|45| El Que Escapó

 

[Gemma]

Manuel var tilbage på banen. Alt var som før. Tanken om Catalina var der stadig, men Manuel følte, at han var klar til at træne igen. Klubben havde fået et kæmpe slag i weekenden, da Francisco Javier Santisteban var blevet skadet under U19-holdets kamp. Francisco var en af de spillere, som Manuel forventede sig meget af.

Francisco var kun 15 år, men fik stadig kampe på U19-holdet. Han var god. Faktisk så god, at Manuel troede, at Francisco kunne blive god nok til den næstbedste række. De snakkede meget om Franciscos evner, og hvordan han skulle få mest muligt ud af det. De var venner. Det følte Manuel i hvert fald.

Barakaldo var godt for Manuel. Han var væk fra problemerne og den trivielle hver dag. Manuel havde fået et nyt liv, hvor han selv kunne skabe en hver dag. Der var ingen fordomme og Manuel var ikke bundet af den forestilling, som Bucaramanga havde omkring ham. Ludomanen. Det spildte talent. Manden, der altid var alene og havde forladt sin kone, da hun blev skudt.

[Gemma]

Skønt at se at der er kommet lidt FM med i bloggen. Det klæder den. En absolut fremragende blog.

Mange tak, Jakob. Jeg har virkelig gjort en dyd ud af at få FM med i bloggen. Det kunne jeg godt høre og se, at jeg manglede. Nu må vi se, hvordan det kommer til at virke fremadrettet.

[HansenLFC]

Gemmas blog er en af favoritterne!

& det er den stadigvæk!

Virkelig lækkert arbejde indtil videre Gemma, bare fortsæt sådan resten af måneden. Så er der ingen tvivl om du ligger og kæmper med om pokalerne når de skal uddeles!

[Gemma]

Manuel fortsatte på træningsbanen, men han var også begyndt at tage med rundt til kampene. Hans visa var gået i orden og klubben ville nu have ham med rundt. Manuel vidste stadig ikke, hvordan han skulle fortsætte i klubben. Han var glad for det, men ambitionerne var til mere. Det måtte han vente med endnu, først skulle han skabe sig et navn i fodboldverdenen.

Manuel følte sig på en måde glemt. Før i tiden kendte mange i fodboldverdenen ham. Eller i hvert fald i Sydamerika. Dog var han gået i glemmebogen efter sin skade for de fleste. Men var der ét sted, som man huskede Manuel, så var det i hjemlandet. Især i Bucaramanga kunne de huske ham. Manuel var en helt før i tiden og alle hilste på ham, og man kunne høre folk sige ”Se, der går Manuel Munoz”.

Tankerne tilbage til de glade dage i starten af 90’erne behagede Manuel. I Barakaldo var der ingen, som havde et stort potentiale ligesom Manuel havde dengang, men der var en interessant spiller, som Manuel følte sig særligt forbundet med. Rafael Alonso var ung og en spiller, som klubben så et stort lys i. Det samme gjorde Manuel. Der var potentiale, det mente Manuel. De to mindede om hinanden. Rafael Alonso skulle være Manuels projekt.

[Gemma]

& det er den stadigvæk!

Virkelig lækkert arbejde indtil videre Gemma, bare fortsæt sådan resten af måneden. Så er der ingen tvivl om du ligger og kæmper med om pokalerne når de skal uddeles!

Tusinde tak, Hansen. Jeg er ret tilfreds med bloggens udvikling pt.. Nu håber jeg bare, at jeg kan holde farten i konkurrencen. Jeg håber da, at jeg kan snige mig ind i toppen, hvilket også har været et mål fra start af. Nu må vi bare se, om historien og det sene FM er med til at bringe mig dertil.

[Ready123]

Du bliver jo ved med og brillere Gemma, du kan ikke undgå og være en af favoritterne når måneden er omme, sådan som det går nu!

[Gemma]

De stille aftener hjemme fik Manuel til at tænke. Han sad hver aften med pennen, konvolutten og en blok papir. Der blev skrevet to-tre linjer, så blev det smidt væk. Sådan var det tit. Manuel kunne bruge en blok papir på to dage. Det var brevet. Det var uundgåeligt at skrive. At skrive sine dybeste følelser var svært for Manuel.

Han vidste med sig selv, at det skulle gøres og jo før, desto bedre. Ordene kom ikke til Manuel. De kunne ikke skrives ned pænt. Manuel tænkte på Jack Kerouac, der engang sagde ”En dag vil jeg finde de rigtige ord, og de vil være simple.” Sådan havde Manuel det. Ordene var utydelige og gled væk fra ham, ligeså snart han skrev det. Blokaden. Skrivekrisen. Problemer.

Det skræmmende for Manuel var at starte ud med brevet. Hvordan skulle han undskylde til Catalina for sine handlinger? Hvordan skulle han undskylde for, at han løj for hende? Hvad hvis hun ikke levede mere? Tanken fik Manuel til at skrive. Nu kom ordene til ham. Det flød på samme måde, som dialogen på restauranten første gang de mødtes i Bucaramanga. Det var forløsende for Manuel. Ventetiden var ovre og han kunne give slip på sine følelser.

[Dehli]

mere mere!

[Gemma]

mere mere!

Det skal der nok komme. Der kommer i hvert fald én update mere i dag. Måske to.

[Gemma]

Brevet var skrevet. Manuel havde det godt med sig selv. Det havde hjulpet ham videre. Han grinte lidt af det og følte sig som en, der havde deltaget i Dr. Phil. På træningsbanen var der succes at spore. Klubben rykkede fremad i U19-rækken, men det var ikke det interessante for Barakaldo. Det var talentmassen derimod.

Manuel snakkede med de andre trænere om spillerne. Der var potentiale til at få nogle gode fodboldspillere. Der var potentiale til at sælge drengene for mange penge. Der var potentiale til nye tider i Barakaldo. Klubben kunne med det nye kuld af spillere bevæge sig fremad. Der var håb for fremtiden i Barakaldo.

For klubben var det vigtigt, at man havde spillere af egen avl. Det var jo trods alt Euskadi, som Manuel befandt sig i.  Barakaldo ville altid være lillebroren i provinsen, men håbet om et hold med baskere tiltalte klubben. Det var en satsning på fremtiden og det ville de gerne have, at Manuel blev en del af. De ville tilbyde ham en ny kontrakt i en anden rolle.

[Gemma]

Du bliver jo ved med og brillere Gemma, du kan ikke undgå og være en af favoritterne når måneden er omme, sådan som det går nu!

Wow. Mange tak. Jeg håber da, at min blog går langt. Uanset hvad så er det skide skægt at skrive om Manuel og hans rejse.

[Gemma]

Kontrakten lå foran ham. Manuel bladrede let hen over siderne. Indtil tilbuddet stod udformet på papir. De ville have Manuel som cheftræner. De kunne lide hans arbejdsindsats og de nye elementer, som han bragte til træning. Det var en stolt dag for Manuel. Han kunne blive til noget indenfor fodbolden. Det var hans drøm.

Eller var det virkelig? Manuel forlod kontoret og gik ud i den lille Seat Ibiza. Den var gammel og rusten, men den kunne køre. Efter et par kilometers kørsel blev Manuel nødt til at holde ind til siden. Han kunne ikke holde tårerne inde mere. Det var blevet for meget. Fodbolden var, hvad Manuel drømte om, men han havde glemt, hvad der betød noget for ham.

Manuel ville se Catalina. Besøge hende. Omfavne hende. Ja, bare se, om hun var død. Der var intet svar på brevet. Manuel ville hjem. Det kunne ikke vente længere. Fodbolden havde bare været en erstatning for ham, hvor han søgte trøst væk fra sorgerne, tankerne og de blitzene flashbacks. Det gjorde ondt. Han startede bilen og kørte mod lufthavnen.

[JimmyGP]

Det er altså en fed historie.. flot og velskrevet..

[Crazy-Poul]

Det noget tid siden jeg har kommenteret sidst, men det er altså stadig en super fed blog du har gang i. Du skriver rigtig godt og jeg syntes kun historien er blevet bedre efter du har fået noget FM med. Alt i alt en super fed blog, og du er bestemt stadig en mine favoritter

[Gemma]

Det er altså en fed historie.. flot og velskrevet..

Tusinde tak. Jeg er glad for, at i kan lide historien. Det har taget mig lang tid at udforme et plot, så at det falder i din smag er jeg glad for.