Reggiana - Vejen tilbage

Et topbrag
Endelig er dagen opranden. Dagen, hvor jeg endelig kan lukke munden på den krævende bestyrelse. Datoen hedder 21. oktober, men alligevel siger temperaturen 34 grader. Opgøret i dag hedder Portosummaga mod Reggiana. Nervøsiteten stiger. Jeg tager min mobil frem, og ser at der er omkring fem minutter til kick-off. Kick-off til en af sæsonens største kampe i Serie C2/B. Spillerne løber på banen mødt af buen fra de fleste fans. Modstanderspillerne tiljubles da de løber på banen. Derefter retter jeg lidt i jakkesættet, sætter slipset i orden, og så følges jeg med trænerne op til trænerboksen. Mit flagrende blik kigger mod tilskuerne, og det bliver mødt af arrige og vrede øjne. Mit blik vender sig derefter mod mine spillere, som alle ser meget nervøse ud. Ikke et godt varsel. Flere af dem kigger mod mig, og jeg viser dem en knyttet hånd, som skal symbolisere, at de skal kæmpe. Jeg sætter mig yderst i trænerboksen og afventer dommerens fløjt. En lille ceremoni for hjemmeholdet skal dog åbenbart først gennemføres, før dommeren sætter topbraget i gang.

Ingen af mine spillere virker oplagte, hvilket fra start af resulterer i en stor chance til Portosummaga. Efter to minutter spiller de sig let igennem, men deres frontløber vælger at brænde. Fra mit sæde farer jeg op. Ikke en nødvendig chance at give væk allerede nu. Da bliver jeg i tvivl om min teamtalk har været for forventende. Jeg sagde trods alt, at de SKULLE vinde. Min formodning om en ringe teamtalk bliver dog gjort til skamme. Spillerne begynder at virke koncentrerede og oplagte. Derfor er det stik mod alt spil og chancer at Portosummaga scorer i det 13. minut. På deres anden chance i kampen scorer de efter flot spil. Det må man give dem. Ufortjent er det dog. Heldigvis for mig og klubben begynder vi dog ikke at falme efter deres scoring. Vi fortsætter vores eget spil, og det giver bonus. I det 27. minut har vi tilkæmpet os et hjørnespark. Fontana smider den ind i boksen, men en Portosummaga-spiller får den clearet. Vi følger dog godt op, og bolden bliver spillet ud til Emmanuel Ebiede.

Han runder en mand, og derefter sender han et kanonskud op i det lange hjørne. Uden at tænke spæner jeg ud på banen og hopper op i luften i en jubelrus. Derefter løber spillerne imod mig, og vi jubler sammen. Jeg er på niveau med dem. For første gang i denne klub føler jeg et fællesskab. Jeg retter i tøjet, og sætter mig igen over ved siden af en hovedrystende assistenttræner. ”Vi er et kollektiv”, fortæller jeg ham. Det viser spillerne også på banen. Spillerne formår at holde Portosummaga på to chancer i hele første halvleg, og halvlegen slutter 1-1. Det kunne dog sagtens have været mindst 1-3 eller 1-4 vi kunne have gået til pause med.

Da spillerne kommer ud i omklædningsrummet er der stilhed. Vi er samlet. Trænerne og spillerne. Mine hænder løfter jeg op i luften, og jeg begynder at klappe. Gengældelsen, som kommer fra spillerne, er også i form af klap. Alle klapper, og der er ekstatisk stemning. Ingen ord bliver sagt før anden halvleg, og jeg kan igen sætte mig hen i trænerboksen i forhåbning om en sejr.

Ved anden halvlegs begyndelse, kan jeg se, at holdet er et kollektiv. Alle arbejder for hinanden, og alle giver 110 %. Forløsningen i form af mål lad sig dog vente. På trods af godt spil og masser af chancer skal vi helt hen i det 88. minut før stilheden på stadion kan blive brudt af 12 personers jublen. Min og mine spilleres. Efter flot opspil på venstrekanten sætter Marco Ferrante let bolden i mål. Mine arm ryger i vejret. Mine ben spæner mod spillerne. Alt er fantastisk, men dommeren bryder det ved at kalde jubel tidsudtrækning. Med langsomme skridt begiver jeg mig mod trænerboksen, hvorefter jeg sagte klapper af holdet. Resten af kampen bliver spillet i stilhed, og vi kan til sidst kalde os vindere af topbraget. Faktisk holdte vi Portosummaga nede på to chancer. Førstepladsen besættes nu af os!

PORTOSUMMAGA VS REGGIANA