3. juli 2006Kære dagbog.
Jeg har længe gerne villet købe dig, og nu hvor jeg drager til England i morgen, tænkte jeg, at det var på tide. Jeg ved egentlig ikke, hvordan folk plejer at gøre, når de første gang skriver i sådan en som dig, men nu får du hele den lange historie.
Jeg hedder Guilherme Ozelame Finkler og er 20 år gammel (fylder 21 om lidt over tre og en halv måned). De fleste af mine venner kalder mig dog Giuly efter den franske højrefløj fra min yndlingsklub, F.C. Barcelona. Jeg er født og opvokset i Caxias dos Sul i Brasilien, hvor jeg har boet sammen med min mor og min storebror indtil nu. Min far skred, da jeg var meget lille, så min mor har skullet passe min bror og jeg. Ligesom alle andre drenge fra Brasilien voksede jeg op med fodbold i blodet. Min far var semiprofessionel fodboldspiller, og før han stak af nåede han at introducere min to år ældre bror til sporten, hvorefter vi to ustandseligt spillede med de andre drenge fra kvarteret på stranden. Jeg blev meget hurtigt bedre end min bror og spillede efterhånden som tiden gik bedre og bedre. En dag besluttede min mor sig for at tage mig med ind til byen og den lokale fodboldklub Juventude. De havde en talentdag, hvor folk fra omegnen kunne komme og vise deres evner. Jeg slap gennem nåleøjet og blev en del af deres talentafdeling. Det var underligt at spille på græs og bære fodboldstøvler, men jeg vænnede mig efterhånden til rutinen med træning tre gange om ugen, og støvlerne begyndte også langsomt at sidde bedre på min fod.
I fire år spillede jeg og havde det sjovt på højrefløjen hos Juventudes ungdomshold, men da jeg for nylig begyndte at spille kampe for førsteholdet, gik det pludselig stærkt. Jeg blev en dag indskiftet i pausen af en kamp mod Cruzeiro og havde en af mine bedste kampe nogensinde. Jeg scorede et mål og lagde op til en enkelt i løbet af den anden halvleg, hvorved vi vendte et truende nederlag til en 2-1-sejr.
Da kampen var forbi, var jeg som altid nede og klæde om, mens jeg fik en masse skulderklap fra mine medspillere og træneren. Jeg forlod siden omklædningsrummet og blev her mødt af den mand i fint jakkesæt, som jeg aldrig havde set før.
”Hej Guilherme”, sagde han med en bestemt stemme. ”Jeg hedder Jez Moxey og er sportsdirektør i Wolverhampton Wanderers – en engelsk fodboldklub fra den næstbedste række. Kender du den?”
Det gjorde jeg ikke, så jeg nikkede afvisende og lod ham fortsætte.
”Vi har haft kig på dig i et godt stykke tid nu, og med kampen i dag kan jeg vist roligt sige, at vi blev overbevist. Du lavede et imponerende stykke arbejde i dag. Sagen er den, at vi gerne vil have dig til vores klub, hvor vi har et velfungerende ungdomsakademi, som du kan bo på. Er det muligt for mig at tage med dig hjem og drøfte det med dine forældre?”
Mit engelsk er ikke særlig godt, så jeg havde svært ved at forstå alt det, han sagde. Alligevel var jeg dybt overvældet over, at en engelsk klub skulle have interesse i mig. Jeg havde slet ingen anelse om, at der havde været scouts ude for at kigge på mig og så endda fra England. Han kom med mig hjem og fortalte mig undervejs i bussen lidt mere om deres planer. Da vi kom hjem lagde han et konkret tilbud på bordet. De havde allerede fået sat sagerne i orden med klubben, og ifølge ham drejede det sig kun om formaliteter. Derfor var han klar med et kontrakttilbud til mig.
Klubben havde planer for mig på førsteholdet, men tilbød mig alligevel en lejlighed i deres ungdomsakademi. Ydermere kunne jeg modtage en løn på £3.000 pr. uge. Jeg fik et chok, da han fortalte, hvor meget det gav i den lokale møntfod. Dertil kom, at jeg ville få tildelt en bil og gratis køretimer. Slutteligt gav han min mor og jeg mulighed for at bestemme os og fortalte, at han var i byen i tre dage og kunne kontaktes på et telefonnummer, som han gav os. Jeg sad i flere minutter, efter han var gået, og betragtede tilbuddet med store øjne, ledte efter huller, som kunne snyde mig. Der var ingen. Jeg var målløs.
Jeg lagde ikke skjul på, at det var det her, jeg ville. Min mor var ikke meget for det, men jeg fik hende overbevist om, at det her var min store chance, og vi blev sammen enige om, at det var den rigtige beslutning.
Det er to måneder siden nu, og i dag skal jeg for sidste gang foreløbigt overnatte i Brasilien. Jeg var nede og sige farvel til mine venner fra klubben. Det var en sørgmodig afsked, og jeg var lige ved at blive i tvivl om, hvorvidt det alligevel var den rigtige beslutning, jeg havde truffet. Når man står her den sidste dag, så er det uundgåeligt at tænke over, hvor meget man vil savne det. Ikke desto mindre er jeg også ufattelig spændt på, hvordan det bliver i England.
Jeg skal med flyet kl. 08.12 i morgen, så jeg skal hjemmefra klokken syv. Min mor og bror har lovet at tage med mig i bussen derind og sige farvel. Derfor må jeg også hellere se at komme i seng nu, så jeg kan være udhvilet til den hårde dag i morgen…
4. juli 2006Sikke en dag! Mit humør var været lidt op og ned i løbet af dagen, men lige nu er jeg i den syvende himmel og fuld af optimisme. Det hele startede ekstremt sørgmodigt. Efter en lang bustur kunne jeg høre højtalerne udbryde ”sidste udkald for fly 277”, da jeg havde siddet og ventet lidt. Vi rejste os alle tre (mig, min mor og min bror), hvorefter jeg gav dem begge et langt kram.
”Jeg skriver så hurtigt som muligt”, råbte jeg, idet jeg forlod dem, mens jeg forsøgte at overvinde klumpen i halsen.
Klokken var 13.00, da jeg ankom i Birmingham efter en lang flytur, som blev brugt på at se amerikanske film, som jeg ikke forstod ret meget af. Ganske som aftalt stod Jez og ventede på mig ved checkout.
”Velkommen”, udbrød han og viste mig hen til en vogn, som vi satte os ind i.
På turen stirrede jeg ivrigt rundt over det hele. Det var helt surrealistisk, som byen var bygget op. Alle bygningerne så helt nye ud, og der var spisesteder, pubs og lignende overalt. Det var så anderledes fra, hvad jeg var vant til i Brasilien, og det virkede en smule overvældende med alle de biler, der kørte rundt imellem hinanden, og alle menneskene på gaden. Jeg var glad for, at jeg hurtigt var kommet ind i en bil, så jeg var lidt isoleret fra omverdenen.
Efter en lille køretur kom vi til et stadion. Størrelsesmæssigt var det mit første indtryk, at det mindede en del om min gamle hjemmebane, Alfredo Janconi, hvilket blev underbygget, da Jez forklarede mig, at der var plads til 29.300 tilskuere, altså tusind mindre end på Alfredo Janconi. På den led var jeg ikke synderligt imponeret, eftersom min bror og jeg for et par år siden var på det enorme Maracana. Til gengæld tog dette stadion sig noget bedre ud end det i min hjemby, som var noget faldefærdigt.
Vi stod ud af bilen og gik hen mod stadionet. Vi tog dog ikke vejen ind mod banen, men derimod en dør, der ledte til et kontor. Jez åbnede døren og bød mig ind, og her blev jeg mødt af to fire nye personer, der sad rundt om et lille bord. Bag dem kunne jeg se banen og den ene tribune gennem et stort vindue.
De to af de fire personer var klubbens direktører, John Gough og Kevin Threlfall. Derudover sad klubbens ejer, Sir Jack Hayward Obe samt den nye træner, der kom fra et eller andet land kaldet Danmark. Det var ham, der ville have mig til klubben, havde Jez fortalt mig i bilen.
De bød mig velkommen til klubben og introducerede mig hver især for deres idéer og tanker med den samt engelsk fodbold generelt, hvor min viden var relativ lav, mens træneren fortalte om min rolle på holdet. Jeg var allerede nu i betragtning til startopstillingen, fortalte han, hvilket overraskede mig en del. Han sagde dog også, at der var kamp om pladserne, og at jeg skulle kæmpe til træning. Det havde jeg bestemt også tænkt mig.
Efter en samtale på en lille time tog Jez mig rundt på stadionet. Det var bestemt et flot stadion, som var noget mere udviklet end det, jeg spillede på derhjemme. Han viste mig også omklædningsrummet, der var, som mandeomklædningsrum nu engang er. Stinkende og beskidt, så det var næsten som at være hjemme.
Derefter gik vi en kort tur på gaden over til træningsanlægget. Jeg var stadig ikke helt tryg ved den materielle verden, jeg var kommet til, samt de mange mennesker, men heldigvis var gåturen kort. Jez låste hegnet op.
”Ja, det er så her, du skal træne fremover”, sagde han, idet han åbnede hegnet.
Det var enormt, og banen var helt jævn i modsætning til den bane, jeg trænede på i Juventude, som bestod af mere sand end græs.
”Det var det hele. Lad os få kørt dig hen til akademiet.”, udbrød Jez derefter, og jeg nikkede, hvorefter vi tog turen tilbage til stadion, hvor limousinen fortsat holdt og ventede.
”Lad os få kørt knægten hjem”, sagde Jez til chaufføren, idet vi steg ind i bilen.
Efter fem minutters kørsel gennem de trafikerede gader ankom vi til et stort lejlighedskompleks. Chaufføren steg ud og åbnede døren for mig, hvorefter Jez og jeg gik mod døren. Vi trådte ind og blev hurtigt mødt af en kraftig dame, som gik direkte over og gav mig et kram. Jeg var lidt forvirret over, at denne store dame, med den røde, krøllede hårpragt, som jeg aldrig før havde mødt, gik direkte hen og hilste sådan på mig. Hun måtte have den funktion at agere reservemor for beboerne på akademiet.
”Velkommen, min dreng!”, sagde hun energisk og med et kæmpe smil på læben. ”Følg med mig, så viser jeg dig rundt”.
Inden jeg gik med hende, fik jeg instruktioner af Jez. Han kommer og henter mig kl. 09.00 i morgen, hvorefter jeg skal til min første træning med klubben. Senere skal jeg præsenteres ved et pressemøde kl. 16.00. Med andre ord har jeg endnu en stor dag foran mig, og jeg kan knapt nok vente. Jez forlod stedet, og jeg fulgte efter den store dame, som plaprede løs, alt imens hun viste mig rundt.
”Her er så køkkenet, hvor man til hver en tid kan komme og hente lidt mad. Vi har desuden fællesmorgenmad kl. 07.00 på alle hverdage og klokken 08.00 i weekenderne. Frokost er klokken halv et, mens vi spiser aftensmad klokken seks. Nede for enden af gangen og til højre har du toilet og bad til fri afbenyttelse….”
Hendes stemme blev langsomt mere og mere utydelig for mig. Jeg var træt og forstod ikke halvdelen af, hvad hun sagde, så jeg nikkede bare, mens jeg rendte rundt i mine egne tanker. Efter en ti minutters tid kom vi endelig til det rum, som jeg tilsyneladende skulle bo i.
”Ja, det er ganske vist ikke så stort, men du har trods alt både tv, seng og et lille toilet. Med al den træning, du skal igennem, kommer du alligevel ikke til at opholde dig ret meget her”, grinte hun efterfulgt af en lang pause. ”Nå, men godnat og sov godt”, afsluttede hun og forlod lokalet.
Hun havde ret; det er ikke særlig stort. Vel en 20 m2 vil jeg skyde på, men det er nu fint for mig. Der er en forholdsvis stor og behagelig seng og et fjernsyn med syv forskellige kanaler, hvilket er en ren åbenbaring sammenlignet med forholdene hjemme hos min mor og bror, Carlos. Apropos de to, så må jeg hellere holde, hvad jeg lovede og få skrevet et brev til dem. Klokken nærmer sig elleve, og jeg har endnu en lang dag foran mig i morgen, så jeg tror lige, jeg vil bakse et brev sammen og så ellers få noget søvn.
Godnat dagbog…
