La Viola Guerra

 

[FM2008]

Forord

Jeg har tænkte mig at begynde en blog. Nogle ved måske at jeg også havde skrevet en Manchester City blog, men den gik er fuldstændig død med. Jeg håber i vil tage imod min nye blog da jeg har gjort 10 gange mere ud af denne her end den gamle.

De hurtige ved nok hvilket hold jeg har tænkt mig at skrive om. Og jeg ved godt at der også er startet nogle lige her for nogle dage siden. Men tager stadig chancen. Håber i vil tage godt imod den da det er en lidt anden stil jeg prøver mig med.

[FM2008]

La Viola Guerra

Indledning

Kom så, kør kør. Yes. Godt mål, Patrick.
  Jeg havde nu været træner for Firenzes 91’ere i 3 år. Min søn Julio, var noget af et fodboldtalent, syntes han selv., så den eneste grund til at jeg valgte at tage trænerjobbet var for at være sammen med min søn, og sørge for han ikke blev gjort total til grin.
Hvis man bare var tilfældig forbipasserende, troede man at vi var en flok klovner der absolut ikke kunne finde ud af at trille en bold, men alligevel vandt vi alle vores kampe, så vi var derfor kvalificeret til en stor turnering, henne ved selveste Fiorentinas træningsanlæg.

15/5-2008
Turneringsdag.

Det er nu dagen, hele holdet har ventet spændt på. Jeg er selv meget nervøs, men drengene var ikke særlig mærket af at det var lige op til Stadio Artemio Franchi. Det var ikke særlig stort stadion, men alligevel var det et utrolig flot arbejde. Man kunne nærmest stå under det, da tribunerne gik ca. 2 meter ud. Det var mit yndlingsstadion, og Fiorentina var mit yndlingshold.

Inden vores første kamp, havde jeg prøvet at banke noget fornuft ind i de 17-årig drenge, der skulle til at spille en af de største kampe. Det eneste jeg havde sagt til dem var: ”Lotta e mai rinunciare.” Det var vores motto, op til hver kamp. Men denne gang så det ud til at virke. De havde siddet med hovedet begravet i græsset, man da jeg havde sagt de ord, kiggede de alle langsomt op på mig, og derefter rundt på hinanden. De nikkede stille for sig selv, og løb så ud for at spille den første kamp af mange vigtige.

Kollektiv afklapsning.

Vi måtte indse at vi havde mødt nogle bedre hold. Hvis alt gik godt kunne vi spille op til 8 kampe, men hvis alt gik dårligt kunne vi risikere, kun at spille 4.
Efter 3 kampe stod det klart. Om en time skulle vi spille vores sidste kamp i turneringen. Vi var blevet kørt ud af banen i de to første kampe, hvor vi tabte henholdsvis 8-1 og 5-2. I tredje kamp var vi nogenlunde med, men tabte alligevel 3-2, på en sen scoring af modstanderne. Så sidste kamp var der ikke noget at spille for. Det andet hold, kæmpede for at komme videre. Vi tabte 10-3. Vi havde ikke spillet forfærdeligt, men vi havde bare mødt bedre hold i dag.
Vi steg alle op i bussen, og blev kørt tilbage til hotellet. Der var triste miner hos alle spillerne. Da vi ankom til hotellet gik vi med det samme hver til sit. Jeg ville egentlig havde sagt noget om præstationen, men jeg tænkte hvad ville det hjælpe?

Det første jeg gjorde da jeg trådte en af døren til mit værelse, var at ringe til min kone Michella. Hun blev selvfølgelig ked af at høre hvordan det var gået, men glædede sig samtidig til at Julio og mig kom hjem. Da vi havde snakket i lidt tid bankede det på døren. Jeg lagde mærke til det, men gad ikke åbne, da det sikkert var dørfis. Men da det igen bankede, og denne gang højere, gik jeg hen og åbnede samtidig med jeg stadig talte med Michella. De sekunder skulle ændre mit liv fuldstændig. Da jeg åbnede stod en mand i sort jakkesæt og en manchetmappe i hånden. På brystet var der broderet en eller anden form for logo. Det eneste jeg sagde til Michella, var at:
”Vi ses derhjemme.” Og så lagde jeg på.   

[FM2008]

La Viola Guerra

Drøm eller virkelighed.

”Lippi Luigi, træner af Firenzes 91’er?” Spurgte manden, da havde opsøgt mig på mit hotelværelse.
”Ja. Ja det er mig. Svarede jeg med ryst i min stemme.
”Jeg er Pantaleo Corvino, sportschef for AC Fiorentina. Jeg har set dine kampe her i dag.

Jeg tænkte inde i mig selv, at denne mand må være en eller anden der står for at udrydde trænere der ødelægger fodbold. Han kunne da umuligt være interesseret i mig, efter det show jeg lavede i dag.

”Som du nok har hørt bliver Fiorentina i øjeblikket trænet af Gabriele Pin. Dette er ikke optimalt, for en storklub for os…

Jeg afbrød ham inden han noget at afslutte sin sætning. Det var vel uhøfligt, men ordene kunne ikke blive i min mund.
 
”Hr. Corvino. Vi De ikke med ind?
”Nej. Det kan jeg ikke. Min opgave var at aflevere dette stykkepapir til dig.

Jeg tog imod det med, med rystende hænder, og lukkede derefter døren. Jeg stirrede på det, som et lille barn juleaften. Jeg satte mig på kanten af sengen, tog en dyb indånding og begyndte at læse.

Jeg var målløs. Jeg foldede det sammen, puttede det i lommen og småløb hen til min søns værelse. Han sad derinde sammen med, resten af truppen.

”Gutter. Jeg har noget at sige til jer. Jeg er i midlertidig, stoppet som træner.”

Uroen begyndte at spredde sig, og enkelte kommentarer blev kastet ud i luften.

”Jeg stopper for at følge en drøm som jeg ikke viste jeg havde. Men som nu, ved hjælp af jer, er mulig. Efter vi var kommet hjem var der en der bankede på døren, og overrakte mig dette stykke papir.”

Jeg gav brevet til drengene, og efter det havde været hele vejen igennem, fik jeg brevet igen. Og derefter et kæmpe stort kram af min søn Julio. Han hviskede til mig:

”Jeg elsker dig far. Lotta e mai rinunciare. Husk det far, når du i morgen mødes med dem.”


Mødet – 26/5 2008

Om 15 minutter skulle jeg lave mit livs tale. Jeg havde forberedt mig hele dagen i går, og var mere end parat til at stå over for Della Velle.

Der stod jeg så. I mit sølle jakkesæt, og min latterlige mappe, jeg kun tog med for at ligne en der havde styr på tingene. Jeg tog en dyb indånding, og tog så det første skridt ind i forhallen. Det var fantastisk. Jeg havde været der før, med det var lige op til en kamp. Nu var det kun mig. Det hele var så enkelt, dog alligevel så detaljeret, med en masse billeder af de store spillere. Og som en kejser over dem alle, var Bautista på væggen. Mit helt store idol som jeg forgudede da jeg var dreng.

Fordi jeg var så opslugt af det hele, havde jeg ikke set manden fra i går, stå for enden af gangen. Han gav et vink med hånden for at signalere at jeg skulle denne vej. Der skete der noget. Det var som om jeg var blevet ramt af en mur af sommerfugle. Jeg tog mig sammen, og huskede på 91’ernes motto. Jeg var nu nået til døren hvor der hang et guldskilt hvorpå der stod: Diego Della Velle. Jeg trådte ind af døren. Hans kontor var enormt, med en masse udsmykninger over det hele. Og med prikken over i’et, var der udsigt ud til træningsanlægget. Belysningen irriterede mig lige da jeg kom ind, da man skulle væne sig til lyset.

Vi talte i godt to timer, om kontrakten, om forholdene og om passionen for Fiorentina. Det var tydeligt at Diogo elskede denne klub, og ville gøre alt for den. Efter denne lange snak, var jeg nå klar til at skrive under.

Det var ren forløsning det røg ud af pennen da jeg skrev min underskrift, på linjen under kontrakten. Vi aftalte en ny tid, hvor vi skulle gennemgå spillertruppen, og tale om mulige forstærkninger. Jeg fik en masse materiale med hjem om samtlige spillere. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hjem til familien, og fortælle at jeg igen havde fået et job, så jeg kunne forsørge familien igen. Og så at jeg skulle arbejde sammen med personer som Adrian Mutu, Sébastien Frey og alle de andre stjerner, er vel bare en sidebonus. Jeg kunne ikke vente til i morgen. Hvor anden dag af mit nye liv skulle begynde. 

[Baliian]

To gode updates det ser spændende ud.

[FM2008]

Tak Balian

[FM2008]

I må meget gerne smide nogle kommentare ind om hvad i syntes og hvad jeg kna gøre bedere?

Det ville jeg blive glad for

[Manniche]

Sindsyg god start! Elsker din synsvinkel, og der er massere af gode detaljer.
Dog synes jeg at din opsætning ser lidt rodet ud, men det kan hurtigt rettes op

jeg kigger spændt med

[FM2008]

Tak for det Sej007. Gør mig mere umage med opsætningen. Men jeg er ikke den skrapeste på det punkt, så måske jeg kunne få lidt hjækp

[FM2008]

La Viola Guerra

Klubben Fiorentina.

Jeg gryntede lidt for mig selv, og famlede mig frem til mit vækkeur. Klokken var 8 om

morgnen, og der var ikke lang tid til min første reelle dag i min nye klub AC Fiorentina. Jeg stod op og traskede ud i køkkenet, for at få noget morgenmad. Min kone og min søn sad der. Og der gik det op for mig at jeg ikke havde sagt til Julio at jeg havde fået jobbet, da jeg var kommet meget sent hjem i går. Michelle sad og små smilede for sig selv. Det var tydeligt at hun var spændt på hans reaktion.
”Julio. Jeg har lige en lille nyhed, her for morgenstunden. Du kan måske huske i går da jeg fik besøg fra en fra Fiorentina? Han tilbød mig faktisk et job.”
Det var tydeligt at lige den sidste sætning, vakte hans opmærksomhed. Han kiggede nervøst hen på Michelle, og begyndte så at smile. Han styrtede hen og gav mig et kæmpe knus, og hviskede igen ind i mit øre. ”Lotta e mai rinunciare”
Jeg nikkede selvtilfreds, og fortalte at jeg var sent på den, og regnede med at tage morgenmad henne i klubben. Ja, klubben var ikke mere Firenze FC. En lille klub der ikke havde mange penge. Nej, klubben er verdenskendte Fiorentina.

Mødet med truppen.

Jeg ankom til anlægget i god tid, så besluttede mig for at se mig omkring. Det var tydeligt at stadionet var mange år gamle, afskallet maling og huller hist og her. Jeg var blevet enig med mig selv om at jeg ville skabet et godt navn, inde i klubben. Alle jeg mødte, lige fra

direktøren til greenkepperen, ville jeg nikke pænt goddag til dem og fortælle hvem jeg var.
Da klokken var ved at nærme sig 11, begyndte jeg at gå hen til modestedet hvor, vi havde aftalt at mødes. 11 nul dut, og Diego Della Velle stod, igen foran mig. Han var tydeligt glad for at se mig, da jeg blev modtaget med åbne arme. I det sekund blev jeg bekræftet i, at dette her ikke var en drøm, og at jeg var træner for selveste Fiorentina. Det store smil blev hurtigt til et alvorlig mine, hos Della Velle. ”Ændring i planerne. Jeg ved godt at vi aftalte at vi skulle gennemgå truppen. Men jeg har talt med de andre fra bestyrelsen, og vi blev enige om at vi vil overlade alt transferen til sportsdirektøren. Hvis du bare komme med forslag til forstærkninger inden ugen er omme, så kigger vi på det.”
”Men hvad skal jeg så gøre?”   Spurgte jeg lidt hjælpeløst.
Diego vendte sig om, og sagde.
”Hvad laver en træner? Han træner selvfølgelig holdet. Vend dig om, min ven.”
Jeg vendte mig langsomt om. Jeg vidste hvem der stod bag mig. Nemlig. Hele Fiorentina truppens førstehold, var samlet og stod og trillede bold. De stod og skulede over til mig, og  hviskede til de andre. Jeg kiggede mig lidt rundt. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg gå derhen og præsentere mig? Ja det var nok bedst, blev jeg enig med mig selv om. Jeg tog nogle dybe indåndinger, og gik derhen.
”Hej. Jeg er jeres nye træner Lippi. Vi skal se hvad vi kan gøre ved denne her trup. Alle for selvfølgelig en chance, og alle bliver grundigt vurderet, den næste uges tid. Så lad os komme i gang med morgentræningen.”
Træningen gik som en leg, og da dagen var omme og 3 træningssektioner var overstået havde jeg et nogenlunde blik, over hvad jeg havde at arbejde med. Jeg kunne stadig ikke fatte hvad der var sket, på så kort tid. Beslutningen om at jeg ikke skulle gennemgå truppen for mulige forstærkninger med Diego, passede mig fint, da jeg nu kun skulle blive enig med mig selv.     

[FM2008]

Tak til Sej007 for hjælp med opsætningen

[Frederik1994]

Flere updates tak!

[FM2008]

Skal ske :d Fuck´hvor er det en fed følelse at se nogle kommentare tak for det Frederik1994

[FM2008]

La Viola Guerra

Venskabskampe – Transfers.

27. Juli 2009

Fiorentina trup
Målmænd
13. Marco Storari
25. Vlada Avramov
1. Sébastien Frey

Forsvar
14. Luciano Zauri
54. Manuel Da Costa
19. Massimo Gobbi
3. Dario Dainelli
2. Per Krøldrup
5. Alessandro Gamberini
21. Gianluca Comotto
23. Manuel Pasqual

Midtbanen
6. Juan Manuel Vargas
-. Davide Santon
88. Felipe Melo
4. Marco Donadel
18. Riccardo Montolivo
22. Zdravko Kuzmanovic
30. Sergio Almirón
20. Martin Jørgensen
7. Franco Semioli
24. Mario Santana
9. Pablo Osvaldo

Angribere
10. Adrian Mutu
8. Stevan Jovetic
29. Giampaolo Pazzini
11. Alberto Gilardino

6 kampe. 6 kampe til at få formen igen. 6 kampe til at få noget ekstra selvtillid. 6 kampe til at få tillid fra klubben. Det var nu dagen jeg havde ventet på i 2 uger. Dagen var kommet, hvor jeg skulle stå i spidsen for Fiorentina for første gang. Vi var kun inde i en opstartsfase, så vind eller tab var vel ikke så vigtigt. Men jo, alligevel var det. Hvis jeg kunne præstere at tabe til små hold som Paderborn, Prato og ja, sågar Osasunas B-hold. Så var det her nok ikke jobbet for mig. Men hvis vi kunne banke dem synder og sammen. Så kunne det være at jeg fik lidt mere Privatliv. Specielt fra pressen, der har åndet mig i nakken de sidste par dage. Der var en episode henne ved min søns skole, hvor en journalist passede Julio op, og nærmest forhørte ham, og spurgte ham om. Var hans far virkelig var den rette mand for jobbet? Men som fars søn han er, svarede han bare tilbage. ”Selvfølgelig.”
Men disse kampe kunne måske give mig noget ro i sindet, og koncentrere mig mere, om det arbejde jeg er blevet hyret for at gøre. Vinde kampe for Fiorentina.

Bestyrelsen og mig, havde besluttet at spille 6 venskabskampe, for at få formen igen. Holdene var ikke prangende. Først Paderborn, som vi skulle møde først. Kampen blev spillet i Paderborn på Paragon Arena. Katastrofe. Intet mindre. 2-2 mod et ukendt tysk hold. Det er ikke tilfredsstillende. Der er meget der skal rettes op på.
Næste kampe var mod Prato. Vi er inde i en opstartsfase så vi må holde hovedet koldt og tage os sammen mod Prato. Kampen på Lungobisenzio blev en mål rig kamp, hvor vi kunne vinde en meget flot spillet sejr på hele 5-0. Jeg er meget glad for min første sejr for Fiorentina. Jeg noget ikke og fordøje den store sejr før vi igen stod i spillertunnelen, og skulle ind og møde Osasunas B-hold på El Tajonar. Vi vandt 2-1 men ikke overbevisende. Det kan gøres bedre. Efter kampen kunne vi få af vide, hvem vi skulle mod i 3. kvalifikationsrunde i Champions League. Det var enten Partizan eller Ventspils vi skulle mod i kampen om gruppespillet. Men allerede næste dag skulle vi mod Sunderland på Stadium of Light. En lige kamp hvor vi sagtens kunne havde vundet, men måtte nøjes med 1-1. en meget blande følelse. Men ny dag og ny kamp. Denne gang var det mod Zulte Waregem, på Regenboogstadion. 3-0 sejr. En skal vinde kamp. Hvor vi spillede meget godt, og kontrollerede kampen. Sidste kamp var mod Dordrecht på GN Bouw hvor vi vandt en 1-0 sejr. Vi brænder for mange chancer, så sejren kunne havde været meget større. Venskabskampene er nu færdigespillet. Men vi kan ikke ville i særlig lang til, da vi nå har fået at vide at vi skal mod Partizan, om intet mindre end 3 dage. Jeg er samtidig meget glad for at vi har fået fat i Davide Santon. Han er et kæmpe talent som vi forventer meget fra.

 Paderborn 2-2 Fiorentina  -  Prato 0-5 Fiorentina  -  Osasuna B 1-2 Fiorentina  -  Sunderlan 1-1 Fiorentina  -  Zulle Waregem 0-3 Fiorentina  -                                   Dordrecht 0-1 Fiorentina             

[Cencur]

Efter et par forsøg begynder det at se fornuftigt ud FM2008. Er ikke så vild med skrifttypen, men det overlever man nok, og så er skriften alt for lille i bunden hvor resultaterne står. Glæder mig til at læse mere

[Cristiano-Ronaldo]

Ja. Det han har skrevet i bunden kunne godt være lidt stører men tror godt man kan se det..