|45| El Que Escapó

 

[Hawkins]

Stadig fin blog. Du ved det nu godt, men det piner mig at jeg ved at du sagtens kan skrive korrekt, men at der alligevel er åndssvage fejl i din tekst. Så kort et afsnit kan vel ikke tage ret mange sekunder at gennemlæse. Denne gang var det tårer der ikke var bøjet i flertal. Normalt ville jeg se bort fra den slags fejl, men jeg ved at du kan gøre det bedre 

[Gemma]

Stadig fin blog. Du ved det nu godt, men det piner mig at jeg ved at du sagtens kan skrive korrekt, men at der alligevel er åndssvage fejl i din tekst. Så kort et afsnit kan vel ikke tage ret mange sekunder at gennemlæse. Denne gang var det tårer der ikke var bøjet i flertal. Normalt ville jeg se bort fra den slags fejl, men jeg ved at du kan gøre det bedre 

Det er også håbløst af mig at lave småfejl på den måde. Noget af det kan være dialektisk, men flertals-bøjninger burde sgu sidde på rygraden.

[Gemma]

Det noget tid siden jeg har kommenteret sidst, men det er altså stadig en super fed blog du har gang i. Du skriver rigtig godt og jeg syntes kun historien er blevet bedre efter du har fået noget FM med. Alt i alt en super fed blog, og du er bestemt stadig en mine favoritter

Mange tak. Det er altid rart at få kommentarer, det giver altid lige den ekstra motivation. Jeg er glad for, at du kan lide min FM-del.

[nicolajtmadsen]

Havde sgu aldrig troede, at en historie fortalt på en forum for et computerspil, skulle fange mig så meget, som tilfældet er her. Du formår fortsat at holde spændingen i din historie, og samtidige får du det til at fungere rigtig godt sammen med FM-delen. Dit sprog er lækkert, og opsætningen er ganske simpel og lige til. Det kunne meget vel gå hen og blive første gang en blog med størst fokus på historiedelen, ville få min stemme!

Fortsæt endelig det gode arbejde, Gemma!

[Gemma]

Havde sgu aldrig troede, at en historie fortalt på en forum for et computerspil, skulle fange mig så meget, som tilfældet er her. Du formår fortsat at holde spændingen i din historie, og samtidige får du det til at fungere rigtig godt sammen med FM-delen. Dit sprog er lækkert, og opsætningen er ganske simpel og lige til. Det kunne meget vel gå hen og blive første gang en blog med størst fokus på historiedelen, ville få min stemme!

Fortsæt endelig det gode arbejde, Gemma!

Mange tak for den store ros. Jeg er glad for, at du, og måske andre, kan acceptere, at FM ikke har den største rolle i bloggen. Jeg nævnte i starten, at FM har en supplerende rolle i min historie og det er jeg glad for, at du har taget til dig.

Jeg håber da, at jeg kan gøre mig fortjent til din stemme. Det ville da udentvivl lune. Jeg må indrømme, at opsætning, grafik etc. ikke er min spidskompetence, så jeg forsøger at variere mit topbanner og nogle gange sætte et ekstra billede ind, men det er teksten der driver bloggen her.

Det blev egentlig meget længere end, jeg egentlig ville skrive. Men endnu engang tak for rosen!

Og jeg vil gerne lige tilføje, at har andre nogle forslag/ris/ros etc. så hører jeg gerne til forslag.

[Gemma]

Han sad i lufthavnen og kiggede ud af de store glaspartier. Det var lige over et år siden, at han sidst var her. Der var han kommet ud fra flyet i et stort kaos. Han havde forladt sit daglige liv, hvor han havde familie hus og åbenbart også et barn på vej. Dengang havde han haft alt. Det gode liv. Det liv, som de fleste drømmer om.

Nu skulle han ud at flyve igen. Samme tur som sidst. Bare hjem til Bucaramanga. Manuel var nervøs. Det var ikke for at flyve, men hvad der skete, når han kom hjem igen. Barakaldo havde været Manuels fodboldmæssige hjem, men det kunne ikke erstatte Bucaramanga. Det var her hans hjerte var. Det var her, hvor han følte sig hjemme.

Flyet rullede ud på landingsbanen. Der var ingen vej tilbage nu. Det var hjem til problemer, følelserne og ikke mindst Catalina. Hun var forbundet med alt i Bucaramanga. Det var hende, der gjorde Bucaramanga værd at komme tilbage til. Præcis ligesom med brevet, der ledte Manuel efter en måde at formulere sig på. Det var det sværeste ved det hele, hvordan skulle han undskylde?

[Gemma]

Jeg fik den her besked på FMD:

"Du benytter ofte korte sætninger. Det virker nogen gange godt. Andre gange virker det ikke så godt. Måske bliver det lidt for meget? Jeg synes det bliver for meget. Det overtager teksten. Det er ikke en del af teksten. Det udtrykker ikke simpelthen ikke den spænding, som det ellers bør, når det bliver brugt i så høj grad. I stedet skulle du bruge det mere med måde. Så ville de steder hvor det bliver brugt have en større betydning, og der vil blive lagt mere mærke til det når det afviger fra resten. På den måde vil din tekst blive bedre, imo."

Jeg kan godt se pointen og vil forsøge at teste længere sætninger af, fremfor den meget korte form, som jeg bruger nu. Håber i kan vænne jer til det.

[LasseSJ]

Jeg fik den her besked på FMD:

"Du benytter ofte korte sætninger. Det virker nogen gange godt. Andre gange virker det ikke så godt. Måske bliver det lidt for meget? Jeg synes det bliver for meget. Det overtager teksten. Det er ikke en del af teksten. Det udtrykker ikke simpelthen ikke den spænding, som det ellers bør, når det bliver brugt i så høj grad. I stedet skulle du bruge det mere med måde. Så ville de steder hvor det bliver brugt have en større betydning, og der vil blive lagt mere mærke til det når det afviger fra resten. På den måde vil din tekst blive bedre, imo."

Jeg kan godt se pointen og vil forsøge at teste længere sætninger af, fremfor den meget korte form, som jeg bruger nu. Håber i kan vænne jer til det.

Hm, jeg kan egentlig ret godt lide det. Det er kendetegnene for din blog (og din skrivestil generelt), og jeg synes det bloggen noget ekstra... men det kan godt være, at det bare er mig, der er skør

[Gemma]

Jeg ved det ikke. Men vedkommende har ret i, at variation gavner og det synes jeg, at han har ret i.

[Gemma]

Manuel fløj mod Bucaramanga, der hvor hans skæbne ventede. Det var her, at han skulle se Catalina igen. Den skønne Catalina med de pæne øjne og det fængende smil. Da flyet landede var det første Manuel gjorde at ringe til Ricardo. Manuel havde savnet Ricardo og set på billedet af de to flere gange på turen. Ricardo kom, som altid, og hentede Manuel. Turen vidste de godt, hvor gik hen.

Det var ikke ligesom før i tiden, hvor det var ned mod Juego Callejón som altid. Ricardo sagde, at han havde talt med Catalina efter episoden, hvor Santiago skød hende. Hun var knust og havde ligget i koma længe, det berørte Manuel tydeligt. Han skulle have været der for hende, da hun havde brug for det. Endvidere fortalte Ricardo, at lægerne havde sagt, at det var et under, at hun overlevede skuddet.

Manuel var interesseret i at høre, hvorvidt hans barn havde overlevet episoden og Catalina var i stand til at føde, men Ricardo ville intet sige. Pludselig blev taxaturen længere end den i forvejen var, ikke fysisk men mentalt. Det blev svært for Manuel at koncentrere sig om noget. Først var det bare Catalina, som han skulle tale med, men nu skulle han også høre om barnet skæbne. Taxaen holdt ind ved Catalinas hus. Manuel tøvede med at forlade taxaen. 

[Hawkins]

Jeg er direkte uenig med gutten fra FMD. Det er sgu fint at du har den skrivestil, og det er hul i hovedet at forsøge at variere den når du har skabt en stemning ved de korte sætninger. Back to basics.

[Gemma]

Et komma i ny og næ gør nu intet. Skal vi ikke holde det ved det? Dermed ikke sagt, at der bliver skrevet sætninger på flere linjer uden punktummer. Jeg kan godt lide det korte og præcise, der virker intenst.

[Gemma]

De ti meter op til døren var længere end nogensinde før. Manuel kiggede op mod huset, som stod præcis, som da han forlod det. Det kriblede koldt ned af ryggen på Manuel. Det var en blanding af glæde og nervøsitet, der tyngede ham. Ville hun forlade ham? Ville hun godtage hans undskyldning? Manuel bankede på døren.

Der stod hun, kvinden, som han havde tænkt på uafbrudt siden han forlod Bucaramanga. Der gik længe inden døren blev åbnet, men pludselig stod hun der. Man kunne se, at Catalina var forbavset. Hun troede, at Manuel ville blive væk for altid, men nu stod han pludselig i døren. Det var overvældende for dem begge.

Catalina sagde kort, at hun blev nødt til at gå ind igen, men de skulle mødes en anden dag. Det var stedet, som de altid skulle mødes – den lille restaurant – hvor de første gang mødtes. Manuel håbede, at hun ville finde tilbage med ham, og at de kunne tale ud om, hvorfor Manuel havde forladt hende – alene og blødende på det kolde gulv i lufthavnen.

[Gemma]

Manuel havde vænnet sig til en tilværelse i fodboldens verden, og det ville han fortsat have. Der skulle penge på bordet og det skulle ikke være som tidligere, hvor Manuel skaffede penge fra lån hos Santiago og tvivlsomme bets på sport. Manuel ville være træner, men ikke for en hvilken som helst klub.

I gamle dage havde Manuel og Eduardo Villamizar Mutis snakket godt sammen. Dengang Manuel var et lysende talent og han var mange penge værd. Manuel ringede til ham og hørte, hvorvidt der var et job til ham i klubben. Eduardo Villamizar var lovprisende over hans erfaring fra ungdomsfodbolden i Spanien. Det havde åbenbart høje stjerner i Eduardos bog.

Sidste sæson havde Corporación Deportiva Real Santander skuffet fælt, til trods for at klubben havde fået nogle gode sejre, men Eduardo Villamizar ville noget andet. Han ville have underholdende fodbold, der skabte resultater. Det skulle Manuel give ham. Manuel blev glad – han skulle være førsteholdstræner – manager om man ville – for hans barndomsklub. Det var en drøm for ham, det havde det altid været.

[Gemma]

Manuel gik ned mod restauranten, det var tid til mødet med Catalina. Hun kom gående ned ad gaden og smilte som altid. Manuel havde den følelse af, at hun lyste hele gaden op med sin blotte tilstedeværelse. Det gjorde ham glad. Hun satte sig i de kurvede stole overfor Manuel. Det første hun gjorde var at bede om en drink. Hun var lidt nervøs og hænderne fumlede rundt i hendes skød.

Det var slet ikke formelt og påtaget, men ordene flød af sted mellem de to. Det var som om, at tiden slet ikke havde bevæget sig siden de var i lufthavnen. Alt var som før, dog var Catalina meget indebrændt og sur på Manuel. ”Hvorfor?” var hendes flittigst brugte sætning. Manuel måtte fortælle, hvilket liv han havde levet før, at han mødte Catalina.

Catalina var chokeret, da hun oplevede skyggesiden af Manuel. Det var en helt anden person, som han var under overfladen. Dobbeltlivet var helt nyt for hende. Hun var overrasket og forarget. Catalina vidste ikke, hvorvidt hun kunne stole på Manuel mere. Manuel forklarede, at han havde et job nu, at der var penge at tjene hver dag.  Han skulle være fodboldtræner for 2. divisionsklubben Corporación Deportiva Real Santander. Catalina troede ikke på Manuel, da han sagde det. Hun gik fra Manuel og ville ikke se ham igen – før han sagde sandheden. Manuel var knust for han talte sandt, det var rigtigt. Hun måtte tro på det.