|35| END Benjamin DesBois, le créateur de talent

 

[Heskey]

Walking in München

Han gik langs sidelinjen af banen, vurderede spillerne, vurderede faciliteterne. Selvom han havde skrevet under med løverne, så havde han aldrig været her. Det hele var blevet ordnet med en digital underskrift. Græsset var grønt, solen skinnede og Benjamin var i fint humør. Han havde brugt weekenden på at finde den lejlighed han havde købt, derefter havde han smidt sig på sofaen der allerede var der, og så skulle han sove. Han trængte til hvilen.

Begge de to kvinder, Yayas mor Mama og Mary, havde været på nakken af Benjamin i den resterende del af den forgangne uge, og han var udkørt. Mama var overbevist om at Benjamin havde sagt ja til at de var i et forhold, og Mary var usikker på om Benjamin blot var en gammel skørtejæger. Det hele endte dog med at Mama tog tilbage til Frankrig og Mary blev i München, dog nægtede hun at tage med Benjamin hjem.

Hans hoved legede med ham, og af og til begyndte han at snakke med luften. Han troede at Mary stod foran ham, og han prøvede at forklare situationen for hende. Hver gang han begyndte kom assistenten over og skubbede til ham. Efter træningen vendte han hjem, lagde et stykke A3 papir på bordet og tegnede taktikken op. Det ville blive lidt anderledes end i Bordeaux, og mere fysisk. Men han følte sig usikker på spillermaterialet, var det virkelig så stærkt som medier og fans følte, ville de ende som toer?

En ting var sikkert, han ville ikke svigte Allianz-Arena, når det vel og mærke var befærdet af blå løver, modsat når der var fyldt af de røde FC Hollywood, bedre kendt som FC Bayern München. De forhadte svin, der sjovt nok også havde haft snøren ude efter Benjamin.

[Heskey]

Mentality Is Key

Han gik igennem gangen, følte en indre vrede, en ustyrlig uro. Et billede af sønnerne der krammede deres kærlige far kom til syne, hans blinde, venstre øje kneb sig sammen gentagne gange. Næven blev knyttet. Øjnene lukkedes. En tåre sneg sig ud af øjet og løb langs den ruhårede hud. Næven blev hårdt og konsekvent slået ind i billedet, glasskårene røg ned på gulvet. Han vendte sig væk fra billedet, smilte, og gik videre mod sit kontor.

Her sad han og tumlede med de forskellige spillere. Hvem var profiler, hvem skulle sælges, hvem skulle købes. Hvordan skulle han sikre den længe ventede oprykning, og var det realistisk at holde sig oppe i den efterfølgende sæson efter en oprykning. Holdet var et helt anderledes sammentømret hold end det der var i Bordeaux. I stedet for selviske, forkælede, dovne, idiotiske, 'stjerne'spillere var der her, hårdkæmpende, samarbejdsvillige, erfarne spillere der gav alt for hinanden, fansene og ikke mindst for manageren. Det havde han savnet.

Der var samtidigt også mulighed for at udfolde sine evner inden for talenter i Müncen. Kun en spiller i 1. holdstruppen var under 27 år, og han var ikke i nærheden af 1. holdsfodbold. Der var derfor lagt op til unge spillere, og med fire handler, og tre af dem med en alder på 20 eller 19, og den sidste 30 årige Martin Bernburg, så var der en fin balance.

De fire profiler fra det hold han overtog var: Mark Otten,  Jeroen Simaeys, Kévin Constant og Kisho Yano, og de fire nyindkøbte spillere: Dennis Musah,  Klajdi Mema,  Mario Baotic og Martin Bernburg.

Alt i alt følte han sig sikker på sit holds kunnen.

[Jonaspetersen93]

du skriver fandme godt, hele historien foregår som en film i hovedet på mig og det er en genial historie

[TheHansibush]

du skriver fandme godt, hele historien foregår som en film i hovedet på mig og det er en genial historie

Fuldstændig enig!

[Heskey]

Det er jeg utroligt glad for at høre Baloo og Hansi!
Det er det jeg går efter, at det skal føles som en film, eller en serie, så det er jo godt det fungerer sådan, og dejligt at høre jeg skriver godt.

[Jonaspetersen93]

jeg får altid den der glædesfølelse når jeg ser at du har skrevet en update

[Gangster_Calle]

Elsker virkelig din blog! Kan godt lide at du også fortæller fra "manageres side". synes det er fedt!

[Heskey]

Jeg får den samme følelse når jeg ser folk har skrevet en kommentar til min blog, Baloo.

Også mange tak til dig Calle.

[Heskey]

Imagination

Forestil dig Allianz-Arena, den er fyldt til bristepunktet, de blå flag flagrer fra alle sider, alle har 1860 trøjer på, alle synger og klapper. Mørket lægger sig som en skygge over den store arena, hvor spillerne snart skal dyste, dyste som man gjorde i det gamle Colosseum, dog uden våben, men stadig kæmpede med alt man havde, og ofrede blod, sved og tårer for hinanden. Arenaen lyser op i aftenens mørke, det blå skær vidner om at der er kamp. Alle er spændte, alle er klar. Eksplosionen er enorm idet kombattanterne løber på det mørkegrønne græstæppe. Bolden bliver trillet på plads, dommeren fløjter og det hele begynder.

Glem denne tanke, og forestil dig i stedet en mindre en halvfyldt Allianz-Arena. Familier der sidder og spiser frankfurtere, folk der råber af spillerne, få der synger og endnu færre flag. Solen skinner på banen og blænder de kasketbærende tilskuere, øl bliver bællet i tøndevis. Der er ingen spænding at føle, ingen glæde, ingen passion. Kun den lille gruppe der evigt synger og klapper, tilbeder de drenge de har viet deres liv til. Svoret troskab, et troskab som ingen bryder, ingen utroskab. Denne kærlighed er større end man kan få til mennesker. Kærligheden der brænder i hjertet på disse få, disse få helte, det er hvad der driver spillerne til at rykke op, sæson efter sæson, afvisning på afvisning. Stadig står de der, med en større og større smerte, der langsomt æder dem indefra. Denne sæson ville det hele stoppe, alt smerten forsvinde, og blive udskiftet med glæde og stolthed.

Den sidste tanke var tilfældet til den første liga kamp. Benjamin så ud mod tribunerne, følte en lettere skuffelse. Alt der muntrede ham op var synet af denne gruppe. Dem kunne han lide. Han blev før kampen kaldt derud af fansene, han skulle have en velkomst af dem på hjemmebane. Det kunne han lide. Kampen blev sparket i gang og vundet. Det samme gjorde de følgende kampe, og gruppen i den ene ende af arenaen blev større for hver kamp, de sang højere og højere, klappede højere, hoppede højere. De drømte om at spille i 1. Bundesligaen igen, nu turde de drømme. Drømme som små børn igen, uden at frygte for hvad der ville være resultatet af endnu en skuffelse. Et for altid knust hjerte, et hjerte der aldrig ville heles. Efter de første seks kampe i ligaen lå München på 1. pladsen, ubesejret med seks point ned til 2. pladsen. En fantastisk følelse for alle.

[nicolajtmadsen]

Så længe du fortsætter den gode stil, kan du trygt regne med at jeg følger med!

Selvom din historie til tilder kører lidt af sporet.

[Heskey]

Det er jeg glad for Povl.

Hvordan mener du med at den kører af sporet? (Så kan jeg bedre prøve at undgå det fremover)

[nicolajtmadsen]

Det er jeg glad for Povl.

Hvordan mener du med at den kører af sporet? (Så kan jeg bedre prøve at undgå det fremover)

Tænker på Bruno Mars/Punk'd episoden .Ikke at det er en negativ ting, men når du fortæller så smuk en historie, kan det godt være lidt i overkanten.

[Heskey]

Ja, lige den episode var helt væk, jeg var helt tom for idéer og så kom Brúno og Punk'd bare ind i billedet, beklager det skete.

Men samtidigt tager jeg det også som en stor ros, pga. den sidste del af din sidste sætning.

[Hilde]

Du skriver godt og det er en interessant historie! MEN!!! Det hedder ikke smilte, men smilede.  Følger!!!

[Daniel SS]

Enig i at han skriver godt, og at historien er interessant. Endvidere er det velbeskrevet, hvilket resulterer i, at man kan indleve sig, og forestille sig tingene - netop dét, er en af de tydeligste kendetegn ved en god fortælling. Good job, BenJoe!

Hilde, det kan faktisk staves på begge måder, for at det ikke skal være løgn. Smilte og smilede er begge korrekte stavemåder:

http://www.retskrivning.dk/ro/ro.htm

Edit: Man kan ikke lave direkte links dertil, men skriv smilte i søgefeltet, så i anden række står:

smile vb., -ede el. -te

.