|35| END Benjamin DesBois, le créateur de talent

 

[Heskey]

Tak Pirate.

[Heskey]

Burning Fire

Han gik rundt fra hjørne til hjørne for at hilse på de forskellige gæster, det var tydeligt at der var klike dannelser. De fine ældre damer stod med deres pastelfarvede tasker og spiste deres egne hors d'oeuvres, Benjamins håndmadder var tydeligvis ikke gode nok. I et andet hjørne, hjørnet med pokaler, dartskive, og, ikke mindst vinflasker, stod de fleste mænd samlet. De drak vinen, så på pokalerne og kastede dartpilene. I det sidste hjørne ventede der Benjamin en overraskelse, måske mere end forskrækkelse. Han gik mod hjørnet, strøg fingrene igennem sit moustache, kammen igennem håret, så fangede øjnene hende. Mary.

*Bump* Benjamin var stødt ind i en af gæsterne, samtidig med at han væltede hev han fast i skamlen, den sad ikke fast i gulvet, så den fløj med ham mod kaminen, rammen og billedet af ham og familien røg forbi ham og lige ind i flammernes gab. Han var rystet. Han blev hjulpet op af mændene fra hjørnet og blev sat ned i en stol.  Han skammede sig, lysten til at feste var væk, sorgen over det brændte billede var for stor. Han så Mary gå ud af havedøren, han fik møvet sig forbi mændene ,der var mere optaget af rødvin, og han kom selv ud i haven. Han havde tabt kammen da han faldt, og hånden var ikke brugbar, så han måtte tale med hende uden at kunne styre sit hår.

Han havde samlet sig mod og prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om, kiggede på ham og smilte. Hun knugede sig ind til hans bryst, hvilket var lidt af en bedrift - hendes højhælede sko skabte en væsentlig højdeforskel til hendes favør. Hun begyndte at grine ved tanken om da han væltede, han grinte også selv. Han havde glemt det med billedet. De gik hånd i hånd ind til festen. Benjamin følte sig selvsikker, ingen brug af kam, og alligevel, var hun glad for at se ham.

[Heskey]

Still Number One

Det var slutningen af april måned, Benjamins tropper lå stadig på 1. pladsen, men forspringet var blevet mindre og mindre. De skulle blot have en sejr i en af de sidste 3 kampe og de ville være sikret 1. pladsen og den direkte oprykning. Efter nederlaget til Wolfsburg havde de haft en svingende form, 13 kampe havde de spillet, 6 sejre, 4 uafgjorte og 3 nederlag. Benjamin var begyndt at føle presset, fra fansene, bestyrelsen og fra ham selv. I tilfælde af at oprykningen skulle misses, ja så ville han nok blive fyret. Han havde søvnproblemer, kaffen hjalp heller ikke på det, han havde aldrig kunnet tåle koffein, og hvis han skulle drikke kaffe skulle det være stærk sort kaffe. Det endte ofte med at han fik koffeintrip og ikke kunne sidde stille ved sit skrivebord.

Der var til gengæld ingen koffein i blodet da de mødte Aachen på hjemmebane i sæsonens tredjesidste kamp. Han havde planlagt alt op til kampen, havde skrevet ned hvad tid han ville råbe af hvilke spillere, udskifte hvem hvornår, hvilke små instrukser han ville give og hvornår. Ja, han havde endda forberedt en opmuntrende tale til halvlegen, i tilfælde af det gik halvdårligt, og en begejstret tale, hvis de var foran. I tilfælde af de var helt væk mentalt, ja så fik Dirk frie tøjler.

De startede helt som han havde planlagt, med en scoring. Den lille franske spåmand havde ret i sine planer indtil videre. På den lille notesblok ved siden af ham stod der nemlig, "1. minut, scoring - Constant". Og dette var præcis tilfældet. Kévin Constant scorede nemlig et mål efter et minut spillet. Derefter gik det dog galt for hans forudsigelser. Fire minutter efter stod den nemlig 1-1, og de gik til halvleg med denne score. Nu kom hans opmuntrende tale til brug. Den hjalp dog ikke holdet det store, de kunne ikke ryste Aachen af sig, og da de kom foran 2-1 gik der ikke mere end tre minutter førend den stod 2-2.

Benjamin manglede kun at hente to point mere i to kampe, det måtte ikke slå fejl!

[Heskey]

I Need A Doctor

På vej til den næstsidste kamp følte Benjamin sig sikker, de ville vinde kampen uden problemer, og han ville tage på ferie. Han følte sig så sikker at han allerede havde bestilt billetterne til det hele. Han ville tage af sted to dage efter kampen var spillet, og ville overlade den sidste kamp til Dirk. Han havde skam også ret i sine forudsigelser, han tog med fly til Spanien med en 1-0 sejr i bagagen. Det skabte et mindre røre i klubben, hverken bestyrelsen eller spillerne var synderligt begejstrede for hans malplacerede ferie. Benjamin var dog helt ligeglad, ind i flyet, hen på sin plads, og så en sovepille så turen hurtigt var ovre.

Flyet landede med mindre problemer, og Benjamin vågnede rædselsslagen op. "Vi skal alle sammen dø!" Benjamin prøvede at spænde sig ud af sin sele, men dette kunne han dog ikke finde ud af, samtidigt skulle den ældre herre nok også passe på blodtrykket. Han mærkede en mærkelig følelse i brystet, en snurren der spredte sig til den venstre arm - som blev mere og mere følelsesløs. Han blev svimmel, synet sløredes og sveden løb ned af panden på ham. Der blev hurtigt tilkaldt læge og ambulance, og da flyet allerede var landet da Benjamin gik amok varede det ikke længe før han blev taget ud af flyet på en båre.

Benjamin blev sendt på hospitalet, her fik han nogle blodfortyndende piller, hvis det skulle være en blodprop i hjertet ville dette måske kunne redde ham fra en operation og dermed redde hans liv. Benjamin vågnede op og kiggede rundt i lokalet, et gult lokale med grønne gardiner - en farvesammensætning der kunne give den stilede herre et hjertestop. Alt Benjamin kunne tænke på i dette øjeblik var, skulle han trække sig tilbage fra sporten? Mary fik også en lille tanke, men det var hurtigt overstået.

[Heskey]

The Place He Called Home

Der sad han, på bænken foran det sted der engang var hans hjem. Efter han var blevet udskrevet fra hospitalet havde han taget det første fly med kurs mod Frankrig. Han ville tilbage til sine rødder, i håbet på at finde svaret på sit store spørgsmål. Nu sad han der så og kunne måbende kigge ind på det nedslidte og nedlagte sindssygehospital. Det var ikke dét det var dengang. Der var engang, han mindedes. Der var engang dette var et børnehjem, for uønskede børn. Det var her hans liv begyndte.

Han fik flaskemælk fra han var helt lille, havde intet mandligt forbillede at følge. Han havde svært ved at få relationer til andre børn, og han var direkte angst for voksne. Det lovede ikke godt for den unge Benjamin, men med årene opdagede han og ikke mindst hans passere hans ene talent. Fodbold. Sporten der fik ham til at stråle. Han havde overblikket til at kunne instruere sine medspillere mens han selv spillede godt. Han havde en god teknik og løb hurtigt. Hans store problem var hans ustabile mentalitet, trods hans store overblik. Han kunne ikke klare pres og han bukkede hurtigt under, hvilket kunne ende med springskaller til højre og venstre, samt en snotklat eller to.

Hans 15 års fødselsdag var en lykkens dag for drengen. Det lokale hold AC Ajaccio havde opdaget hans talent, og de ignorerede ikke hans mentale mangler - dem skulle der derimod frem for alt arbejdes med. Han kom hurtigt frem og blev en stor spiller i den franske historie, men han glemte aldrig hjemme. Han havde altid elsket de beskidte værelser, aldrig undret sig over de piller passerne tog jævnligt. Han havde ingen bekymringer. Senere fandt han ud af at passerne var blevet indlagt på dette sindssyge hospital, og at hans yndlings passer stadig var i live. Det var hende han ville opsøge.


Han tog mod til sig og gik op mod døren, håndtaget var støvet og beskidt, derfor kom lommetørklædet frem og døren blev roligt åbnet.

[Heskey]

Chalice Daffodile

Han havde fundet hendes værelse, der var ingen receptionist til at kunne sige hvor hun var, men ved hjælp af navnene på dørene ind til værelserne kunne han hurtigt finde frem til hende alligevel. Han bankede på og åbnede døren, han trådte med foden lige ned i noget vand. Han blev irriteret, han havde lige købt disse nye sko, og nu var der vand på dem. Han var dog stadig fast besluttet på at tale med Chalice, Chalice Daffodile som han huskede hun hed.

Han kiggede rundt i værelset, der var beskidt, præcist som han huskede det, alt derinde lignede det samme gamle børnehjem, han gik rundt og kiggede i skabet og ude på badeværelset, hvis man da kunne kalde en spand og en hane for badeværelse. Han fandt en seddel der lå på sengen, den var håndskrevet og så ud til at være skrevet i en hast. Han var ude på gaden igen, han satte sig på den samme bænk som han satte sig på før han gik ind. Han læste sedlen for sig selv, og med det samme kom den kolde luft rislende ned langs ryggen.

Hun var død og begravet, borte fra overfladen og forhåbentligt at finde et bedre sted. Det hjalp dog ikke Benjamin, den frustrerede mand var nu sur. Han havde intet fået ud af denne tur, og skulle nu skynde sig tilbage til Spanien, hvis altså han ville have noget ud af sine knapt så vellagte ferie.

Han vidste stadig ikke om han skulle gøre det ene eller det andet, han var bange for endnu en gang at vælge forkert, det var det der kendetegnede hans liv, en masse fejl. Nogle fejl blev han dagligt mindet om, andre var mere fjerne minder om fejl. Denne gang var der bare ikke råd til at fejle.

[Præsidenten]

Gode updates! Det er godt nok en spændende karakter du har skabt. Er lidt spændt på hvad det er han ikke har råd til at fejle den gang?

[Heskey]

Glad for at du kan lide min karakter, og ja, det bliver spændende. 

[TheHansibush]

Elsker den her blog. KUTGW!

[Heskey]

Fedt at høre Hansi!

[Heskey]

Seek And You Shall Find

Han søgte stadig svaret, svaret der ville betyde liv eller død for ham. Han satte sig i en lokal elektronik forretning, sad og kiggede på et fjernsyn. Han havde fået en fjernbetjening af en af medarbejderne så han kunne skifte kanal, han havde siddet dér det meste af dagen så personalet havde vænnet sig til ham. De havde endda tilbudt at købe en cola til ham, hvis han var tørstig. Der var kun reklamer på kanalerne, men han blev ved med at skifte videre. Indtil der kom en Nike reklame, en masse forskellige sportsudøvere der dyrkede sport. Reklamen sluttede med en mandestemme der sagde "Just Do It" hvorefter samme tekst kom frem på hele skærmen.

Han tog det som et tegn, nu følte han sig sikker. Han skulle gøre det, måtte gøre det. Han var bare ikke sikker på om livet var nok værd, ingen kone, Mary ville ikke have ham. Sønnerne havde forrådt ham. Alt han havde var sin managerkarriere, og han følte ikke det samme for fodbolden, ikke den samme følelse, der var altid så mange medier der overvågede ham, han kunne godt lide at være ukendt, ikke den store person der var i alles søgelys. Han tog tilbage til det sted han altid var når han skulle samle mod til noget nyt, på taget af en af de høje bygninger i Paris.

[Heskey]

The Last Itching Bit

Der sad han, endnu en mørk aften. Bare sad og skuede ud over Paris. Lygterne skinnede kraftigt og vinden rev i hans midterskilling. Hans lille moustache blev konstant rette til, med kam og spejl. Han lukkede altid det højre øje når han skulle rette til, og måtte hver gang, i vrede, lukke det venstre og åbne det højre igen. Han var blind på det venstre. Lommelærken blev åbnet og et par tårer blev slugt. Han var stadig ikke sikker. Skulle han eller skulle han ikke.  Han sad længe, og blot kiggede ud, uden at tænke på noget, og alligevel tænke på alt. Valget skulle træffes inden den efterfølgende aften, og beslutningen virkede simpel. Et nej var det eneste rigtige valg. Et liv der intet havde at tilbyde ham, der var engang han kunne bruge sine sønner som årsag til det sølle liv han levede, nu havde han intet.


Der var engang hvor han gerne ville blive fransk landstræner, men de handlinger han gjorde ødelagde den chance. Han tog en tår mere, og endnu en tår, lommelærken blev tømt. Han gik bort, bort fra taget. Bort fra livet. I samme sekund ringede telefonen. Den spredte sig i lommen, den konstante brummen. Han tog telefonen op til øret, han sagde intet han lyttede bare til stemmen. Den var genkendelig, det var moren til hans sønner. Hun græd. Auguste var afgået ved døden. Benjamin følte ingen sorg over sønnen, han var allerede død for ham. Benjamin følte sorg og vrede, fortvivlelse, han havde ikke mulighed længere for at træffe det rigtige valg. Han var nød til at blive opereret og leve videre. Han ville stadig være manager i München, og ville aldrig blive til noget stort. Aldrig.

[Heskey]

Jeg er ikke sikker på om denne blog er færdig, jeg lægger op til at den kan forsætte, men det er kun, hvis folk er interesserede i det. For ellers så arbejder jeg videre med min næste blog der kommer på et eller andet tidspunkt, måske først til FM12. 

Nu vil jeg (imorgen) tage i sommerhus, så jeg er ikke til stede frem til på fredag ca. så det er et fint tidspunkt at få respons på om I vil høre videre om Benjamin eller ej.

Go'aften.

[Præsidenten]

Jeg synes helt klart du skal fortsætte Benjoe! Spændende hver gang at høre om ham!

Ellers kan du jo også blot sætte den på pause hvis du har brug for lidt tid?

[Gangster_Calle]

Synes også helt klart du skal lade den køre, men det kommer selvfølgelig også an på om du har lysten!