A story from Tyne

 

[Thorøe]

1 ; B E G Y N D E L S E N

Asfalten ude foran det imponerende stadion var stadig våd efter nattens massive regnskyl, som jeg havde fulgt nøje fra mit snavsede lejlighedsvindue. Høj på kaffe og skræmt til døde af det faktum at jeg om få timer ville tiltræde i et job, som jeg som barn kun havde turde drømme om, når jeg vidste, at ingen andre var i nærheden, virkede søvn som en uopnåelig luksus der var forbeholdt de rige og bedre stillede. Jeg havde derfor brugt hele natten på at kigge på regnen og prøve at tænke på alt andet end morgendagens pressemøde – en tanke der desværre ikke ville forlade mit sind, men i stedet blev ved med at presse sig på som et opmærksomhedssøgend e pubertetsbarn. Der stod en ung tavs gut i et gråt anonymt jakkesæt og ventede på mig ved indgangen til den mere officielle del af stadionet, og da jeg forsøgte at hilse på ham, nikkede han blot som svar, hvilket i bund og grund var fint med mig. Min tavse guide førte mig med stor sikkerhed rundt i det virvar af forskellige gange, der fik mig til frygte, hvis jeg på tilbageturen endte op alene, indtil vi til sidst nåede vores mål. Jeg kunne mærke den første svedperle begynde et hidsigt ræs fra toppen af min hovedbund nedad min pande og videre nedad kinden, og jeg tørrede den hurtigt væk, før jeg anspændt bankede på døren. Men banken blev besvaret af en mumlen på den anden side, og da der ikke var antræk til mere handling fra den side af den sandsynligvis urimelig dyre dør, valgte jeg at tolke mumlen som et ’kom ind’, og jeg pressede håndtaget i bund og skubbede døren op.

Som han sad der – nonchalant tilbagelænet og med armene over kors – lignede han verdens hersker, hvilket jeg er helt sikker på, han også så sig selv som. Mærker på hans tøj så små og diskrete, at man ikke kunne undgå at ligge

mærke til dem, fortalte mig, at han ikke var bange for at prale med sin overdådige velstand, og de surrealistiske og skræmmende malerier på væggene understøttede kun min teori. Bag mig kunne jeg høre døren smække, og jeg indså, at nu havde bordet fanget, og der var ingen vej tilbage. Manden i stolen rakte, uden at rejse sig, sin hånd frem og jeg strakte mig i et akavet forsøg på at blive stående og nå den på samme tid for ikke at henlede min underbevidstheds opmærksomhed på den kendsgerning, at han stift blive siddende. Det lykkedes mig lige præcist at nå hans hånd, og da jeg trykkede den så jeg et svagt smil kruse hans ellers sammenbidte læber. Pludseligt trak han til. Ikke meget, men nok til at jeg mistede balancen og tippede forover, og uforberedt på dette ’angreb’ satte hele min krop, med hovedet forrest, kurs imod det formodentligt yderst dyre og eksklusive glasskrivebord, som han sad bagved. På vej ned nåede jeg ikke at tænke meget andet, end hvordan jeg hurtigst muligt kunne komme væk, lang væk, før jeg pludselig mærkede to hænder i brystet, og så ham stå, nu stor grinende, foran mig med sine hænder placeret i mit bryst som en anden frelsende engel. Jeg fik hurtigt tippet mig tilbage, så jeg nu bar min egen vægt, og før jeg fik rattet på min jakke og mit slips, var han over ved den dør, jeg var kommet ind af for lidt siden. Han åbnede den for mig, og da jeg, med stor forsigtighed, passerede ham, var det eneste han sagde:
”Bruger du mælk i kaffen?,” hvortil jeg kun kunne ryste på hovedet.

Mit hoved værkede noget så grusomt efter de blændende blitz lys og snurrende kameraer, som havde fanget enhver lille bevægelse, enhver indånding og enhver soleklare utilpashed, som jeg er sikker på skinnede noget så tydeligt i mine forkrampede forsøg på at smile til de små barbariske og grusomme journalister. Jeg hadede dem fra den første blåøjede, lyshårede og frembrusende af dem spurgte mig, om jeg ville trække på erfaringer fra mit nu tidligere job som automekaniker, hvilket fremkaldte stor latter blandt hans kollegaer. Hos dem var intet ændret, og alting var som jeg huskede det. Dengang jeg selv spillede, havde de hadet mig som pesten for min kompromisløse stil, og for at jeg efter en dum kommentar fra en af dem ramte idioten i hovedet med min vandflaske. Jeg er sikker på, at det havde frydet dem, da mit knæ gik i stykker, og jeg måtte forlade fodbolden til fordel for min uddannelse som automekaniker. Nu var jeg dog tilbage, og jeg var sikker på, at jeg hurtigt ville dræbe deres kritiske røster.     

[steeval]

Mesteren er tilbage, med sit vanlige høje niveau formår han stadig, at fortrylle masserne.

KIU

[Grasshoppers]

Rigtig, rigtig god indledning. Super skrevet!

[Brodtgaard]

Dejligt at du er tilbage Thorøe. Jeg glæder mig til at følge bloggen.
Håber at den bliver lige så god som One of the Dons.

[Zulue]

Tegner rigtig fint synes jeg. Ikke helt vild med borderen, som jeg sagde på MSN, men det er vel ok.. Det skriftlige trækker super meget op, på trods af enkelte stavefejl.

Du er vel stadig favorit, og hvis ikke så meget tæt på.

[Thorøe]

Tak til de der har kommenteret - I ved, at det betyder meget. Jeg håber, at jeg kan smide endnu en update op i dag, og jeg håber, at I finder den interessant.

[GHERTESTEAS]

Nej nej nej! Thorøe! Forhelved. Du skriver eddebukkeme fantastisk, en nydelse er det at læse. Bar bliv ved, du kan sagtens vinde det her

[Thorøe]

2 ; U D F L U G T

Udsigten var mageløs, og jeg havde intet imod at sidde der – på den urimelig dyre og hypeede café – i tynde sommerbukser og en løs skjorte, mens jeg ventede på, at mobilen skulle ringe. Det sydeuropæiske vejr var mere end bare skønt, og de enorme både, som lå i havnekanten, fortalte en alt om stedets rigdom og velstand. Den solbrune tjener kom slentrende med min cappuccino på en overdimensionel sølvbakke, og han hamrede koppen i bordet foran mig på mest imponerende vis og uden at spilde så meget som en dråbe af den lysebrune væske. Jeg nikkede anerkendende af ham, før han drejede rundt på hælen, og jeg igen vendte min opmærksomhed mod livet udenfor cafeen. En Ferrari havde parkeret på den modsatte side af vejen, og jeg lagde mærke til, at folk passerede, som var den ikke noget særligt, hvilket jeg fandt både fascinerende og skræmmende – det var aldrig sket i Newcastle. Som jeg sad der, følte jeg, at tiden stod stille. Jeg havde fundet min lille tidslomme, og jeg var sikker på, at hvis jeg ikke rejste mig, ville jeg sidde der til dommedag og lidt endnu. Jeg skyllede derfor det sidste af cappuccinoen ned, smed en, syntes jeg selv, helt urimelig høj euro seddel og rev mig med besvær væk fra billedet af det perfekte liv.         

Monaco var som en drøm for mig. En velfortjent pause fra Newcastles triste grå facader og sommerregn. Der var der ingen hidsige journalister med lumske spørgsmål og spottende artikler – ej heller kameraer hvor end jeg gik. Der var mit ansigt blot endnu et i mængden - en anonym intetsigende skygge, som folk passerede uden at bide sig fat i og huske. Der var der intet forventningspres fra de åbne vinduer, og jeg ønskede, at jeg kunne blive der for evigt. 

Jeg var nået hele vejen tilbage på mit ekstravagante hotelværelse, da mobilen vibrerede i min lomme. Efter en dyb

indånding og en stille bøn besvarede jeg opkaldet, mens jeg gled ned i en af de rødpolstrede lænestole, som stod og flagrede midt i rummet. Få sekunder efter var jeg dog oppe igen og ude af døren, endnu før jeg havde fået afsluttet opkaldet. Jeg sprang ned af trappen og skyndte mig ud af hotellets reception, ud gennem de store glasdøre og ud på gaden, hvor jeg sprang i den første og bedste taxa. Ikke mange minutter efter stoppede den ved et hotel, som til forveksling lignede det, jeg kom fra og uden at få penge retur, strøg jeg ud af taxaen og ind af dørene. Min sportsdirektør ventede på mig ved elevatoren, og på vej op fik jeg de sidste detaljer på plads, før vi lykønskede hinanden. Jeremy sad og pillede nervøst ved sit hår, da jeg slog dørene til værelset op og straks indtog scenen. Med målbevidste skridt kom jeg hurtigt hen til det, der for mig stadig lignede en dreng, og rakte ham et professionel, men stadig varmt og åbent håndtryk, mens jeg smilede venligt til ham. Kort efter havde han skrevet under på den kontrakt, de havde forhandlet på hele dagen, og sammen forlod vi hotellet for at fejre det med et glas på en af de utallige restauranter på havnepromenaden. 

[Thorøe]

Så kom den lovede update, ovenikøbet med ny grafik til ære for zulu-prinsen, og jeg håber at den holder niveau.

[-LFC-]

Thorøe. Dette er super fantastisk, du skriver fantastisk godt og billedevalget er supér. Min klare favorit indtil videre, og der skal meget til, før jeg stemmer på en anden.

PS: Hvis du endnu ikke har fundet ud af, hvad du vil arbejde med, så bliv journalist eller forfatter, for du har da uden tvivl skrivetalentet til det.

[Rossonero]

Bravo, bravo.

Du har endnu engang formået, at skabe en yderst fængende historie. Et utrolig beskrivende og velformuleret sprog, du leverer, og du får mig virkelig hevet ind i din historie, som om at man selv er tilstede.

Intet mindre end brilliant. Go, go, go!

[Thorøe]

Mange tak skal i have alle tre. Når man får sådanne kommentarer, kan man ikke blive andet end beæret. Derudover føles det rart, at jeg også kan vise mig fra andre sider, end One of The Dons stilen.

[Brodtgaard]

Klasse !!  Intet mindre...!

[Thorøe]

3 ; S Æ S O N S T A R T

Det varme vejr og den silende regn fik Newcastle til at føles som en anden tropeby, og stemningen var mindst ligeså god, som den ville havde været, hvis guds almægtige hånd havde flyttet hele lortet til varmere og rarere breddegrader. Jeg var en elsket mand på engen, og overalt hvor jeg gik, så jeg sorte og hvide flag og hørte glade stemmer synge diverse klubsange som afhang deres liv af det. Selv den ellers så kritiske pressen var hoppet op af fryseren for at tø op, og det var der ingenting at sige til. I mine seks venskabskampe var holdet sluttet med seks sejre en målscore på 22-1, hvilket ikke engang var den fulde grund til de glade miner. Udover de imponerende optrædener havde jeg nemlig også formået at skabe begejstring med mine indtil videre fire indkøb. Først hentede jeg den franske allround-midtbanespiller med det klassiske efternavn Menéz i Monaco. Så slog jeg klørene i en argentinsk defensivmidtbane, Colocini, som blev hentet i Spanien, hvorefter en østeuropæisk back, Srna, kom til fra en klub i netop Østeuropa, og for blot seks dage siden ankom endnu en argentiner fra Spanien, denne gang et stort forsvarstalent fra Racing.

Og det var med alle mine fire nyerhvervelser i startopstillingen, at jeg ledte mit hold ud i regnen. Bolton spillerne havde allerede taget opstilling midt på banen, og de stod utålmodigt og trippede, for blot at se mig, en halvfed automekaniker, trække hele mit hold til side og forlænge de hvidklædte gæsters enetid i regnen. Da jeg havde trukket mine krigere til side, kiggede jeg dem alle dybt i deres intense og tændte øjne, før jeg spyttede en enkelt gang på græsset foran hver af deres fødderne. Så lod jeg dem løbe ind i på græsset.

Det var vantro blikke, der fulgte mig, da jeg efter kampen begyndte at krydse den plørevåde bane for at komme mit hold i møde. Selvom vi inden kampen havde været favoritter, havde selv ikke den mest berusede og overoptimistiske dagdrømme turde så meget som håbe på, at vi efter kampen ville stå tilbage som så overlegne vindere, som tilfældet var. Med en sejr på hele 5-0 var Bolton blevet ydmyget på det groveste, og specielt en mand var hovedansvarlig for det. Med hele fire mål, var vores nigerianske frontløber Martins dagens helt store oplevelse, og det var intet under, at tilskuerne om og om igen hyldede ham med tilråb fra deres våde pladser. Da jeg var nået halvvejs ind på plænen, mærkede jeg en prikken på skulderen og så en af mine hovedfjender stå lige bag mig med et skævt smil på læben og en mikrofon i hånden. Før han fik formuleret et spørgsmål, fortalte jeg ham, at ’jeg var yderst begejstret for resultatet, og selvom man ikke skulle sælge skindet før man har fundet sit gevær frem, så beviste det, at det her Newcastle hold, kunne opnå store ting’ - det måtte han og hans forbandede kollegaer så lave deres stof udfra. 

[Cencur]

Hvornår begynder manden bag Newcastle at finde marlboro og pints frem?

Det er jo som det plejer, skidesmukt og genial opsætning.