|5| - Askatasuna

 

[Adzke]

|24.09.87 - ORDIZIA, BASKERLANDET|

Hun vidste ikke, hvordan de havde fundet hende. Hverken hende, hendes mand eller deres et år gamle barn. Men nu var hun også ligeglad. Hun havde set, hvordan de maskerede mænd havde trukket hendes mands afdøde krop ud på den tusmørke gade Hun havde set til fra den anden side af den lille vej, da de ledte efter hende. Hun havde haft lyst til at skrige, men intentionen nåede aldrig ud over læberne. Det blev standset i halsen, og imens en tåre løb ned ad hendes kind og sneglende fandt vej til de glatte brosten, traf hun en beslutning. Hun løb.

Under armen havde hun en lille gul bylt. Det allervigtigste. Det eneste hun havde tilbage. Hendes slidte lærredssko gav ingen lyd mod de efterårsklamme brosten i byens gader, og det eneste murstenshusene stenfacader kastede tilbage var lyden af hendes eget åndedræt og en susen af blodet, der pumpede i hendes ører. Hun standsede op og kiggede sig over skulderen, sikrede sig, at ingen så hende, før hun trak det gule stof til side. Hun kiggede lettet på det lille fredfyldte barneansigt. Han sov heldigvis. Lige meget hvad ville han aldrig kunne huske, hvad der var sket i aften. Det var hun sikker på. Det var hun glad for. Hun løb videre, nu var der ikke langt igen.

Et lettelsens suk undslap hende, da hun så døren til landsbyens kirke. Den massive egetræsdør var låst. Det var den altid om aftenen. Forsigtigt lagde hun den gule bylt fra sig på dørtrinnet foran kirken. Trinnet var af sten og koldt, og et øjeblik var hun i tvivl, om et lille barn kunne overleve natten udenfor. Men hun besluttede hurtigt, at det var bedre end alternativet. Bedre end det, der ventede hende.

Hun kyssede barnet en sidste gang på panden.

"Agur, mi amor," sagde hun, inden hun vendte sig om. Det var de sidste ord, hun nogensinde ville sige.

Da hun drejede om det første hjørne, hørte hun bilen. Tre skridt længere, nu kunne hun se dem. Hun var klar. Hun ville ikke give dem den fornøjelse af hendes skrig. Hun rystede over hele kroppen, da de tre mænd alle hoppede ned fra bilens lad. De gav hende ikke en chance, og hun fik et slag på siden af hovedet, der kastede hende omkuld på gadens fugtige sten. Inden hun nåede at se op, mærkede hun, hvordan makilaen trængte ind i halsen på hende og trænet skar halspulsåren over. Hun kunne mærke livet løbe ud af hende. Det stank af metal. Det sidste hun så var en mand, der tog masken af.

"Det er slut. De er døde."

Så blev alt sort. Hun havde ikke sagt en lyd.

[Legenden]

Heh, min.

Nu har jeg indlæg nummer 2, muhahah1

[Adzke]

Indhold:

Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5

[HansenLFC]

Heh, min.

 

[Hawkins]

Som forventet, fremragende skrevet Adzke. Jeg er fanget, kiu!

[LasseSJ]

God start!

[Adzke]

Hej. Jeg er ham, der ikke startede med en eller anden fad velkomsthilsen. Men frygt ikke - den kommer nu i stedet.

Min blog foregår i Spanien. I første omgang i hjertet af Baskerlandet. Jeg har ikke lige tænkt mig at præsentere noget endnu, men det skal nok komme, og hvis I har tålmodighed, skal det hele nok åbenbare sig som konkurrencen skrider frem.

Min blog kommer til at være lang, og der kommer til at stå meget i hver opdatering. Så hvis du lider af uforklarlige anfald af migræne eller bare ikke magter at læse mere end en pixibog, så spar dig selv besværet.

Til de af jer, der gerne vil give mig en chance, vil jeg gerne starte med at takke - jeg håber ikke, I kommer til at fortryde det. Sammen kommer vi igennem en verden med skjulte celler, frihed, intriger, mord, poesi og også en smule spansk fodbold.

Askatasuna betyder frihed på baskisk. Og egentlig ved jeg ikke, hvorfor bloggen hedder lige det, men jeg håber, det går op for både jer og mig hen ad vejen. Indtil da vil jeg ønske jer god fornøjelse.

Velkommen til Askatasuna.

[Sarl]

Adzketasuna... Fedt!

[Daniel Nordentoft]

Du skriver så fortryllende. Man lever sig helt ind i historien. Det skal nok blive rigtig spændende det her. Jeg hørte, at du ikke havde forberedt så meget, men jeg er sikker på, at historien alligevel er gennemtænkt.

Du mangler lige et komma og et punktum, men det er jo bare noget, du har overset i farten. Ellers er alt perfekt. Jeg glæder mig til at høre mere om denne spanske knægt. Mon ikke, han overlever ude i natten. Hold niveauet og kør måneden ud, så tør jeg næsten garantere, at min stemme går til dig. Jeg håber, at du kan leve op til mine tårnhøje forventninger. Du har i hvert fald evnerne. Held og lykke.

[Swizz CataR]

Jeg havde egentlig troligt sværget for mig selv, at jeg i år helt skulle lade denne blogkonkurrence være uden for min interesse. Nu har jeg så læst dit første indlæg ... puh, man har vel et standpunkt til man tager et nyt?

Virkelig fantastisk skrevet. Jeg ser stadig din Juventus-blog for 2 år siden som noget af det absolut bedste der nogensinde er skrevet her på siden, og mens sidste år var en skuffelse set i sammenligning, så håber jeg at du i år kan holde skruen i vandet - fordi nøøj hvor er du da dygtig..

Godt jeg ikke er med i år.. Dette havde jeg ikke kunne stå til måls med.. Rigtig flot start!

[Roche]

Allerede fra start for du alle næsten alle læserne og en masse kommentarer. Det er sgu snyd! Ej, det er sgu også fortjent, for som de andre siger, så skriver du pissehamrende godt

[Grün]

God start!
Og check lige din indbakke

[OnkelMorfar]

Vidunderligt skrevet. Selv med min minimale kapacitet af koncentration, bliver jeg fanget af dine skriblerier!

[Adzke]

Tak for roserne, allesammen. Jeg er glad for, I følger med her fra starten, og jeg håber, jeg kan leve op til tilliden.

[JimmyGP]

Som altid.. irriterende godt skrevet.. Kan man andet end at elske det? Fortsæt endeligt