Forza

 

[Nieler]

FANTASTISK LÆSNING!! Jeg har siddet og læst det hele og det er den bedste blog jeg har læst...SUPERB. glæder mig til at læse om den nye svære sæson du går i møde

[-Johnson-]

FANTASTISK LÆSNING!! Jeg har siddet og læst det hele og det er den bedste blog jeg har læst...SUPERB. glæder mig til at læse om den nye svære sæson du går i møde

Jeg takker. Du kommer ikke til at vente alt for længe, der kommer en update indenfor kort tid.

[Nieler]

Jeg takker. Du kommer ikke til at vente alt for længe, der kommer en update indenfor kort tid.

Lyder rigtig godt

[-Johnson-]

September 2011:

Gianni bankede på døren til Aris Puzzos kontor. Han var blevet tilsagt møde hos den nye formand. De havde kun truffet hinanden en enkelt gang i de 14 dage der var gået, siden Veronesi var blevet købt ud.

Puzzo havde via sine forbindelser fået etableret et regulært lån, som Mezzocorona skulle betale af på de næste 25 år. Det havde været klubbens redning. Nu skulle Gianni ind og snakke om fremtiden. Aviserne havde budt på flere rygter, hvoraf et af de mest vedholdende gik på, at Gianni skulle erstattes med en mere profileret manager. Gianni havde dog ikke været nervøs. Han havde spillernes opbakning, og på baggrund af sidste sæson mente han, at han havde bevist, at han kunne magte opgaven.

”Værsgo at sidde” sagde Puzzo, mens han samlede en stak papirer og lagde dem til side. Han var en spinkel mand uden et eneste hår på hovedet. Han kiggede ud over den kraftige brille, der sad på den krogede næse. De to mænd så hinanden an uden at fortrække en mine.

”Klubben har været virkelig skidt kørende”, startede Puzzo. ”Det er primært en konsekvens af den fantast, der tidligere bestred denne stilling. Helt igennem amatøragtig ledelse.”

Gianni kneb øjnene sammen. Han knyttede sine hænder, så knoerne blev helt hvide. Hvad bildte den lille nar sig ind? Veronesi var måske den person, som elskede klubben allermest. Han havde lavet nogle meget uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner, men havde i alle andre henseender været visionær, og han havde en stor andel i, at klubben var nået hertil.

Puzzo fortsatte: ”Nu må vi starte på en frisk. Helt forfra. Og det betyder også et nyt ansigt i managersædet, da vi ønsker en større profil på den plads. En rigtig kapacitet. Vi anerkender naturligvis det arbejde, som du har lagt i klubben, og vi arbejder derfor på at kunne tilbyde dig en deltidstrænerstilli ng, så du stadig har mulighed for at komme i klubben.”

Giannis hjerte hamrede afsted. Han havde lyst til at springe over bordet og tage den lille mand i kraven og ruske ham. Skulle han spises af med almisser? Hvis ikke det havde været for ham, så havde Mezzocorona ikke ligget i Serie C1. Måske havde de ikke engang kunne holde sig i C2. Gianni mente ikke, at der var ret mange kritikpunkter, i forhold til de resultater holdet havde leveret med ham ved roret. Holdet havde stort set overpræsteret gennem hele den godt fire-årige periode under hans ledelse.

Puzzo talte videre om sine planer med klubben, men Gianni var holdt op med at høre efter. Han havde lyst til at brøle noget fornuft ind i formanden. Men det gjorde han ikke. Det eneste der undslap hans læber var et snerrende: "Va’ fa’n culo"

Puzzo stoppede sin talestrøm og så på Gianni, der stirrede iskoldt tilbage. Et par lange sekunder gik i dyb tavshed, hvorpå Gianni rejste sig, drejede rundt på hælen og forlod kontoret med hastige skridt. Han nærmest væltede klubhusets hoveddør og fortsatte over træningsbanen. Puzzo kom ud af døren med et vildt udtryk i øjnene, mens han råbte op og fægtede med armene. Spillerne var i gang med deres formiddagstræning, men alt spil hørte op, da Gianni Andretti målrettet krydsede træningsbanen, mens den nye bestyrelsesformand stod og råbte alverdens skældsord efter den nu fyrede træner. Gianni vendte sig dog ikke om for at gengælde, men lod i stedet højre hånds langefinger komme til syne over sin skulder. Den gestus var ikke til at misforstå, og spillerne stirrede vantro på det scenarie, der udspillede sig.

Gianni Andretti var fortid i Mezzocorona…

----
 
Gianni stod på et af Monte di Mezzocoronas plateauer og kiggede ned på byen. Til trods for, at han havde boet i byen i 4 år, så var han aldrig tidligere hoppet på svævebanen herop til. Han havde været særdeles vred de sidste par dage, men nu da han sad her og kiggede ud over byen, så blev hans hjerte i stedet fyldt med vemod.

Mezzocorona var som en slags første kæreste. En man altid vil tænke tilbage på. Noget med en helt speciel plads i ens liv. Noget der åbnede ens øjne til en helt ny verden. Gianni rejste sig med en klump i halsen. Helt sagte fremhviskede han: ”Ciao Mezzocorona”   

[KF]

Det er fremragende, det her Johnson. Aergerligt at vores kaere Gianni har mistet sit job, men forhaabentligt byder fremtiden paa et nyt, spöndende job til vores dansk-italienske ven.

[Nieler]

Det er fremragende, det her Johnson. Aergerligt at vores kaere Gianni har mistet sit job, men forhaabentligt byder fremtiden paa et nyt, spöndende job til vores dansk-italienske ven.

Er enig med KF... Det bliver vildt interesant at høre om Andretti's jagt på en ny klub efter at blive fyret... Det sidste stykke i det nye update er lige til en EMMY-pris. Selv en ikke-fodbold intereseret ville synes det her er Fænomenalt. GODT GÅET

[-Johnson-]

Takker. Det er sgu belastende at få sparket, når jeg har overgået både klubbens og mediernes forventninger hvert eneste år. Det pisser mig lidt af. Men det er jo vilkårene. Denne oplevelse til trods, så tror jeg ikke, at jeg slår takeovers fra i fremtidige spil.

[Brodtgaard]

Nej hvor sørgeligt...

Jeg er helt enig med KF og Nieler. Det er fremragende fortalt. En super blog.
Glæder mig til at høre mere om Gianni's nye job...

KUTGW

[-Johnson-]

December 2011:

Gianni måtte sande, at Franco Colosio havde foretaget en fornuftig research i forhold til at skulle besætte managerstillingen i Rodengo. Han havde identificeret klubbens position, midler, muligheder og behov. Og så havde han søgt efter en, der havde leveret resultater under disse betingelser. Søgningen havde udmøntet sig i et kontraktudspil til Gianni. Årsagen var Giannis tid i Mezzocorona. Mezzocorona og Rodengo var debuteret i Serie C2A på samme tidspunkt. Dette var samme år, som Gianni debuterede som manager. Ingen af klubberne havde en glorværdig historie. Begge klubber var placeret i Norditalien. Rodengo-Saiano lå således kun ca. 160 km. fra Mezzocorona. Begge klubber havde forholdsvis beskedne faciliteter. Mezzocoronas stadion havde tidligere kun kunne rumme 1.000 besøgende. Rodengos kunne rumme sølle 700.

Gianni kunne sagtens se alle lighederne mellem Mezzocorona og Rodengo, som var den første reelle bejler siden fyringen. Han kunne dog også godt se forskellene. Rodengo lå i Lombardiet, der som region på mange måder var langt mere attraktiv. Godt nok boede der kun 7.500 mennesker i Rodengo-Saiano, men det var dog stadig flere end i Mezzocorona. Derudover så var oplandet og befolkningstætheden større, og derfor kunne byen på langt sigt være forholdsvis attraktiv. Dog var der også langt flere større fodboldaktører i denne region, hvor Brescia var provinsens toneangivende hold, mens regionens ”hovedstad” Milano ikke behøvede yderligere præsentation som fodboldby. Konkurrencen om spillerne, sponsorkronerne og tilskuerne var langt større her.

Til gengæld var Lombardiet et kraftcenter i den italienske økonomi, og derfor var der umiddelbart også større potentiale i forhold til sponsorer. Og regionen som helhed måtte betragtes som langt mere attraktiv med højere levestandard. De samfundsmæssige vilkår var forholdsvis gunstige.

Omvendt var stadionstørrelsen ikke noget, der ansporede Giannis optimisme. Ej heller det faktum, at han ville få 33% mindre i løn i forhold til det han fik i Mezzocorona. Sølle £300 måtte han nøjes med. Han måtte skære helt ned til det minimale i forhold til sit liv og forbrug. Endvidere betød det også, at han måtte en tur ned i C2A igen.

Det var ikke ønskejobbet for Gianni. Langt fra. Men han var stadig grøn og ukendt, og det var vitalt for ham at komme i gang igen, så han ikke blev glemt. Ovenpå hans dramatiske exit i Mezzocorona havde hans rygte desuden lidt et knæk. Han blev beskrevet som en vanskelig person, der havde problemer med autoriteter. Dette lå naturligvis langt fra sandheden, men hans mildest talt uhøflige behandling af den nye Mezzocorona-formand havde altså givet dønninger fra sig.

Gianni gemte al tvivl bort og satte sin signatur på kontrakten. Franco Colosio smilede og trykkede Giannis hånd.

”Velkommen til Rodengo. Vi er glade for at have dig ombord.”

[-Johnson-]

Februar 2012:

Gianni slukkede for gasovnen og kravlede i stedet ned under et tæppe.  Det var trange tider, og han måtte spare. Lønnedgangen havde virkelig tvunget ham til at tænke kreativt. Han boede nu i en gammel campingvogn, som ellers skulle have været skrottet. Gianni havde fået den, hvis han ville fjerne den. Den var blevet flyttet hen til en mark hos en lokal vinbonde, som havde indvilliget i at have vognen stående mod 2 sæsonkort til Rodengos kampe, som Gianni havde fået tildelt. Egentlig skulle disse gå til potentielle sponsorer eller lignende, men der var aldrig nogen, der ville finde ud af, at Gianni havde givet disse til bonden i stedet.

På den måde kunne Gianni tilfredsstille lidt flere af sine egne kreditorer, selvom det langtfra var dem alle. Hans økonomi blev langsomt, men sikkert, forværret. Han havde skåret alle overflødige udgifter fra. Forhåbentlig kunne Rodengo blive hans springbræt til noget større og mere lukrativt. Tidligere havde han haft en form for romantisk offervilje for den klub, han var i, men denne tankegang var stoppet brat med fyringen i Mezzcorona. Han havde indset, at følelser som oftest bare var i vejen, og at branchen var knaldhård business.

Gianni kravlede ned under tæppet, så kun næsen stak op. Han lod tankerne flyde. Om ikke andet så for at undslippe de kummerlige vilkår, som han nu levede under. Specielt her i vinterperioden, hvor det norditalienske vejr var koldt og ubarmhjertigt.

Gianni forsøgte at gøre status over sin korte periode i spidsen for Rodengo. Det havde vist sig som en større mundfuld end først antaget. Økonomien var lige en tand dårligere end forventet, og der var derfor ikke udsigt til egentlige transfers. Balance var negativ og klubben eksisterede formodentlig kun på baggrund af de løbende tilskud fra ejerne, der kom til klubbens drift.

Januar måneds transfervindue havde ikke bragt noget nyt blod til truppen, da der selvsagt ikke var nogen penge at købe for. Men Gianni var ikke nervøs. Han havde sendt en spejder til Frankrig, der erfaringsmæssigt virkede som et meget attraktivt marked. Der var formodentlig langt flere franskmænd med et højt niveau, som ønskede at spille i Rodengo. Det havde han i hvert fald været hans indtryk, da han var i Mezzocorona.

Resultatmæssigt var perioden gået ok. Truppen var svagere end forventet. Specielt forsvaret var et problem, og Gianni kunne ikke forstå, hvordan dette hold havde formået at ligge nr. 7, da han overtog det. Det gjorde de da heller ikke mere. Den nuværende placering som nr. 10 var nok mere retvisende. Truppen skulle helt klart forstærkes, hvis man skulle nå noget som helst, og Gianni havde nu lidt mere forståelse for, at ledelsen kun krævede, at han skulle undgå nedrykning.

Han håbede på, at niveauet ville blive en anelse højere, når først spillerne havde lært hans taktik og indstilling til fodbold at kende.

[-LFC-]

Fænomenal blog! Ligesom at læse en meget en spændende bog, så godt er det skrevet!

[-Johnson-]

Fænomenal blog! Ligesom at læse en meget en spændende bog, så godt er det skrevet!

Jeg siger tak. Denne specifikke skrivestil er umiddelbart ikke noget jeg tidligere har gjort mig ret meget i, så det var lidt et eksperiment fra min side. Men jeg er da glad for, at der er nogen udover mig selv, der får noget ud af det.

[-Johnson-]

Maj 2012:

Gianni vandrede slukøret i vejkanten hjem mod campingvognen. Rodengo have sikret sig endnu en sæson i Serie C2A, men det var ikke umiddelbart noget, der reddede Giannis humør. Forårssæsonen havde været hæslig. Ikke engang i de sidste to kampe havde Rodengo formået at vinde og dermed sikre sig overlevelse. Disse var endda på hjemmebane. Heldigvis var de bagvedliggende hold ikke stærke nok til at hente tilstrækkeligt med point, og Rodengo fik dermed foræret 13. pladsen og overlevelsen. Gianni var langt fra glad til trods for, at holdet undgik farezonen.

Han kunne ikke komme sig over det spil holdet havde leveret. Det havde været rædselsfuldt. Intet mindre. Han var i løbet af foråret kommet til den erkendelse, at han var nødt til at fravige nogle af sine oprindelige principper. Hans intention havde som udgangspunkt været, at truppen skulle suppleres med 2-3 nye spillere. Hans filosofi var at bygge videre på den nuværende stamme. Men den nuværende stamme var rådden. Han måtte plante et helt nyt træ. Derfor havde han gennemført det, som han selv betegnede som ”den franske revolution”. Hele 8 spillere ville ankomme på fri transfer. 6 af dem var franskmænd. 1 var tunesisk landsholdsspiller med en fortid i Frankrig. Og kun en enkelt italiensk angriber var fundet god nok til holdet. Alle 8 spillere var forventede startere eller i hvert fald meget tæt på startopstillingen.

I løbet af foråret havde Gianni indset, at man kunne få meget mere for lønkronerne, når man så mod Frankrig. Og derfor var næsten alle spillerne hentet derfra. De italienske emner, som spejderne var kommet frem med, havde i det fleste tilfælde ikke været gode nok. De spillere, som var interesseret, havde enten for store lønkrav eller også var det ældre spillere, som højst havde et år eller to tilbage på et hæderligt niveau.

En anden kæphest, som Gianni havde været nødt til at stige af, var hans normalt gode kontrol med lønbudgettet. Han vidste, at han kom til at overskride det til næste sæson. Det nagede ham, men han havde anset det som en nødvendighed, hvis holdet skulle nå noget som helst. Til gengæld var han ret sikker på, at han til næste sommer kunne få det hele under kontrol igen, når han fik muget ud i truppen og skaffet sig af med en række overflødige spillere.

Gianni kunne ikke vente til næste sæson. Selvom han trods alt havde opfyldt de forventninger, der var til ham på forhånd, så var han ivrig efter at levere mere. Ivrig efter at vise, at han var en manager, der kunne få sit hold til at overpræstere. Sommerferien kunne ikke gå hurtigt nok.

[-Johnson-]

September 2012:

Andrea Campagnolo så op på måltavlen. 5-1. En forløsning for Mezzocorona-holdet, der atter var at finde i Serie C2A efter en miserabel sidste sæson. Og derfor var en sejr som denne i høj grad tiltrængt. Egentlig havde kampen været forholdsvis lige, men specielt Mezzocoronas angribere havde haft en rigtig god dag, og de havde nærmest scoret på alt, hvad de var kommet i nærheden af.

Campagnolo krydsede banen, mens hans øjne gled rundt på stadion. Pludselig faldt blikket på modstandernes bænk, hvor en kendt skikkelse sad. Det var modstandernes manager, Gianni Andretti, som tidligere havde slået sine folder i Mezzocorona. Campagnolo kunne næsten ikke kende sin gamle chef. Det lysende og entusiastiske udtryk var borte. I stedet sad der en mand med et hulkindet og næsten gråligt ansigt.

”Hej Boss” sagde Campagnolo med et smil. Den gamle titel hang ved, og selvom Gianni var fortid i klubben, så fyldte han stadig meget i Campagnolos bevidsthed. Det var den tidligere manager, der havde givet ham en fast plads i startopstillingen og i det hele taget været med til at forme ham som fodboldspiller.

Gianni kiggede op og fremviste et lille smil. ”Hej Andrea. Rart at se dig. Tillykke med sejren. I var gode i dag”.

”He he, ja. Måske sejren var en anelse for stor. Hvordan har du det?” Campagnolo satte sig ned ved siden af sin gamle læremester.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det af helvede til. Jeg var særdeles tændt til denne kamp. Jeg var sulten efter at bevise mit værd overfor de mennesker der fyrede mig. Jeg ville vise dem, at de begik en fejl. Ikke et ondt ord om jer spillere. I er på en måde stadig mine drenge, og jeg ønsker jer det bedste. Men jeg ville meget gerne have tørret det grin af Puzzos fjæs.” Gianni sukkede. ”Nu har jeg i stedet givet ham endnu mere grund til at smile.”

”Du kan måske ikke bruge det til så meget, men du skal vide, at jeg, og flere af de andre i truppen, mener, at man skulle have beholdt dig. Med lidt held, så havde vi undgået nedrykningen”

”Det er jeg glad for at høre”, sagde Gianni og sendte et Campagnolo et lille smil. Desværre så fremgår optjent goodwill ikke af tabellen. Vi har kun to point for de syv første kampe. Det ser skidt ud.”

”Det virker ærlig talt lidt mærkeligt”, sagde Campagnolo. ”Det lader ellers til at være nogle fornuftige spillere, du har fået fat i. Individuelt er de ret stærke.”

Gianni nikkede. ”Ja. Det er netop det, der er problemet. Jeg har udelukkende kigget på deres individuelle evner. Jeg har glemt at tænke på klimaet, forståelsen og sammenholdet i truppen. På kommunikationen og samarbejdet. Vi fungerer ikke som et hold. Jeg burde have forudset det. Halvdelen af holdet taler ikke italiensk endnu. Det var hovedløst af mig at tro, at jeg bare kunne smide 7 nye startere ind på holdet og så regne med, at alting bare kører. Det betaler vi prisen for nu. En høj pris. Du skulle se nogle af de mål vi har lukket ind i denne sæson. 2-3 selvmål. Og endnu flere frispilninger af modstanderne på dårlige tilbagelægninger eller målmandsdrop.” Gianni rystede på hovedet. ”Jeg håber ikke, at det er rent taktisk, at holdet ikke kan fungere. Det bør det ikke være. Det virkede med jer. Så må det også virke nu. Men min tålmodighed bliver langsomt mindre, og min tvivl bliver større. Efter 10-15 ligakampe, så håber jeg at startvanskeligheder ne er forsvundet. Lige nu er der dog ingen tegn på opklaring.”

”Du skal nok komme tilbage”, sagde Campagnolo. ”Det er jeg overbevist om.” Den unge midtbanespiller rejste sig og klappede Gianni på skulderen og blinkede til ham. Han bevægede sig ned mod spillertunnelen. Det var svært at se sin tidligere manager i den tilstand.

[Nieler]

Kan næsten ikke vente...Jeg kan ikke få nok af den her blog:D