home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
I dag kl. 10:04:01 Wester Jr. Blogkonkur... The beautiful game
I dag kl. 00:36:53 warmon Blogkonkur... [24] Journeyman - Boys...
I går kl. 23:34:48 warmon Blogkonkur... #7 - Danish Viking War...
I går kl. 20:57:23 szukizek Blogkonkur... 6# Hjertet banker kun ...
19 Maj 2024, 05:48 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
13 Maj 2024, 13:45 Svartowiz Blogkonkur... Blogkonkurrencen 2024 ...
29 Apr 2024, 14:53 andersnomanni Klubsøgnin... Inspiration
Antal Registrerede Brugere: 23305
  0 Brugere, 893 Gæster Online.

Indlæg: 1132772 over 31368 Emner
Nyeste Bruger: queenofbangalore
FORUM
+  FmFreaks Forside
|-+  Forum: FmFreaks.dk
| |-+  Konkurrencer
| | |-+  Blogkonkurrencer
| | | |-+  Kategori: Blogkonkurrence FM2008
| | | | |-+  Arte et labore
0 Brugere og 1 Gæst læser i øjeblikket dette emne.
Sider: 1 [2] 3 Udprint
Forfatter Emne: Arte et labore  (Læst 10836 gange)
United-styrer
Gæst
 
Sv: Blackburn Rovers - Arte et labore
« Svar #15: 11 Maj 2007, 21:00 »

Verdens klasse... de to ord beskriver det!

Det var da et meget pænt niveau at ligge på.. Jeg bukker og takker.
Logged

United-styrer
Gæst
 
Sv: Blackburn Rovers - Arte et labore
« Svar #16: 12 Maj 2007, 15:27 »

Nyheder (Blackburn Rovers) – søndag den 9. juli 2006

Første kamp for rookie-træneren

Scott O’Donnel fik en optimal start på sin karriere hos Blackburn Rovers, idet hans hold søndag vandt årets første kamp med hele 5-0.

Englænderens tropper stod over for polske Legia, og de fik i den grad ørerne i hjemmeholdets maskine.

Efter en blød start fik Shabani Nonda for første gang sendt bolden i nettet efter et kvarters spil. Desværre for ham stod han i offsideposition, så målet blev korrekt underkendt. Bare minuttet efter tog Lyon-lejesvenden dog revanche, da han på smukkeste vis passerede Lukasz Fabianski, som denne gang ikke blev reddet af linjevogterens flag.

Resten af første halvleg gik hjemmeholdet fra succes til succes, og takket være Benni McCarthy, Tugay og David Bentley var holdet foran 4-0 ved pausen.

Pauseteen så ikke ud til at have haft nogen positiv effekt for gæsternes vedkommende. Efter blot fem minutters spil af anden halvleg fik Blackburn tilkendt et straffespark, men Fabianski stod i vejen for Nondas forsøg.

Herefter gik dampen lidt af Blackburns maskineri, som dog aldrig var truet i eget felt, hvilket ikke mindst skyldtes, at Lukasz Surma blev udvist med en halv time igen for at skubbe Shabani Nonda.

Samme Nonda, som var kampens absolut bedste spiller, stod for kampens sidste scoring, som faldt dybt inde i overtiden. Han kunne især takke Robbie Savage for forbilledligt forarbejde.

”Det var en god kamp i dag, hvor de fleste af vores aftaler gik som ventet. Det bliver endnu bedre med tiden”, lød den korte kommentar fra Scott O’Donnel efter kampen.




Nyheder (Blackburn Rovers) – onsdag den 12. juli 2006

McCarthy bag Blackburn-sejr

Blackburn Rovers har trods uroen i klubben fået en fin start på sæsonforberedelsern e. I dag gik det ud over serbiske Partizan Beograd, hvis visit på Ewood Park høstede et 0-3-nederlag af sig.

Særligt én mand strålede over alle andre. Benni McCarthy scorede et vaskeægte hattrick, som blev søsat efter en lille og ganske tæt halv time. Det var nu heller ikke noget særligt vanskeligt mål, eftersom han fik bolden serveret af Tugay, og så var sydafrikanerens eneste job blot at sætte foden på.

Gæsterne fulgte ellers ganske godt med i kampen, men i stedet for udligning lykkedes det McCarthy at fordoble føringen kort inde i første halvlegs tillægstid. Denne gang var det en noget mere ærefuld scoring, eftersom han modtog den på højre side af feltet, rundede et par forsvarsspillere, før hans afslutning blev rettet af og strøg ind bag en sagesløs Ivica Kralj i Partizan-buret.

Efter pausen jagtede gæsterne fortsat reduceringen, og ved flere lejligheder havde de nærgående forsøg. Ind ville bolden dog ikke, og i stedet afgjorde McCarthy kampen ti minutter før tid, da han headede et frispark i kassen. Sejren var fuldt fortjent.




Nyheder (Blackburn Rovers) – mandag den 17. juli 2006

Rovers tager afsked med to spillere

Premier League-klubben Blackburn Rovers offentliggjorde i dag, at James McEveley og Keith Treacy forlader klubben. Det bliver dog ikke på permanent basis. Begge spillere er kommet på lejeaftaler i andre britiske klubber.

Den engelske midterforsvarsspill er James McEveley skal til Motherwell i en aftale, der løber hele sæsonen. 21-årige McEveley er et produkt af klubbens egen talentskole, men han har endnu ikke bidt sig fast i førsteholdstruppen.

Irske Treacy skal til Grimsby fra den fjerdebedste engelske række, hvor den 17-årige kantspiller har et halvt år til at få så meget erfaring på bagen som muligt.




Nyheder (Blackburn Rovers) – torsdag den 13. juli 2006

Tre på stribe for Blackburn

For første i sæsonen måtte Scott O’Donnels tropper forlade de britiske øer, men de så nu ud til at føle sig ganske godt hjemme i Slovakiet.

Således blev det ikke nogen sjov aften for Humenne, der nok særligt vil mindes Shabani Nonda, når de tænker tilbage på dagens 5-0-blamage.

Netop Nonda var også manden bag kampens første scoring, da han med den største selvfølgelighed satte den tilfældige kæmpechance i nettet, og sølle tre minutter senere fik han atter netmaskerne til at blafre efter en friløber.

Der var kun et hold på banen før pausen, og halvvejs inde øgede David Bentley til 3-0 med en smukt skud placeret i det lange kryds. Nonda noterede sig for endnu et mål før første halvlegs sidste fløjt, men utroligt nok både kunne og burde 4-0-føringen ved pausen have været større.

I modsætning til tidligere valgte O’Donnel ikke at bruge pausen på at skifte hele holdet ud. Han lod de samme 11 spille samtlige 90 minutter, og det kunne ses, at spillerne ikke var så sultne. Derfor blev det også kun til en enkelt scoring i anden halvleg. Den blev ikke overraskende sat ind af kampens spiller, Shabani Nonda, som konsoliderede den yderst fortjente sejr.

Blackburn bliver i Slovakiet, hvor de også skal møde Trencin og Inter Bratislava.




Nyheder (Blackburn Rovers) – onsdag den 19. juli 2006

Rovers vendte truende nederlag

Blackburn Rovers så længe ud til at lide sæsonens første pointtab i kampen mod slovakiske Trencin, men på to mål i anden halvleg hev de den fjerde sejr hjem.

Det var et lidet overbevisende engelsk hold, der kunne følges i første halvleg, hvor hjemmeholdets Ivan Brezik stod for den eneste scoring efter en halv time. Han udnyttede en friløber på effektiv vis.
Allerede tidligt i halvlegen var gæsterne dog også blevet stærkt svækket, da den formstærke Shabani Nonda måtte forlade banen.

Efter pausen vendte Blackburn dog tilbage i højt gear. Jason Roberts, der havde afløst Shabani Nonda, sendte David Bentleys flotte forarbejde i mål, og så ventede de fleste formentlig bare på en engelsk føring.

Den lod dog vente på sig, men i slutminutterne blev hjemmeholdet for alvor presset. Efter hele fem hjørnespark i træk lykkedes det en anden indskifter, Steven Reid, at blive matchvinder med et velplaceret hovedstød, og Blackburn har fortsat en perfekt statistik for årets sæsonoptakt.

”Nonda har det fint. Det var ikke noget særligt, og han skulle være klar til Bratislava på lørdag”, sagde fysioterapeut Paul Kelly om Shabani Nondas skade umiddelbart efter kampen.
« Seneste Redigering: 15 Maj 2007, 07:01 af United-styrer » Logged

Møller
Gæst
 
Sv: Blackburn Rovers - Arte et labore
« Svar #17: 12 Maj 2007, 15:36 »

Nice blog U-S Smiley Intet mindre

KUTGW
Logged

United-styrer
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #18: 12 Maj 2007, 17:50 »

Den spæde start

Jeg har næsten ikke lukket et øje. Hoteller har aldrig været min stil, og jeg må konstatere, at hoteller beliggende i Slovakiet er endnu værre. Jeg er netop stået ud af et mildt sagt usselt bad præget af en frygtelig stank og nogle vægge så kalkede, at det formodentlig kan betragtes som sundhedsskadeligt. Om lidt skal jeg ned og have morgenmad, som primært består af frugt. Grønne æbler, pærer og – med lidt held – et stykke tørt franskbrød, der i bedste fald er én dag gammelt. Ikke værdigt for en mand i min stilling. Og apropos stillingen, så går det på nuværende tidspunkt efter planen. Præcis som forventet...

Efter den turbulente første dag på jobbet gik det langsomt stødt fremad i takt med, at demonstrationerne blev mindre omfangsrige, og jeg blev mere vant til dagligdagen. Jeg er derfor ikke længere så afhængig af Bowen. Stod det til mig, så havde jeg ingen assistent, men klarede det hele selv.

Jeg var egentlig aldrig rigtig i tvivl om taktikken. Spillertruppen kendte jeg, og der er egentlig ikke nogen, hvis niveau har overrasket mig. 4-4-2 var vejen frem; det stod klart fra første færd. Allerede inden jeg startede på jobbet, havde jeg en stærk fornemmelse af, hvilke spillere jeg ville bruge, og den opfattelse har jeg ikke været tilnærmelsesvis tæt på at regulere. Brad Friedel vogter buret med bravour, mens det rutinerede forsvar fra højre består af Lucas Neill, Andre Ooijer, Stephane Henchoz og Dominic Matteo. Tugay og Robbie Savage svinger taktstokken på midtbanen, mens David Bentley og nordmanden har henholdsvis højre og venstre fløj. Benni McCarthy og Shabani Nonda skal stå for vores mål, og det må man så sandelig sige, at de har gjort.

Alt i alt er det jo gået fremragende med venskabskampene indtil nu. Fire kampe, fire sejre og blot et mål har vi ladet gå ind. Jeg vil ikke sige, at det er over al forventning, men det er acceptabelt. Dog lagde jeg efter første halvleg i går ikke skjul på, at jeg var alt andet end tilfreds med den sølle indsats, der blev leveret. Men det ser fint ud indtil nu.

Den første kamp var en sjov oplevelse. Overblikket var ikke optimalt fra trænerbænken, og jeg havde faktisk en fornemmelse af, at jeg i højere grad ville kunne vurdere, hvorvidt taktikken fungerede, hvis jeg sad på en af de forholdsvis tomme tribuner. Efter lidt tilvænning begynder jeg dog så småt at kunne følge spillernes løbemønstre nede fra frøhøjden, men indtil nu har jeg genset hver eneste kamp to gange, så jeg har kunnet finpudse.

Forhandlinger

Medierne har kun nys om de to lejeaftaler. Dem var der egentlig ikke så meget kød på, for begge parter var i begge tilfælde indstillet på, at handlerne bare skulle i orden. Det er helt fint, at de unge spillere kan få kamptræning andetsteds.

McEveley-kontrakten var dog noget særligt, eftersom det var min første kontraktforhandling . John fortalte mig om tilbuddet, og at han havde arrangeret et møde mellem parterne på en fin restaurant dagen derefter.

Jeg troppede op i det fineste outfit, jeg overhovedet har, mens Motherwells repræsentant var i en både kikset og uformel udklædning. Det var ikke til at spore, at han har været i gamet langt længere end jeg. Vi fik serveret en dejlig rødvin, mens kontraktens detaljer blev diskuteret mellem mig, Motherwells repræsentant, John og McEveley med påklistret agent. Det tog ikke meget mere end tyve minutter, før der var skrevet under fra os alle. Aftalen med Grimsby og ireren forløb omtrent lige så smertefrit.

Mere overraskende er det for mig, at medierne aldrig skrev det mindste om hverken Morten Gamst Pedersen eller Steven Reid. John henvendte sig for et par uger siden til mig og fortalte, at Arsenal havde bedt om et møde med os ang. nordmanden. Velvidende, at jeg ikke ønskede at se ham solgt, gik jeg med til at mødes med hovedstadsklubben.

To dage senere sad vi så på en endnu finere restaurant. John og jeg var i god tid, mens vi måtte vente et godt kvarter, før deres sportsdirektør trådte ind efterfulgt af selveste Arsene Wenger. Netop som de havde sat sig til rette, udbrød jeg: ”Ja, for at gøre det ganske kort: Han er ikke til salg”. De to Arsenal-folk påtog sig begge et tydeligt utilfreds ansigt, før de hurtigt rejste sig og gik deres vej. De virkede ikke synderligt begejstrede for, at jeg havde spildt deres tid. Samme gjaldt John, som ikke var sen til at give mig en verbal lussing. Han havde set sit snit til at få nogle penge i kassen, men jeg ønsker ikke at sælge en af holdets bærende profiler. Det ville mangel på ambitioner, og er der noget, jeg ikke mangler, så er det ambitioner.

Omtrent samme handlingsforløb gjorde sig gældende, da Liverpool udviste interesse i Steven Reid. De ønskede dog ikke et møde, men blot et bud på en pris. Efter en længerevarende diskussion blev John og jeg enige om, at £10 mio. lød som en passende handel. Han er trods alt i sin bedste alder, og en dygtig allround-spiller. Siden har der dog ikke været noget nyt fra Merseyside, så jeg betragter det som et ”nej tak”.

Forventninger

Hele grunden til at jeg i bedste fald har fået to timers søvn i nat er netop forventninger. Kun få dage efter vi vender tilbage til England, afholdes det årlige forsæson-pressemøde, og her skal jeg have et oplæg klar om forventningerne til den kommende sæson. Derfor har jeg brugt en hel del af døgnets mørkeste, mest  fredelige timer på (foruden at gense vores kampe) at overveje, hvad jeg i virkeligheden forventer.

Jeg har stillet mig selv et utal af spørgsmål, såsom hvilken placering vi skal have, hvorvidt jeg vil forstærke truppen etc. Men det eneste, jeg er kommet frem til, er, at vi sigter efter europæisk kvalifikation, hvordan det så end opnås, samt en plads i den bedste halvdel. Jeg har ikke umiddelbart planer om at købe ind. Selvom jeg har fået ca. £5 mio. at lege med, så er økonomien ikke helt i top, og det er essentielt at skabe et stærkt fundament på den front, hvis man har planer om at vinde det engelske mesterskab i løbet af fem sæsoner. Det bør for resten nok blive en del af mit oplæg, som skal have en varighed af ti minutter til et kvarter. Derudover skal jeg forberede mig på ethvert spørgsmål.

Med andre ord har jeg heller ikke udsigt til megen søvn i morgen, men det er ingen badeferie at være træner for et af verdens bedste fodboldhold, og det skal det naturligvis heller ikke være. Dog havde jeg gerne været opkaldet fra Mark (en af drengene fra vores gamle fodboldklike) fri. Han ville høre, hvordan det gik og andet lignende smalltalk. Jeg fik afsluttet det hurtigt, så jeg kunne komme videre med arbejdet. Jeg havde hverken tid eller lyst til at snakke med ham.

Dagen i dag står på træning, træning og mere træning på det noget ujævne træningsanlæg, hvor forberedelsen til morgendagens kamp mod Inter Bratislava bliver hovedretten.
« Seneste Redigering: 12 Maj 2007, 18:32 af United-styrer » Logged

United-styrer
Gæst
 
Arte et labore
« Svar #19: 12 Maj 2007, 18:28 »

Er opdateringerne for lange, eller trænger skrivestilen til en finpudsning?

Nice blog U-S Smiley Intet mindre

KUTGW

.. og tak for den i øvrigt Peace
Logged

chelsea-4ever
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Arte et labore
« Svar #20: 12 Maj 2007, 19:07 »

Den seneste update var ret lang. Måske lidt for lang efter min mening. Men du skriver rigtig godt, og formår at gøre den lange tekst spændende.
Jeg følger med. Også selvom dine updates er lidt lange. KUTGW.
Logged

Brøndby IF & Chelsea FC

Berendt
Manager
********

Offline Offline


 
Sv: Arte et labore
« Svar #21: 13 Maj 2007, 14:31 »

Vil også mene at den seneste update måske var lidt for lang... men den er rigtig godt skrevet! Forsæt det gode arbejde!
Logged


jeezus
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #22: 13 Maj 2007, 14:32 »

Jeg elsker blogs med meget tekst! Og du skriver sublimt...
Du er hermed kåret, som en af de 3 blogs jeg følger med i  Djævel

Arte et labore! - Fortsæt det fremragende stykke arbejde  Peace

Edit: Jeg synes langt fra dit seneste indlæg var for langt, det var intet mindre end genialt  Opstemt
« Seneste Redigering: 13 Maj 2007, 14:35 af jeezus » Logged

United-styrer
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #23: 13 Maj 2007, 21:16 »

Jeg elsker blogs med meget tekst! Og du skriver sublimt...
Du er hermed kåret, som en af de 3 blogs jeg følger med i  Djævel

Arte et labore! - Fortsæt det fremragende stykke arbejde  Peace

Edit: Jeg synes langt fra dit seneste indlæg var for langt, det var intet mindre end genialt  Opstemt


Dejlig kommentar at få. Jeg takker for rosen og den fornemme kåring crazy

Og så tager jeg naturligvis folks meninger om, at updaten var for lang, til efterretning.

Ny update i morgen... håber jeg.
Logged

United-styrer
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #24: 14 Maj 2007, 20:42 »

Det bliver ikke til opdatering i dag. Men frygt ej; i morgen er der ikke én, heller ikke tre, men hele to opdateringer!
Logged

C^Ronaldo
Reserveholdsspiller
****

Offline Offline


 
Sv: Arte et labore
« Svar #25: 14 Maj 2007, 21:39 »

"Premier League-klubben Blackburn Rovers offentliggjorde i dag, at James McEveley og Keith Treacy forlader klubben. Det bliver dog ikke på permanent basis. Begge spillere er kommet på lejeaftaler i andre engelske klubber.

Den engelske midterforsvarsspill e r James McEveley skal til Motherwell i en aftale, der løber hele sæsonen. 21-årige McEveley er et
produkt af klubbens egen talentskole, men han har endnu ikke bidt sig fast i førsteholdstruppen."

Jeg ville finde noget, US Opstemt .. Det er fantastisk. Flot skrevet Smiley !
Jeg hopper på Berendts vogn, og siger ordene:
"V-E-R-D-E-N-S-K-L-A-S-S-E HVAD SIGER DET? VERDENSKLASSE!!" *klapsalve*
thumbs up.
Logged

Med venlig hilsen
C^Ronaldo.

In the scene since approx. 2000.

United-styrer
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #26: 15 Maj 2007, 07:02 »

Jeg takker igen for den fornemme ros. Det holder i den grad lysten ved lige.

Og også et tak for at spotte fejlen Wink
Logged

Brodtgaard
Manager
********

Offline Offline


 
Sv: Arte et labore
« Svar #27: 15 Maj 2007, 07:35 »

Jeg er enig med de andre...: Verdensklasse Thumbs Up
Logged


Put your hands down my pants, and I´ll bet you´ll feel nuts

United-styrer
Gæst
 
Sv: Arte et labore
« Svar #28: 15 Maj 2007, 19:40 »

Nyheder (Blackburn Rovers) – lørdag den 22. juli 2006

Blackburn vandt på dødbolde

Blackburn har fortsat en perfekt statistik for deres sæsonforberedelser, efter det lørdag blev til endnu en sejr for englænderne, da de var på besøg hos Inter Bratislava.

I den ellers chancefattige kamp skulle de godt og vel 10.000 tilskuere ikke vente længere end tyve minutter, før Benni McCarthy headede frisparket fra Dominic Matteos fod i netmaskerne.

Resten af halvlegen var ganske jævnt fordelt, og gæsterne spillede i et relativt lavt tempo. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at det atter var en dødbold, der kort før tid gav de blå-hvide en 2-0-føring. Denne gang havde Morten Gamst Pedersen dog ikke brug for hjælp til at sende frisparket i mål. Han sparkede hurtigt i det korte hjørne, og hjemmeholdets keeper Ronald Bartko nåede ikke derned.

Gæsterne lagde også flot for land efter pausen, hvor de i det 49. minut fik endnu et frispark – denne gang til højre for feltet. David Bentley sparkede, og Shabani Nonda sendte bolden i kassen via hovedet.

Tre forskellige sparkere og tre forskellige målscorere vidner om stor alsidighed hos Premier League-mandskabet, som formentlig ikke vil få mareridt over Tomas Meszaros’ reducering et kvarter før tid.

Efter tre sejre i lige så mange forsøg kan Blackburn nu rejse hjem til England, hvor Swansea bliver modstanderen i sommerens sidste træningskamp.




Nyheder (Blackburn Rovers) – mandag den 24. juli 2006

Rovers vil sprede vingerne

Uanset, hvordan spørgsmålene blev vendt og drejet, var svaret ved dagens forsæson-pressemøde hos Blackburn Rovers ganske entydigt: Sidste års seksere vil i Europa.

- ”Vi har haft en særdeles tilfredsstillende sæsonstart, så derfor sætter vi et ambitiøst – om end ikke naivt – mål om atter at kvalificere os til Europa. Om det opnås via cupturneringer eller ligaen er som sådan underordnet, selvom sæsonen selvsagt ville blive stemplet som en fiasko, såfremt vi gik til tops i FA Cuppen, men mod forventning rykkede ned til Championship”, sagde træner Scott O'Donnel, som fik fuld opbakning fra sin overordnede, bestyrelsesformand John Williams.

- ”Blackburn Rovers er en klub i udvikling, og siden sidste sæson har truppen ikke gennemgået mange ændringer. Derfor sigter vi naturligvis mod en lige så flot sæson igen i år.”

Mange eksperter havde spået Blackburn til at blive årets flop efter Mark Hughes-skandalen, men de spådomme kan meget vel blive gjort til skamme, hvis holdet kan fortsætte de flotte takter.




Nyheder (Blackburn Rovers) – mandag den 24. juli 2006


Kontraktforlængelse r  i Blackburn

Det var ikke kun forventningerne for sæsonen, der blev offentliggjort ved det årlige pressemøde hos Blackburn Rovers.

Klubben kunne desuden offentliggøre, at følgende spillere har fået forlænget deres kontrakt. Den nye kontrakts udløb fremgår i parentes:

Peter Enckelman (juni 2011)
Stephane Henchoz (juni 2008)
Aaron Mokoena (juni 2011)
Dominic Matteo (juni 2008)

Oven i hatten blev en håndfuld nye spillere, som er blevet forfremmet fra ungdomsakademiet, præsenteret.




Nyheder (Blackburn Rovers) – fredag den 28. juli 2006

Blandet generalprøve

Det lykkedes ikke for Blackburn at fuldende den hidtil perfekte sæsonoptakt. Det sørgede Swansea for, da de hjemme trodsede de flestes forudseelser og klarede 1-1.

Den målløse første halvleg var forholdsvis tæt, og bød kun på et smalt overtag til gæsterne.

Ikke desto mindre var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start efter pausen. Tugay nedlagde Andy Robinson i feltet, og hans navneslægtning, dommer Martin Robinson, tog brug af sin fløjte. Fra pletten var Lee Trundle usvigelig sikker.

Hjemmeholdet måtte dog hurtigt konstatere, at der var en bagside af medaljen. Målet fik nemlig for alvor gæsterne til at sætte maskineriet i gang, og resten af kampen var ét langt stormløb mod Andy Oakes’ mål.

Efter flere gode muligheder lykkedes det med en lille halv time igen indskiftede Jason Roberts at udligne, men trods flere kæmpechance – hvoraf den største ligeledes tilfaldt Roberts – formåede Blackburn ikke at få sejrsmålet.

Dermed kan Blackburn efter en sæsonoptakt indeholdende seks kampe præsentere denne statistik:
Kampe: 6
Sejre: 5
Uafgjort: 1
Nederlag: 0
Målscore: +16 (19 for, 3 imod)
Topscorer: Shabani Nonda (7 mål)




Nyheder (Blackburn Rovers) – lørdag den 29. juli 2006


Nonda væk i en uge

Blackburn Rovers' topscorer, Shabani Nonda, må sidde udenfor den næste uges tid efter et sammenstød i gårsdagens 1-1-kamp mod Swansea. Det offentliggjorde klubben lørdag på sin officielle hjemmeside.

Kort før slutfløjt slog den congolesiske landsholdsspiller sig i en hovedstødsduel med Steven Watt. Han spillede kampen færdigt, men det viser sig i dag, at det skete med en hjernerystelse.

Det skulle ikke betyde det store. Han er klar om en uge og vil være helt fit til sæsonstarten, så jeg bekymrer mig ikke synderligt, udtalte manager Steve O’Donnel.

Nonda er lejet i italienske AS Roma, som han returnerer til efter sæsonen, medmindre de tre parter bliver enige om at gøre kontrakten permanent.




Nyheder (Blackburn Rovers) – lørdag den 29. juli 2006

Savage: Det ser godt ud

Den turbulente sæsonstart til trods har Blackburn Rovers leveret en særdeles lovende sæsonstart, og det får nu holdets anfører, Robbie Savage, til at skrue forventningerne i vejret.

Hele holdet var naturligvis noget skeptiske efter uroen omkring trænerposten, men jeg synes i den grad, vi har taget revanche. O’Donnel har hurtigt vist sig at være en kapabel træner, og jeg mener på ingen måde, at vi virker svækket til den nye sæson. Jeg vil mene, at en top i den bedste halvdel er et minimumskrav, og med lidt held kan vi måske endda snuppe femtepladsen, siger den optimistiske midtbaneslider.

Savage udgør til daglig midtbanen sammen med tyrkiske Tugay, men grundet karantæne fra sidste sæson må englænderen undvære sin makker i sæsonens første tre kampe.




Nyheder (Blackburn Rovers) –mandag den 31. juli 2006

Chelsea og United deler favoritværdigheden

De fleste forventer, at de regerende mestre fra Chelsea snupper deres tredje Premier League-titel i rap, men da Totalbet.com i dag offentliggjorde sine titelodds, måtte The Blues dele æren.

Manchester United og Chelsea F.C. giver således begge pengene 2,5 gange igen. Herefter følger Liverpool og Arsenal – begge med odds 3,00, mens der er en noget større gevinst at hente, hvis Tottenham, Newcastle eller Blackburn Rovers skulle gå hen og løfte trofæet i maj.

De giver henholdsvis 25, 40 og 80 gange pengene igen.
« Seneste Redigering: 16 Maj 2007, 14:14 af United-styrer » Logged

Brodtgaard
Manager
********

Offline Offline


 
Sv: Arte et labore
« Svar #29: 16 Maj 2007, 08:06 »

Flot skrevet U-S

Nu venter vi bare på at komme ordentlig i gang med turneringen Smiley
Logged


Put your hands down my pants, and I´ll bet you´ll feel nuts

Sider: 1 [2] 3 Udprint 
 



This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010