Forza

 

[Brodtgaard]

Kan næsten ikke vente...Jeg kan ikke få nok af den her blog:D

Trykker på Enig-knappen

[-Johnson-]

Oktober 2012:

Giannis ånde skabte en tåget sky foran hans ansigt. Han forsøgte at få styr på sin underkæbe, der vibrerede så tænderne klaprede. Han rejste sig og trak endnu en trøje over hovedet. Efteråret havde meldt sin ankomst og campingvognen gav efterhånden ikke helt så meget ly, som det ellers var tiltænkt. Der var rustet et stort hul i den ene side, hvilket betød at det trak voldsomt ind. Gianni havde forsøgt at lappe hullet med plastiksække, men den efterårsstorm, som stod på lige nu, havde revet sækkene løs, og vinden stod derfor lige ind. Gasflasken til varmeapparatet var tom, og temperaturen var derfor ikke langt over nulpunktet inde i campingvognen.

Gianni havde aldrig i sit liv forestillet sig, at han kunne komme til leve under så pauvre vilkår. En ussel tilværelse. Var det virkelig det han ville? Gav hans managerjob nok glæde til at opveje hans liv og tilværelse udenfor banen? Sæsonen var startet særdeles skidt på trods af, at Gianni på papiret havde forstærket truppen væsentligt. Indkøringsvanskelig heder havde Gianni påstået, selvom han dog ikke kunne lade være med at stille spørgsmålstegn ved sin egen taktiske indgangsvinkel. Som efteråret var skredet frem, så havde spillerne dog fundet lidt af det potentiale, som Gianni havde eftersøgt. Ikke meget, men nok til at holdet var kommet væk fra sidstepladsen. Holdet var ikke længere uden sejre. I holdets niende kamp kom de forløsende tre point.

Det var dog ikke ensbetydende med, at alting kørte på skinner. Specielt på udebane havde holdet problemer. På egen bane gik det lidt bedre, men dog stadig uden at Comunale kunne siges at være en uindtagelig fæstning.

Men der var lys for enden af tunnelen. I sommers havde han foretaget den store udrensning, og han havde derfor også måtte lide under konsekvenserne. Men nu var stammen også på plads. Nu kunne han tillade sig at være lidt mere kritisk med hensyn til de spillere, som blev hentet til truppen. Han havde genvundet kontrollen over holdet. Nu skulle han bare have spillet til at flyde lidt bedre.

Gianni skubbede en spand hen under utætheden i campingvognens tag. Den sølle tilværelse irriterede Gianni, men han troede på, at han kunne nå noget større og mere lukrativt. Når han fik tingene til at køre her i Rodengo, så ville det bevise overfor omverdenen, at hans præstationer med Mezzocorona ikke var et tilfælde, og at han havde evner, der berettigede til et højere niveau. Hvis han kunne føre Rodengo til oprykning så ville det være en værdifuld tilføjelse til hans CV. En oprykning i år var måske en anelse urealistisk, men til næste år kunne en playoff-plads sagtens blive aktuelt. I år handlede det blot om at sikre holdet en fornuftig midterplacering.

[-Johnson-]

Januar 2013:

Gianni havde gjort sit hjemmearbejde godt og stod klar med en ønskeseddel, da januars transfervindue åbnede. Det var derfor i første omgang særdeles nedslående, da han fandt ud af, at ledelsen kun ville tilbyde absurd lave lønninger. Årsagen var, at lønudgiften var for stor. Gianni forstod naturligvis argumenterne. Man ville simpelthen ikke påtage sig nye lønudgifter, får man havde reduceret de nuværende.

Gianni havde desperat forsøgt at overbevise direktionen om, at den række af spillere som ikke havde fået fornyet kontrakten ville blive smidt på porten 1. juli. Det havde dog ikke hjulpet spor. Gianni anede dog andre motiver. Det kunne også være, at man overvejede hans position som manager. Selvom resultaterne langsomt var blevet bedre, så var Rodengo stadig at finde under stregen. Gianni havde svært ved at se årsagen. Han følte, at holdet var langt stærkere end den nuværende placering gav udtryk for. Han håbede, at det var moralen, der havde fået et knæk, og at dette ville ændre sig, når holdet fik kæmpet sig over stregen. Resultaterne på udebane var dog ikke for gode. Der blev kun hentet ganske få point på den konto, og når Rodengos svage start blev taget med i betragtning, så var vejen pludselig lang.

Gianni erkendte for sig selv, at han greb efter halmstrå, men han følte at bunden var ret stærk i år. I hvert fald havde Rodengo svært ved, at slå rækkens bundhold i de såkaldte sekspointskampe. Paradoksalt nok, så havde holdet bedre fat i de hold, der lå placeret mellem nr. tre og ti. Dette medførte også, at Rodengo-spillerne gang på gang blev skuffede. Når muligheden endelig var til stede, for at klubben kunne kravle over stregen, så tabte man til en anden nedrykningskandidat .

De manglende resultater kombineret med Giannis manglende kontrol over lønningerne, kunne sagtens betyde, at sædet langsomt ville blive varmere under ham. Derfor var det muligt, at klubben ville forholde sig afventende, for at se om Gianni kunne klare skærene, før de gav ham lov til at hente nye spillere.

Gianni var dog afklaret med situationen. Der måtte gøres noget ved lønningerne. Pt. var de på £15.000, som var £2.000 over budgettet. Men selv budgettet var efter Giannis mening sat meget højt, og pengene fossede derfor ud af klubben. Heldigvis havde bestyrelsen dybe lommer, og de skød løbende penge ind.

Som det så ud nu, så kunne Gianni halvere lønningerne ved at lade en række spillere gå til sommer. Og så kunne han måske med lidt held signe 2-3 spillere til truppen, som lod kontrakten løbe ud, uden at andre klubber havde opsnappet dem. Det var måske ikke det værste der kunne ske. På den måde kom der igen styr på økonomien, hvilket i det lange løb var helt essentielt. Den ting havde Gianni i hvert fald lært.

[-Johnson-]

Marts 2013:

Andrea Scaglia sad i bussen, der drønede afsted på A4-autostradaen, som gik mellem Milano og Brescia. Han var på vej hjem for at besøge sine forældre, der boede i den lille by Brusaporto. Han havde ikke set meget til dem i løbet af det sidste års tid, men de havde hele tiden bakket ham 100% op i hans forsøg på at blive professionel fodboldspiller. Det havde formodentlig også hjulpet lidt, at hans klub, Rodengo, kun lå ca. 40 km fra Brusaporto, hvor Andrea havde boet hele sit liv.

Sidste sommer var han blevet rykket op på Rodengos U18-hold. Han havde været tilknyttet klubbens ungdomsakademi og var en af den heldige, som var sluppet igennem til talentholdet. Til at begynde med havde han dog ikke været specielt optimistisk, da der ikke var den store tradition for at talenterne fandt vej til førsteholdstruppen. De fleste fik lov at blive i lærlingeperioden, hvorefter de fik sparket.

Andrea havde dog ikke været der ret længe, da han fandt ud af, at han blev anset for at være den mest interessante spiller fra sin årgang. Han fik mulighed for at spille lidt sammen med spillerne fra førsteholdet i nogle af sommerens træningskampe, og det havde været en rigtig stor oplevelse. I forbindelse med de kampe havde han fået talt lidt med manageren Gianni Andretti.

Manageren havde gjort klart, at der var lang vej til en førsteholdsplads, og at Andrea ikke endnu var et indlysende talent. Ikke desto mindre havde manageren sagt, at han ville forsøge at give Andrea et par chancer i Serie C-cuppen. Han kunne godt lide Andreas indstilling til livet som fodboldspiller, samt den seriøsitet, der blev medbragt både til træning og i kamp. Manageren ville gerne fokusere på talenter af egen avl, men han var også klar over, at han var nødt til at give dem spilletid. Det havde han ikke tidligere været så god til, men det ville han forsøge at lave om på.

Resultatet var således blevet, at Andrea havde fået spilletid i alle fire Serie C-cupkampe. Og to af gangene havde det endda været fra start. Manageren havde været fint tilfreds med ham, men han havde dog sendt Andrea tilbage på U18-holdet for, at han kunne udvikle sig der.

Det var gået godt for ham, og han var hurtigt blevet udnævnt til anfører for talenterne. Alt i alt havde det været et meget spændende år.

Men i morges var denne sæson lige blevet en tand bedre. Manageren var kommet ned til ham med en forhåndskontrakt, der skulle gøre Andre til fuldtidsspiller, når han fyldte 17 om en måneds tid. Det var kommet helt bag på Andrea, og han havde ikke vidst, hvad han skulle gøre af sig selv.

Manageren havde sagt, at staben anså ham for et udmærket talent, som muligvis kunne komme i betragtning til holdet et par år ude i fremtiden. Og da økonomien ikke var alt for god i klubben, så havde man valgt at pille et af talenterne ud, som var tiltænkt som en slags backup-spiller i de to næste sæsoner. Dette betød, at han igen ville få lov til at spille Serie C-cup, men samtidig ville han formodentlig også får 4-6 indhop på førsteholdet. Andrea var ovenud lykkelig, og selvom kontrakten ikke gav mere end £55 om ugen, så var det alligevel en mulighed for at få nogle rigtig værdifulde erfaringer. Nu krævede det blot at klubben blev i Serie C2. Holdet lå stadig under stregen, men den var helt sikkert inden for rækkevidde. En nedrykning ville sandsynligvis ændre billedet kraftigt. Måske ville manageren endda blive fyret, og en eventuel ny manager havde måske ikke samme tiltro til Andrea. Han krydsede derfor fingre for, at Rodengo klarede skærene. Det skulle de.

Bussen holdt ind til siden, og Andrea sprang ud. Han kunne ikke vente med at komme hjem og fortælle sine forældre om kontrakten.

[Nieler]

WEEEE. . . Jeg elsker at læse den her blog og som sagt før...:JEG KAN IKKE FÅ NOK AF DEN HER BLOG  KUTGW 

[-Johnson-]

Maj 2013:

Gianni havde forladt stadion i Chioggia med det samme. Han gik nu rundt langs kanalerne i byen, som også havde fået tilnavnet mini-Venedig. Byen var reelt en lille ø for sig selv, og det var som sådan et skønt sted. Gianni ænsede dog ikke omgivelserne. Han var helt nede i kulkælderen. Foråret havde ikke fået vendt bøtten for Rodengo. Holdet havde stadigvæk ikke kunne kæmpe sig over stregen.

Gianni havde egentlig accepteret situationen og havde indstillet sig på, at holdet skulle ud og spille om nedrykning. I ugens løb, havde han dog genfundet optimismen. Først havde han fået tilbudt en kontraktforlængelse af klubben, selvom der havde svirret rygter om en ny manager. Det havde løftet et stort pres fra hans skuldre. Kunne holdet blot blive i rækken, så havde han i det mindste sit job. Der resterede en enkelt kamp i turneringen.

Han havde herefter tilladt sig at tænde et lille håb. En udebanesejr over Chioggia ville stadig kunne give holdet en chance for at komme over stregen. Rodengo lå nr. 14 med 39 point og skulle opnå en 13. plads for at være sikre. Over dem lå først Carpenodolo med 41 point, som dog var bedre indbyrdes. Rodengo skulle under alle omstændigheder vinde for at have en chance. Samtidig krævede det, at Carpenodolo tabte på hjemmebane. Ikke helt usandsynligt, da de skulle spille mod et af de hold der lå til i toppen af tabellen.

Et andet scenarie var, at Pro Sesto, der havde 42 point, tabte. Her var Rodengo nemlig bedst indbyrdes, og ville derfor overhale Pro Sesto med en sejr. Men også de skulle spille hjemme.

Rodengo havde faktisk spillet en ganske fornuftig kamp, og da Jérémy Chouard i kampens overtid bragte Rodengo foran 3-2, blev det spæde håb pludselig forvandlet til en reel mulighed. Stillingen holdt kampen ud. Mobiltelefonen havde været rødglødende i et forsøg på at få resultaterne af de andre kampe. Carpenodolo havde desværre vundet deres kamp, og Rodengo kunne således ikke gå forbi dem. Få minutter senere tikkede resultatet fra Pro Sesto-kampen ind.  De havde med hiv og sving fået trukket en 1-1 i land, og derfor endte Rodengo som sorteper.

Gianni vandrede nu rundt og ærgrede sig gul og blå over sæsonens forløb. Det var klart, at sæsonens indledning havde været katastrofal, og havde kostet holdet dyrt. I de første otte kampe havde man kun fået to point. Bare en enkelt sejr i den periode kunne have reddet sæsonen.

Samtidig havde det været en sæson, hvor kampen i bunden havde været kanonhård. Rodengo endte med 42 point, som i de tidligere sæsoner havde været tilstrækkeligt til at overleve. I hvert fald så længe Gianni havde været manager i det italienske. Men det var det ikke i år.

Nu stod der to playoff-kampe mod Rovigo på programmet. Rodengo burde være favoritter, men Gianni vidste om nogen, hvad disse kampe kunne bringe af overraskelser. Han havde selv stået for et par stykker af dem. Han havde en god tro på, at holdet nok skulle klare det, men han kunne alligevel ikke lægge nervøsiteten fra sig.

Han kiggede på sit ur, og vendte om for at gå tilbage mod spillerbussen. Turen gik hjem til Rodengo, hvor de skulle i gang med at forberede sig til to særdeles vigtige kampe.

[Brodtgaard]

Uhhh... det er spændende. Skynd dig at lave et par updates mere

[-Johnson-]

Juni 2013:

Gianni låste døren til sit kontor. Sommerferien stod for døren. Og den var tiltrængt. Denne sæson skulle bare glemmes. Han hoppede op sin cykel og begav sig afsted på den 7 km. lange cykeltur hjem til campingvognen. Undervejs brugte han tiden til at reflektere lidt over den forgangne sæson.

Man havde langt fra opfyldt forventningerne. Klubbens ambitioner havde været en placering midt i tabellen, mens hans egne måske endda havde været en playoff-plads. Dette havde været langt fra realiteterne. Rodengo endte lige nøjagtigt under stregen, og klubben måtte derfor ud i nedrykningsspil mod Rovigo. Første opgør havde været en vanvittig kamp, som desværre var endt med en 4-3 sejr til Rovigo. På hjemmebane havde Rodengo dog hevet en sikker 1-0 sejr i land, og dermed var overlevelsen sikret. Sammen med Giannis job.

Men hvorfor var det gået så skidt? Næsten hele stammen på holdet var blevet skiftet ud. Og dette havde betydet lidt vanskeligheder i starten. Havde man hentet en sejr mere i denne periode, så havde man i hvert fald kunne kravle to pladser op i tabellen.

Efter de første par måneder kunne der ses forbedringer i spillet. Specielt på hjemmebane fik Rodengo lidt mere ud af det. Men ikke nok. Især i ”sekspointkampene” mod de andre nedrykningskandidat er var spillet ikke optimalt.

Nu var sæsonen overstået uden at holdet havde indfriet sit potentiale. Gianni kunne ikke skyde hele skylden på indkøringsvanskelig heder. Han var kommet frem til den konklusion, at midtbanen ikke havde været i stand til at skabe et overtag i kampene. Dette skyldtes formodentlig mangel på fysisk styrke. De blev simpelthen nedkæmpet af modstanderne. Den 20-årige Bourbier, som ellers var en lovende spiller, havde qua sin beskedne størrelse slet ikke været i stand til at løfte holdets spil.

Holdet havde haft potentialet, men manglede åbenbart nogle få vigtige ingredienser. Andre klubber havde sagtens kunne se talentet, og derfor var der da også kommet bud på flere af spillerne. På nuværende tidspunkt så det ud som om, at netop Bourbier kunne være på vej tilbage til Frankrig sammen med centerforsvareren Vatri. Gianni havde forhandlet lidt med køberne, og da et tilpas højt bud var kommet, så havde bestyrelsesformande n  Colosio blandet sig og accepteret købernes forslag. Det var sådan set ok med Gianni. Når man tog klubbens økonomiske situation i betragtning, så ville de knap £400.000 lune godt i klubkassen, selvom beløbet faldt som afdrag over 24 måneder.

Han havde ikke noget problem med at slippe spillerne, netop fordi sæsonen havde været så skidt. Bourbiers afgang gav nu mulighed for at styrke fysikken på midtbanen. Og Gianni havde allerede flere mulige afløsere for midterforsvareren i kikkerten. Han var derfor ikke bekymret. Nærmest tværtimod, selvom frygten for endnu en skidt sæson naturligvis lå i baghovedet.

Næste sæson skulle markere en ny start. Der ville igen være styr på lønbudgettet og forhåbentlig også på det spillemæssige.

[-Johnson-]

September 2013:

Solen varmede Giannis nakke. Træerne lyste op i gule og orange farver. Gianni brød ud i en spontan fløjten. Det her var efteråret, når det var smukkest. Gianni havde forladt campingvognen for at gå sig en tur i skoven. Han havde et smil på læben. Hans humør pegede igen opad.  Rodengo havde hentet ni point hjem i de første seks kampe, hvilket gav dem en øjeblikkelig 8.plads. Det var ikke prangende, men alene det, at holdet var væk fra bunden, og vigtigst af alt ikke viste spillemæssige tegn på at skulle derned igen, var særdeles opløftende.

Gianni havde valgt at fokusere 100%  på ligaen, og reserverne havde derfor taget sig Serie C-cuppen. Det havde dog ikke været til at se. Allerede efter 3 kampe var Rodengo videre til næste runde med 3 sejre. Gianni havde før sæsonstarten været nervøs for bredden, men disse cup-kampe havde vist, at spillerne i anden række også godt kunne gøre sig gældende.

Han satte sig ned på en stub og missede med øjnene op mod solen. Egentlig var det mærkeligt, at hans humør var så godt. Set i større perspektiv, så havde hans managerkarriere ikke udviklet sig voldsomt meget på de seks år, der nu var gået. Hans fyring i Mezzocorona havde sendt ham tilbage til nul. Han var på samme sportslige niveau, som da han startede. Ja, måske var han endda sat endnu længere tilbage. Selvom Mezzocorona havde været en klub uden gunstige forhold, så var Rodengo nok endnu værre. Stadion var i hvert fald mindre, og der havde været røde tal på bundlinjen fra starten.

Han privatøkonomi havde heller ikke just forbedret sig. Han tjente mindre, end da han startede, og han var ikke i stand til at afdrage tilstrækkeligt på sin gæld, som dermed støt og roligt blev større. Gianni havde dog accepteret dette. Det var trods alt bare penge. For ham var det vigtigere, at beskæftige sig med noget han kunne lide. Og det gjorde han i øjeblikket. Han var tilbage i positionen som manageren, der var i stand til at får sit hold til at overpræstere. Mere kunne han ikke gøre. Rodengo var spået til at indtage en 15.plads i denne sæson, men lå lige nu lunt midt i tabellen, og efter Giannis bedste overbevisning, så ville holdet sagtens kunne holde fast i den placering.

Gianni troede fast på, at såfremt han kunne få holdet til at præstere bare en anelse bedre, end hvad der var forventet, så skulle hans karriere med tiden nok udvikle sig til noget større og mere attraktivt. Spørgsmålet var bare: Hvor lang tid ville der gå?

[-Johnson-]

November 2013:

Oussem Belgacem satte sig til rette i stolen. Avisen lå klar. Han glædede sig til at læse i den. Der måtte stå noget om ham. Den tunesiske højreback havde haft en fantastisk uge. Midt på ugen blev han skiftet ind for landsholdet, og han blev dermed noteret for sin syvende landskamp. Han var fast mand i landsholdstruppen, men fik sjældent spilletid. Nu havde han endnu en gang fået lov til at repræsentere sit land, og det gav ham en stor følelse af stolthed. Hans familie hjemme i Tunesien fulgte med, og de havde alle været meget begejstrede.

Han havde ellers frygtet, at skiftet fra Toulouse til Rodengo sidste sommer havde kostet ham landsholdspladsen. Men det havde heldigvis ikke været tilfældet. Heller ikke selvom sidste sæson havde været et langt mareridt, hvor holdet slet ikke havde fungeret. I denne sæson havde det dog været anderledes. Spillet var blevet langt bedre, og holdet lå fint placeret midt i rækken.

Specielt på hjemmebane havde spillet været fortrinligt. Det havde det således også været i går mod Pizzighettone. For Belgacem havde det været en fantastisk kamp. Ført havde han scoret et fantastisk frisparksmål fra over 30 meters afstand. En ren perle. Senere i kampen havde han atter været på pletten, og han havde sendt endnu et frispark i maskerne. Selvom bolden blev rettet af på vejen, så følte han alligevel, at det var hans fortjeneste. Han scorede sjældent, og derfor havde gårsdagens kamp været helt unik. To mål i samme kamp. Hans andel i 4-1-sejren havde været stor.

Avisen uddelte da også store roser til ham, og han var ikke overraskende blevet kåret til kampens spiller. Lidt længere nede i artiklen havde journalisten talt med manageren fra Arezzo, der lå i C2B. Han havde overværet kampen, og han var meget begejstret for Belgacem. Tuneseren kendte godt til interessen, og Arezzo havde allerede i sommers budt på ham. Forhandlingerne var desværre brudt sammen, men Arezzo havde tilsyneladende ikke opgivet. Belgacem var særdeles smigret af interessen, og det faktum at Arezzo løbende kommenterede på hans præstationer og kom med ros, betød meget for ham. Det var sådan en klub han gerne ville være i. Ikke en eneste gang havde hans egen manager rost ham i pressen. Det gjorde han dog i dag. Desværre sagde han også, at højrebacken ville blive dyr for dem, som ønskede at hente ham.

Det var Belgacem alt andet end begejstret for at læse. Det kunne meget vel betyde, at hans drømmeskifte til Arezzo ikke kunne blive en realitet. Hvis Arezzo besluttede sig at byde, så håbede han, at han kunne tale manageren til fornuft. Han ville afsted.

[Brodtgaard]

Endnu engang genialt...

Elsker denne blog

[Crazy-Poul]

Der er ikke så meget at sige det er bare genial læsning

[-Johnson-]

Februar 2014:

Gianni smed sig ned i sin stol med et suk. I sæsonens løb havde han haft et lille håb om, at holdet måske kunne tage det sidste lille skridt op til en femteplads, og dermed få chancen for at spille sig til en oprykning. Holdet lå fornuftigt midt i tabellen, og manglede kun lige den sidste bid for at få kontakt med playoff-kandidaterne.

Oprykningsambitione rne var dog forsvundet sammen med januars transfervindue. Den tunesiske højreback Belgacem var begyndt at komme med små hentydninger om et skifte. Og da Arezzo dukkede op med et bud, så Gianni sig nødsaget til at handle. Selvom Belgacem muligvis var en af holdets stærkeste spillere, så følte han at tuneserens skrøbelige psyke kunne forhindre ham i at blive en rigtig stor spiller. Gianni kendte til Arezzos fascination af spilleren, og havde derfor presset citronen lidt. Da Arezzo vendte tilbage med et bud på lidt over £200.000, valgte klubbens bestyrelsesformand at gå ind og godkende tilbuddet. Akkurat som han også havde gjort flere gang i sommers. Dermed var Belgacem fortid i Rodengo.

I transfervinduets sidste timer var der drysset et tilbud ind på forsvarsspilleren Blanc. Gianni havde skruet op for prisen, så den rundede de £200.000. De skræmte dog ikke køberne, og dermed kunne Colosio endnu en gang blande sig og takke ja til tilbuddet.

Principielt var Gianni imod, at ledelsen blandede sig så kraftigt i spillersalg, men i disse situationer havde Gianni formodentlig accepteret alligevel, så skaden var ikke så stor. Han havde også forståelse for, at klubbens pressede økonomi krævede, at man måtte afhænde nogle spillere, når prisen var fornuftig.

Som en konsekvens af klubbens dårlige økonomi kom der ingen forstærkninger før til sommer, og med de to salg var forsvaret svækket tilpas meget til, at Gianni kunne glemme playoff-pladserne. Holdet havde vist sig at være rigtig stærkt på hjemmebane, men det var sværere at finde melodien på udebane. Man manglede lige det sidste, og med de to salg kom man altså til at mangle endnu mere.

Til gengæld så Gianni med optimisme frem mod næste sæson. Hele syv nye spillere kom til klubben til sommer. Belært af tidligere tider, var der dog lidt flere folk, der i forvejen kunne tale italiensk.

Klubben var sårbar på målmandsposten, hvor der reelt ikke var en reserve. Derfor havde han hentet en målmand. Desforuden kom der to nye centerforsvarer. En italiener og en franskmand. Dermed havde holdet tre lige kvalificerede spillere til de to pladser.

Herudover kom en 30-årig italiensk højre back, som var tiltænkt en startplads. Midtbanen var også blevet styrket. Argentineren Ledesma skulle give den centrale midtbane et løft. Han havde spillet i Italien i flere sæsoner, og Gianni formodede, at han ville falde nemt til. På venstre kant kom en franskmand ved navn Boubaya til. Han skulle afløse Michel, som Gianni ikke havde tænkt sig at fornye kontrakten med. Michel var ellers en stærk spiller, men hans lønkrav var for stort, og hans manglende defensive evner gjorde venstresiden sårbar. Boubaya var langt bedre allround, og Gianni så det som en forstærkning.

I angrebet var holdet egentlig fornuftigt besat med tre jævnbyrdige spillere til to pladser. Alligevel havde Gianni hentet Malick Seck til den forreste linje. Seck var en fysisk stærk spiller, der var god med hovedet. Det manglede holdet lidt i nogle situationer. En til at tage nærkampene med modstandernes ofte store centerforsvarere. Til gengæld var Seck ikke voldsomt hurtig, men så længe hans angrebsmakker havde lidt speed i benene, så var det ingen katastrofe.

Alt i alt havde Gianni fået hentet rigeligt med spillere. Måske også for mange, men han regnede med, at der ville komme bud på de nuværende spillere, når man nåede sommeren, og de syv nye spillere var et forsøg på at være på forkant med situationen.

Han havde tidligere haft dårlige erfaringer med at bringe mange nye spillere ind på holdet, men han håbede, at dette ville blive undgået denne gang. Dels fordi fire af de syv spillere allerede talte italiensk, og derfor ville være kortere tid om at tilpasse sig, og dels fordi han denne gang havde en stamme på holdet. Han havde derfor mulighed for at introducere de nye spillere lidt efter lidt og ikke bare kaste dem i ilden, som det havde været tilfældet for halvandet år siden.

Nu skulle denne sæson bare overstås med et hæderligt resultat, og så kunne man stræbe efter lidt mere i næste sæson.

[-Johnson-]

Maj 2014:

Giannis hjerte sad oppe i halsen. Det her var noget af det mest nervepirrende, han havde været ude for i lang tid. Til trods for at han, især i sæsonens indledning, havde brugt reserver i Serie C-cuppen, så havde holdet alligevel formået at spille sig frem til semifinalerne. Dette var sket efter man samlet havde opnået 4-4 mod Venzia i kvartfinalerne og dermed var gået videre på reglen om udebanemål. I semifinalerne skulle Rodengo møde Serie C1-holdet Pescara. En meget svær modstander, som dog var blevet holdt fra fadet i det første opgør. Rodengo havde overraskende vundet 2-1 på hjemmebane, hvilket var et fantastisk resultat. Nu havde man en enestående mulighed for at gå videre.

Det havde dog hurtigt vist sig, at Pescara på hjemmebane var anderledes stærke. Kampen havde været et langt pres mod Rodengo-målet. Kun storspil af målmanden Le Rouzic havde forhindret en ordentlig afklapsning. Han havde på mageløs vis holdt målet rent. Nu nærmede uret sig de 90 minutter og Rodengo-målet var belejret. Giannis tropper skulle bare holde stand lidt endnu, og så ville finalepladsen være sikret. Et mål til Pescara ville være afgørende, da de så ville gå videre på reglen om udebanemål. Gianni havde valgt at trække spillerne langt tilbage, og tvang dermed Pescara-spillerne til at sparke udefra. Det havde virket indtil videre.

Da der resterede ca. 30 sekunder på stadionuret modtog en Pescaraspiller bolden. Han havde ca. 30 meter til mål, men forsøgte sig alligevel med et langskud. Han sendte et brag af et spark af sted, og Gianni måtte til sin rædsel se Le Rouzic bliver passeret for første gang.

Rodengo kunne ikke nå at svare igen, og var dermed ude af turneringen. Gianni ærgrede sig. Fandtes der en mere trist måde at tabe på? Han kunne naturligvis være stolt af holdets præstation gennem hele turneringen, men denne sidste kamp var alligevel en bitter pille at sluge.

Nu måtte fokus tilbage på ligaen. Der resterede to kampe, og klubben havde stadig en teoretisk chance for at rykke op. Men det krævede to sejre i de to sidste kampe. Alene det var på det nærmeste urealistisk, da det sidste opgør var mod Mezzocorona på udebane. Giannis tidligere klub havde været suveræn i denne sæson, og Gianni anså det for at være tæt på umuligt at slå holdet. Rodengo var slet ikke gode nok på udebane til at udgøre en trussel. Skulle det umulige ske, så skulle både Pergocrema og Itala max. have ét point i de to sidste kampe, og dette var ligeledes så godt som utænkeligt.

Gianni ønskede derfor bare at få sæsonen overstået så hurtigt som muligt. Næste sæson var langt mere interessant i hans øjne.

[Brodtgaard]

Fremragende update igen. 

Super ærgeligt med cuppen.
Det er altid surt at ryge ud på den måde