10' Le combattant français, Valentin Duarte

 

[JaWocKa]

Velkommen til min blog til FM13, som lige nu gerne skulle være opvarmningen for blog-konkurrencen i 2013, som jeg har planer om at deltage i. Da jeg ikke har de største erfaringer med blogs herinde, tænker jeg, at det nok var en god idé med en slags prøve, før jeg begiver mig i gang med en sådan konkurrence
Jeg har endnu ikke en fast måde at lave mine updates på, men hovedsagligt vil jeg prøve at skrive som manager, eller i tredje-person - dog vil jeg sikkert også komme med artikler og bare månedsupdates nogle gange - det vil blive meget forskelligt.
Jeg håber i vil følge med


 

Intro

"Når en dør lukkes, åbner en ny dør...", tænkte han spydigt, med tanken om at det nu var endeligt slut for ham som ungdomstræner i en lille nystiftet klub i Marseille. La Pomme Marseille, med sponsorater fra avisen med samme navn, havde været en kæmpe succes, men måtte alligevel dreje nøglen i for at lukke og slukke på grund af den kritiske økonomi - et punkt der kunne ødelægge mange fodboldklubber i Frankrig for tiden. Ja, han havde da været påpasselig med økonomien, men ikke nok - slet ikke nok. Det var nu tid til at finde noget nyt, noget større. Slut skulle det være med hans nuværende status, han ville ud og præstere noget - i en alder af 36 år. Men, hvad gør man, med kun Kontinental B-licens?
Man kæmper! Man kæmper for sin drøm, og det var præcis hvad Valentin Duarte havde tænkt sig, for at blive en verdenskendt træner! "Hm, hvor skal jeg starte?", var den sidste tanke han nåede at tænke, inden han så den rette annonce i La Pomme Marseille.

[JaWocKa]

Spilstatus:

Valgte ligaer:

• Belgien:   2. Division
• Danmark:   2. Division
• England:   npower League 2
• Frankrig:   CFA 2
• Holland:   Jupiler League
• Italien:   Serie B
• Norge:   Adeccoligaen
• Østrig:   Red Zac Erste Liga
• Schweiz:   Challenge League
• Spanien:  LIGA Adelante
• Sverige:   1. Division Elite
• Tyskland:   2. Bundesliga

- Stor database med spillere fra Frankrig | 50.000 spillere
Tidligere erfaring: Serie 6-spiller

Updates:

• 1' - 32 timer og 3 jobsamtaler senere...
• 2' - Hvorfor rejse, når man kan blive?
• 3' - Mødet med drengene
• 4' - Lussing, lussing, lidt drama og så handler vi!
• 5' - Så er vi i gang, og gid vi ikke var det!
• 6' - Avisartikel
• 7' - Toget er kørt, og vi kom ikke med
• 8' - Mere modgang trods avancement
• 9' - Legesyge drenge
• 10' - 4. runde i Coupe des Ligues Amateurs
• 11'' - IKKE UDE ENDNU!

[Gemma]

Jeg ved ikke, om det bare er noget med min computer, men et af dine billeder er nok for bredde. Jeg kan nemlig ikke se alle bogstaver.

[Bang]

Ser spændende ud. Jeg følger

[JaWocKa]

Jeg ved ikke, om det bare er noget med min computer, men et af dine billeder er nok for bredde. Jeg kan nemlig ikke se alle bogstaver.

Årh, det er nok fordi det så er skåret til en 1900x1200 opløsning -.-'

Mange tak fordi du siger det, jeg prøver at få det rettet

[Gemma]

Ellers en god indledning.

[Blackburn Academy]

Følger ser spændene ud

[JaWocKa]

 

1' - 32 timer og 3 jobsamtaler senere...

"Man gemmer vel altid det bedste til sidst", tænkte han, mens han på vej ud fra Stade Georges Pompidou, hvor han havde været til jobsamtale. Han havde fornemmelsen af, at den sidst samtale var forløbet ganske glimrende for hans image, men efter i dag tænkte han kun på ét af de tre hold han ville træne, og det var ikke det sidste. Klubbens indstilling var lige så forkert som kvinders syn på computerspil. Men ja, han skulle jo starte et sted, så han måtte nok tage til takke med de svar han ville få tilbage i løbet af dagen. Han håbede så inderligt, at det ville være Jean-Claude Fisher der ringede til netop ham - det ville være drømmeklubben at starte sin professionelle trænerkarriere ud i, tænkte han.

Da han endelig kom hjem, efter godt 342 kilometers kørsel, som er ret så langt, når man nu kører i en gammel Peugeot 106, havde han virkelig brug for at slappe af. Først, et dejlig varmt bad, efterfulgt af en dejlig lur på sofaen - det kunne jo mærkes, at han var ved at blive gammel. Under bruseren strejfede tanken, om at være cheftræner i en CFA 2-klub, ham igen og igen, og hvis der var nogen der så ham nu, i badet, ville man uden tvivl kunne se på manden han var glad - og det var ikke på grund af hans nedre regioner. Valentin Duarte havde så sandelig ikke tænkt sig at stoppe nu, og da slet ikke når chancen endelig lå der med hele otte CFA 2-klubber uden cheftræner for tiden - muligheden var jo oplagt for en fighter som ham!

Der lød et *RINGELIRING*, eller hvordan en Joga Bonito ringetone nu havde lydt, da Duarte vågnede fra sofaen. Han havde ikke glemt at sætte lyd på hans telefon, hvis nu der var nogle vigtige opkald eller beskeder til ham, selvom det lød som om han havde fortrudt den handling, med den reaktion han vågnede med. "Oui, c'est moi!?", svarede han med en stram stemme, som sikkert gik koldt ud på den anden side af telefonen. Han opdagede hurtigt, at det ikke var hans bror som havde ringet til ham, men en person af lidt vigtigere karakter, selvom opkalderen var af samme fornavn som broderen. "Ja, det er Jonathan Bailly, fra AS Valence - du var her tidligere i dag, angående et job som cheftræner?". Han fortrød sin reaktion, men kom sig hurtigt over det, hvorefter han sagde, at han lige skulle have et par timer, før han kom med et endeligt svar på, om han ville styre AS Valence. Det var helt i orden.

Der blev lagt på, og Duarte nåede kun lige at tænke satans, at det ikke var Jean-Claude, før hans telefon ringede op igen. Han troede det var Jonathan, enten hans bror eller ham fra AS Valence, men denne gang var det en lidt mere bekvem herre der sagde sit navn.
"Jean-Claude Fisher ici".

[Jonni]

Du er virkelig eminent til Blogge!! Jeg følger helt klart, ingen tvivl dér!

[JaWocKa]

 

 

2' - Hvorfor rejse, når man kan blive?

"Jean-Claude ici", svarer en rolig stemme over telefonen, mens jeg er stille i nogle sekunder. Jeg begynder at mærke hjertet banke hurtigt - så hurtigt, at jeg ligefrem kan mærke blodet flyde rundt i kroppen, op til halsen, men dog formår jeg stumt at svare; "hej Jean-Claude, hvorfor ringer du?", med en ganske ubehøvlet stemme. Han virker til at le ganske let, og fortæller så, at han og resten af bestyrelsen var imponerende over hvordan min tilgang til spillet lød, og at de var kommet frem til, at jeg skulle have muligheden for at få jobbet først, af de mange som havde kontaktet klubben. Jeg var ganske beæret, og svarede et promte JA TAK til jobbet. "Godt, så ses vi i morgen klokken 09.00 på Stade Marcel Cerdan - du kan bare gå ind når du ankommer, du kan vel huske vejen fra tidligere i dag." Afsluttede Jean-Claude med, hvorefter han lagde på. Faktisk var det ret akavet at lægge på sådan.
Mest af alt den nat, tænkte jeg på hvorvidt det her kunne ændre mit liv, og om jeg overhovedet var klar til et rigtigt job som cheftræner, men så alligevel. Hvis jeg ikke var klar nu, hvornår skulle jeg så blive? I det mindste er det altid noget, at der kun er 8 kilometer fra min lejlighed i Marseille til Cassis, hvor klubben ligger. Det betød, at jeg ikke skulle flytte til Paris, eller endnu værre Lorient, og finde penge til en villa der eller noget. Det kunne vente, til jeg for alvor var kommet i gang med min karriere.

"Og der kom slutfløjtet! Olympique de Marseille vinder Champions League for andet år i træk, som det første hold nogensinde! Det er en fuldstændig vanvittig præstation af den franske manager Valentin Duarte, og han skriver endnu engang rekorder ind i fodboldens historie!" *RINGELIRING*, og vækkeuret sætter en stopper for den drøm, som jeg en dag håber bliver en realitet. Ja okay, at vinde Champions League to gange og så med holdet man altid holdt med fra barn af, ville måske ikke være realistisk, men vi har vel alle lov at drømme. En ting er sikker, jeg vil nå Champions Leauge-finalen en dag! Op står jeg, kører den sædvanlige morgenrutine, og hopper ind i min Peugeot, som jeg håber jeg snart kan skifte ud. Den bærer mange minder, men når startproblemerne kommer, så er den ved at dø stille og roligt. Så længe den klarer turen til Stade Marcel Cerdan i dag, så er jeg glad!

Jeg er så småt ved at ankomme til stadion, og retter en sidste gang på mit slips. Det er en af de sjældne dage, hvor jeg må bære et fint jakkesæt, selvom jeg dog normalt er til noget mindre fint. Men, nu har jeg jo også kun trænet et yngre fodboldhold i en mindre klub, så mon ikke det er starten på en ny mode for mig.
Nå, der står døren. Så er det nu. Jeg tager en stor og frisk indånding, tager fat i dørhåndtaget og åbner. Jean-Claude Fisher står klar og siger friskt med et smil på læben; "Bienvenue á Stade Olympique Cassis-Carnoux, Valentin Duarte! "

[Jonni]

Overskueligt design, og meget spændende start!

[JaWocKa]

Tag dig sammen Jonni xD

[JaWocKa]

 

3' - Mødet med drengene

"Bienvenue á Stade Olympique Cassis-Carnoux, Valentin Duarte! ", velkommede Jean-Claude mig med et friskt smil på læben, og jeg sagde selv pænt goddag til ham og resten af bestyrelsen. Efter et dusin håndtryk, begyndte vi stille og roligt at bevæge os ind mod det selvsamme lokale, som jeg snakkede med Jean-Claude alene med i går - denne gang lod jeg lettere mærke til den kuløse charme rummet bar, med det tomme glasskab, som tydeligt stod i mangel af pokaler. Jeg var dog vis på, at de nok skulle komme ganske snart - det var MIT arbejde her i Cassis-Carnoux. Vi manglede blot at få en ting på plads. De havde dog lige ét krav, før min underskrift blev lagt på det stykke papir, der lå fremme på bordet. "Her i Cassis-Carnoux har vi lige fra begyndelsen altid haft stor fokus på at være et boldbesiddende hold, så det forventer vi også, at du magter.", fortalte Sabri Hassaine, min nye assistent fra Algeriet.

Jeg fik at vide, at jeg skulle deltage i et pressemøde, som jeg med glæde deltog i, og her blev jeg blandt andet spurgt, om jeg ville hyre mit eget personale. Det var et spørgsmål der virkelig fik mig til at tænke, for jeg fornemmer slet ikke, at jeg har så stor magt i klubben - i hvert fald ikke endnu. Derudover, så holdt jeg mig forholdsvis meget tilbage, da jeg ikke ville dumme mig allerede på første dag. Jeg fik et anerkendende nik fra Sabri efter pressemødet, så jeg er vis på, at jeg klarede det acceptabelt. Lad os komme i gang med det jeg er kommet for - fodbold!

Sabri kontaktede mig efter pressemødet, og spurgte om ikke han skulle arrangere en lille træningskamp mellem gutterne, så jeg kunne få dem at se. Jeg synes det var en glimrende idé, så jeg kunne få at se, hvad jeg har at arbejde med i fremtiden. Jeg lagde ikke nogen taktik eller noget før kampstart, og jeg bedte spillerne om at gå ud og spille deres naturlige spil, så jeg kan se hvilke styrker og svagheder de har som person. Jeg må sige, at jeg specielt var imponeret over vores offensive midtbanespiller, Anthony Martello, som angiveligt også skulle være en af klubbens bedste! Det glæder jeg mig til at se mere til!
Det var tydelig at se, at spillerne ikke var i særlig god form, da nogle allerede ville skiftes ud efter 55 minutter, men sådan er det jo. Vi er alle mennesker. Kampen endte 2-1 til førsteholdet på mål af Martello, som jeg helt sikkert har planer med, og så vores defensive ankermand Laurent Thomas, som også flot scorede en kasse.
Fra U23-holdet, kunne jeg godt tænke mig at se Johan Bordes oppe og træne med førsteholdet, for han så rigtig god ud, den 20-årige franskmand! Han har muligvis kæmpet sig til en kontrakt!
Jeg havde kun ros tilovers for spillerne i dag. Jeg regner dog nok med at finde ud af, om vi ikke kan finde en venstre back, da det ikke ser ud til, at der er nogen på holdet der kan spille kompetent nok dernede.

[V-4-E]

Fedt at implementere træningskampen i din blog. Det giver en realistisk tilgang til bloggen, da du dermed får et reelt overblik over styrker og svagheder. Fed blog

[JaWocKa]

Mange tak