Præsidenten!

 

[Inferno]

Tak drenge. Det er store ord, som jeg nok skal gøre mig fortjent til!

[Zulue]

Nogle virkelig fantastiske opdateringer, og som jeg sagde, ser det virkelig godt ud med hensyn til bloggen. :-)

[Inferno]

Da Frankrig en gang for alle kunne kalde dem selv deltagere i VM, var det med lovprisninger til følge fra folket. De to sidste kamp i kvalifikationen var blevet set som walkovers, men Frankrigs historie in mente, kan man næppe kalde nogle kampe for sikre sejre. Med hele syv mål mod Færøerne og Østrig kunne man på hjemmebanen lade sig hylde som vindere af gruppen. Og noget der var endnu mere imponerende havde man gennemgået de spæde skridt til en forvandling under Laurent Blanc. Selv Nicolas Anelka spillede uden vanlig arrogance, og ingen af kampene blev taget som en selvfølgelighed.

Endnu en gang var uden nogen mål indkasseret, og uden nogle reelle chancer til modstandere, dette skete endda selvom både Squillaci og Delpierre blev prøvet af. Sidstnævnte med sådanne præstationer at han nu ses som starter på det franske hold. Men succesen kom først og fremmest i hus grundet to unge spillere. Yoann Gourcuff og Hugo Lloris.

Den franske sportsavis hyldede Gourcuff med ordene: ”Ikke siden Zidane er en sådan elegance, en sådan kreativitet og en sådan overlegenhed blevet vist af en fransk fodboldspiller!” Og trods franskmændenes traditionelle store tro på egne evner, var dette noget som hele verden enstemmigt nikkede godkendende til. For Gourcuff har hævet sit niveau med en sådant overtag over sin hæderkronede midtbane, at hans små vævre løb mellem forsvaret og midtbanen og hans tonsvis af målgivende afleveringer har givet ham en plads i den øverste verdens elite.

Hvor Gourcuff har fået et overskud fra sin succes på klubplan, kan man ikke sige det om holdets anden stjernespiller. Olympique Lyonnais er et hold i krise. Dyb, dyb krise. I sæsonens første otte kampe er det blot blevet til en sejr, og de er lige nu at finde på en 17. plads i den franske liga. Pinligt for klubben og pinligt for byen. På trods af en svigt i forsvaret der til tider kunne minde om det overdrevne har Hugo Lloris dog fortsat med at gøre sit arbejde. Den generte målmand har ikke en gang udtalt sig negativt til pressen. Et faktum der gør Blancs indflydelse på de franske spiller endnu tydeligere. Han har ikke skabt succes, han har skabt et hold.

[Zulue]

Stadig et sublimt højt niveau i denne blog. Spændende at se, Lyon i krise, men også fedt at se, du har fundet den helt rette formel for at få Gourcuff til at spille op til sit potentiale!

[Inferno]

Tusind tak for det!

[Inferno]

Har en update klar, som I får i morgen. Sammen med en eller to andre. Håber alle har haft en god VM-dag!

[sor3nsen]

Fremragende blog, du er utrolig god til at fange dine læsere. Jeg læser med!

[dissing10]

Helt genial blog.

KIU

[Inferno]

Man snakker tit om effekten. Effekten ved et trænerskifte. Først er det hel nyt, og mandskabet sprudler, men langsomt bliver den nye træner hverdag, og hans drømme bliver begravet i reelle trivialiteter, og faktummet bliver, at han kun gjorde en midlertidig forskel. Først efter denne effekt har lagt sig kan man vurdere en træners potentiale. Selv hvis der bliver snakket om Præsidenten. Og de store ord i hjemlandet fløj da også meget hurtig væk, da Frankrig i Tunesien blev slagtet 2-1. Med spilfordeleren Gourcuff ude med en skade så det franske angrebsspil straks helt anderledes ud. Kedeligt, uambitiøst og uden idé. Og med to langskud kom tuneserne foran i første halvleg.

I pausen så man så Blancs taktiske evner, da han skiftede Henry ind. Og lod Ribery få pladsen på den centrale midtbane. Straks sprudlede det franske mandskab igen, men som var de låst inde i et bur, formåede de aldrig rigtig at tvinge sig igennem hjemmeholdets forsvar. At Sagna i overtiden reducerede må ses som en banalitet, en ugyldig udviskelse af den stadig siddende skamplet.

Straks var hele verden nede på jorden igen, og at franskmændene viste fantastisk spil syv dage senere mod Paraguay, med en 2-0-sejr til følge forsvandt hurtigt i larmen fra kritikken efter Tunesienskampen. Noget der må ses forunderligt på. For efter syv kamp i spidsen for holdet er det blevet til seks sejr og atten mål. Men dette ses som en ligegyldighed, straks er sejrene over Serbien, Rumænien og Paraguay blevet til forventede sejre med middelmådigt spil.

Men det er her Præsidentens revolution, viser sin skarpeste tænder, for trods modvind har det ikke været et hold i splittelse, men derimod et hold der har bakket op om hinanden. Ingen har kommet med kritik af træneren, eller hans metoder, holdet har blot gået baglæns ind, tættere og tættere på hinanden. Indtil de til sidst har dannet en lille cirkel. Et rigtigt hold. Mon ikke brændemærket fra Tunesien bliver vasket væk i det nye år?

[Inferno]

At man i det nye år har fået tæmmet et farligt spansk landshold, og uddelt stokkeprygl til Costa Rica og Kina er ligegyldigt. I Frankrig har det alt sammen handlet om hævn. Den hævn fik man. Præsidentens uddelegerede fik gjort det, som de havde ventet et halvt år på. Hævn. Sejrens sødme. Endnu engang drog man til Tunesien, men denne gang kom man hjem med en sejr, en overlegen en af slagsen. Endnu en gang brillerede franskmændene. Med jubelvækkende dybdepasninger fra Diarra og Gourcuff, og med et forsvar som der skal noget helt ekstraordinært til at bryde igennem.

VMs år har været en historie om hvordan franskmændene gik fra et hold på vej ned, til et hold i ypperste topform, signeret af en vis Ribery, der med tre mål i de sidste to kampe starter VM i absolut topform.

Langsomt har man kunnet følge holdet udvikle sig. En udvikling i sikkerheden på det taktiske setup, men også en udvikling i spillerne. Symbolet på dette er Toulalans gennembrud på den bagerste del af midtbanen, der har skubbet Viera ud på bænken. Og en ung model i form af lynhurtige og kreative Ben Afra har afløst Anelka, hvis spilleglæde Blanc ikke længere ville sætte sin lid til. Blanc har kunne gøre meget for franskmændenes egoer, men ingen kan ændre Anelkas ned- og optur, og det har også Præsidenten nu erkendt.

Det eneste sted udviklingen aldersmæssigt er gået den modsatte vej er i front, hvor Henry atter en gang er at finde. Benzema, der ellers har spillet en god sæson for Real Madrid, har ikke formået at tage rollen som angriber op. En førende fransk skribent skrev for nylig: ”Benzema er en af fransk fodbolds store spillere, men Laurent Blanc gør klogt i at holde ham på bænken. For Benzema er en spiller der skal fodres konstant, hvorimod Blanc søger en spiller, der kan skabe chancerne for de andre. Derfor er hans valg af Henry klogt, og det har Henry bevist.” Til slut referere han til det faktum at Benzema i seks kamp blot har scoret en gang, mens Henry i otte har scoret fem mål.

Derfor kan Frankrig igen kalde sig favoritter, og med Paraguay, Togo og Italien i holdets VM-gruppe, er det da også forventet at holdet vil nå videre fra de indledende runder. Men hvor langt kan Præsidenten bærer dem?

[nicolas-nth]

Synes ikke der er så mange ss? Det ville være godt med flere, ellers er det en rigtig god blog

[Inferno]

Hvis du vil have SS og fakta, så er det ikke den rigtige blog du kigger i (-:

[Crazy-Poul]

Jeg syntes ikke det er nødvendigt med SS, når bloggen er så god som den er. Jeg syntes du skriver på et rigtig højt niveau, så glæder mig egentlig bare til du kommer i gang med VM

[Schmidt]

Er du gal man du skriver godt. Man bliver helt fanget

Keep up the good work

[Ben92]

FANTASTISK! Mere gider jeg ikke at sige..