Juventus - Den Gamle Dame tilbage til toppen

29.07.2007 22:08

”En avis, hr.?”.

Stewardessen afbryder flymotorernes monotone summen og flår mig ud af min døsige tilstand.

”Ja, tak. En italiensk af slagsen, hvis det kan lade sig gøre” svarer jeg uden at forestille mig at ønsket kan blive opfyldt. Ikke desto mindre sidder jeg få sekunder efter med et friskt eksemplar af ’La Gazzetta’. Gad vide om flypersonalet mon har forberedt sig lidt til at transportere Juventus-mandskabet hjem, tænker jeg til mig selv mens jeg begynder at bladre avisen igennem.

Mit trætte hoved tager dog hurtigt magten igen og tvinger mine øjenlåg i. I min halvt vågne tilstand tænker jeg tilbage på vores træningslejr i Europa der, udover to kampe, er foregået i det engelske. Mine tanker driver tilbage til den første kamp, hvor jeg træder ind på stadion, efter de to rækker af spillere som er løbet ind foran mig og nu står klar til kickoff.

Jeg sætter mig for første gang som manager for Juventus på trænerbænken og glæder mig til at lede slagets gang. En ny taktik, rutinerede spiller og en ny manager skal alt sammen forenes i denne kamp. Desværre går det ikke helt som forventet. Holdet har svært ved at komme i gang og kampen ender med en 2-1 sejr. Efter den kamp er holdet kommet efter det og præsterer nu på et acceptabelt niveau.

Jeg har derudover også ønsket at få alle spillere kampklar til sæsonen og ikke kun satse på at få førstevalgene kampklare. Jeg ved – også alt for personligt – at skader er en naturlig ting i fodbold og med Trezeguet ude allerede, har vi ikke råd til kun at have et halvt hold kampklare. Mine forudseenhed har betalt sig, da Sissoko kun nåede at spille to kampe i Juventus-trøjen, førend han røg ud i to måneder med en skade.

Flyet hopper i turbulensen og vækker mig igen. Avisen lander på gulvet og mens jeg strækker mig for at samle den op, minder jeg mig selv på at alt i alt har det været en god opstart til sæsonen. Fem ud af fem optaktskampe er vundet og den sidste kamp skal slås i den årlige Milan-venskabskamp om få dage.

Ude af stand til at falde i søvn igen, prøver jeg at slå op i avisen. Minsandten om ikke allerede pressen har opfanget dét der hemmeligt faldt på plads for blot dage siden:

”Defour i 43 mio. skifte til Juventus” lyder overskriften og spalten fortsætter.

”Det 19-årige stortalent Steven Defour fra Standard Liege rygtes af kilder internt i Juventus at være købt af den italienske storklub. Budkrigen om den offensive midtbanespiller fik buddene højt op, men tilsyneladede har Juventus haft kig på spilleren i et stykke tid...Defour er udråbt af flere medier til at være vidunderdreng og vil med sikkerhed kunne finde storformen frem i Juventus. Det har ikke været muligt at få en officiel kommentar fra nogen side i sagen”.

Jeg vidste, med Trezeguets skade, at vi ville have problemer rent offensivt. Mine planer om at bruge Del Piero som offensiv midtbanespiller gik i vasken, da der pludselig manglede en spiller i front. Med Defours skifte håber jeg at han kan sættes ind med det samme og hurtigt løfte sit spil til et højt niveau. Med det transferbudget jeg har til rådighed, skal der tages en chance på nogle talenter en gang imellem.

En artikel i højre side på samme side fanger mit øje.

”Mesterskabschancerne i Serie A”.

Vi er sat til odds 41.00 og tilsyneladende er der ikke meget tiltro til os. Det kan være jeg skulle saste en hundredelap på os som vindere?

Som mine tanker vandrer mod sommer begynder mesterskabsdrømmene at flyde i stillbilleder. Jeg bemærker ikke at kaptajnen melder ankomst til Torino lufthavn om 45 minutter.