[Afsnit !14!COMEBACK!] Den tavse russer /Månedens blog April 07/

 

[Thorøe]

Чтимые Наркоманы [Honored Freaks!]

Der vil steder i bloggen være nævnt ting på russisk. Disse ting er i en hårdparentes ved siden af oversat, enten til engelsk eller dansk, for jer som ikke føler jer helt skarpe i russisk. Tak til http://translation2.paralink.com/ for at gøre disse pasager mulige.

Россия — священная наша держава,
Россия — любимая наша страна.
Могучая воля, великая слава —
Твоё достоянье на все времена!

Припев:
Славься, Отечество наше свободное,
Братских народов союз вековой,
Предками данная мудрость народная!
Славься, страна! Мы гордимся тобой!

От южных морей до полярного края
Раскинулись наши леса и поля.
Одна ты на свете! Одна ты такая —
Хранимая Богом родная земля!

Припев
Славься, Отечество наше свободное,
Братских народов союз вековой,
Предками данная мудрость народная!
Славься, страна! Мы гордимся тобой!

Широкий простор для мечты и для жизни
Грядущие нам открывают года.
Нам силу даёт наша верность Отчизне.
Так было, так есть и так будет всегда!

Припев
Славься, Отечество наше свободное,
Братских народов союз вековой,
Предками данная мудрость народная!
Славься, страна! Мы гордимся тобой!

[Russia—our sacred state,
Russia—our beloved country.
A mighty will, a great glory
Are yours forever for all time!

Chorus:
Be glorious, our free Fatherland,
Ancient union of brotherly peoples,
Ancestor given wisdom of the people!
Be glorious, country! We are proud of you!

From the southern seas to the polar region
Lay our forests and our fields.
You are one in the world! You are one of a kind,
Native land protected by God!

Chorus
Be glorious, our free Fatherland,
Ancient union of brotherly peoples,
Ancestor given wisdom of the people!
Be glorious, country! We are proud of you!

Wide spaces for dreams and for living
Are open to us by the coming years.
Our faith in our Fatherland gives us strength.
So it was, so it is, and so it will always be!

Chorus
Be glorious, our free Fatherland,
Ancient union of brotherly peoples,
Ancestor given wisdom of the people!
Be glorious, country! We are proud of you!]

[7kfum]

Det ser rigtig godt ud! Det bliver spændende at følge dit russiske eventyr.

EDIT: Очень, очень хороший!

[Berendt]

Hehe, jah.. Må nok sige at det ser rigtig spændende ud...

[Emillionaire]

очень захватывающий!

[Berendt]

когда мы можем видеть обновление?

[Thorøe]

Готовый, набор, идут! [Klar, parat, start!]
18. februar

Uden for de tonede ruder raserede den russiske vinterkulde for alvor, og gjorde at al unødvendig udgang forblev ved at være en tanke. Vi kørte langsomt gennem Moskvas snedækkede gader på vej mod en af byens mange betonklodser opført i Sovjet tiden. Der var næsten ingen forgængere, og de få som havde trodset vejret gik målbevidst af sted uden at lægge mærke til deres omgivelser og medborgere. Chaufføren var ikke snaksaglig, hvilket passede mig perfekt. Jeg havde brug for ro til at få styr på mine tanker. Det var gået stærkt siden den første opringning for tre dage siden, og nu var der altså under en time til at det gik løs.

Det havde været en almindelig søndag indtil opringningen. Jeg og min kone havde planlagt en tur ud til Sokolniki Park for at skøjte på den tilfrosne sø sammen med vores to børn, Dina på 11 og Igor på 7. Vi havde stået og smurt madpakkerne, da min mobil ringede. Først var jeg ved at lade den ringe, men min kone sendte mig et lille smil, som betød: bare tag den. Det havde jeg så gjort. Manden i den anden ende præsenterede sig som Dmitry Shilov, hvilket intuitivt havde fået mig til at grine. Dmitry synes dog ingenlunde at kunne se det morsomme i det, så jeg stoppede relativt hurtigt. Da jeg havde genvundet fatningen, begyndte han at forklare mig, hvordan det stod til. Langsomt som samtalen skred frem, blev jeg mere og mere forundret, og til sidst blev jeg nød til at spørge om han var sikker på, at han havde fået rigtigt nummer. Det insisterede han på, og han ødelagde samtidig min skøjtetur ved at bede mig om et møde klokken fire samme eftermiddag, om jeg havde tid? Jo, det skulle jeg nok få passet ind i kalenderen.

Min kone havde været forstående. Det samme kunne man dog ikke sige om mine børn, men da min kone lovede dem en burger på vejen hjem, blev der atter stille i lejligheden. Jeg kyssede dem farvel, og de tog af sted og lod mig alene tilbage. Klokken var lidt over et, så jeg havde god tid til at gøre mig klar og i stand. Jeg fandt mit jakkesæt frem fra skabet og tog en skjorte op af den nederste skuffe i vores soveværelse. Efter at jeg, forgæves, havde forsøgt at stryge den, gik jeg ud og tog mig et bad. Jeg sluttede af med en god mængde voks i håret og en barbering. Hele ritualet tog godt og vel en time. Altså var der stadig god tid, før jeg skulle ud og finde en taxa. Den tid slog jeg ihjel foran tv’et.

Den sorte Mercedes med de tonede ruder stoppede op umiddelbart foran den 23 meter høje kontorbygning, og jeg steg ud. Det var anden gang på kun tre dage at jeg var her, og samtidig var det anden gange på kun tre dage, at jeg havde jakkesæt på, hvilket nok aldrig var sket før. Bygningen lå kun få 100 meter fra Den Røde Plads, hvilket selv efter Sovjets fald var en god adresse. Jeg gik ind i receptionen, hvor en lille mand ventede på mig. Med en lille håndbevægelse guidede han mig ind i elevatoren, og vi kørte langsomt op. Da vi endelig var nået vores mål, førte han mig af en bagvej,  for at undgå journalist massen som allerede var begyndt at hobe sig op. ’Backstage’ hilste jeg for anden gang på klubbens bestyrelsesformand Eugeny Giner. Han var en lav mand, med en tendens til en lille smule overvægt og svedigt hår, men han var også min øverste chef, så derfor lod jeg disse små skønhedsfejl være usagte. Sekunderne tikkede langsomt af sted, men tidspunktet nærmere sig. Sandhedens øjeblik, det var nu jeg skulle stå distancen. Hvis jeg fejlede nu, ville jeg aldrig komme videre, et forkert ord kunne ødelægge min karriere. Jeg kunne mærke den første svedperle på min pande. Min ’vejviser’ nikkede og pegede på døren. Med langsomme skridt bevægede jeg mig nærmere. Der kom den anden svedperle. Jeg tørrede dem væk med bagsiden af min hånd, hvorefter jeg trykkede håndtaget ned og skubbede døren op, i samme sekund blev jeg blændet af blitzlysene.

Tak for kommentarerne, også de russiske , det er jo det som holder lysten oppe

[Berendt]

Det ser super godt ud!... Du har som en af de første her på siden, fanget mig som læser!

[chelsea-4ever]

kanon god start. Du formår at fange dine læsere - I hvert fald mig.!

Fortsæt endelig.

[Batistuta]

Synes det er rigtig godt arbejde, men for mit vedkommende er det ZzZzZzZzZ. De der roman blogs er bare ikke fede... men heldigvis for dig er der mange andre der synes det, så held og lykke...

[Blackhawk]

Удивительный!

[7kfum]

Ja, Thorøe. Du ved jo hvad jeg mener. UG!

[Thorøe]

Волшебство в воздухе [Magi i luften]
4. marts

Luften var tyk. Både af tåge, forventninger og pres. Medierne havde kogt rigeligt med suppe på min udnævnelse, i hvert fald ifølge min smag, og presset fra deres side var hen ved enormt. Forventningerne kom indefra, bestyrelsen så med glæde frem til endnu et trofæ, mens storbys forureningen måtte stå til regnskab for den massive tåge som plagede luften. Det var den første kamp af betydning for mig i min nye klub, men hvilken kamp. Paralament Suprkubok Rossii finalen stod mellem os og Sparta, og trofæet var, i ægte Champions League stil, nydeligt placeret midt i mellem de to spillertrupper da de løb på banen til lyden af den russiske nationalsang.

’Russia—our sacred state,
Russia—our beloved country.
A mighty will, a great glory
Are yours forever for all time!’

Jeg spejdede forgæves efter min familie blandt de knap og nap 30.000 tilskuere på Lokomotiv Stadion. Jeg havde skaffet dem loge billetter. Da nationalsagen forstummede, begyndte mit hjertes banken for alvor at tage fart. I et kort øjeblik så jeg skrækscenariet for mit indre blik. Forsiden på Moskovskaya Pravda, forsiden som bekendtgjorde nederlaget. Dommerens fløjt rev mig tilbage til virkeligheden, tilbage til kampen, som stadig kunne vindes!

Desværre var virkeligheden også mørk. Og mit håb var på under ti minutter forvandlet til fortvivlelse. Sparta sad på bolden. De kørte den rundt og formåede at gøre vores, mine, spillere til intet andet end statister, tilfældige tilskuere. Lige på nær mit normale andetvalg på målmandsposten, Mandrykin, som, i fraværet af vores 19-årige stortalent, vogtede stængerne, hvilket han gjorder til UG.

Men bedst som alt så sortes ud, vendte lykken. Efter et fremragende kontraangreb opsamlede Krasic en ripost midt i feltet, og uden besvær lagde han bolden i den modsatte side i forhold til målmanden. Jubel, ufortjent jubel! Jeg husker, at jeg sprang op af sædet og knyttede mine hænder mod himlen i en tak til Gud.

Krasics mål udlignede kampen, vi kom bedre med. Det resulterede dog også i, at kampen rent chancemæssigt gik i stå, og i stedet for blev spillet flyttet til midtercirklen, og nærkampene aflyste det flotte spil, som primært Sparta havde stået for i starten. Derfor lignede det også en 1-0’er ved pausen, men Spartas målmand ville det anderledes. Gøgleriet fra hans side bestod i et mislykket udspark, som, uheldigt for ham det må man erkende, ramte den ene af vores brasilianske frontløbere, og spillede vores anden af slagsen, Jo, fri. Da han først havde bolden på sine fødder, gik der ikke lang tid, før jeg for anden gang kunne strække armene i vejret og juble, denne gang uden takkende gloser til Herren i det høje. Stemningen var høj i pausen, og jeg havde glemt alt om kritiske forsider.

Anden halvleg var en rodet affære fra start til slut, med kun et eneste højdepunkt. Det stod vores 28-årige anføre, Gusev, for, da han fra 28 meters afstand bankede et frisparksmål i boxen. Ud over denne perle bød halvleg på uinspireret fodbold, om det var tågen skal jeg ikke kunne sige.

Da dommeren fløjtede i sin fløjte for sidste gang, kunne jeg ikke undgå at følge mit instinkt. Med begge arme over hovedet stormede jeg ind på banen og kastede mig en bunken af spillere som allerede lå der. Stadionhøjtalerne spillede endnu en gang nationalhymnen efterfulgt af ’We are the champions’.
Efter sejrsceremonien var vel overstået blev jeg kontaktet af alverdens, eller i hvert fald Ruslands, journalister for en kommentar. Endnu et møde med djævlen, men for mit vedkommende blev det dog kun til en hurtig snak, jeg havde et fly, jeg skulle nå.   


Dejligt med så mange gode kommentarer. At ens arbejde bliver værdsat, er det som får en til at forsætte.

[Berendt]

Nice! Igen formår du at fange mig!!! Forsæt forsæt !

[Thorøe]

Изменения [Ændringer]
10. april
 
Jeg sad og stirrede stift på digitalurets røde skrift. Ventede blot på at sekunderne snørklede sig forbi, og at minutterne gik. Min kone og mine børn var gået i seng for omkring en time siden. Generelt var de fleste normale Moskva borgere gået i seng, og byen lå stille hen. De enlige natteravne, som stadig var oppe, holdt sig for sig selv, ligesom mig. Endelig skiftede de røde tal på uret endnu engang, og alle fire tal blev på magisk vis forvandlet til 0’er. Transfervinduet var nu endegyldigt slut, i hvert fald for denne gang, hvilket efterlod mig med en lettere skuffende fornemmelse i maven.

Det tidligere omtalte fly var afgået til Kroatien, og jeg havde haft en god ’feeling’ under hele flyturen. Det var første gang at jeg fløj på Business Class, og jeg sugede et hvert indtryk til mig som et lille barn, som for første gang sad i en af disse flyvemaskiner, som man havde hørt så meget om. Dog holdt jeg mig fra champagnen, da jeg helst skulle være klar i hovedet til morgendagen.   

Morgendagen havde nemlig budt på et møde med Kroatiske Vedran Corluka, som min spejder havde anbefalet mig efter en tur til Kroatien. Den kun 19-årige midterforsvar syntes at rumme et stort potentiale, og havde da også tiltrukket sig interesse fra utallige europæiske storklubber. Det var dog indtil videre os som lå forrest i løbet om hans underskift, hvilket også var det mødet drejede sig om, han skulle bare tegne en krusedulle på et papir, og så kunne han kalde sig CSKA spiller. Vi imødekom han hans relativt store krav, og da jeg, tilfreds med mig selv, forlod mødet, regnede jeg med, at der kun manglede formaliteter, før han kunne støde til spillertruppen.

Formaliteterne trak dog ud, og i mellemtiden kom Silvio Berlusconis mægtige Milano klub på banen. Desværre for os skulle det også vise sig, at et skifte til Italien var mere attraktivt end til Rusland, og ’forræderen’ skrev hurtigt under med Milano klubben og rejste syd på. Selvom vi aldrig ’fik vielsesringene på’, kunne jeg ikke andet end at betragte hans skifte som ’utroskab’, og blandt folk i klubben fik han tilnavnet ’forræderen’.

Det var dog ikke kun forræderi og vrede som transfervinduet bød på. Handlen med Kroaten blev aldrig til noget, men til gengæld fik vi hentet en Русский язык[Russer]. Handlen blev gennemført få dage efter mit mislykkede ophold i Kroatien, og præsenteret på et hurtigt pressemøde, hvor Vedran handlen også skulle have været præsenteret. Den kun 17-årige knægt som trak i trøjen, med påskriften Mamaev bagpå, strålede af lykke under hele mødet. Hvilket han også havde god grund til. Han var kommet langt, men han kunne komme længere.

Da klokken rundede de 00:09, listede jeg ind i mit soveværelse. Min kone, Jena, sov allerede, og jeg kyssede hende blidt på panden. Hun var glad på mine vegne med hensyn til mit nye job, men viste ikke synderlig interesse for det, hun var også en kvinde. Jeg krøb under dynen, og hun gryntede svagt.               


Lad endelig kommentarene hagle ned over mig. 

[arsenalistic]

God læsning, og lækkert at se du ligger lidt energi i projektet