[Afsnit !14!COMEBACK!] Den tavse russer /Månedens blog April 07/

Открытая дверь в Европу [En åben dør til Europa]
9. august

Vores optakt til kampen kunne næsten ikke have været bedre. Vi havde spillet to kampe siden sejren over Luch, og havde vundet dem begge, overbevisende endda. Luch var som bekendt blevet slået med 4-0, og i næste kamp blev sejren lige så stor, da Tom blev slået med 5-1 hjemme. Syv dage efter var det Spartak Nalchik, som stod for skud, og de fik et 2-0 nederlag på egen bane. Forskellen på tavlen afspejlede dog ikke spillet, og 5-0 ville have været mindst ligeså retfærdigt. Ud over det gode spil, er det også værd at nævne, at nyindkøbte Arturo Vidal blev kåret til kampens spiller af vores fans i begge kampe, og den unge Chiliæner sprudler af selvtillid. De to sejre kombineret med forsat svingende resultater fra forfølgeren Rostov har bragt os imponerende ti point foran efter kun seksten kampe.

Vi havde fået den ære at møde Metalurgs, som på deres vej til tredje kvalifikationsrunde havde slået først Cork City ud, og derefter lidt overraskende havde besejret Zürich med samlet 3-1. Første kamp lå hos os i Moskva, og en sejr var påkrævet for at holde de kritiske journalister på afstand. Medierne havde allerede sendt os i gruppespillet, og jeg havde en anelse svært ved at få holdt spillerne på jorden og deres fokus på først at slå Metalurgs ud. Vores største fjende var os selv, og chancen for at undervurdere vores modstandere.

Den russiske vinter var så småt over, hvilket helt givet glædede vores greenkeeper. Græsset var i hvert fald passet til perfektion, og det lette regnvejr gjorde banen glat og hurtig. Nervøsiteten puslede rundt omkring i omklædningsrummets kroge før kampen, alle vidste at det var nu. Fiasko nu ville smadre sæsonen, ville punktere den fantastiske ballon som vi efterhånden havde pustet op. Nu var det alt eller intet. Tungt åndende skridtede de ud i spillertunnelen, deres blikke var fokuserede på udgangen og de sagde alt med deres kropssprog. De ville vinde.

Hvilket var det præcis samme indtryk, de efterlod sig på grønsværen. Til tider skulle man tro, at Metalurgs fly til Moskva aldrig var nået frem, for i store dele af kampen var der kun et hold på banen. Hvilket skudstatistikken kun bekræftede. De havde nul skud mod vore elleve, og ikke en gang formåede de at komme over kanten og få slået et indlæg.

Seksten minutter skulle der dog gå, før vi fik puttet kuglen i boxen. Arturo, som efterhånden har slået sig fat som en stor stjerne i det russiske, lagde en fantastisk aflevering på over 50 meter frem mod Carvallho som smart trak ind i banen og køligt lagde bolden ind ved fjerneste stolpe.

Kort efter var det vore topscorer, Vagner Love, som kom på tavlen. Kun få timer før kampen havde han været ude og lufte sin utilfredshed i pressen, efter at jeg havde afslået et tilbud fra en tyrkisk klub. Men jeg kunne ikke lade ham gå af en simpel grund, han var vores topscorer, hvilket han endnu engang slog fast med det mål til 2-0.

Halvlegen sluttede på vært tænkelig måde, for Metalurgs. Aldonin, som startede inde på bekostning af Dudu Cearense, servede et frispark ind i feltet, og der dukkede storspillede Krasic op, og satte pandebrasken på. Krasic havde i de seneste kampe for alvor genfundet stor formen, og måtte på det tidspunkt betegnes som en nøglespiller. Derfor havde han også tiltrukket sig interesse fra store Europæiske klubber, men de var alle blevet bedt om at rende og hoppe.

I anden halvleg koncentrerede vi os mere om at holde føringen, og alligevel fik vi bolden i nettet en enkelt gang. Det var unge og indskiftede Ramon som opsnappede en returbold, men til hans og vores fans’s store fortrydelse underkendte linjedommeren målet med en henvisning til offside reglerne.

Dermed sluttede kampen 3-0, og vi havde et ganske fornuftigt udgangspunkt til returkampen. Alt så altså godt ud, før jeg dummede mig. Jeg blev efter kampen kontaktet af Moskovskaya Pravda, hvor jeg i en lidt for letsindet kommentar udtalte mig om, at der nu skulle gå meget galt, før vi kunne glippe gruppespillet. Det formåede journalist at blæse op til en forside med teksten: ’Vi er videre’ og et stort billedet af mig. En ærgerlig afslutning på en super dag.

Kan alle se billederne denne gang?
Super mange gange tak for alle de fantastiske kommentarer, de varmer virkeligt hjertet så forsæt endelig med det. Hvis der derudover er noget i bloggen i ønsker ændret, eller nogle SS, så skal i bare sige til!