Vækkeuret er en dræber!
Ihk, ihk! Ihk, ihk! Lyden af det vi alle frygter, vækkeuret. Hvad er denne skabning skabt for, det eneste den gør, er at tvinge os op klokken 5 om morgenen. Gad vide hvilke onde tanker sådan et vækkeur har om os? Mon den kigger på når man kommer hjem klokken lort om natten, skide fuld, og den da tænker. Yes, så skal der tortureres!
Jeg kigger på vækkeuret, det viser som sædvanligt 5. 5, hvilket onde A-menneske har opfundet disse tider? Svaret er min chef, roden til alt ondt, han sætter mig til at læsse skibe når mit potentiale faktisk burde sidde på hans stol.
Først det ene, så det andet, det er at stå op af sengen som at gå, der er en forskel, når man har overstået trin 2, i at stå op af sengen. Så brækker man sig, i hvert fald hvis man fik lige så meget at drikke som jeg fik i går. Jeg lukker øjnene og kigger ned igen, under mig ligger en kæmpe grøn plet, jeg kan stadig se små stykker fisk, fra min fish and chips i går. Jeg kigger hen på det grufulde bæst ved siden af min seng, det viser lige pludselig 05:20, hvordan det er gået til, det ved jeg godt, det var igen det onde væsen inde i uret der var på spil. Jeg vidste jeg skulle møde halv 6, så jeg var nød til at vade hen til skabet, hurtigt få arbejdsdragt på, også løbe ned i bilen.
Jeg drøner hen af gaderne, for at nå det, da havnen er i sigte, er klokken blevet 5 over mødetid. Endelig er jeg der, dreje skarpt, DOM! Jeg når ikke at høre andet før den airbag foran mig skæmmer for mit udsyn. Jeg skubber den tilbage og løber ud, til min store forskrækkelse kan jeg se forenden er smadret, som jeg ser at min dag ikke kan blive værre, så kalder chefen.
”Sæt dig”, siger chefen med bestemt stemme.
”Hvad synes du selv om dit arbejde i den seneste tid, Brown?” Brummer han, så hans skæg rykker en anelse ud for hans overlæbe.
”Fin”, siger jeg ikke nærværende.
”Når, men det er bestemt ikke din underchefs mening, du sjusker, Brown!” Siger han med en bestemt mine.
”Og hvad så, jeg er jo fodboldstjerne”, griner jeg.
”Brown!” råber han og banker i bordet.
”Jeg er ligeglad om du så var Maradona! Du er degraderet! Du skal nu vaske skibe!” Råber han.
”Det kan du da ikke!” Råber jeg.
”Jo jeg kan, skrid så med dig!” Råber han.
Jeg vender ryggen til, og smækker døren efter mig, så alle kan høre det. Jeg går med bestemte skridt ned mod min bil. Tænder den, men jeg kan ikke køre. Hvad skal jeg gøre uden et job? Jeg åbner døren og træder ud af bilen.
Da jeg når ned til vaskedelen, ser jeg en gammel mand for enden.
”Hej, er du Nick, Nick Brown?” Råber han efter mig.
”Ja det er mig, du kender mig jo nok i forvejen. Jeg er topscorer i Balliot Road F.C”, siger jeg, for han skal ikke komme og spille god overfor mig.
”Nej, det gør jeg ikke unge mand. Og jeg er ligeglad hvem du er”, siger den gammel mand bestemt.
Jeg passere ham uden en lyd. Hvem tror han, han er?
”Du tager bare den båd der ovre”, råber han og peger.
Endelig fri. Klokken er 15:00, og jeg har endelig fået fri. Jeg tager bilen og stopper ved den første kiosk får at købe Liverpool Echo. Men forsiden skræmmer mig væk, Liverpool banket 4-1 af Manchester. Hvorfor så jeg ikke den kamp? Og hvad i alverden skete der for Liverpool?
Morgen igen, men det er ikke samme følelse som i går, det er som om der ligger noget ved siden af mig, noget som får sengen til at bue. Og da jeg vender mig om finder jeg en 200 kilo tung kolos, ved siden af mig. Hvad i alverden har jeg nu rodet mig ud i?