Onsdag den 29. november 2007<![CDATA[<a href="http://www.icaen.uiowa.edu/~dip/examples/images/airplane.gif" target="_blank">http://www.icaen.uiowa.edu/~dip/examples/images/airplane.gif</a>]]> Mit gensyn med familien blev en fiasko, præget af en frygtelig tragedie. Det hele startede med, at jeg som altid blev vækket af mit vækkeur, denne gang noget tidligere end normalt. Efter at have spist, kommet i tøjet og fået pakket de sidste sager, drog jeg i min bil til lufthavnen, hvor jeg stødte på det første problem. For satan hvor er det svært at finde en parkeringsplads i den lufthavn! Da jeg endelig fandt en, så var det kun til handicappede, så jeg endte med at holde næsten en kilometer væk.
- Last call for flight 9, hørte jeg i højtalerne, da jeg ankom. ”Pis”, tænkte jeg. Jeg var sent på den.
Jeg fløj gennem gangene og nåede i sidste øjeblik frem til indgangen til flyet. En alt for stor dame tog imod min billet og udbrød:
- Du går bare igennem.
Efter syv timers flyvning blev jeg vækket af min søvn. Flyet ville blive en time forsinket. Perfekt. Nå, men klokken var ca. tre, da jeg ankom i Rio, hvor der som altid holdt en masse taxaer og håbede på at snart at få en kunde på sit bagsæde. En aldrende, langskægget mand havde heldet af at få mig, og han kunne dermed se frem til en lang tur. Efter en god times tid var vi endelig ankommet. Jeg kiggede ud af vinduet og kiggede på huset et par minutter. Så betalte jeg taxachaufføren og gik ud.
Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle banke på eller bare gå ind, men valget faldt på det første. Jeg var spændt på at se, hvilken reaktion der ville være hos den, der nu måtte åbne døren. Det blev min bror. Han så ud til at have tårer i øjnene, men han smilte alligevel, da han så mig.
- Guily! Sikke en overraskelse, udbrød han, omfavnede mig og gjorde tegn til, at jeg skulle komme ind.
Inde ved køkkenbordet så jeg min mor. Hun var grådkvalt, men lyste gevaldigt op ved synet af mig. Hun sagde intet, men gik over og gav mig et langt kram. Så smilte hun et falskt smil.
- Hvad foregår her?, spurgte jeg.
- Det er din onkel, sagde min mor og fortsatte: Han ligger i respirator.
- Hvad!?, råbte jeg.
- Fik du ikke mit brev, spurgte hun undrende.
- Nej, hvilket brev?
Min onkel, Nascimento, var syg. Han var en god mand. Jeg kan tydeligt huske, at han legede med min bror og jeg, da vi var små. Han var en slags reservefar for os. Min mor havde sendt et brev om det, men det var åbenbart ikke kommet frem. Han havde cancer, knoglekræft, og nu havde det bredt sig.
Chokeret gik jeg med på hospitalet. Det lå ikke mere end et par hundrede meter væk.
- Jeg er meget ked af at måtte fortælle jer det, men der er ikke mere, vi kan gøre. Det er et spørgsmål om tid nu, forklarede lægen.
Vi sad ved ham de sidste par timer. Det var en mærkelig fornemmelse. Han var helt hvid, tynd og afkræftet. Vi sagde farvel. Klokken otte gav vi lægen tegn til at slukke for respiratoren. Det var de hurtigste fem timer i mit liv.
Min onkel blev 72 år.
Vi er hjemme igen nu. Solen er gået ned, og mørket har lagt sig, men jeg kan ikke falde i søvn. Jeg har ikke grædt ret meget – kun indvendigt. Jeg vil prøve at falde i søvn, selvom denne stenmadras står noget i kontrast til de luksuriøse forhold i England. Det er sjovt; man sætter sjældent rigtig pris på det, når man går fra dårlige forhold til luksus, men når det går den anden vej, så irriterer det for alvor én.
Godnat dagbog. Sov godt...
Torsdag den 30. november 2007Kære dagbog,
Dagen i dag blev primært brugt på at rydde op i min onkels sager. Vi var hjemme hos ham. Det var enormt støvet og faldefærdigt. Jeg spurgte ikke ind til det, men jeg går ud fra, at han har ligget på hospitalet i et stykke tid. Jeg fandt en gammel tegning, jeg lavede til ham, da jeg var syv. Den forestillede mig, ham og min bror, der spillede fodbold på stranden en varm sommerdag. Jeg foldede tegningen sammen og stak den i lommen.
Senere mødtes vi med en bankrådgiver. Han gav os endelig lidt godt nyt. Min onkel havde åbenbart en del penge på kontoen, som han i sit testamente havde besluttet at donere til min bror og jeg. Jeg valgte naturligvis at lade min del gå til min mor, da jeg ikke selv mangler noget.
Sidst på dagen fik vi besøg af en lokal bedemand. Han er en ven af familien. Vi tilrettelagde begravelsen, som jeg kommer til at betale det meste af. Den kommer til at finde sted på søndag.
Fredag den 1. december 2007Efter nogle hårde, tunge dage kunne jeg endelig for alvor nyde at være sammen med min familie igen. Vi tilbragte hele dagen i hjemmet, hvor vi snakkede om alt muligt. Min tid i England, min onkel, hvordan det ellers er gået herhjemme osv. Det var en dejlig dag. Endelig nyder jeg at være hjemme igen.
Denne madras giver mig dog stadig både søvnmangel og ondt i ryggen. Jeg kan simpelthen ikke vænne mig til at sove her, og jeg begriber ganske enkelt ikke, hvordan jeg har kunnet sove her i så mange år.
Lørdag den 2. december 2007<![CDATA[<a href="http://www.multiscrap.dk/images/fodbold.jpg" target="_blank">http://www.multiscrap.dk/images/fodbold.jpg</a>]]> Jeg mødte alle mine venner igen. Sammen med min bror, Carlos, tog vi en fodboldkamp. Jeg spillede naturligvis ikke, men måtte tage til takke med dommertjansen. Ronaldo var kaptajn på det røde hold, mens Carlos var for det hvide. Det blev til en 7-5-sejr for Ronaldo og co., hvilket absolut ikke huede Carlos.
Det var skønt at møde mine venner igen. I England har jeg mest hængt på de to Mark'er, mens jeg her taler med stort set alle i kvarteret. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke er faldet helt så godt til i England, som jeg havde håbet på.
Morgendagen bliver ikke nær så sjov. Onkel skal lægges i jorden, hvorefter hele den store familie mødes derhjemme til kaffe og kage. På sin vis er jeg glad for, at jeg på mit lille visit her alligevel får muligheden for at møde næsten alle, men omstændighederne glæder mig bestemt ikke.
Søndag den 3. december 2007<![CDATA[<a href="http://www.taarnby-blomster.dk/images/Nye%20Billeder/Kiste%20med%20pynt1%20Lille.jpg" target="_blank">http://www.taarnby-blomster.dk/images/Nye%20Billeder/Kiste%20med%20pynt1%20Lille.jpg</a>]]> Det blev en god afsked. Min mor holdt en flot tale, og jeg var også selv oppe og sige et par ord. Jeg er langt fra lige så genert her, som jeg sikkert virker i England. Min onkel var blevet gevaldigt restaureret. Jeg kunne kende ham igen, som han lå der. Han var ikke længere hvid, men havde farve i ansigtet.
Jeg var den, som alle ville snakke med, da vi mødtes bagefter. Det var fint, for så fik jeg hilst på alle.
Jeg fik taget den perfekte afsked med min onkel, men nu vil jeg forsøge at lægge alt det her til siden. Jeg rejser tilbage til England allerede onsdag morgen, så nu vil jeg forsøge at få det bedste ud af de næste to dage, og for den sags skyld også nætter. Det ville være rart ikke at falde i søvn klokken tre i nat.
