Dårlige oplevelser

 

[Slikkel]

Må være dejligt..

Jeg ser sgu også frem til at jeg flytter hjemmefra og skal passe mig selv!  Heldigvis bliver jeg da hjulpet lidt på vej økonomisk af min far.

Det lyder lækkert ..

Jeg er glad for at bo for mig selv det skal du glæde dig til

[søgaard]

Caspper: Det er aldrig godt bare, at få det overstået! Selvom at slås kan være den bedste løsning på daværende tidspunkt, så kan det hurtig vise sig, at være den forkerte løsning.

Jeg havde et par venner i min folkeskoletid, hvor vi syntes at et par stykker fra de mindre klasser var blevet for meget og mine gamle venner valgte at der skulle gøres noget. Derfor valgte de i et frikvarter at "overfalde" dem på vej til købmanden. Et ganske "uskyldigt" slagsmål i skolen, endte med at to fik 2 måneders betinget dom. Så din SSP-konsulent har ret, selvom man synes han er dybt åndssvag, når han står og prædiker om sex, stoffer og slagsmål..

[Caspper]

Der er sku også sket mange ting for mig, men det væreste var nok for omkring 1 år siden, da min kæreste og jeg var ude at gå en hygge tur, og en af hendes veninder ringer og siger at hun har fundet min kæreste cykel, som var blevet taget, min kæreste bliver rigtig glad og vil over efter den, og hende veninder fortæller af den ligger i noget der hedder islandshøjsparken, og jeg siger hurtigt at der kan jeg ikke gå hen for der er nogen jeg er uvenner med, men min kæreste siger at der ikke sker noget, og jeg ville ikke lade hende gå alene der hen, så jeg gik med og da vi kommer der hen står der 10 "perler" og jeg tænker bare shit. Det hele går fint indtil de låser min cykel og ham jeg er uvenner kommer, han går over og slå mig i hovedet og i maven og alle de andre begynder også at slå, der var kommet lidt flere og de var omkring 20. Jeg fik hjerne rystelse og min blod og væske afløb i hovedet er gået i stykker eller hvad man siger og virker ikke helt som andres.

Undskyld ordet perle, men vidste ikke hvad jeg ellers skulle skrive.

Av av..

Det lyder lækkert ..

Jeg er glad for at bo for mig selv det skal du glæde dig til

Jeg ser ihvertfald frem til at invitere alle piger med et dejligt udseende hjem i min lejlighed med fri overnatning  

Caspper: Det er aldrig godt bare, at få det overstået! Selvom at slås kan være den bedste løsning på daværende tidspunkt, så kan det hurtig vise sig, at være den forkerte løsning.

Jeg havde et par venner i min folkeskoletid, hvor vi syntes at et par stykker fra de mindre klasser var blevet for meget og mine gamle venner valgte at der skulle gøres noget. Derfor valgte de i et frikvarter at "overfalde" dem på vej til købmanden. Et ganske "uskyldigt" slagsmål i skolen, endte med at to fik 2 måneders betinget dom. Så din SSP-konsulent har ret, selvom man synes han er dybt åndssvag, når han står og prædiker om sex, stoffer og slagsmål..

Tja, jeg kan delvis give dig ret.. Men nu vidste jeg jo en del om ham, og hvad han har gjort før.. Og han har aldrig meldt nogen for noget(ja, jeg kunne være uheldig at han ville gøre det for mig) men jeg ved også at hans forældre ved at han selv er ude om det, fordi han har et temperament der siger spar 2, og altid opfordrer til slåskamp.

Men selvfølgelig, du har delvis ret 

[AndreasNord]

Det lyder lækkert ..

Jeg er glad for at bo for mig selv det skal du glæde dig til

Hvor må det være dejligt at der ikke er nogen mor der råber "Du skal rydde op" eller noget andet

[Slikkel]

Hvor må det være dejligt at der ikke er nogen mor der råber "Du skal rydde op" eller noget andet

Det skønt bare ligge på sin chaiselong sofa og se en god film på sit store fladskærmstv med benene oppe

[AndreasNord]

Hvor du heldig!

[Caspper]

Det skønt bare ligge på sin chaiselong sofa og se en god film på sit store fladskærmstv med benene oppe

Har du en kæreste eller bor du alene?

[søgaard]

Caspper: Nu har jeg selvfølgelig heller aldrig stået i en situation, hvor det var nødvendigt, at jeg har gode kontakter (uuhh I'm bad), men det er folk, som jeg spiller fodbold med eller styrketræner med, som efterhånden er ret store og respekteret, når man møder op i byen. Jeg har dog heller aldrig været fyren, som provokerer folk til at vil op at slås.
Det tætteste på, var vel engang, hvor jeg var i byen (med g00n og Hawk1nZ bl.a.), hvor jeg ville følge en pige, som jeg havde siddet med, ud til hendes veninde, hvor en fyr pludselig hiver fat i mig og vil banke mig, fordi han mener, at hende pigen var hans ekskæresten. Pigen havde dog aldrig set ham før. Men en dørmand reddede mig/ham inden det udviklede sig til en rigtig slåskamp, hvilket var heldigt nok for mig, da jeg havde fået ret meget den aften

[Cesc]

Jeg er sgu' ked af det på alles vegne, som har skrevet noget i denne tråd omkring dårlige oplevelser. Jeg føler sgu' at jeg lever livet let i forhold til mange af jer, og en kæmpe respekt til Slikkel herfra. Og omkring dine tæsk til ham fyren Caspper, så havde jeg gjort det samme - og det tror jeg de fleste, måske faktisk havde gjort.. Hvert fald hvis de er badass, som vi er.

Anyway, jeg har ikke oplevet noget fysisk på egen krop - overhovedet ikke. Jeg er en stor dreng, meget bredskuldret, 180 centimeter og ja, minder sgu' lidt om en bjørn. Folk har respekt for mig grundet min kropsbygning, og derfor kommer jeg ikke i klammerier. Jeg hader også også at slås, for er lidt en tøsedreng når det kommer til stykket...

Det hårdeste jeg vel har været igennem var engang sidste år. Min mors far, min morfar, døde da min mor var 9 år gammel. Det var en sygdom som lægerne intet vidste om, og ja, det var tilbage i starten af 70'erne, og det blev ikke undersøgt nærmere. Så tilbage i år 2007, kommer min mor lige pludselig grædende og fortæller, at Jørgen (min onkel) er blevet helt grå, ligner han er rådden og hans hjerter kører ikke ret stabilt. Han har det samme som min morfar har, en ukendt sygdom, som det kun er os og en familie på Mols der har i hele verden! Jo, tiden er så gået, og nu kan han ikke spise mad mere, han taber og taber sig - og jeg mener, at han har været nede og veje omkring 40 kilo. Det er meget lidt for en fuldvoksen mand, som I nok ved. Han ryger ind og ud af sygehuset gang på gang, og han har ingen muskler overhovedet. Skal han gå 30 meter bliver han træt, og han er altså en mand med en ret stor fodboldfortid - hans ældste søn, Mikkel, var også med i FM06..

Nå, men så skulle hele min familie, min mor og hendes fem søskende ind og undersøges en gang i 2008. Fire af de seks har så sygdommen, alle drengene og min elskede moster. Min moster Ulla og min mor, har det ikke, hvorfor hverken mig eller min lillesøster er i fare for det. Det var/er dog en hård ting at sluge, hele ens familie er i sorg og lægerne ved intet om det, da den sygdom ikke kendes. Min onkel har Danmarks dyreste pacemaker, og ja, ham mister vi nok snart.

Min familie er dog ret splittet - det har den altid været, og det er egentlig kun 2 af mine mors søskende som vi har noget med at gøre. Det er Dorte, som har det, og Ulla, der ikke har det. Drengene, Peter, Jørgen og Claus, har vi intet med at gøre.. Peter til dels, men ikke de andre..

Det har dog taget hårdt på mig og mit humør. Kort tid forinden det blev sagt at han havde sydommen, havde min mor lige haft en diskusprolaps (staveplade) - og det ændrede mig fuldstændig som person. Det var en hård tid af mit liv, men heldigvis er min mor rimelig rask. Min lillesøster er dog blevet ramt af epilepsi, dog med 95 % chance for at forsvinde igen...

Sygdom er det som jeg har dårlige oplevelser med.

[Blackstone]

Til LFC:
Ja det har jeg også...No shit det er rigtigt alt det, som at jeg har skrevet her i tråden og mine forældre har ikke kunne holde styr på mig overhovedet, min mor fortryder også at hun ikke gav mig et ultimatum før i tiden, da jeg var allerlængest ude i forskelligt snavs og jeg undrer mig også over at jeg lever den dag i dag, for jeg har kunnet ha været død før, men heldigvis er det ikke endt sådan, selvom at jeg engang troede at jeg ville begå selvmord inden at jeg blev 21 år og jeg kan få fortalt min historie, men jeg frygter stadig at nogle fjender fra min fortid opsøger mig eller at jeg falder tilbage i det gamle og halvkriminelle miljø og begynder på lort igen, men det tror jeg ikke, da jeg er færdig med det, men jeg har næsten ingen venner, da de fleste stadig lever det liv desværre...

Til AndreasNord:
Vildt nok det der.
Jeg har også oplevet, men ikke set det hele, men en masse fra ungdomshuset løbe efter en gut, hvorefter at de tævede ham fordi at han havde kigget efter/på pigerne på toiletterne...

[Caspper]

Caspper: Nu har jeg selvfølgelig heller aldrig stået i en situation, hvor det var nødvendigt, at jeg har gode kontakter (uuhh I'm bad), men det er folk, som jeg spiller fodbold med eller styrketræner med, som efterhånden er ret store og respekteret, når man møder op i byen. Jeg har dog heller aldrig været fyren, som provokerer folk til at vil op at slås.
Det tætteste på, var vel engang, hvor jeg var i byen (med g00n og Hawk1nZ bl.a.), hvor jeg ville følge en pige, som jeg havde siddet med, ud til hendes veninde, hvor en fyr pludselig hiver fat i mig og vil banke mig, fordi han mener, at hende pigen var hans ekskæresten. Pigen havde dog aldrig set ham før. Men en dørmand reddede mig/ham inden det udviklede sig til en rigtig slåskamp, hvilket var heldigt nok for mig, da jeg havde fået ret meget den aften

Jeg er heller ikke typen der lægger op til slåskampe.

Men er folk provokerende, og jeg har fået noget at drikke, så synes jeg sgu alligevel adrenalinen og spændingen giver mig lyst til at lege lidt med. Jeg har dog ALDRIG været i slåskamp ædru, jeg plejer at snakke mig ud af det hvis der er noget

Men ja, du var nok heldig der

Jeg er sgu' ked af det på alles vegne, som har skrevet noget i denne tråd omkring dårlige oplevelser. Jeg føler sgu' at jeg lever livet let i forhold til mange af jer, og en kæmpe respekt til Slikkel herfra. Og omkring dine tæsk til ham fyren Caspper, så havde jeg gjort det samme - og det tror jeg de fleste, måske faktisk havde gjort.. Hvert fald hvis de er badass, som vi er.

Anyway, jeg har ikke oplevet noget fysisk på egen krop - overhovedet ikke. Jeg er en stor dreng, meget bredskuldret, 180 centimeter og ja, minder sgu' lidt om en bjørn. Folk har respekt for mig grundet min kropsbygning, og derfor kommer jeg ikke i klammerier. Jeg hader også også at slås, for er lidt en tøsedreng når det kommer til stykket...

Det hårdeste jeg vel har været igennem var engang sidste år. Min mors far, min morfar, døde da min mor var 9 år gammel. Det var en sygdom som lægerne intet vidste om, og ja, det var tilbage i starten af 70'erne, og det blev ikke undersøgt nærmere. Så tilbage i år 2007, kommer min mor lige pludselig grædende og fortæller, at Jørgen (min onkel) er blevet helt grå, ligner han er rådden og hans hjerter kører ikke ret stabilt. Han har det samme som min morfar har, en ukendt sygdom, som det kun er os og en familie på Mols der har i hele verden! Jo, tiden er så gået, og nu kan han ikke spise mad mere, han taber og taber sig - og jeg mener, at han har været nede og veje omkring 40 kilo. Det er meget lidt for en fuldvoksen mand, som I nok ved. Han ryger ind og ud af sygehuset gang på gang, og han har ingen muskler overhovedet. Skal han gå 30 meter bliver han træt, og han er altså en mand med en ret stor fodboldfortid - hans ældste søn, Mikkel, var også med i FM06..

Nå, men så skulle hele min familie, min mor og hendes fem søskende ind og undersøges en gang i 2008. Fire af de seks har så sygdommen, alle drengene og min elskede moster. Min moster Ulla og min mor, har det ikke, hvorfor hverken mig eller min lillesøster er i fare for det. Det var/er dog en hård ting at sluge, hele ens familie er i sorg og lægerne ved intet om det, da den sygdom ikke kendes. Min onkel har Danmarks dyreste pacemaker, og ja, ham mister vi nok snart.

Min familie er dog ret splittet - det har den altid været, og det er egentlig kun 2 af mine mors søskende som vi har noget med at gøre. Det er Dorte, som har det, og Ulla, der ikke har det. Drengene, Peter, Jørgen og Claus, har vi intet med at gøre.. Peter til dels, men ikke de andre..

Det har dog taget hårdt på mig og mit humør. Kort tid forinden det blev sagt at han havde sydommen, havde min mor lige haft en diskusprolaps (staveplade) - og det ændrede mig fuldstændig som person. Det var en hård tid af mit liv, men heldigvis er min mor rimelig rask. Min lillesøster er dog blevet ramt af epilepsi, dog med 95 % chance for at forsvinde igen...

Sygdom er det som jeg har dårlige oplevelser med.

Lyder hårdt. Medfølelse herfra  

Ang. ham den lille splejs - ja præcis ikke? Du kan sgu ligeså godt give ham et par på hovedet og håbe på han lære det, når du ved alt(talemåde) om ham.

[-LFC-]

Jeg er sgu' ked af det på alles vegne, som har skrevet noget i denne tråd omkring dårlige oplevelser. Jeg føler sgu' at jeg lever livet let i forhold til mange af jer, og en kæmpe respekt til Slikkel herfra. Og omkring dine tæsk til ham fyren Caspper, så havde jeg gjort det samme - og det tror jeg de fleste, måske faktisk havde gjort.. Hvert fald hvis de er badass, som vi er.

Anyway, jeg har ikke oplevet noget fysisk på egen krop - overhovedet ikke. Jeg er en stor dreng, meget bredskuldret, 180 centimeter og ja, minder sgu' lidt om en bjørn. Folk har respekt for mig grundet min kropsbygning, og derfor kommer jeg ikke i klammerier. Jeg hader også også at slås, for er lidt en tøsedreng når det kommer til stykket...

Det hårdeste jeg vel har været igennem var engang sidste år. Min mors far, min morfar, døde da min mor var 9 år gammel. Det var en sygdom som lægerne intet vidste om, og ja, det var tilbage i starten af 70'erne, og det blev ikke undersøgt nærmere. Så tilbage i år 2007, kommer min mor lige pludselig grædende og fortæller, at Jørgen (min onkel) er blevet helt grå, ligner han er rådden og hans hjerter kører ikke ret stabilt. Han har det samme som min morfar har, en ukendt sygdom, som det kun er os og en familie på Mols der har i hele verden! Jo, tiden er så gået, og nu kan han ikke spise mad mere, han taber og taber sig - og jeg mener, at han har været nede og veje omkring 40 kilo. Det er meget lidt for en fuldvoksen mand, som I nok ved. Han ryger ind og ud af sygehuset gang på gang, og han har ingen muskler overhovedet. Skal han gå 30 meter bliver han træt, og han er altså en mand med en ret stor fodboldfortid - hans ældste søn, Mikkel, var også med i FM06..

Nå, men så skulle hele min familie, min mor og hendes fem søskende ind og undersøges en gang i 2008. Fire af de seks har så sygdommen, alle drengene og min elskede moster. Min moster Ulla og min mor, har det ikke, hvorfor hverken mig eller min lillesøster er i fare for det. Det var/er dog en hård ting at sluge, hele ens familie er i sorg og lægerne ved intet om det, da den sygdom ikke kendes. Min onkel har Danmarks dyreste pacemaker, og ja, ham mister vi nok snart.

Min familie er dog ret splittet - det har den altid været, og det er egentlig kun 2 af mine mors søskende som vi har noget med at gøre. Det er Dorte, som har det, og Ulla, der ikke har det. Drengene, Peter, Jørgen og Claus, har vi intet med at gøre.. Peter til dels, men ikke de andre..

Det har dog taget hårdt på mig og mit humør. Kort tid forinden det blev sagt at han havde sydommen, havde min mor lige haft en diskusprolaps (staveplade) - og det ændrede mig fuldstændig som person. Det var en hård tid af mit liv, men heldigvis er min mor rimelig rask. Min lillesøster er dog blevet ramt af epilepsi, dog med 95 % chance for at forsvinde igen...

Sygdom er det som jeg har dårlige oplevelser med.

Det var da en ond ond sygdom?! Slet ingen andre i verden der har den?! Trist at høre uanset hvad.

Til LFC:
Ja det har jeg også...No shit det er rigtigt alt det, som at jeg har skrevet her i tråden og mine forældre har ikke kunne holde styr på mig overhovedet, min mor fortryder også at hun ikke gav mig et ultimatum før i tiden, da jeg var allerlængest ude i forskelligt snavs og jeg undrer mig også over at jeg lever den dag i dag, for jeg har kunnet ha været død før, men heldigvis er det ikke endt sådan, selvom at jeg engang troede at jeg ville begå selvmord inden at jeg blev 21 år og jeg kan få fortalt min historie, men jeg frygter stadig at nogle fjender fra min fortid opsøger mig eller at jeg falder tilbage i det gamle og halvkriminelle miljø og begynder på lort igen, men det tror jeg ikke, da jeg er færdig med det, men jeg har næsten ingen venner, da de fleste stadig lever det liv desværre...

Til AndreasNord:
Vildt nok det der.
Jeg har også oplevet, men ikke set det hele, men en masse fra ungdomshuset løbe efter en gut, hvorefter at de tævede ham fordi at han havde kigget efter/på pigerne på toiletterne...

Eddermanme vildt så meget du har oplevet. Godt du kom ud af det ihvertfald.

[Caspper]

Til LFC:
Ja det har jeg også...No shit det er rigtigt alt det, som at jeg har skrevet her i tråden og mine forældre har ikke kunne holde styr på mig overhovedet, min mor fortryder også at hun ikke gav mig et ultimatum før i tiden, da jeg var allerlængest ude i forskelligt snavs og jeg undrer mig også over at jeg lever den dag i dag, for jeg har kunnet ha været død før, men heldigvis er det ikke endt sådan, selvom at jeg engang troede at jeg ville begå selvmord inden at jeg blev 21 år og jeg kan få fortalt min historie, men jeg frygter stadig at nogle fjender fra min fortid opsøger mig eller at jeg falder tilbage i det gamle og halvkriminelle miljø og begynder på lort igen, men det tror jeg ikke, da jeg er færdig med det, men jeg har næsten ingen venner, da de fleste stadig lever det liv desværre...

Til AndreasNord:
Vildt nok det der.
Jeg har også oplevet, men ikke set det hele, men en masse fra ungdomshuset løbe efter en gut, hvorefter at de tævede ham fordi at han havde kigget efter/på pigerne på toiletterne...

Jeg må sgu sige jeg er imponeret, nej det kalder man det ikke.. overrasket? over dit liv. Du har fandme været udsat for meget, og jeg må sgu bare ønske dig al mulig held i fremtiden
Ang. det med dine venner, de skal sgu nok komme.. Men det vigtigste er at have gode venner, istedet for mange venner  husk på det. og har man nogen gode venner man kan stole på, jamen så er det sgu også godt.

[alek9000]

Cesc, jeg ved ikke, om du er klar over det, men sygdomme eller andre defekter kan godt springe et led over. Risikoen er betydeligt mindre, men det kan godt ske. Eksempelvis er min mor ikke så høj, men både min mormor og min afdøde morfar er/var højere. Og jeg er også en del højere end min mor. Det samme gælder egentlig for min far.

Men en meget trist historie, du kommer med. Utroligt, at man alligevel ikke kender sygdommen.

[Slikkel]

Har du en kæreste eller bor du alene?

Bor alene men har en kæreste .