|35| END Benjamin DesBois, le créateur de talent

 

[Heskey]

Madness

"Kan I ikke bare tage jer sammen!? Bare spille ordentlig fodbold? Hvad fanden er der sket med jeres evner, er I døde?!" En vasketøjskurv kom flyvende igennem omklædningsrummet. "Kun Baotic, og KUN han, havde et god kamp i dag, og hvad bliver det til? 4-1 til Aue, hvad ligner det?!" Han sparkede til skabene mens han skabte sig, han var tydeligt frustreret. Holdet var faldet fra hinanden i denne kamp mod Aue, og kun Mario Baotic kunne få spillet til at flyde, han var manden der reducerede til 3-1, inden Aue gjorde det til 4-1 i overtiden.

Benjamin var vred og arrig, han ville slå på nogen, men det ville være for dumt, så i stedet smadrede hans Aues udebane omklædningsrum. Det var alligevel så nedslidt, at han næsten gjorde dem en tjeneste, så slap de for selv at skulle rive det ned. Som forventet kom der erstatningskrav, og Benjamin betalte prisen, men han håbede spillerne havde forstået det signal han ville sende dem. Det var bare ikke tilladt at spille på den måde, og hvis det gentog sig efter den forventede oprykning, så ville det ikke blot være 4-1, men måske 7-0 eller værre. Det ville Benjamin ikke have!

Spillerne mødte op til den følgende træning, hovederne hang, og der var ingen glæde i spillernes øjne. Gløden var væk og den så ikke ud til at komme tilbage med det samme. De løb ikke til, de kæmpede ikke for bolden, og de kunne dårligt aflevere til hinanden. Alt gik galt, og det var tydeligt de var usikre på deres egne evner. Benjamin havde ingen planer om at fortælle dem at de godt kunne spille fodbold, det var ikke hans måde at lære dem livet på. De skulle bare ud at spille igen, så skulle det nok gå.

[Heskey]

Miss You

Han vågnede ved en kraftig banken på døren, en mand stod derude, men ikke en tilfældig mand. Nej, det var manden der ejede det område som Benjamin havde sin vogn, sit hjem, placeret på. "Hør, jeg er ked af det, men jeg er blevet købt af grunden, du er nød til at flytte ud herfra, jeg ønsker dig al held og lykke, og tak for dit arbejde med klubben. Undskyld mester." Benjamin fulgte manden med øjnene idet han gik videre til den næste husvogn, Benjamin kiggede mod himlen, udover nogle få undtagelser var himlen mørkegrå. Det tegnede ikke til at blive den bedste dag.

Benjamin havde pakket sine sager og fyldt det ind i bilen, han havde kun lejet husvognen, så han skulle ikke blot finde nyt område, han skulle finde et nyt hjem. Han kiggede på billedet han havde i forruden, et billede af sønnerne der spillede fodbold. Han blev helt bleg, han havde helt glemt dem, men nu var han blevet mindet om dem igen. Han tændte radioen og kørte ud af udkørslen. Han havde i morgenavisen set nogle huse, pæne huse, der var sat billigt til salg, nu ville han tjekke dem ud og se om det måske var hans fremtidige bolig.

Radioværten begyndte at snakke, han nævnte et navn der straks fangede Benjamins opmærksomhed, Auguste DesBois. "…Auguste DesBois er her til morgen blevet solgt til CSKA Moskva, sønnen af den kontroversielle Benjamin DesBois skiftede angiveligt for 60 millioner, og nu venter der ham et nyt eventyr". Den højre hånd veg fra rattet, den blev strakt ud og hårdt klasket mod kinden. Det var et desperat forsøg fra Benjamin på at få besindelsen tilbage.

[Heskey]

It's Perfect

Han steg ud af bilen, blikket blev fanget af det flotte hus, det elegante ydre. Uden at have set på resten af huset, ja faktisk uden rigtigt at have set huset overhovedet, så var han allerede sikker. "It's Perfect" lød det samtidig med at han trådte på fliserne der lå frem mod havelågen. Han åbnede lågen og trådte ind i haven, et rent paradis. Det indvendige skuffede ham heller ikke, og han var glad. Handlen var hurtigt overstået, og da parret der solgte allerede havde fundet en lejlighed der passede dem, og havde flyttet alle deres ting og sager derhen, ja så var der fri mulighed for Benjamin til at flytte ind med det samme.

Trods husets billige pris var det ikke på grund af husets beliggenhed eller størrelse, ej heller af kvaliteten af huset, det var parrets økonomi der havde fejlet og de måtte sælge billigere end forventet. Han fandt hurtigt rummet der skulle være hans kontor, den retning hvor solnedgangen kom, med udsigt mod den lokale sø, en flot skov og et bed af roser og andre flotte blomster. Dette ville gøre ham glad hver morgen når han med morgenkaffe og morgenavisen kunne sætte sig ind i stolen og kigge ud, smide benene op og indånde den friske luft fra det store vindue der kunne åbnes helt op.

Han havde ingen venner eller bekendte her i Tyskland, ikke at han havde det i Frankrig, så der var ingen udsigt til en hyggelig housewarming med bekendte. Dørklokken ringede og han åbnede døren, hvorefter han fik 10 røde roser i hovedet, og en varm bemærkning "Velkommen til nabo, her skal du sgu nok blive glad for at bo!" en ældre herre, omkring ti år ældre end Benjamin selv, var en af de øvrige beboere i det pæne kvarter, tydeligvis en nabo. Manden fortalte om hvordan der var et tæt fællesskab i kvarteret og at det ville være på sin plads at holde en mindre sammenkomst for alle beboerne, når altså Benjamin følte sig godt til rette.

De mørke skyer der havde fulgt ham var væk, og en flot blå himmel skinnede frem, måske var dette ikke så slem en dag alligevel.

[V-4-E]

Rigtig gode updates! Glæder mig især til at se hvordan det med sammenkomsten kommer til at fungere

[Heskey]

Det er jeg glad for at høre V-4-E, og ja, det bliver spændende.

[nicolajtmadsen]

Du fortsætter med at smide updates, og de er stadig fantastiske!

[TheHansibush]

Du fortsætter med at smide updates, og de er stadig fantastiske!

+1

[Heskey]

Tak begge to, glad for at I stadig følger med.

[MBO]

Klart den bedste blog på siden pt.

[Heskey]

Det jeg meget glad for at du synes MBO.

[jakob95kp]

Din blog er jo genial Benjoe, intet mindre, elsker det at du ikke koncentrere dig så meget om selv spillet, men at bloggen er ligeså meget historie, og så er det jo en helt fantastisk historie!
hvad skal jeg sige... i love it!
KIU:P

[Heskey]

Mange tak Jakob, det var en dejlig kommentar.

[Heskey]

Hope

Han sad i spillerbussen, tegnede nogle formationer på en notesblok. Han ville være forberedt på at slå Wolfsburg i pokalen. Wolfsburg var ikke i fantastisk form, og det virkede ikke umuligt at kunne vinde kampen, men efter at tabe til Aue på den måde, ja så var han alligevel i tvivl om de kunne gøre noget. Stemningen i bussen var anspændt, spillerne hørte musik og slappede af, de skulle være fokuserede og rolige, inden kampen startede. Når kampen så startede skulle de være klar, klar på at kæmpe og være aggressive.

Stemningen var den samme i omklædningsrummet. Benjamin prøvede at piske en stemning op, men spillerne virkede ikke til at lytte. Det var først da den unge Dennis Musah, den 20 årige viceanfører, begyndte at råbe, at der skete noget. Spillerne følte en glød, de følte de havde en chance. 45 minutter senere var det noget helt andet, scoren var 2-0 til Wolfsburg, og der var kun ét minut tilbage af første halvleg. Med et hidsigt træk fra Rakic skete der dog noget godt for München. Han slap fri af to mand og skruede bolden i krydset uden om en flagrende målmand. Selvom de stadig kæmpede i anden halvleg, så var Wolfsburg for stærke, og de blev sendt ud af pokalen.


Efter kampen stod Benjamin og klappede af spillerne, idet de løb ned til omklædningen. Han var stolt af at de havde kæmpet og vist, at de kunne lege med hos 1. Bundesliga holdene. Det lovede godt, hvis den 7års lange venten på en oprykning, endelig skulle lykkedes. Da han satte sig ud i bussen igen var fokus dog på noget helt andet end fodbold: Sammenkomst og glæde.

[Heskey]

Oh Those Sweet Memories

Benjamin løb rundt i huset, op på 1. sal, ned i kælderen og ud i haven. Han var i gang med at pynte op til den mindre vejfest han skulle holde. Han havde inviteret alle på vejen og kendte ingen, eller han kendte lige den ene nabo, men han fik aldrig navnet at vide. Det var dermed helt ukendte mennesker der skulle træde ind ad døren, derfor ville han have alt skulle være så pænt som muligt.

Han gik rundt og satte små ting frem på hylderne, pokalerne fra ungdomsfodbold, de franske parfumer i de mørkebrune vitrineskabe. Alle møbler var i mørkebrune nuancer, det passede i flot kontrast med de lyse vægge. En tåre sneg sig uden om øjenvipperne og trillede ned af kanten, dråben landede nede på det billede han holdet. Et billede af hans kone, sønnerne og ham selv. Dengang det hele var lykkeligt og godt. Han gik ind til kaminen i stuen, tog billedet ud af den guldbelagte ramme, kiggede på det, tog det ind til brystet. Her lod han det hvile lidt.

Halsen blev tør. Han var i gang med at samle mod til det, til at… *Ding dong*… Dørklokken ringede - den første gæst var ankommet. Han glemte alt om billedet, det lå ovenpå rammen, på en skammel lige foran kaminen. Han åbnede døren og det væltede ind med gæster, han var fyldt med blomster, chokoladeæsker og andre små værtsgaver. Nu kunne festen begynde.   

[Præsidenten]

To gode updates!