La Viola Guerra

13. August 2008.

Det var blevet bestem nogle dage inden. Vi skulle mod Partizan fra Tyrkiet. I aften skulle første af to slag slås. Vi skulle starte hjem i Firenze. Det var vigtigt for os, at få et rigtig godt udgangspunkt enden returkampen i Tyrkiet d. 27., hvor det kan gå vildt for sig, med tilskuerne.

Et af de mest massive pres jeg nogensinde havde set, i hele 35 minutter hvor vi havde et hav af chancer, og holdte Partizan fra fadet, kom forløsningen. Adrian Mutu kunne hamre den ind direkte fra friskpark. En vild jubel fra fasene, og det så ud til at vi var mere tændte nu. På en boldbesiddelse på 67% til os mod kun 33% til Partizan, kunne vi gå til pause med viden om at føringen kunne blive meget stører. Efter et par store chancer til Partizan, kunne Gamberini heade den ind fra oplæg af Mutu. 2-0 efter 64 minutter. En fantastisk præstation fra hele holdet, betød at vi kunne spille Partizan ud af banen med en sikker 2-0 sejr. 31005 tilskure kunne gå tilfredse hjem efter vores første hjemmesejr i den nye sæson.

14 dage senere skulle vi til Tyrkiet, for at forsvare vores føring og sikre os kvalifikation til gruppespillet i Champions League. 31 minutter var spillet, og en kæmpe fejl af Krneta fra Partizan, så kunne Pazzini tage bolden fra ham og sætte den lige så sikkert ind til 1-0. Resultatet holdte halvlegen ud, og vi kan gå til pause med tilfredse miner. Men efter 64 minutter kunne Partizan udligne til 1-1 på et eventyrligt skud fra 35. meteren af Paunovic. Og så i 73. minut scorede de igen. Denne gang var det Obradovic der kunne heade den ind til en 2-1 føring. Sammenlagt står den nu 3-2 til os. En lidt for spændene afslutning, for vores vedkommende. Jeg er sikker på at hvis det ikke havde været for Sébastien Frey havde vi ikke formået at vinde mod dem. Han lavede nogle fantastiske redninger. Men vi holdte den og er nu sikre på gruppespillet i verdens fornemmeste klubturnering. Champions League.