Juventus - Den Gamle Dame tilbage til toppen

 

[Breaker]

06.06.2007 08:54
Bilen standser ved nr. 32. Jeg stiger ud og bevæger mig hurtigt mod indgangen der er placeret lige under ordene ’JUVENTUS FOOTBALL CLUB’. Jeg tager i håndtaget og går indenfor.

Receptionens airconditionerede kulde får mine lunger til kæmpe for at omstille sig fra den ellers normalt tunge, varme luft fra gaden. De skiftevis sorte og hvide kakler spejler sig i halogenlampernes lys fra oven, i mens jeg bevæger mig hen mod skranken til venstre.

Den ellers mennesketomme lobby benyttes kun af en ung sekretær der, alt imens hun noterer på en blok og jonglerer med telefonrøret, giver mig et hint med øjnene om at hun hjælper mig om lidt. Jeg giver hende et nik tilbage og kigger igen rundt i lobbyen.

’Benvenuti in Juventus Football Club’ proklamerer et stort skilt ophængt mellem to korridorer modsat informationsskranke n. De marmorbeklædte vægge slynger sig i moderne linier til den sort-hvide trappe, der med messingbeklædt gelænder fører op til førstesalen. Mit blik fanges af billederne der beklæder ydersiden af skranken: Juventusspillere fra flere årgange jubler, alt imens de løfter pokaler af forskellig art. Det er ikke nogen amatørklub jeg er...

”Hvad kan jeg hjælpe med?” siger receptionisten med en venlig stemme, men før jeg når at svare, spærrer hun øjnene overrasket op: ”Gud, det er DIG! Det må du undskylde. Jeg ringer med det samme”. Hun tager igen telefonrøret. ”Ja, han er her. I lobbyen. Jeg ved ikke hvorfor...! Okay”. Efter den lidt forvirrede samtale kigger hun igen på mig: ”Chaufføren skulle have kørt dig om i baggården, så de står deromme og venter på dig. De skulle komme om få...”

”Allan!”

Ordene kommer fra toppen af trappen og jeg ser en mørkhåret mand komme med åbne arme ned af trappen. Jeg genkender ham hurtigt som min gamle ven; Jean-Claude.

”Du er ikke nem at holde styr på, hva?” smiler Jean-Claude. ”Kom, lad os komme op og hilse på de andre”.

Jeg tager min taske og vi drejer ned af en lang korridor ved toppen af trappen. De hvide vægge er beklædt med gamle fotos af Juventus-hold. Først i sort-hvid, men som vi kommer længere ned af gangen begynder farvefotos at dukke op. Jeg mærker et stik af stolthed da jeg genkender mit holdbillede og skimter mit eget ansigt på tredje række i forbifarten.

En blankpoleret fyrretræsdør med ordene ’Bestyrelseslokale’ beklæder endevæggen i korridoren og Jean-Claude åbner hjemmevant døren og gestikulerer mig indenfor. I rummet stopper samtalerne og den lille gruppe mennesker, som jeg hurtigt genkender som Juventus’ bestyrelse, vender sig imod mig.

Bestyrelsesformande n  Giovanni Cigli smiler. ”Velkommen til! Jeg håber du ikke havde nogen problemer med at komme herhen?” spørger Cigli, imens han trækker en stol ud ved det lange bord af samme træsort som dørene. Han viser mig på plads.

”Tja, jeg skal nok have fundet et nyt sted at bo. Min hotellobby var invaderet med paparazzi her til morgen”.

”Ingen problemer i det. Hotellet var kun en midlertidig løsning, for at holde dig skjult indtil vi kunne komme helt på plads med alle detaljer” forsikrer Cigli mig.

Imens har de andre bestyrelsesmedlemme r  sat sig rundt omkring bordet og kigger interesseret på mig.

Jean-claude har, som medlem af bestyrelsen, taget sin vante plads ved bordet og taler til hele forsamlingen: ”Som jeg har sagt til jer tidligere, går Allan og jeg langt tilbage i tiden. Jeg har min fulde tiltro til at han kan udføre et fremragende arbejde.”

Cigli overtager samtalen: ”Ja, Jean-Claude har rost dig til skyerne...” Jeg kunne mærke den gamle danske Jantelov forsøge at kæmpe sig til overfladen i mit indre, men jeg vidste at den skulle jeg gemme væk for at klare mig her i klubben.

”... Men vi kunne godt tænke os at høre hvad dine umiddelbare mål for klubben er? Vi har jo allerede talt sammen over telefonen og via email, men at høre det fra ’hestens mund’ er i min verden det bedste.” afslutter Cigli.

”Vi ved jo alle at klubben har et godt mandskab og de umiddelbare mål for klubben i denne sæson vil som minimum være kvalifikation til en europæisk turnering. Derudover har vi gode chancer for at komme langt i pokalturneringen og hvis sæsonen kører i vores retning, også en god medaljechance”.

Jeg forsøger at lyde så overbevisende som muligt, selvom jeg inderst inde vidste at jeg ikke behøver at bevise mere, eftersom jeg allerede er kommet så langt. Men at have bestyrelsen bag mig vil selvsagt være en uvurderlig ting.

”På transfermarkedet vil jeg forsøge at hente nye talenter til klubben og undgå at komme i samme situation som andre storhold i Italien med gennemsnitsalder på langt over de 30.”

Bestyrelsen ser ud til at være enig, så jeg fortsætter min beretning. Efter en lille times møde lukkes døren bag mig og Jean-Claude følger mig ned af en ny korridor.

”Det klarede du jo fint”. Jean-Claude forstår at forsikre folk omkring ham om deres værd. ”Lad os komme ned og se dit kontor, og så kan vi lige slappe af i et stykke tid”.

Korridoren leder ud i et stort rum, hvor væggene denne gang ikke er beklædt med billeder, men med pokaler. Så langt øjet rækker. Enhver turnering i verden må være repræsenteret her, tænker jeg til mig selv og mindes ordene fra morgenens Tv-program: ”En præstation der er en helt værdig”. Ordene syntes at give mere mening nu.

Endelig kommer vi til dét der skal være mit fristed i hovedkvarteret. En håndværker er i gang med at udskifte det messingbeklædte skilt ved siden af døren. ’Deschamps’-skiltet hænger der stadig og vidner om hvilke managere der er gået før mig.

Vi går ind på kontoret, hvor mahogni-møbler er arrangeret på indretningsmæssigt pæn vis. Et stort skrivebord vender væk fra det enorme panoramavindue, og et lille mødebord med plads til fire deltagere står klar i hjørnet. Jean-Claude og jeg sætter os i det hyggeligt indrettede sofahjørne og nyder en kold kildevand fra køleskabet.

”Så er du startet. Vi har en masse ting vi skal have gennemgået, da det jo er lidt forskelligt fra hvad du har prøvet før”. Jean-Claude rejser sig og henter en forberedt sagsmappe fra mødebordet. ”Du skal bare huske, at selvom der er mange nye ting, vil jobbet som træner være det samme i hvilken som helst klub i verden. Her i klubben er der bare flere strenge at spille på”.

Jean- Claude rækker mig sagsmappen men før jeg kan nå at give mit besyv med om det nye arbejde, afbrydes jeg.

*BANK-BANK* lyder det fra døren, der langsomt åbnes...

[vondracek]

Det er fandme verdensklasse dét der!
- Yderst spændende, og du fanger mig allerede ved første linje. Lad os håbe, at du ikke skuffer Jean-Claude og hans forventninger.

Glæder mig til at høre mere.

[Breaker]

Tak til alle jer der har svaret. Det varmer og giver lysten til at fortsætte.

De første indlæg vil, ligesom enhver anden historie, bygge historien op, før selve handlingen går i gang.

Håber I vil få noget ud af læse her.

[Bave]

Det er Virkelig Klasse Den måde du skriver på

[DavideSanton]

Sindsyg god blog

[Breaker]

06.06.2007 11:57
”Jeg har gennet pressen ind i mødelokalet.”

Ordene kommer fra den halvt åbne dør, hvor klubbens pressesekretær dukker hovedet ind.

”Okay” svarer Jean-Claude og rejser sig op.

”Jeg har samlet et hurtigt overblik over klubben i dén sagsmappe” forklarer min ven imens vi går mod mødelokalet i den anden ende af bygningen. ”Talentspejderrapporter, taktikker og status over klubben er altsammen deri. En form for hurtig-starts manual, som du kan bruge til at sætte dig ind i klubben”.

Jeg takker og min højre hånd strammer grebet om den nu betydningsfulde mappe. Der er nok en del klubber der kunne tænke sig at få fingrene i de informationer, tænker jeg.

Døren går op og jeg bliver badet i blitzene jeg genkender fra hotellets lobby. Denne gang er der dog ingen der hjælper mig igennem, men jeg følger bare automatisk efter Jean-Claude der bevæger sig mod det iscenesatte bord, hvor bestyrelsesformande n Cigli og hvem jeg genkender som holdets anfører Alessandro Del Piero allerede sidder.

Jeg sætter mig ned og blitzene falder til et acceptablet niveau.

”Velkommen til” begynder Cigli. ”Vi er i Juventus glade for at kunne præsentere klubbens nye manager, Allan Kristensen”.

Cigli fortsætter med at give en kort fremstilling af min fortid som spiller både i Juventus og andre klubber i Europa og fortsætter rutineret i en beskrivelse af mine præstationer som manager: Tre oprykninger med tre forskellige serie C/3 klubber over de sidste ti år.

”...og vi åbner nu for spørgsmål til panelet her”.

Menneskehavet foran os eksploderer i råb og spørgsmål der blandes sammen til en uigenkendelig støj. Tilsyneladende har pressesekretæren dog helt styr på det og udpeger en journalist til spørgsmål. En mikrofon bliver transporteret fra hånd til hånd inden den havner hos den udpegede.

”Fra Gazetto dello Sport... Kristensen. Hvorfor tror du at du kan føre Juventus frem til storhed igen?”.

Jeg læner mig frem imod den opstillede mikrofon på bordet foran mig.

”Jeg har ingen forestillinger om at jeg med nemhed kan få gode resultater ud af denne klub. Jeg ved dog at spillermaterialet, klubbens grundlag og traditionerne er på plads og har brug for en person der kan forene disse tre ting. Hvis dét sker er der en god sandsynlighed for at Juventus igen vil løfte pokaler.

Jeg har erfaring fra en del år på topplan som spiller og har erfaring i at føre hold til tops på få år. Jeg håber at jeg kan videregive disse erfaring til denne klub og dens spillere”.

Mikrofonen er allerede blevet givet videre.

”Fra BBC Sport... Hvilket hold synes du slev du overtager og hvor vil du foretage ændringer?”.

Jeg vender spørgsmålet i et øjeblik for ikke at fortale mig.

”Jeg overtager et tradtionsrigt klassemandskab. Spillermaterialet er helt sikkert tilstede, og med et par tilføjelser forskellige steder vil holdet helt sikkert vokse”.

En journalist i siden af rummet tvinger sig til mikrofonen.

”Corriere dello Sport... Så det vil sige at der VIL komme ændringer?”.

Jeg kigger lidt irriteret på journalisten, men minder mig selv om det sydeuropæiske temperament.

”Deschamps og min lederstil er ikke identiske. Så ja, der vil komme ændringer, men formentlig kun i forbindelse med tilføjelser i spillertruppen. Men lad os nu se hvordan det går”.

Pressesekretæren bryder ind: ”Ja, så holder vi her. Der er mulighed for personlige interviews bagefter med Cigli, Alex og Jeg”.

De tre andre ved bordet rejser sig og jeg gør det samme. Jean-Claude hinter til at jeg skal følge efter ham.

Vi vender tilbage til kontoret og efter en time forlades jeg til mig selv. Jeg tager et kig ud af vinduet og føler tilfredshed med min første dag på jobbet.

Jeg ved dog også med mig selv at jeg ikke vil være alle kops te, og trækker vejret dybt før jeg løfter telefonrøret for at ringe til det første stabsmedlem på min liste...

[Breaker]

Det var så optakten til min blog.

Fra nu af vil afnittene formentlig være lidt mere "action-prægede", hvis det kan siges sådan.  Der vil også forløbe mere tid imellem og i hvert afsnit.


Ris/ros modtages stadig med kyshånd

[Rooland]

Rigtig fin blog, men aaalt for meget tekst
Prøv at dele det op, så kan det være du kan få flere updates ud af det

[Breaker]

Jeg har nu redigeret det seneste afsnit, da jeg ku´nne se at dét der var før, ikke helt levede op til standard.

[NichlasKirk]

Må sige at den her blog er noget af det aller aller bedste på hele FmFreaks.dk
Den blog KAN sagtens blive den bedste nogensinde, hvis du forsætter i det spor.

..NK

[NichlasKirk]

Lige et spørgsmål:
Hvor lang tid bruger du på at skrive sådan en update?

..NK

[Yoggidk]

altid godt med en Juve blog!

[Zulue]

For mange "nye afsnit", ellers en fin blog. Synes den er lidt for .. jaeh, ved sku ikke, men mangler noget for at fange mig, som sådanne historier ikke altid kan gøre ved mig.

[Breaker]

Lige et spørgsmål:
Hvor lang tid bruger du på at skrive sådan en update?

..NK

Ca. to timer med grafik og det hele.

For mange "nye afsnit", ellers en fin blog. Synes den er lidt for .. jaeh, ved sku ikke, men mangler noget for at fange mig, som sådanne historier ikke altid kan gøre ved mig.

Okay, fair nok  . Jeg håber at når der kommer gang i sæsonen at du vil ændre mening.. Men man kan jo ikke fange alle. 

[NichlasKirk]

Ca. to timer med grafik og det hele.

Jøemen da