[Afsnit !14!COMEBACK!] Den tavse russer /Månedens blog April 07/

 

[Blackhawk]

Kanon update! Fantastisk!
Tjaae, hvis updaten er af samme længde som denne, kunne et ekstra billed godt pynte. Men det kommer nu an på updaten længde :-)

[Zulue]

Thorøe!!!
Hvad laver du?! .
Hvor bliver du af på Comashop? .. ..

Flot nok blog, men når mine øjne ser så meget tekst opgiver de inden.. .. ej ..

- jeg er Enemark fra Coma. ..

[Thorøe]

возобновление [Fornyelse]
1. oktober

Stemningen var særdeles trykket i bussen på vej væk fra det frygtelige stadion. Alle hang med hovedet, ingen sagde noget og samtlige spillere havde et ansigtsudtryk, som misvisende kunne narre en til at tro, at en havde pisset i deres drikkedunk. Og gid det bare var så vel, men desværre så var virkeligheden langt værre. 4-1 var særdeles pinligt og særdeles uacceptabelt. Og at det var til ’dem fra Sparta’, gør kun tingene endnu værre.

Tilbage på mit kontor havde min sekretær efterladt mig en seddel, som informerede mig om, at ’bossen’ ønskede et møde. ’Bossen’ var selvfølgelig Eugeny Giner, og ubehaget steg langsomt op gennem min ellers så yndige hals. Jeg havde ikke rigtigt snakket med ham, siden hans solgte vores forsvarsklippe til Ajax, og jeg følte derfor, at en samtale på hans kontor derfor kunne gøre en enden på det hele.

[/url]

På trods af at hans attitude var ekstremt venlig og grænsende til det sleske, havde jeg svært ved at skjule min nervøsitet, da jeg trådte ind i lokalet. Bevares, jeg havde lige tabt en kamp, men vi lå stadig nummer et, og jeg følte mig godt tilpas blandt spillerne. Hvis mit eventyr skulle slutte nu, ville jeg aldrig tilgive mig selv.

Han ville dog ikke diskutere fyring nærmere tvært i mod. På det store egetræsskrivebord foran ham, lå der tre kontraktilbud, og alle manglede de blot min sjuskede underskrift for at være perfekte og fuldendte. Jeg vidste hvad det var, og følte derfor at ord var overflødige, så jeg gik tavst i gang med at nærlæse dem. Det så ganske fornuftigt ud. Han tilbød mig en ca. toårig kontrakt, hvilket var omkring hvad jeg selv følte var godt. Derudover var der en lille lønstigning, og et af tilbudene indeholdt et transferbudget på hele firs millioner. Hurtigt fandt jeg en pen frem og skrev under, og lige så hurtigt var jeg ude i den fir luft igen. I aften ville jeg købe noget særligt til min familie, måske en god andesteg.   


Ja, jeg ved godt at der er gået lang tid siden sidst, men hverken inspirationen eller tiden har været der, men nu er i hvert fald den førstnævnte ting kommet tilbage, så må vi se hvor langt det rækker.

@Oskar babe:
Weea! Har ingen lyst til PS, og så ved jeg ikke, har bare sådan lidt glemr koma

[7kfum]

Held i uheld! Forsæt dit "purple trip"!

[Thorøe]

Последнее сражение Второй Мировой Войны[Anden verdenskrigs sidste slag]
17. oktober

Nogen gange må man indse, at man ikke er god nok. Og så må man arbejde sig videre mod perfektion, og vendes ens svaghed til ens styrke. Analysere situationerne, forbedre dem og på den måde nå uanede højder. Og formår man det, kan man se sig selv i øjne og klappe sig selv på skulderen. Og på den måde er fejl et udmærket middel til at forstærke sig.

Og et middel vi havde brugt efter det pinlige nederlag til ’dem fra Sparta’. I den efterfølgende kamp var Rubin blevet slået 4-1, og vi var derfor i højt humør før den særdeles vigtige Champions League kamp mod ’pølsetyskerne’. Kampen lå i Rusland og kunne meget vel blive noget nær altafgørende. Inden kick-off lå ’fascisterne’ nummer ét med fire point, vi og Celtic delte andenpladsen med to hver og Hamborg var nummer chok med ét point. Mission Victory needed.

På trods af Hamborgs placering, både i gruppen og rent geografisk, viste det sig, at de sku var en glimrende hold. Måske mest pga. den meget lave procentdel af spillerne som var tyskere. Kampen var i aviserne blevet blæst op til Последнее сражение Второй Мировой Войны [Anden verdenskrigs sidste slag], og spillemæssigt kunne det godt ligne. Det var ikke kønt, men vi dominerede, som vi havde domineret slagene under krigen. Россия — любимая наша страна [Rusland vores elskede land]. Den strofe af national sangen var blevet sunget heftigt op til kampen, og de patriotiske følelser sad helt uden på de spiritusbefængte fodboldtrøje for begge fangruppers vedkommende.

Men for os var det ’just another day at the office’. Sejren var påkrævet, så det var meningsløst at tænke på fortiden, i hvert fald at omtale den. Vi måtte nødigt fremstå som uprofessionelle. Det ville ikke blot skade vores troværdighed over for Rusland, men også forringe chancen for at hente udenlandske spillere. Og derudover ville det fremstille det forkerte portræt af vores trup. Alle mand var dybt fokuserede og målrettede, her var ingen slinger i valsen.

Om det var vores utrolige fokusering eller blot den fantastiske support fra lægterne, som gjorder at vi kom så godt fra start, vil være svært at sige i fremtiden, men en ting er sikkert, vi overmatchede ’pølsetyskerne’ i starten. Dog var det ikke en rødtrøjet som fik bolden i nettet for første gang. Det var den belgiske forsvarspiller med det noget særprægede nummer ti på ryggen, som til stadions store glæde fik den tvivlsomme ære af at sparke bolden i eget net. Måske er sparke så meget sagt, men ind kom den, og alt var fryd og gammen.

Og det var det indtil ti minutter inde i andet akt, hvor ’pølsetyskerne’ skabte unødigt spænding i kampen. Inden deres udligning havde vi vadet i chancer, og det kan sagtens betegnes som en skændsel, at vi ikke var foran med mere end én på det tidspunkt. Nu skulle vi frem нападение, нападение, нападение![ Angrib, angrib, angrib!]

Og når nøden er størst, så træder Krasic til. Eller noget deromkring. I hvert fald var det ham som efter deres udligning gik forrest, og det var også ham som igen bragte os på vinder kurs. Målet var et skoleeksempel på kontrafodbold, og startede ved en redning af Igor og et langt udspark. Til sidst endte bolden hos Krasic som fra kanten af feltet viste klasse og koldt sendt kuglen i mål.

Efter scoringen var kampen reelt set forbi, og Hamborg havde ikke et skud på mål i de resterende tyve minutter. ’Fascisterne’ slog Celtic, og vi ligger nu i en super god position. ’Fascisterne’ har syv point, vi har fem, Celtic har to og ’pølsetyskerne’ har kun ét enkelt. I ligaen ser det også forrygende ud, og vi kan allerede i næste kamp mod Lokomotiv i femtesidste runde sikre os mesterskabet. Det kører som smurt i vodka. Jeg er en succes. Også på hjemmefronten, hvor der er endnu en lille på vej, tredje måned. Indtil videre har vi intet navn, men hvis det er en dreng, vil jeg ønske, at han kan hedde Pavel Kuzmin jr. Sådan en har jeg nemlig altid ønsket mig. En ting er i hvert fald sikkert: Den lille vil vokse op med fodbold omkring sig konstant og ikke nødvendigvis i Rusland. For hvis chancen byder sig, så kan vinden blæse hen, hvor end det skal være.           

[7kfum]

Uhh, hvor blæse vinden dig mon hen? Fantastisk update endnu engang, og dejligt at se pølsetyskerne bukke under.!

[jonstrup]

Mange gode blogge er der her inde, men denne er dog den bedste!
Glæder mig til næste update

[Blackhawk]

Er denne ellers fantastiske blog stoppet/eller holder den kun en kunstpause?

[Thorøe]

Mystisk, var helt overbevist om at jeg havde svaret her, nå, svaret kommer nu.
Nej, bloggen er ikke nedlagt, men holder blot pause på ubestemt tid. Hverken skrivelysten eller lysten til det specifikke spil er høj for tiden, så i stedet for at lave noget lort, så venter jeg til inspirationen igen rammer mig. 
Dog er der en update på vej, den mangler bare lige de sidste detaljer, men når den kommer, så bliver det den sidste i et stykke tid.

[7kfum]

Vi vil have den har blog igen!

[Thorøe]

Vi vil have den har blog igen!

Hvornår er du begyndt at omtale dig selv i flertal? 
Nu må vi se, måske, måske ikke. Er der andre, som syntes at det kunne være sjovt?

[7kfum]

Vi kunne!

[Niko]

Hvornår er du begyndt at omtale dig selv i flertal? 
Nu må vi se, måske, måske ikke. Er der andre, som syntes at det kunne være sjovt?

JAAAAAAAAAAAAAAA!!

EDIT: Indlæg nummer 3000 

[GHERTESTEAS]

Ja, denne blog tilbage nu!

[Thorøe]

Борьба за металл [En kamp om metal]
21. oktober

Selvom alt presset lå på mine konkurrenter havde jeg sjældent svedet så meget i et jakkesæt som før kampen mod Lokomotiv. Med lidt held kunne mesterskabet ende i vores hænder ved kun 1 point, hvorimod vi var sikre på at kunne løfte trofæet hvis alle point kom hjem. Mit åndedræt var en smule besværet, da jeg gennemgik vores taktikker og strategier inden kampen. Som sædvanligt var udebaneholdets omklædningsrum yderst sparsomt, men det var jeg efterhånden vant til. Det ene lysstofrør lyste kun sporadisk op i det store rum, og de kolde væge satte associationer i gang om en celle i det barske tyskland. Jeg var dog stadig i Rusland, men man kan vist godt betegne det som om, jeg var bag ’fjendens linjer’.

Vores ellers så russer-trofaste fans havde ikke sunget i fem minutter nu. De stirrede blot på måltavlen med vantro blikke. Selvom de andre kampe havde forløbet perfekt tidligere i dag, så vi kun behøvede ét point, så mesterskabet nu yderst fjernt ud. Til gengæld formåede Lokomotiv fansene at sætte gang i stadion, de var ellevilde. Typisk. At ødelægge andres succes er næsten ligeså godt som selv at opnå den. Der var kun fem minutter tilbage, og vi var bagud. Mesterskabet lod åbenbart vente på sig.

Det var i hvert fald hvad jeg troede, men jeg blev klogere. Jo var manden som på mirakuløst vis formåede at udligne i overtiden, intet mindre end et mirakel, og nu var det vores fans som satte gang i kedlerne.

Da slutfjøltet lød, brød ekstasen for alvor ud, og hjørnet med de mørkerøde trøjer eksploderede i flyvende stole, romerlys og glade, berusede, russiske fodboldfans. Lokomotivs fans blev tilbageholdt til alle vores fans havde forladt stadion, og vores mesterskabsfest bevægede sig i langsomt tempo gennem byen.

Vi endte op på Красная площадь [den røde plads]. Fans fra hele landet strømmede til, og der blev drukket tæt overalt, selv blandt den sportsligeledelse. En stor lastvogn af en art trillede ind på pladsen, og da den åbnede sin ene side, kom der en stor scene til syne. Masserne indledte et kapløb helt uden nogen form for hensynstagen til omgivelserne og kæmpede sig frem i mod de bedste pladser. Selv blev jeg trukket om ’backstage’ og blev placeret blandt klubbens øverste spidser, heriblandt Eugeny Giner som havde et fast greb om en vodkaflaske. Jeg kiggede misbilligende på ham, men han smilte blot varmt tilbage. En eller anden åndssvag PR mand trådte frem på scenen, kunne jeg se i det tv, som selvfølgelig var placeret ’backstage’, og han begyndte en lang tale om, at holdet i denne sæson for alvor havde vist hvor suveræne de var. Jeg lyttede kun med det ene øre, og lod i stedet mine tanker vandre hjem til min familie. Gid jeg dog snart kunne komme hjem, jeg besluttede mig for ved først givende lejlighed at smutte væk fra dette perverse cirkus.

Jeg blev dog hurtigt ledt for andre tanker, for pludselig skreg PR manden mit navn ned i mikrofonen, og en af hans kollegaer puffede mig hen mod døren ind til scenen. Først protesterede jeg, men jeg indså hurtigt, at det var nytteløst og gik med fast skridt ud på det store gulv. Masserne gik fuldkommen amok, og begyndte straks at skråle mit navn, mens de hoppede og dansede. Det var blevet halv sent, og talerstolen i midten blev oplyst af en stor projektør, så jeg besluttede mig for, at den var tiltænkt som mit placeringssted. Jeg travede over mod den, men det var først da larmen havde fortaget sig, at det gik op for mig, at jeg nu skulle holde en tale. Jeg havde aldrig været god til det, og sneg mig altid uden om ved festlige lejligheder. Mine øjne faldt på en lille LCD skærm i, som tilsyneladende viste en ellers anden taleskrivers tale til mig. Jeg følte mig som en marionetdukke, men valgte alligevel at følge dens start:
>>Ærede fans, journalister og sponserer,<< begyndte jeg, >>mesterskabet er kommet hjem. Hjem til hvor det hører til, hjem til CSKA. Endnu engang har vi bevist, at vi er en magtfaktor inden for russisk fodbold, og sådan vil det være langt ud i fremtiden.<<

Jeg stoppede op. Det lød simpelthen for åndssvagt, og i stedet for at forsætte med blot at parrer ordre åndede jeg dybt ind, og improviserede mig videre. Jeg kom ind på både de fantastiske præstationer af spillerne, rundede fansene trofaste opbakning og undlod hellere ikke at kritisere ledelsen.
>>Men det vigtigste er, at vi har stået sammen. Selv når skaderne plagede og ledelsen solgte vores profiler. Og det er det der har bragt os langt.<<

Jeg rundede hurtigt af, og blev endnu engang mødt af massive tilråb og klapsalver. Ud af øjenkrogen skimtede jeg en PR mand, men i stedet for at gå ham i møde hoppede jeg ned af scenen og begyndte at bane mig vej gennem folkemassen. Alle klappede mig på ryggen på min færd i gennem menneskehavet, og selvom jeg gav mig tid til autografer, så sørgede jeg for hele tiden at holde PR manden bag mig. Da jeg endelig nåede i gennem, stak jeg min Ipod i ørene, og til lyden af Jimi Hendrix’s fantastiske guitarspil prajede jeg en taxa, og bad den om at skynde sig. Nu skulle jeg hjem!     


J,a så skete det, og nu må vi se, hvor længe det vare. I hvert fald, et midlertidigt comeback til den rusiske liga. Tak for opbakningen, og lad den blot blive endnu større.