Mandag den 3. december 2006Jeg var nede og hjælpe min bror på fabrikken i dag. Der arbejdede jeg selv før i tiden. Vi laver fodbolde, men får ikke selv lov at bruge dem. Det var en ret surrealistisk oplevelse. I England lever jeg af at spille med de fodbolde, jeg før levede af at lave.
Det var ikke på nogen måde sjovt. Jeg var sågar næsten lige ved at falde i søvn, da jeg pludselig blev vækket lidt op af en underlig lyd. Det viste sig at være min telefon. Mark Davies havde sendt denne SMS:
Vi vandt i lørdags... 2-1... Jemal og Jay scorede. Vi ses på torsdag...
Jeg knyttede min efterhånden ømme næve, mens jeg udbrød et svagt "yes". Han snakkede om en kamp mod Crystal Palace. Endda på udebane, så det er faktisk et rigtig godt resultat. Det var den eneste kamp, vi skulle spille, mens jeg var væk.
Efter fem timers arbejde tog vi igen over på boldbanen. Jeg agerede dommer, og denne gang kunne jeg godkende otte scoringer til min brors hold og kun en enkelt til Ronaldos. Han var vist lidt halvsyg, så han spillede ikke særlig godt, og det kunne ses på hans mandskab.
Nu er der aftensmad, og jeg regner ikke rigtig med, at der sker mere i dag. I morgen er sidste dag, jeg er her. Jeg skal pakke, og ellers tror jeg bare, vi skal slappe af...
Tirsdag den 4. december 2006Det var vist det sidste! Vi har tilbragt det meste af dagen ude i haven, hvor vi har drukket kaffe, mens min bror og jeg spillede skak med et spil, vi selv lavede for længe siden. Han vandt desværre.
Nu har jeg fået pakket det hele, så alt er klart til i morgen. Jeg fatter ikke, hvorfor flyafgangene altid skal foregå så tidligt om morgenen, men jeg skal i hvert fald være i lufthavnen klokken halv syv. Så det er ikke så fedt.
Klokken er ni nu, og med udsigt til ganske få timers søvn i nat, så er det måske en meget god ide at gå i seng nu. Det er sidste gang i denne omgang, at jeg skal sove her. Lidt trist at skulle hjem igen. Det har været utrolig dejligt at være tilbage, og lige nu har jeg egentlig ikke særlig meget lyst til at vende tilbage til England. Men jeg kommer jo ikke uden om det.
Onsdag den 5. december 2006Kære dagbog.
En lille hilsen her fra flyet. Jeg har lige set en eller anden amerikansk actionfilm. Masser af pistoler og blod, ikke særlig god film. Nå, der er stadig seks timer til England, og jeg tror bare, jeg har tænkt mig at sove dem væk.
Det kan dog godt blive lidt problematisk, eftersom fyren ved siden af mig har valgt at gøre det samme, og han snorker helt ekstremt. En fed, klam mand. Minder egentlig lidt om min far – i hvert fald sådan som jeg husker ham.
Nå, jeg prøver lykken.
Torsdag den 6. december 2006Så er jeg hjemme igen og har fået indlogeret mig. Jeg kom allerede hjem sent i går aftes, og da jeg trådte ind i opgangen, blev jeg mødt af en smilende Victoria.
- Hey! Var det en god tur, spurgte hun energisk.
Jeg smilte og nikkede. Jeg var træt, så jeg orkede ikke den store samtale. Til gengæld aftalte vi at spise sammen dagen efter. Dvs. i dag eller rettere sagt om ti minutter. Hun laver maden, så jeg har det dejlig nemt.
Jeg var også til træning i dag. De fleste var glade for at se mig. Faktisk blev jeg mødt med mødt med åbne arme af alle undtagen Karl (hvilken overraskelse) og træneren, som af en eller anden grund stadig ikke virker særlig begejstret for min tilstedeværelse. Det var dog kun Mark Davies, jeg rigtig snakkede med.
Jeg havde det ikke særlig godt under træningen. Præget af jetlag og træthed leverede jeg nok den dårligste omgang træning i min tid i England.
Dét, kombineret med det faktum, at træneren tilsyneladende ikke bryder sig nævneværdigt om mig, gør nok, at jeg ikke kommer til at starte inde i næste kamp.
Det gider jeg bare ikke tænke på lige nu. Jakkesættet, som jeg i sin tid fik af Jez, er taget på, og det er tid til at komme ud ad døren og gå de to meter. I morgen kan jeg begynde at bekymre mig om Wolves.
En lidt kort update denne gang. Nu handler det om Wolves og Guilherme frem til nytår, og så har jeg besluttet, hvad der skal ske derefter.