Guilhermes Dagbog

 

[United-styrer]

Mandag den 23. oktober 2006

Jeg savner hjem. Det er en ganske forfærdelig følelse at være skadet og sidde her og rådne op. Hver dag er det samme; jeg står op og laver intet. Der var mere mening med livet derhjemme.

Måske er det bare mig, der tager det lidt for tungt. I overmorgen spiller holdet, og jeg skal ind og se på. Efter kampen skal jeg tilses af fysioterapeuten, og han har bare at have noget godt nyt, for det her kan jeg ikke holde ud ret meget længere. Gudskelov, at jeg ikke rev et ledbånd over, for det er trivielt og deprimerende at sidde her i lejligheden.

Onsdag den 25. oktober 2006

Der var ny taktik på tegnebrættet fra trænerens side. Det var fortsat 4-4-2, men stilen var noget mere destruktiv end tidligere. Til gengæld passede det mig fint, at han ville satse meget på fløjene, da det jo er mit område.

Gutterne spillede en rimelig kamp. Acceptabelt om ikke andet. Det er ikke nemt at møde et Premier League-hold på udebane, og vi tabte da også hele 3-0 til Blackburn, men alt i alt spillede vi egentlig en udmærket kamp, og vi blev langt fra udklasseret.

Efter kampen gik turen hjemad, hvor fysioterapeuten Alan skulle kigge på min skade. Efter et kvarters tids inspektion kom han med en befriende nyhed.

- ”Det ser jo egentlig fint ud”, sagde han køligt.
- ”Så hvornår kan jeg spille igen?”, spurgte jeg ivrigt.
- "Tja, der går nok et par uger, før du er kampklar, men mon ikke du så småt kan begynde træningen i morgen…”

Jeg fik julelys i øjnene. I morgen! Efter elleve dages kedsomhed kan jeg endelig begynde. Jeg tøffede senere over til træneren for at fortælle, at jeg er klar igen i morgen.

”Det lyder glimrende”, var hans svar, som kom uden den store dybsindighed.

Jeg er sådan set ligeglad, hvad træneren mener, for jeg skal nok bevise, at jeg hører til i startopstillingen. Efter pausen kan jeg ikke vente med at komme i gang i morgen, og jeg har i sinde at spille mig på holdet.

Nu skal jeg bare hvile ud, så jeg er helt klar til i morgen.

Torsdag den 26. oktober 2006

Hvor var det skønt at være tilbage på banen!

Det var koldt, og jeg trænede kun halvt så meget som de andre, men det var irrelevant. Det hovedsagelige var, at jeg var tilbage på banen, og at jeg atter har en funktion her i England. Mit liv har ligesom fået mening igen efter den triste periode.

Jeg kunne godt mærke skaden, men når det skete, så tog jeg bare en lille pause, og alt i alt gik det udmærket. Nu er der pizza i min ovn, og denne gang er jeg opmærksom på den, så i dag regner jeg ikke med at brænde køkkenet af. Ellers tror jeg, at aftnen skal bruges på FM, og så skriver jeg måske et brev hjem til familien.

I morgen har jeg en spændende dag foran mig. Det kommer meget belejligt, at jeg kun skal træne halvt, for om eftermiddagen har jeg den afgørende teoriprøve, der skal give mig mit kørekort, så jeg endelig kan få mig en tur i den lækre Audi, der har holdt nede på gaden i en måned nu. Jeg kan næsten ikke vente med at tage plads på sportssædet og drøne ud ad motervejen.

Onsdag den 27. oktober 2006

- ”I må maks. få tre fejl i løbet af prøven for at bestå. Held og lykke.”, sagde min kørerlærer og satte stopuret i gang, hvorefter projektøren begyndte at skyde det ene billede af sted efter det andet.

Det var ret nervepirrende og stressende, men efter tre kvarter kunne jeg endelig ånde lettet op og aflevere min prøve. Det var overstået, og jeg kunne nu blot afvente resultatet. Jeg sad fast ved et par spørgsmål og kom lidt bagud, hvorfor jeg måtte skynde mig ved et par af de andre, så der var en smule sommerfugle i maven, da han kom ud på gangen for at overrække mig resultatet.

- ”Tillykke, Guilherme! En fejl.”, udbrød han til min store lettelse.

Jeg gav ham hånden, hvorefter de sidste formaliteter skulle på plads, og en halv time senere stod jeg med mit eget kørekort i hånden. ”Personbil” stod der på det.

Derefter måtte jeg hurtigt hjem. Hjem til Audien, som jeg elegant åbnede ved hjælp af en knap. Iført mit jakkesæt, der var hevet på til dagens anledning, satte jeg mig ind i bilen. Jeg følte, at der var en vis stil over det. Tænk, at jeg alligevel er nået så langt. Efter et par ugers depression kunne jeg ikke undlade at være stolt over, at jeg er kommet så langt.

Jeg trådte på speederen og mærkede straks accelerationen. En acceleration, som jeg ville ønske, jeg selv besad på banen. Tre minutter senere var jeg ved postkassen, hvor jeg smed brevet til familien i. En knapt så glamourøs beskæftigelse. Derefter gik turen til motorvejen, hvor speederen blev trykket i bund. Hvis politiet havde været tilstede, havde jeg mistet mit kørekort lige så hurtigt, som jeg havde fået det. Hurtigere endda. Det var de heldigvis ikke, og i en times tid drønede jeg rundt på vejen og nød suset med vinduet let åbnet. I morgen tager jeg til stadion i bil, når jeg skal hen og overvære endnu en kamp fra tribunen.

Stadig iført jakkesættet tog jeg plads foran computeren, da jeg var tilbage i min lejlighed. Spillet giver mig chancen for at blive manager, og da jeg kombinerede det med jakkesættet, så følte jeg mig næsten som en. Wolves klarer sig udmærket. Jeg ligger nummer otte nu, mens jeg naturligvis bruger mig selv hver gang og har sat Karl Henry på reserveholdet og salgslisten. Havde jeg bare en enkelt dag som manager for Wolves' rigtige hold, så skulle der nok ske underværker.

[FEDTHAGE]

Fantastisk... intet mindre....

[Chelidze90]

Godt at se, at Guilherme har klaret det så godt med bilen. Så mangler vi bare at resultaterne kommer på banen

[United-styrer]

Fantastisk... intet mindre....

Mange tak.

Godt at se, at Guilherme har klaret det så godt med bilen. Så mangler vi bare at resultaterne kommer på banen

Det ser så straks lidt sortere ud. Kan simpelthen ikke få noget som helst til at fungere 

[KF]

Mange tak.

Det ser så straks lidt sortere ud. Kan simpelthen ikke få noget som helst til at fungere 

Det kunne værd at prøve at ansætte Martin Frederiksen som assistent. Der findes vist ikke den klub, han ikke kan føre tilbage på rette spor.

[b0nb0n]

Hvor er det god læsning.... det kører for gutten......

Blev færdig med første sæson i weekenden, og blev nr.9, så jeg er vidst ikke den store hjælp. Men spiller emd Bademesterens Diamant, og den virker fint, så  den kan du da overveje.....

[United-styrer]

Hvor er det godt læsning.... det kører for gutten......

Blev færdig med første sæson i weekenden, og blev nr.9, så jeg er vidst ikke den store hjælp. Men spiller emd Bademesterens Diamant, og den virker fint, så  den kan du da overveje.....

Tak, først og fremmest

Og det er da i hvert fald bedre end en syttendeplads. Har du ændret spillernes personlige indstillinger?

[b0nb0n]

Hvad mener du med personlige indtillinger.....?

Jeg har ikke ændret i taktikken.... men f.eks. har jeg lavet Mark Davis til AMC og Sefri Offylundyr(Staveplade) til DMC, det gør jeg ved alle mine MC, enten til AMC eller DMC.......

[United-styrer]

Lørdag den 28. oktober 2006

Der blev kigget med lidt store øjne, da jeg ankom til stadionet i min Audi. Folk skurede efter mig, da jeg trådte ud iført det tjekkede jakkesæt og solbrillerne. Det var en fed fornemmelse. Stilen mindede mig en del om Jez, dengang i Brasilien, hvor han nærmede sig efter kampen. Stilrent og sikker, selvom jeg indvendigt er knapt så sikker på, hvad jeg vil. Det så måske tjekket ud, men mit indre stemte ikke overens med outfittet. Ikke desto mindre var jeg ankommet til Southend. Et beskedent stadion til et beskedent hold, men som vi har spillet på det seneste, var jeg udmærket klar over, at ingen kampe er lette.

Kampen var endnu en farce. Træneren havde for Gud ved hvilken gang bebudet taktiske ændringer, men den store effekt var ej til at spore. I hvert fald ikke en positiv én af slagsen. Vi tabte kampen med 2-0. Resultatet var elendigt, spillet forkasteligt. Det er ubeskriveligt ufedt at sidde fra bænken og se holdet spille så skidt, velvidende at man ikke kan gøre en skid for at ændre på det. Jeg må fortsætte med at være tålmodig (hvis man da kan påstå, at jeg har været det indtil nu). Jeg er snart klar.

Tirsdag den 31. oktober 2006

Vi kan jo godt. Det blev til en dejlig 3-1-sejr i dagens hjemmekamp mod Luton. Den havde i den grad været længe undervejs, og forløsningen, da Jemal Johnson i overtiden satte det afgørende mål ind, er ikke sådan lige at beskrive. Det var simpelthen så vigtigt, at vi efter så mange skuffelser omsider fik sejren.

Selv havde jeg denne gang fravalgt businesslooket og valgt en mere afslappet stil. Iført jeans, gummisko og en sportsjakke ventede jeg tålmodigt i køen til pølsevognen før kampen, da en lille knægt kom løbende og hev i min jakke. Jeg fik et chok og vendte mig så om.

-   ”Giver du ikke en autograf, Guilherme?”, sagde han med en lidt bizar udtalelse af mit navn.

Det havde jeg da intet imod, så han fik sig en autograf på sin Wolves-kasket. Det var en surrealistisk oplevelse. Min første autograf. Jeg er kommet et langt stykke, men der er lang vej endnu.

-   ”2 pund”, sagde ekspedienten og hev mig ud af mine tanker.

Jeg gav ham småpengene og fik en fransk hotdog til gengæld. En kedelig, slatten og langt fra færdigristet pølse dannede i selskab med et ikke nævneværdigt varmt brød et utroligt intetsigende og kedeligt måltid, som jeg selv kan præstere langt bedre, og det siger altså ikke så lidt.

Kampen nød jeg til gengæld, ligesom vi havde en hyggelig tur på pubben efter kampen. Karl blev vist lidt småberuset, hvilket fik ham til at virke næsten helt flink over for mig. Jeg satser dog på, at alt er ved det gamle igen i morgen, og at vi da på ny er ærkefjender.

Jeg er lige netop kommet hjem, og klokken nærmer sig halv ti, så jeg tror bare, at det bliver til Harry Potter-læsning og så ellers en god nats søvn.

Torsdag den 2. november 2006

Med højt løftet hage traskede jeg med bestemte skridt mod skraldespanden. Endnu en pose var efterhånden blevet fyldt med skrald og havde nu set sit endeligt, præcist ligesom min skade sang på sidste vers.

-   ”Du er klar til fuld træning i morgen”, havde Alan (fysioterapeuten) fortalt mig.

Glad og veltilfreds kylede jeg posen i containeren og vendte om i retning mod huset igen. Da jeg åbnede døren til opgangen, kom Victoria den anden vej.

-   ”Hejsa! Jeg tænkte på, om jeg ikke skulle betale den middag tilbage i dag?”, sagde jeg, mens jeg holdt døren. Jeg ved ikke, om det var mit gode humør, der overvandt min ellers generte personlighed, men ordene fløj i hvert fald ganske naturligt ud.
-   ”Jo, helt sikkert. Men prøv nu at lade være at brænde det på.”, svarede hun med et glimt i øjet.
-   ”Klokken syv?”

Hun nikkede, og vi gik hver til sit. Derefter gik turen med fuld fart op til lejligheden, hvor jeg skulle kokkerere et anstændigt måltid. Jeg havde naturligvis købt ind på forhånd. Et eksotisk måltid med et farligt navn, som jeg havde hørt om i et program kaldet ”De Fantastiske Fem”. Jeg havde ikke specielt godt styr på det, men bedømt ud fra mine prøvesmagninger, så gik det rimeligt.

Lyset var dæmpet, stearinlysene var sat på det lille, runde bord. Alt var klart, da det ringede på døren. Jeg ved ikke, om det passer, men hun påstod, at hun syntes godt om maden. Bagefter gik vi en tur i den lokale park, før vore veje skiltes med et venskabeligt kram. Jeg tror, jeg falder i søvn med et smil på læben i dag – ikke kun pga. succesen i dag, men også fordi jeg i morgen er tilbage i fuldt gear. Godnat!

Fredag den 3. november 2006

Fantastisk! Endelig kunne jeg træne med for fulde drøn efter tre ugers pause, der har føltes som et halvt år. Jeg mærkede heller ingenting til skaden.

Dagen blev kun endnu bedre, da træneren offentliggjorde opstillingen. Olofinjana var blevet skadet, så træneren var henne og spørge mig angående min form.

-   ”Jeg kan nok klare tyve minutter i hvert fald”, sagde jeg selvsikkert, og det var også den fornemmelse, jeg havde.

Han valgte mig til truppen. Naturligvis kun som bænkevarmer, men det er helt sublimt at være tilbage efter en dags fuld træning. Kampen i morgen er på hjemmebane mod Norwich. De ligger højt placeret, så det bliver ikke nemt.

Lørdag den 4. november 2006

I går var jeg tilbage i fuld træning, og i dag var jeg tilbage i kamp. Det går min vej lige for tiden. Ganske vist fik jeg kun ti minutter på banen, men det var også i løbet af de ti minutter, at afgørelsen faldt.

Jeg havde nær kedet mig ihjel i løbet af de første 80 minutter, der var så gabende kedelige, at det var svært at holde øjnene åbne. Jeg spillede i stedet et spil på min mobil, Noka 6210’eren. Det er et ret simpelt fodboldspil, som egentlig ikke er særlig sjovt, hvilket vel siger en del om kampens kvalitet. Af og til tog jeg nogle løbeture langs sidelinjen for ikke at fryse ihjel i det her skræmmende kolde vejr.

Omtrent seks minutter efter min entré kom det så. Et straffespark, der blev fløjtet efter et hjørnespark fra min side. Jeg ved egentlig ikke helt, hvem der blev nedlagt, men straffesparket blev dømt, og Bothroyd satte det i kassen til en ekstrem forløsning hos både spillere og fans. Det var så to sejre i træk. I FM har jeg formået at nå op på hele otte styks, så der er et stykke vej endnu. Ikke desto mindre er der langt mere optimisme at spore. Både hos træneren, hos mig og hos resten af holdet.

Vi snuppede vanen tro en enkelt øl på pubben efter sejren. Jeg snakker fortsat primært med Mark Davies i Mark Littles fravær, selvom jeg også fører enkelte små samtaler med andre. Jeg var hjemme ved ottetiden, hvilket snart er tre timer siden, så jeg tror snart, jeg må smide mig i lagenerne.

[Soccerpop]

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for genialt ville være en underdrivelse...

[FEDTHAGE]

Ikke for at trænge på men kommer der snart en ny update !

[United-styrer]

Ikke for at trænge på men kommer der snart en ny update !

Jo, der skulle gerne dukke en op i løbet af aftnen :-)

[United-styrer]

Den kommer i dag i stedet :-)

[United-styrer]

Lørdag den 11. november 2006

- ”Vov, vov, vov!

Lyden indprentede sig efterhånden som tinitus i mit hovedet. Den samme lyd, der gav genlyd, dannede ekko og forstyrrede mit sind. Det var underboens nye hund. Victoria har fortalt, at det er en beagle, og hun synes, den er bedårende. Jeg kan ikke knytte ret mange andre adjektiver end ”irriterende” til den, for nu er det tredje dag i træk, den vækker mig med sin evindelige gøen.

Jeg rejste mig modvilligt fra sengen, hev en T-shirt over hovedet og skævede hen til mit ur. Den var halv seks, hvilket var alt, alt for tidligt. Jeg kastede nogle havregryn i mig og satte mig lidt rastløst i sofaen. Jeg tænkte på dagens kamp og kunne ikke rigtig koncentrere mig om noget. Hverken læsning, FM eller tv'et fangede mig.
I stedet besluttede jeg mig for at snuppe en løbetur. Intet er mere afslappende end at snuppe en løbetur nede ved mosen med noget musik i ørerne, så jeg klikkede headsettet til min telefon, kom i konditøjet, og så var jeg hurtigt ude af døren. Det var koldt, men jeg fik hurtigt pulsen op, og så koblede jeg ellers af, alt imens jeg nikkede til alle andre motionister, der kom forbi. Det er åbenbart kotume her, har jeg efterhånden måttet sande, at man lige hilser på alle, der løber forbi.

Jeg løb cirka femten kilometer og var tilbage efter en times tid. Da jeg havde strukket ud og var på vej op ad opgangen, så jeg et mystisk monstrum ved min dør. Det var en plante, hvorpå der hang en lille seddel:

”Du har virkelig brug for nogle planter i din lejlighed, så nu har jeg hjulpet dig i gang :-)

Victoria...”

Jeg smilte lidt for mig selv og gik indenfor.

Otte timer senere var smilet afløst af en ekstase. Alt sammen grundet en eneste replik.

- ”Guilherme erstatter Karl i dag.”

Jeg kiggede straks over mod Karl, som øjensynligt var stærkt utilfreds. Jeg sendte ham et hånligt smil, lidt i stil med dem, han adskillige gange har sendt i min retning og følte mig ualmindeligt godt tilpas. Jeg snørede mine støvler, mens træneren fortsatte.

- ”Ellers er der ikke så meget, I ikke ved. Sunderland ligger højt placeret, så det bliver en hård kamp. Kæmp for det! Så gode er de sgu heller ikke.”

Vi gjorde, som han bad om; vi kæmpede for det. Selvom vi var bagud 1-0, så lykkedes det os at udligne, inden de kort før pausen for anden gang bragte sig i front.

Derfor var vi ret slukørede i pausen, og efter en tam indsats fra min side regnede jeg egentlig ikke med at skulle spille mere i dag. Træneren kom over til mig, og jeg var indstillet på en udskiftning.

- ”Den sidder der ikke rigtigt i dag?”, sagde han og fortsatte: ”Jeg giver der en tyve minutters tid endnu, men så vil jeg også se langt bedre spil.”

Han gav mig et opmundrende skulderklap, og jeg løb ind på banen igen.

Et kvarter var spillet, og jeg havde stadig ikke leveret noget særligt, da Bothroyd tilkæmpede sig et frispark til højre for straffesparksfeltet . Jeg kiggede ud mod sidelinjen, hvor Karl var i gang med opvarmningen. Jeg sprintede over til bænken og kaldte på min træner.

- ”Får jeg resten af kampen, hvis jeg smider den her ind i panden på Jay (Bothroyd)?”
- ”Ja, så lad gå da,” svarede han og grinte.

Og det gjorde jeg så. Jay ville ellers gerne selv have sparket, men jeg insisterede, og tyve sekunder senere headede han den i netmaskerne efter et perfekt indlæg fra min side. Træneren holdt, hvad han havde lovet, og Karl erstattede i stedet Mark Davies. Situationen blev endnu bedre, da Jay fem minutter før tid bragte os på sejrskurs, men desværre lykkedes det Sunderland at udligne i overtiden, så det var med lidt blandede følelser, at vi kunne evaluere efter kampen.

Da jeg kom hjem, var jeg lige ved at snuble over planten fra Victoria. Den væltede, og der røg lidt jord ud. Der skulle den vist ikke stå, så jeg fik flyttet skabningen til en mere passende placering, mens jeg tørrede jorden op.

Nu venter min bog på sengen. Jeg har ikke fået læst ret meget. Den har været lidt tung her i begyndelsen, men den er jo trods alt også noget længere end de tidligere. 70 sider har jeg vist fået læst, så det skal der rettes op på i dag.

Onsdag den 15. november 2006

I dag fik jeg brev hjemmefra. Jeg skrev hjem, mens jeg var skadet, og i dag kom svaret så. Postbuddet havde ellers tilsyneladende sine kvaler med min brevsprække, men det lykkedes ham at få viderebragt brevet. Mor spurgte, om jeg ikke kunne komme hjem og holde nytår. Jeg kunne ikke benægte, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at komme hjem og besøge dem, men jeg er nødt til at få en aftale i stand med Jez først.

Kort efter jeg havde læst brevet igennem, ringede min telefon. Jeg traskede over mod den og fik trykket på det lille grønne, telefonrør.

- ”Guilherme...”
- ”Hey, det er Mark Little!”
- ”Hej Mark”, sagde jeg begejstret. ”Hvordan går det?”
- ”Tjo, det går udmærket. Spiller rimelig tit, men de er ikke så gode hernede. De fleste af spillerne er meget flinke,” svarede han. ”Jeg tænkte på, om du ikke har lyst til af komme hjem til mig og fejre jul i år? Mine forældre holder altid en ret stor fest, så det skal nok blive hyggeligt.”

Jeg havde hørt om jul før. Det var en eller anden helligdag inden for kristendommen. Jeg fortalte ham, at det ville jeg da meget gerne, men jeg skulle lige finde ud af, om jeg var i stand til det først, og at jeg ville ringe tilbage. Det kan jo være, det kolliderer med en kamp eller en evt. tur hjemad.
Det må jeg lige finde ud af i løbet af den nærmeste fremtid.

Lørdag den 25. november 2006

Åh nej! Ikke igen...

For tredje kamp i træk var jeg med fra start, og endnu engang var det med stor entusiasme. Efter en lidt anonym kamp i 1-0-sejren sidste lørdag skulle jeg nok lege lidt rundt med Hulls venstreback. Det var i hvert fald min plan. De kom foran i første halvleg. Jeg syntes, at det lignede offside, men efter at have set sportsnyhederne må jeg nok trække det i mig igen. Dommeren var ikke begejstret for mine protester, så jeg fik et af mine sjældne gule kort.

I anden halvleg kom episoden så. Den venstreback, jeg havde svoret mig selv, at jeg ville gøre rundtosset, ødelagde i stedet mit ben. Jeg mærkede det, straks han ramte mig, og skreg af smerte. Jeg tog mig til knæet, som så helt forkert ud, og så skreg jeg lidt mere, mens jeg løftede armen for at tilkalde fysioterapeuten. Han var dog allerede halvvejs, og få sekunder efter var han der.

- ”Gør det her ondt?” spurgte han og trykkede på mit knæ.

Det gjorde det. Fandens ondt endda, så jeg råbte ”JA!”. Han lagde is på, og de fik placeret mig på en båre, hvorefter de bar mig ud.

Efter en times tid kunne skadestuen give svar på mine røntgenbilleder. Jeg frygtede det værste, men lægens ord beroligede mig straks.

- ”Der er ikke revet noget over. Hverken korsbånd eller ledbånd. Til gengæld er dit knæ røget lidt ud af led, så du kommer i hvert fald ikke til at spille kamp de næste tre uger. Jeg vil foreslå, at du går hjem og så har noget is eller en pose ærter på i tyve minutter i timen. Husk, at det ikke må være i direkte kontakt med huden. Derudover skal du undgå at overbelaste knæet i de næste 48 timer, og så får du brug for noget fysioterapi.
- ”Ja, du kommer selvfølgelig bare forbi i løbet af morgen eftermiddag,” brød Alan Peacham ind.

Og her sidder jeg så med et håndklæde på benet og en pose ærter oven på den. Kan næsten ikke klare udsigten til at skulle sidde ude i næsten en måned igen. Én gang var rigeligt...

[Soccerpop]

Mange tak... 
Kan vi få en til i dag