røre ved en fodbold. Det var bare ikke det samme at sidde på kontoret eller i lejligheden med mine idéer.

     Det år gravede jeg mig helt ned, og omverdenen forsvandt fra mig. Jeg kunne ikke gøre det jeg elskede, i stedet kunne jeg se mig selv forsvinde i et krøllet og hvidt univers. Når jeg kiggede rundt på mit kontor kunne man ikke længere se gulvet for bare papir, med taktiske finesser, som jeg havde testet på mine systemiske måder, kasseret, og tegnet forfra. Når jeg formastede mig til at kigge ud af vinduet var billedet det samme. Ikke af papir men af frost og sne. Jeg var ved at gå ud af mit skind, og jeg sov forfærdeligt.

     En af mine gode kammerater, Anthony (Favre), som jeg havde haft mine ungdomsår i Servette med, kom forbi en februar dag. Han var bekymret for mig. Jeg viste ham mine systemer og vi brugte et par timer på, at gennemgå dem. ”Det er rigtig godt alt sammen Florian, men du er nødt til at lave noget andet også”, hørte jeg ham sige. [float=right](https://dl.dropboxusercontent.com/u/23772240/Blog/t%C3%A6ppe.png)[/float]Jeg vidste jo godt han havde ret, men ikke desto mindre snerrede jeg af ham og forklarede ham, at han ikke forstod det pres jeg var under. Han hev mig ud af lejligheden og ned til et kæmpe byggemarked, hvor vi gik rundt i et kvarters tid før han placerede mig på en café stol med en kop kaffe. Jeg kunne se ryggen af ham som han forsvandt længere ind i byggehelvedet.

     Efter hvad der virkede som en evighed kom Anthony tilbage. Han havde et smørret grin over hele ansigtet. ”Hvad nu?” spurgte jeg. Han nægtede at svare, men han var tydeligt meget selvtilfreds over situationen. Vi aftalte at jeg spiste med hos ham og konen, og overnattede der. Da jeg kom hjem dagen efter var mit kontor gulv skiftet. Fra det gemte lyse trægulv under de krøllede papirstykker lå der nu i stedet et græsgrønt tæppe. Tæppet var kridtet op som en fodboldbane, og i stedet for en velkommen måtte stod der ”Til Florian, verdens bedste træner. Fra Anthony” i et grafisk flot design. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men samtidig var der en meget taknemmelig følelse, som trængte sig på. Mit humør ændrede sig, som med et tryk på en kontakt.

Foråret var på vej