Not2Remember
Lilleputspiller
 Offline
|
|
Jeg vækkes af rykket - det umiskendelige bump der altid kommer, når et flys landingsstel igen griber fat i asfalten og kysser den brutalt og hårdt... som en mafiaboss i en dårlig B-film, der med sin grove mund og tunge lige skal demonstrere over for helten, at han besiderisk har den kønne pige i sin hule hånd - selvom vi jo alle ved, at helten sejrer og får hende til sidst. Jeg er endelig fremme. Men er jeg helten?
Øen ligner sig selv, fra dengang jeg som barn var på ferie her med mormor og morfar. Åh de minder. Cykelture i den uspolerede natur, friskfanget fisk på havnecafeer og mormors lidt for fede men aldeles velsmagende pandekager, hver eneste morgen vel at mærke. Det føles som en evighed siden.
- You'r passport sir?
De nærmest levende billeder af en svunden tid rives brat i stykker af pasbetjenten bag skranken.
- Purpose of you'r stay here?, spørger den lidt strammundede mørkhårede dame med lidt for meget på sidebenene.
- Work related, svarer jeg, og fisker min nyligt underskrevede kontrakt frem fra gemmerne i håndbagagen. Hun studerer den overfladisk, stempler mit pas, og sender mig, sådan føles det i hvert fald, mod ukendt farvand.
Det var intet problem at finde en taxa, for udover mig var der vel kun en lille snes folk med fra fastlandet. Chaufføren Mike har godt læst om mig, eller rettere sagt læst min artikelserie om klubben og øens projekt med den, og allerede nu får jeg gode råd om, hvilke spillere jeg bør satse på, og hvor vigtig klubben er trods sin unge alder.
Der hviler et tungt ansvar på dig knægt, gentager han igen og igen. Som om jeg ikke er klar over det - og knægt? Han ser ud til at være i slut-tyverne, så vi er som minimum jævnaldrende, hvis jeg da ikke er et par år ældre. Men jeg siger ikke noget.
Turen fra lufthavnen til stadion er heldigvis ikke meget mere end 6-7 kilometer, så inden længe er jeg sluppet af med Mike og hans formaninger og står alene foran det kolosale stadion. Jeg kan nærmest høre jubelbrølet ved en scoring fra de mange mange tusinde tilskuere og mærke stemningen i kroppen, bare jeg lukker øjnene. Her skal spilles finaler, løftes pokaler og fejres store triumfer. Stjerner vil entrere dette stadion. Fans, autografjægere og pressefolk vil stå i kø....
En måge skriger og jeg vækkes endnu engang af et dagdrømmeri. Slår øjnene op, og kigger på den gråhvide masse, der tilsyneladende udgør bagsiden af stadions største, og eneste, tilskuertribune.
"THE GARENNE STAND" står der med store bogstaver, opkaldt efter det Gurnsey-baserede bygge- og invisteringsfirma Garenne.
Jeg hanker op i kufferten, og tager lidt tøvende de første skridt hen mod den ensomme betonklods bedre kendt som Foote's Lane Stadium. Der er ingen vej tilbage nu. Det næste år kommer til at stå på benhårdt arbejde for ø-klubben Gurnsey FC i den 9.-bedste engelske række - hvis de da ikke sparker mig ud efter kort tid!
Har jeg fået ø-kuller?
|
