The Youth Of The Nation 3

 

[g00n]

Efter en relativt god sæson var det så åbenbart allerede tid til endnu en skod-sæson. Stort set hele sæsonen lå vi mellem nr. 8 og nr. 14, og vi klarede så lige at holde os i den øverste halvdel til sidst. Der var fuld plade på udebanenederlag mod top 5-holdene, og på hjemmebane formåede vi sidst på sæsonen at indkassere det største nederlag indtil videre, nemlig 0-7 mod Liverpool. Naturligvis i en kamp hvor vi ellers var nogenlunde med, og et mere repræsentativt resultat nok ville have været 1-2 eller 1-3. De scorede på deres 6 første skudforsøg inden for den første halve time.

Et forsmædeligt nederlag ude mod Tottenham blev det også til, og så ser det også bare skidt ud at hold som Derby og Aston Villa (som endte med at rykke ned) begge formår at score 8 mål mod os i ligaen. Vores forsvar + målmand har bare ikke Premier League-niveau (udover Saliba).

Til gengæld fik offensiven endnu et nøk opad med 74 mål scoret i ligaen og Federico Borri topscorer med 35 mål i alle turneringer. På hjemmebanen var der især godt gang i målscoringen – i sidste sæson scorede vi 4+ mål på hjemmebane 3 gange i Premier League, mens det i denne sæson lykkedes i hele 9 ud af 19 kampe at score 4 mål eller flere. Så snakker vi mindre om at der gik hele TYVE mål mere ind end i sidste sæson, og altså mere end 2 mål i snit pr. kamp…

For første gang i 4 sæsoner havde vi igen europæiske kampe, og vi stormede igennem en ellers ikke supernem Europa League-gruppe – nederlaget til Sociedad var den sidste kamp, hvor vi allerede havde sikret os 1. pladsen og derfor roterede en del. I næste runde kunne vi trække hold som PAS Giannina, Panionios, AZ, Feyenoord, Espanyol m.fl., men endte med RB Leipzig. I udekampen ved stillingen 2-2 brændte vi et straffe kort før tid, og så scorede de i stedet til 3-2 dybt inde i overtiden. På det tidspunkt ville jeg satse hele min opsparing på at hjemmekampen ville ende 0-0 eller 1-1 – og ganske rigtigt.

I Carabao Cuppen gik det glimrende, og da vi havde spillet os frem til semifinalen var alle de store hold røget ud, og der var os, Derby, West Ham og Brighton tilbage. Så naturligvis tabte vi 4-0 mod Derby, og selvom vi pryglede dem i returen lykkedes det kun at vinde 1-0.

Vi nåede minsandten også til semifinalen i FA Cuppen, og her var vi så heldige at trække Championship-holdet Rotherham i stedet for Liverpool eller Man City, som mødtes i den anden semifinale. Såååå naturligvis vender de den totalt ufortjent med to scoringer i 2. halvleg, efter vi scorede tidligt og havde en dominans hvor det nærmest bare var et spørgsmål om hvor stort vi skulle vinde. Lortespil.

På transfersiden er der ikke så meget spændende at rapportere, da de fleste brugbare unge spillere efterhånden er hevet op i førsteholdstruppen. Af navnene på denne oversigt er det nok Moses Stevens og Harley Batty der har størst chance for at få optrædender på førsteholdet i fremtiden.

Det så ikke ud til at der skulle blive ret mange debuter i denne sæson, udover Adem Celik som endelig fik chancen i et par af Carabao Cup-kampene. Men vi røg (endnu engang) ind i et par skadeskriser, som betød at eksempelvis Paul Stevens måtte vikariere i forsvaret, hvilket han gjorde glimrende - mens også unge Sam Beere var en kærkommen tilføjelse til et efterhånden tyndt besat angreb. Han fik blot 7 kampe som indhopper fra bænken, men formåede alligevel at score 4 gange. Ham kommer vi nok til at se mere til.

[g00n]

2032 Youth Intake

Skægt at jeg sagde sidste gang at jeg var ved at have nok målmænd - naturligvis er det bedste talent i det næste intake endnu en målmand. Derudover var der dog også noget så sjældent som både en DM og en AMC, så de blev naturligvis signet. I alt blev det til kontrakter til 6 ud af 8 spillere:

• Ali Abbas
• Junior Ashley-Seal
• Jack Read
• Ho-Jin Lee
• Garry Glover
• Kevin Owen

[g00n]

Vi lagde ud med et flot nederlag på 4-0 mod Leeds, som egentlig var tættere end cifrene antyder, og det plejer gerne at lægge tonen for den kommende sæson. Stik mod alle forventninger tabte vi så kun en enkelt ud af de næste 13 ligakampe, og et godt stykke udover halvvejs i sæsonen lå vi lunt i svinget i top 4.

I modsætning til årsskiftet kom vendepunktet denne gang allerede 1. december, da vi mødte Chelsea på udebane. De havde 12 skud på mål mod vores 9, men endte alligevel med at vinde hele 6-1. Derefter tabte vi 7 ud af de næste 12 kampe i Premier League. Vi sluttede af med blot sejr i de sidste 7, hvilket var den allersidste kamp mod West Ham.

Slutresultatet blev naturligvis at vi i tredjesidste tabte til Tottenham, gled dermed helt ud af de europæiske pladser og endte som nr. 8. Den store synder denne gang var offensiven, og ikke mindste Federico Borri som endte med 17 scoringer i alt. Defensiven steppede en lille smule op, og der gik ”kun” 66 mål ind i ligaen, hvilket er 13 færre end sidste sæsons katastrofe.

Stort set hele holdet er faktisk oppe på 3 stjerner eller flere, selv forsvarsspillerne, så vi burde kunne spille med om de gode pladser – det er tydeligvis mine taktiske evner der failer mig lidt. Umiddelbart synes jeg dog også det er sværere end i tidligere versioner af FM. I mine gamle spil formåede jeg da at vinde både Premier League og Champions League med en trup bestående udelukkende af spillere fra eget akademi, men kvaliteten på dem synes at være på et noget lavere niveau i FM2020 Touch.

Pokalturneringsmæss igt blev det såmænd til det absolutte minimum af kampe. I Carabao Cuppen havde vi dobbelt så mange skudforsøg mod Brighton, men endte alligevel med at tabe 1-2. FA Cuppen bød på en kamp mod Stoke fra League One, og selvom den var tættere end man kunne have ønsket, var vi stadig klart det bedste hold og kom planmæssigt foran i 1. halvleg. Men ak, en udligning 10 før tid, og det mindst overraskende sejrsmål i overtiden nogensinde sørgede for endnu en tidlig exit.

Inden sæsonen sagde vi farvel til både Kieran Tierney, der gik på pension, og Gabriel Martinelli, som ikke ville forlænge kontrakten - og så fik jeg for en gangs skyld solgt en spiller, da Adem Celik var en del af en overflod af centrale midtbanespillere, og han var nærmest nederst i bunken.

Halvvejs i sæsonen kom der så gang i lejeaftalerne, og vi skal især lægge mærke til navnene Pete Rowland og Mohamed Eisa, som uden tvivl kommer til at gøre sig gældende henholdsvis i midterforsvaret og på den venstre midtbane i fremtiden. Steve Shogbeni og Ali Abbas er begge målmænd med enormt potentiale, og da jeg efterhånden har en 3-4 stykker af den slags, eer det tvivlsomt hvem der ender med at få en plads i truppen i fremtiden.

Aaron Hamilton fik chancen på kassen i Carabao Cuppen, og jeg bestemte mig ret hurtigt for at det var ham jeg ville give chancen fremover. Han gjorde det ganske fint i resten af sæsonen, og har også trøje nr. 1 i næste sæson.

Derudover blev det til et enkelt indhop til både Martyn Davies og Callum Smith, men umiddelbart er det ikke nogen jeg ser de store fremtidsplaner i.