Et levn fra fortiden
For 40 år siden gik alt op i en højere enhed, alting kulminerede i en stor ekstase af jubel, og de mange brøls ekko kan stadig høres hvis man lytter godt efter.
Man toppede nationalt og blev det første engelske hold til at høste international hæder i form af Pokalvindernes Cup. Mange længselsfulde blikke og suk er blevet sendt mod de glade tressere, hvor den legendariske manager Bill Nicholson stod ved roret, og hvor The Lilywhites var på toppen af verden.
Siden er det grå industrikvarter Haringey ikke blevet meget lysere, gang på gang er succesen udeblevet og adskillige London rivaler har overhallet indenom.
Fordums storhed
Mange havde efterhånden opgivet håbet om at solen igen skulle skinne på White Hart Lane, men i sæsonen 2005/2006 trådte en hollænder ved navn Martin Jol til og trak spurvene op ad søllet. Det blev til 5. plads i Barclays Premiership, men succesen sødme havde også en bitter bismag, da man på sidste spilledag mistede den eftertragtede 4. plads til ærkerivalerne fra Arsenal, og drømmen om det forjættede land blev ved drømmen.
Alligevel kom det som et chok for mange, da klubben den første juli indkaldte til pressemøde. Journalister, fans, fodboldeksperter, ja alle, forventede at der var tale om et spillerindkøb, og da bomben sprang blev der med et helt stille i det småkolde presserum.
Ordene ramte som hagl på en vinterdag, og det triste London kvarter var ikke længere blot gråt, det var sort.
"
Martin Jol er træder af med øjebliklig virkning..."
Det var stadigvæk ikke helt gået op for forsamlingen hvad der var sket, da jeg trådte ind ad døren.
"..Og dette er hans afløser." Daniel Levy gik til side, og overlod scenen til mig.
Jeg forventede et ramaskrig af blitzlys, og et inferno af spørgsmål, men lokalet var paralyseret.
Til sidst mandede en journalist fra The Independent sig op til det uundgåelige spørgsmål: "Hvem er du?"
Ganske som jeg havde forventet blev jeg mødt af skepsis og vantro, men jeg havde gjort mit hjemmearbejde, og forberedt svar på de mest oplagte spørgsmål, inklusiv dette.
"Mit navn er Andreas Eilenberger," der var stadig ingen synderlig reaktion, tegn på genkendelse, eller håb i de fremmødtes øjne.
"
Min trænerkarriere har udspillet i en dansk førstedivisionsklub, og jeg var assistent på det Elfsborg hold som hjembragte det svenske mesterskab."
"Mit aktive fodboldliv," jeg tøver en anelse, "
har udspillet sig på fem forskellige hold, heriblandt en sæson i Arsenal.Hvis der ikke var stille før, blev der det i hvert fald nu. Med et genkendte de mig alle, og helvede brød løs.
Som sagt havde jeg forberedt på spørgsmål, men dette blev ikke aktuelt. Pressen kapedes alle om at stille det første spørgsmål, og som et resultat af dette, blev rummet forvandlet til noget som bedst kan sammenlignes med en børnehave, og jeg besluttede mig til at forlade lokalet, og alle de højtråbende stemmer.
