A story from Tyne

 

[Thorøe]

5 ; E N S O M H E D E N

Når jeg sad på bænken, følte jeg mig ensom, alene og sårbar. Det var som om, at selvom alle ansigter omkring mig var venlige og imødekommende, så kendte jeg dem ikke rigtigt - og lige meget hvor lang tid jeg sad stirrende og iagttagende, ligegyldig hvor mange indholdsløse samtaler jeg førte med dem – ville jeg aldrig komme til det. De var fremmede, og sådan ville de altid være. For altid ville jeg kun havde mig selv, og det var på de betingelser, at jeg måtte forvalte min tjans. Heller ikke mine 11 udvalgte kendte jeg. For dem var jeg blot manden, der bestemte om de startede eller ej, og selvom jeg egentlig ønskede det anderledes, var de blot redskaber til at udføre mine ideer for mig.

Men sådan er topfodbold måske. Måske er det ikke muligt at komme tæt på sine spillere og samtidig levere resultater, og er det to modsætninger, lyder mulighed nummer to dog stadig en del mere attraktiv i mine ører. Jeg er også sikker på, at hvis vi ikke leverede resultater, som vi gjorde, så ville hele holdet hurtigt vende sig i mod mig. Jeg kæmpede derfor for min egen røv,

hver gang jeg sendte holdet på bane, og det var mine ultimative opgave, at få vores stime, som nu talte fem sejre, Bolton(h) 5-0, Aston Villa(u) 2-0, Manchester Unitede(h) 2-0, Tottenham(u) 2-0, QPR(u)(ligacuppen) 3-1, til at  forsætte.

Det var måske grunden til, at jeg ved Martins’s 1-0 mål i hjemmekampen mod Chelsea jublede som en mentalt forstyrret, der netop har fået sit største ønske, at få lov til at klappe hesten, opfyldt. Men jeg jublede alene, adskilt og isoleret fra flokken, og det gjorde jeg også ved både 2-0, 3-0 og 4-1 målene som hhv. Mark Viduka, Martins og Martins satte ind. Jeg forlod også stadionet alene, og selvom min sportsdirektørs - godt nok lettere kunstige - tilbud om at fejre sejren med ham og hans kompagnoner fristede mit skrøbelige sind, så tog jeg direkte hjem til min kone. Maybe was I better off alone.     

[Brodtgaard]

Nu er der mange sammenligninger med Dons bloggen, og jeg vil derfor lige høre. Hvad er det, som den havde, men som denne mangler? 

Den mangler vel ikke andet end en fordrukken manager   

Denne blog er af samme standard!

[Fredi]

Fantastisk blog .

[Adolf Hustler]

Fed start, håber ikke at du er gået død i projektet. Har virkligt glædet mig til at se hvordan denne blog udarter sig, efter at have læst din "nyklassiker", - one of the dons

[Thorøe]

6 ; S K A M F U L D T

Aldrig i mit liv havde jeg set et førerhold spille så ringe. Sløsede afleveringer, ingen bevægelse og ingenting som bare lignede fightervilje den mindste smule. Så ringe havde de første 45 minutter været, og egentlig følte jeg ikke engang trang til at give de store dvaske klumper kød, som mine spillere i dagens anledning syntes at have forvandlet sig til, en opsang. Hvis de ikke gad at spille, så var der intet jeg kunne gøre, og vores kvarters pause blev derfor tilbragt i pinlig tavshed, før jeg, uden et ord, rejste mig og forlod de tomme øjne, som stirrede dumt ud i luften. Jeg håbede at de skammede sig.

Dog vil det ikke være underligt, hvis de ikke skammede sig synderligt meget, og det ville nærmest have været mærkeligt, hvis de ikke på forhånd havde taget let på kampen. Sæsonen indtil videre havde været en vals på lyserøde skyer. Al modstand var blevet slået og efterladt med en lang ridse i æren, og vi toppede suverænt tabellen. Siden Chelsea triumfen var Middlesbrough og Everton begge blevet slået 3-0 hjemme. Portsmouth og West Ham måtte begge forlade deres egen bane med et 1-0 nederlag, og Blackpool var i Liga Cuppen blevet slået 3-0. I alt havde vi

vundet alle 17 kampe under min ledelse, og det var derfor svært at forlange, at spillerne gik til Wigan kampen med hundrede procents koncentration – dog forlangte jeg det alligevel.         

Mit lydløse vredesudbrud havde sat spillerne en lille smule mere op i gear. Selvom holdet aldrig havde spillet værre under min ledelse, så fik de nu en lille smule mere fat om kampen og formåede rent faktisk, selvom det virkede som en umulighed, at producere enkelte chancer. Det virkede dog ret ligegyldigt for enhver afslutning endte enten lige i målmandens favn eller ude ved hjørneflaget. Det faktum at vi endte med at forlade banen uden et mål, var som følge deraf en af de mest retfærdige ting fodbold kan præstere. At vi derimod formåede at slippe væk med et point i kufferten, var måske knapt så rimeligt, hvilket jeg åbent fortalte til både medier og spillere. At kunne erkende når man har fejlet, er en vigtig kvalitet. 

[Thorøe]

Så kom der endelig en update efter et par travle dage og en ferie i Paris.
Jeg vil også gerne sige tak for alle kommentarene, og håber at I også vil tage godt i mod denne.

[Thorøe]

7 ; K A O S

Hele vejen ned i omklædningsrummet kunne vi høre de mange sirener, der flåede luften i stykker med deres skrigende klang. Vi vidste ikke, hvad der præcist skete deroppe, men vi vidste, at det var noget, som ville lægge en ækel skygge over kampe og få vores ellers fantastiske resultat til at fremstå mere ligegyldigt - mere ubetydeligt. Der havde været optræk til det allerede under kampen, og det skyldtes mest en dels den forrykte ide, om at placere Gunners fasene klods op og ned af de mest passionerede og psykopatiske Newcastle tilhængere. Der var blevet kastet med alt, hvad der kunne kastes med, og kampen var endda, kort inde i anden halvleg, blevet afbrudt for en stund, indtil politiet havde fået det under kontrol - det var i hvert fald, hvad de kaldte det. Fra min vinkel på bænken virkede det mere som om politiet systematisk var gået i gang med at bortføre og gennemtæske fans fra begge lejre, hvilket blot havde forstærket den hadske stemning.

Folk havde dog været i stand til at holde sig i ro, og heldigvis for os blev kampen ikke afblæst. Efter vores skuffende pointtab til Wigan havde vi allerede kampen efter, mod Birmingham, rejst os og vundet 1-0. Det viste sig dog at være en midlertidig genrejsning for kampen efter, i Liga Cuppen mod mægtige Liverpool, tabte vi 0-1 hjemme. Sæsonens første nederlag var en realitet, og havde det også bare været en midlertidig tendens, ville alt se en kende bedre ud. Det var det bare ikke, og

næste opgør tabte vi 1-2 i Manchester mod City. Det var en uge siden, og nu stod vi med en 3-1 sejr over Gunners, Martins hattrick, og det var en kende svært at forstå hvad der skete - både resultatmæssigt og på gaden.

Alle kunne vi høre den insisterede banken på døren, og alle vidste vi at det var dem. De bankede med deres dårlige hånd, da de holdt fast på blok og pen i den anden, og de blev ved og ved, selvom ingen svarede. Hverken jeg eller spillerne havde lyst til at tale med dem, men da de ikke holdt op, sendte jeg til sidst min assistent ud for at sende dem væk. Sirenerne tudede stadig, og man kunne høre enkelte strofer fra diverse protest og anti-panser slagsange – det lød som om Newcastle havde forvandlet sig til en by i krig. Det var surrealistisk. Vi vidste ikke, om byen brændte over os, og alt  vi kunne gøre var blot at sidde, lytte og vente. 

[HutchinsoN]

Det er en lækker blog at læse. Alle de sproglige billeder er samtidig også god krydderi. Elsker simpelthen sproget.

Du kommer desværre til at se mere til mig i dine,forhåbentlig, kommende updates

[Suicide]

Det ser rigtig godt ud. KIU

[Zulue]

Kunne godt tænke mig lidt mere FM, bare lidt om hvordan det egentlig går dit hold - eventuelt en stilling, kampe etc.

[Adolf Hustler]

Elsker den her blog, det er så fedt at du formår at vride så meget udeomshistorie ud af spillet!

[Thorøe]

I har sikkert bemærket, at bloggen har ligget usædvanlig stille de sidste par dage, og jeg må simpelthen indrømme, at jeg ikke har den fornødne tid til at køre den videre. Det har ellers været hyggeligt så længe det varede, og nu er der blot tilbage, at takke alle som har læst og kommenteret og ønske god vind i sejlen til de tilbageværende og stadig aktive blogs.

[Brodtgaard]

Øv - ærgeligt at du stopper.  Det er jo ellers en klasseblog !