Søndag den 26. november 2006Skønt! Når man er skadet og ikke kan foretage sig noget som helst, er der da bare intet bedre end en strømafbrydelse. Jeg sad i går aftes og spillede med Wolves, og det gik strålende. Jeg nåede sågar op og få oprykning, men så da klokken var ved at nærme sig midnat, så blev alt sort. Siden har jeg måttet holde lejligheden oplyst ved hjælp af nogle stearinlys, som Victoria gav mig. Hun havde heller ingen strøm. Jeg håber, at den har autosavet for ikke så længe siden, for det ville være surt at ryge helt tilbage til februar.
Om en time skal jeg over til Alan, som skal undersøge mit ben. Bagefter er telefonen sat på alarm for at minde mig om at ringe til de ansvarshavende og høre, hvordan udsigterne til strøm er.
Mandag den 27. november 2006Alan mente ikke, at jeg har brug for mere fysioterapi. Han fortalte mig i går, at det bare skal passe sig selv, og at han vil estimere skadens varighed til tre uger. Det var en smule mere opløftende end gårsdagens nyheder, selvom jeg har svært ved at se, hvad jeg skal foretage mig uden strøm og en daglig tur til træningslokalerne.
Efter besøget hos Alan haltede jeg hjem til min bælgmørke lejlighed, bevæbnet med et par krykker. Så ringede jeg til elektricitetsanlægg
et, hvis nummer jeg fandt ved sikringerne. Jeg ringede op og blev mødt af en hurtigtalende computerstemme, som bad mig om at vente, hvorefter den tyrede noget ekstremt enerverende musik i ørerne på mig. Da jeg havde ventet i tre kvarter fik jeg omsider den glædelige besked: ”Du er nu nummer et i køen.”. Så gik der to minutter, hvorefter stemmen igen havde en besked til mig.
- ”Klokken er nu 17.00, og kontoret lukker. Prøv igen i morgen.”, sagde hun, hvorefter jeg fik dyt-dyt-tonen.
Jeg hamrede røret ned i bordet i frustration over deres uduelighed. Nå, jeg må prøve igen senere i dag, når de åbner deres hotline klokken 10. I morgen regner jeg med at smutte over til træningsanlægget og snakke med Jez og træneren angående jule- og nytårsaften. Skal også huske at høre Victoria, om hun er med på at bestille et par pizzaer senere. Der er ikke just de store muligheder for madlavning her jo…
Tirsdag den 28. november 2006Jeg fik strøm i går aftes! Efter en times venten fik jeg endelig en person i røret, som ganske kort fortalte, at strømmen ville komme tilbage i løbet af aftnen, og ganske rigtigt. Det første, jeg gjorde derefter, var at tjekke mit Wolves-spil, og min værste frygt var en realitet: Spillet var helt tilbage i februar. Jeg ved sgu ikke engang, om jeg gider spille det hele igen nu, eller om jeg skal forsøge med Juventude igen.
Nå, i dag var jeg ovre og hilse på gutterne på træningsbanen. Da de var færdige, fik jeg fat i Jez og træneren.
- ”Jeg tænkte på om…”, begyndte jeg og tøvede, før jeg tog mig sammen. ”Om jeg kunne få lov at tage hjem og holde nytår?”
- ”Ikke tale om”, sagde træneren hurtigt, før Jez tog over.
- Det kan sgu ikke rigtig lade sig gøre. Vi har jo kamp både dagen efter og inden, så den går vist ikke rigtig, desværre. Men du kan jo komme til klubbens store nytårsfest ved nogle lokaler lige i nærheden.”
- ”Okay. Nå, men så ses vi bare”, sagde jeg uden at skjule min skuffelse, før jeg vendte ryggen til og gik mod min bil.
- ”Savner du dem derhjemme?”, spurgte Jez.
- ”Ja”, svarede jeg ærligt.
- ”Altså, nu ved jeg jo, at Alan ikke mener, din skade har brug for fysioterapi, så du kunne måske tage derhen en uge her, hvor du alligevel ikke kan træne”, sagde han.
Træneren nikkede, og jeg takkede dem pænt.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg straks at kigge på internettet efter rejser, og jeg fandt hurtigt en afrejse. Allerede i morgen kunne jeg flyve fra Heathrow, så den valgte jeg at tage. En tur/retur-billet til £500. Jeg regner ikke med at informere mor og Carlos, da det skal være en overraskelse.
Om aftnen var jeg atter ovre i nærheden af stadion; denne gang for at se drengene spille mod Leeds. Det var koldt, men tørt, så det gik. Samtidig har jeg efterhånden lært et par af fansenes sange udenad, så jeg skrålede med på et par af dem og jublede som en sindssyg, da Jemal Johnson bragte os fortjent foran efter en god time. Min jubel var ikke kun et udslag for holdets succes, men også for min glæde over afrejsen til Brasilien i morgen. Desværre udlignede Leeds kort efter, men vi kunne da glæde os over et point i en underholdende kamp.
Efter kampen kom Jez over til mig.
- ”Nå, hvad fandt du så ud af?”, spurgte han.
- ”Jeg fandt en rejse i morgen”, sagde jeg fornøjet og smilte.
- ”Super. Har du sagt det til din familie så?”
- ”Næh, jeg tror, jeg lader det være en overraskelse.”
Da jeg kom hjem, var det tid til at pakke. Velvidende at jeg kun skal være der i en uge, så tror jeg, at jeg har pakket flere ting sammen, end jeg gjorde, da jeg tog hertil med det formål at bo her i flere år. Utroligt så mange ting jeg har skaffet mig, siden jeg flyttede hertil. Da jeg var færdig, ringede jeg til Mark Little og fortalte ham, at jeg gerne vil holde jul hos ham og hans familie. Det skal nok blive en sjov oplevelse.
Nej, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at komme ned i det gode vejr, til at spille fodbold med vennerne på stranden og fortælle dem om mine oplevelser her i England, men ikke mindst glæder jeg mig til gensynet med Carlos og min mor.
Nu må jeg hellere få mig en god nats søvn. Klokken nærmer sig midnat, og jeg skal op klokken halv seks i morgen. Skal være ved lufthavnen klokken syv.
