Forever blowing bubbles

Alting begynder

Det var lidt som dengang, men alligevel ikke, dengang var jeg spiller nu træner. Netop det at jeg have haft min bedste periode i klubben, havde haft stor indflydelse på min beslutning. Valget havde ikke været svært, trods de mange tilbud fra andre klubber, var der kun en klub jeg ikke kunne sige nej til. Jeg havde dengang skiftet til fordel for Manchester, et skifte jeg ikke fortryder. Men trods skiftet, har West Ham altid haft den største plads i mit hjerte.

Selvom modtageren var en anden, så var det som et flashback da Eggert trykkede min hånd.

”Er du klar?” Sagde han med sin islandske accent.
”Mere end nogensinde”. Svarede jeg.
”Så gør det løs, det er denne vej”. Sagde han og pegede på en dør, hvor der stod presselokale på.

Et hav af blitz ramte mig, jeg havde mest lyst til at lukke øjnene, men jeg vidste at jeg ikke kunne det. Det var ikke som jeg havde husket det, dengang jeg blev præsenteret som spiller, var medie opbuddet meget mindre. Men verden havde åbenbart ændret sig.
”Velkommen! Som i nok har gættet er vi her for at præsentere vores nye træner”. Skar Eggerts stemme.
Endnu et hav af blitzer skyllede ind over mig. Men igen blev min fristelse af at lukke øjnene afbrudt af Eggert.
”Som i alle kan se har vi valgt at skrive kontrakt med Paul Ince. Paul har haft en meget succesfuld periode i klubben. Og er en af de største træner talenter i verden”. Nærmest råbte Eggert for at trænge igennem pressens mumlen. Jeg vidste at det var nu jeg skulle sige noget, men for et øjeblik var jeg mundlam. Dette skabte en pinlig stilhed, indtil jeg få sekunder efter kom til verdenen igen.
”Tak Eggert. Jeg er meget stolt over den tillid West Ham har vist mig. Og jeg vil bevise at jeg er den værd”. Fløj det ud af min mund. En af de unge journalist spirer rakte hånden op, og uden at vide det frelste hun mig for at sige noget intuitivt.
”Hvor langt kan dit omtalte værd bære West Ham?” Spurgte han spydigt, og typisk for en ung journalist.
”Jeg regner da helt klart med at vi allerede i denne sæson, kan spille os i UEFA cuppen”. Sagde jeg køligt.
En af de lidt ældre herrer var den næste til at række hånden op. Jeg havde lagt mærke til, allerede da jeg trådte ind i lokalet, at der var en ting der slet ikke havde ændret sig. Mændene var stadig alt dominerende, der var kun en kvinde i rummet, og det var endda en fotograf.
”Har du nogen planer for køb og salg af spillere?” Spurgte den ældre mand, med tydelig skotsk accent.
Jeg vidste at pressen ville være ude som gribe efter en løves død, hvis ikke man svarede rigtigt på dette spørgsmål.
”Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke nok om truppen, til at udtale mig om den slags”. Svarede jeg.
Pressens skuffelse var tydelig at se, da Eggert rejste sig og afsluttede mødet. Lettelse var dog den følelse der ramte mig. Jeg var nu officielt træner for West Ham United.