#75 Youth to Gold

 

[Broen13]

Marts 2029.
Set fra baren på den anden side af gaden –
hvor skummet på øllen stiger og falder med AS Roma.

Ons 7. mar 2029 – UEFA Champions League 1/16‑finale, retur
Roma – Sporting CP • 1–1
Jeg har serveret øl til tre generationer af romanisti, og jeg kan høre på stilheden, når Champions League‑hymnen starter, om de tror på det eller ej. I aften er der ikke stille. Glasene klirrer allerede før afspark – 3–2 fra første kamp føles godt i maven.

Da Roma scorer til 1–0, går hele baren op, som om væggene kun holdes sammen af råb og albuer. Nogen spilder, nogen krammer, nogen står bare og nikker. “Tranquilli, den er hjemme,” hører jeg en sige. Da Sporting udligner til 1–1, er der ingen panik. Folk kigger mere på uret end på skærmen. De ved, hvad det betyder: ikke en katastrofe, men et lille hak i drømmen om en “perfekt” aften. Videre er vi stadig, og kasseapparatet mærker lettelsen.


Søn 11. mar 2029 – Serie A
Bologna – Roma • 1–1
Tidlig søndagskamp. Halvdelen af gæsterne i baren har tømmermænd, den anden halvdel har børn med. Jeg sætter lyden lidt lavere, men jeg kan mærke nervøsiteten alligevel. Bologna ude er sådan en, der ser uskyldig ud i kalenderen og farlig ud på banen.

Da 1–1 står på skærmen, er reaktionen afdæmpet. En enkelt bandeord, et par hænder i vejret, men mest af alt det kollektivt opgivende “tja”. Vi får pointet, men alle ved, at Milan sjældent giver gaver i den anden ende af landet. Man kan høre det i de små regnestykker, folk laver højt ved bordene.


Søn 18. mar 2029 – Serie A
Roma – Lecce • 2–1
Lecce hjemme til frokost er god forretning. Fadølsanlægget kører fra formiddagen, og kampen burde være lige så let at hælde op. Men Roma gør aldrig noget helt simpelt.

Da Lecce udligner, begynder de første at tale om “klassisk slip”. Jeg tørrer disken langsomt og venter. Kort efter kommer 2–1, og baren vender stemning hurtigere end en kontra. Det er ikke en sejr, der bliver diskuteret længe – og det er præcis pointen. Tophold skal nogle gange bare fikse problemet og give folk tidligt fri til søndagsmiddagen.


Lør 31. mar 2029 – Serie A
Lazio – Roma • 2–1
Derby‑dag. Jeg åbner tidligere end normalt, men køen står allerede ude på fortovet. Halvdelen vil se kampen her, den anden halvdel er på vej mod stadion og skal bare have noget til nerverne. Alle har en mening, før bolden overhovedet ruller.

Første halvleg er anspændt, men målløs. Stemningen i baren er sådan en mærkelig blanding af håb og små stikpiller mellem naboer, der har valgt hver sin side. Lige efter pausen smadrer Lazio stillheden til 1–0, og blå‑hvide halstørklæder flyver op i den ene ende af lokalet. I den anden sidder der folk helt stille med glasset i hånden.

Da Roma udligner, føles det som om, hele baren får luft samtidig. Bordene ryster, folk står op, og et øjeblik ligner det, at dagen alligevel ender i rød‑gul. Men der er altid lidt ekstra drama tilbage i et derby. Sent i kampen kommer 2–1 til Lazio, og denne gang er det vores tur til at falde sammen i stolene.

Efter slutfløjtet ryger stemningen ned på et lavt, tungt niveau. Ingen smadrer noget, der er kun den langsomme udvandring og et par stædige, der bliver siddende og stirrer på tabellen på deres telefoner. Roma stadig nummer ét, Milan lige bagved.

Jeg slukker fjernsynet og tæller kassen. Den ser fin ud. Det samme gør stillingen. Men man kan mærke i baren, at marts ikke blev måneden, hvor vi rystede nogen af os fri af hinanden.

Konkurrence

|

Kampe

|

Vundne

|

Uafgjorte

|

Tabte

|

Mål for

|

Mål imod

Alle turneringer

|

4

|

1

|

2

|

1

|

5

|

5

Serie A

|

3

|

1

|

1

|

1

|

4

|

4

Champions League

|

1

|

0

|

1

|

0

|

1

|

1

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI

[Broen13]

Angelo Carbone – arkitekten bag næste Trigoria-generation

Da Alberto De Rossi endelig lagde fløjte og clipboard på hylden efter et helt liv i giallorosso, var det ikke en hvilken som helst stol, der stod tom på Trigoria. Rollen som leder af ungdomsudvikling er selve hjertet i vores projekt.
Valget faldt på en mand, der har levet hele sit fodboldliv i krydsfeltet mellem talent, disciplin og stor klub‑kultur: Angelo Carbone. Vi ved godt, at vi ikke har hentet en langsigtet løsning – han er 61 år, og det her er et kapitel, ikke et årti – men netop derfor skal vi have så meget ud af ham som muligt, mens han er her.

Fra Bari til topklubberne

Angelo Carbone er født i Bari i 1968 og voksede op i en tid, hvor Serie A var centrum for verdensfodbolden. Som spiller var han en alsidig midtbanemand, der kunne dække flere positioner og tage det usynlige arbejde, trænerne elsker, og tilskuerne først opdager, når det mangler.

Ungdomsårene og gennembruddet kom i Bari, hvor han var med til at løfte klubben i hierarkiet. Gennembruddet gav et skifte til større adresser – og kulminationen kom, da han blev hentet til Milan, hvor både træningsniveau og krav eksploderede. Her lærte han den standard, som kun få miljøer kan præstere: hver eneste session, hver eneste detalje, hver eneste beslutning bliver målt op imod titler.

Senere fulgte ophold i flere Serie A‑ og Serie B‑klubber, hvor han både oplevede kampene om mesterskaber og hverdagen i de klubber, der kæmper for at bide sig fast. Erfaringen fra begge sider af bordet er vigtig nu, hvor han skal vurdere, hvad vores egne unge egentlig går ind til, når de tager springet fra Primavera til senior.

Fra banen til kontoret – Carbone som leder
Efter spillerkarrieren tog Carbone en naturlig vej ind i det sportslige maskinrum. Først i Pro Patria, hvor han fik de første år som sportsdirektør. Derefter i Milan, hvor han i næsten et årti arbejdede som talentspejder, før han fik ansvaret for hele ungdomssektoren. Senere fortsatte han i Sassuolo som leder af ungdomsudvikling – og nu er det Romas tur til at trække på den erfaring.

Carbones værktøjskasse på Trigoria
Kigger man på hans profil, er der især tre ting, der springer i øjnene.

For det første arbejdet med unge. Hans evne her ligger helt i toppen. Han er stærk i boldbesiddelse, offensiv træning, taktik og teknik, mens fitness og dødbolde er på et solidt, men ikke prangende niveau. Keeperspil er markeret som “ikke egnet” – og det er helt fint, for det er ikke der, han skal gøre en forskel.

For det andet hans mentale side. Beslutsomhed, motivering og tilpasningsevne ligger højt, og han kombinerer det med stærke vurderinger af både nuværende evne og potentiale. Personaleledelse, taktisk viden og forhandling er også godt skruet sammen. Det betyder, at han ikke bare kan se, hvad en spiller er nu, men også hvad han kan blive til – og at han kan sælge den plan til både stab og spillere.

For det tredje passer hans profil perfekt til den måde, vi vil spille på.

Carbone tænker i struktur og bold, ikke i tilfældig fysisk overlevelse. Han er manden, der kan tegne den røde tråd, så en dreng, der træner på den bagerste bane på Trigoria, allerede ved, hvad der forventes af ham, hvis han en dag løber ind på Olimpico.

Personlighedsmæssig t fremstår han som den kontrollerede type: høj professionalisme, god arbejdsmoral og nok kant til, at man ved, hvor man har ham. Han er ikke showmanden på sidelinjen, men ham, der stille og roligt sørger for, at hver årgang flytter sig det, den skal, år efter år.

Milan‑skolen i romersk udgave
Carbone kommer ud af miljøer, hvor akademiet er en del af identiteten. I Milan var det en selvfølge, at unge spillere både teknisk og mentalt skulle kunne bære trøjen. Senere i Sassuolo blev fokus lagt endnu mere på kombinationen af udvikling og økonomisk ansvarlighed – spillere skal både kunne bruges og sælges.

Alt det bringer han nu ind i vores verden. På Trigoria får han tre hovedopgaver:

– sikre, at spillestilen fra førsteholdet fortsat spejles ned gennem alle årgange
– fungere som filter mellem scouting, trænere og førstehold, så de rigtige får skubbet på de rigtige tidspunkter
– løfte vores ungdomstrænere, så hele staben omkring ham bliver stærkere over tid

Hans navn kommer til at stå i kanten af hver eneste historie, hvor en akademidreng bryder igennem: for enhver af dem, vi endnu ikke har opdaget.

Fra De Rossi til Carbone – kontinuitet med nye nuancer
Alberto De Rossi gav os rødderne. Han var faderfiguren, der sørgede for, at “dreng fra Trigoria” betød noget. Med Angelo Carbone får vi en akademichef, der både forstår den arv og samtidig kommer med en mere moderne, analytisk tilgang.

Han er ikke hentet for at vende alt på hovedet, men for at bygge videre:

– på disciplinen
– på kravene
– på troen på, at Roma kan stå på egne ben

Hvor De Rossi var symbolet på kontinuitet, er Carbone symbolet på ambition: at vores ungdomssystem ikke bare skal være solidt, men stå som standarden, andre måler sig imod.

Hvis vi om nogle år kigger tilbage og ser en strøm af Trigoria‑drenge bære Roma – og landshold – vil meget af æren ligge hos ham, der stille og roligt har sat strukturen bag deres gennembrud.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI

[Broen13]

NXGN 2029 – når Trigoria bliver målestok for ungdomsarbejde

Vi har sagt det højt længe: Roma skal måles på, hvad der kommer ud af Trigoria – ikke kun på, hvad vi køber ind til førsteholdet. Seneste bevis på, at arbejdet peger i den rigtige retning, kom med NXGN 2029, hvor verdens 50 største stjernefrø blev kåret.

På listen over de 10–20 største talenter i verden finder vi Raffaele Birolini som nummer 11.
Længere nede, i feltet 41–50, står Jesper Kristensen som nummer 43. To spillere, samme klub. Begge formet på Trigoria.

Birolini – kreativiteten som projektets frontfigur
At Birolini rangeres som nummer 11 i verden i NXGN‑regi er mere end bare et skulderklap til en enkelt spiller. Det er et stempel på den måde, vi arbejder offensivt med vores unge.

Han er vokset op i vores system, trådt gennem årgangene og ind i en rolle, hvor han både forventes at skabe chancer, score mål og bære tempoet i vores angrebsspil. Hans profil – teknisk stærk, intelligent i mellemrummene, modig på bolden – er præcis det, vi ønsker, at en offensiv Trigoria‑dreng skal være.

At verden udenfor nu placerer ham i den absolutte topklasse blandt jævnaldrende, fortæller os, at vi ikke bare udvikler spillere, der kan bruges i vores egen rotation. Vi udvikler spillere, der kan stå mål med de bedste i deres årgang – uanset liga og kontinent.

Kristensen – fra akademi til landshold og verdensliste
Jesper Kristensen er historien om, hvordan Trigoria ikke kun producerer spillere til vores egen startellever, men også til de største scener udenfor klubben.

I løbet af få sæsoner er han gået fra at være et internt håb til at:

– spille sig ind omkring førsteholdet
– få sine første minutter for Danmarks A‑landshold
– og nu lande som nummer 43 på NXGN’s liste over de 50 største talenter i verden

Hans kombination af arbejdsomhed, power på kanten og forståelse for vores måde at spille på, gør ham til et oplagt symbol på det, vi vil kendes for: spillere, der både kan løbe og tænke, og som har modet til at tage ansvar, når det gælder.

At både Birolini og Kristensen står på samme liste, understreger, at vi ikke bygger et projekt på én “gylden dreng”. Der er flere på vej, og de kommer fra samme sted.

Fra strategi til resultater – sådan er vi nået hertil
NXGN‑kåringen kommer ikke ud af det blå. Den er kulminationen på bevidste valg over flere år:

– Fokus på Trigoria: vi har prioriteret investeringer i ungdomsfaciliteter og trænerstab, så hverdagen for U‑holdene matcher ambitionerne for førsteholdet.
– Rød tråd i spillestilen: fra U‑hold til Serie A arbejder vi med de samme principper: mod på bolden, aggressivitet uden, fleksible roller. Når en spiller rykker op, kender han allerede sproget.
– Reelle chancer: Pisilli, Birolini, Torre, Kristensen, Borsato og flere har ikke fået minutter “for syns skyld”. De har fået ansvar, fordi de har leveret. Det ser man i deres udviklingskurver – og nu også i, hvordan verden vurderer dem.
– Ansættelsen af Angelo Carbone: med en leder af ungdomsudvikling, der er skolet i både Milan og Sassuolo, har vi fået struktur på pipeline‑tænkningen. Hver årgang har en plan, og NXGN‑udtagelserne er et første synligt resultat.

NXGN 2029 er første gang, vi virkelig kan se det udefra: Roma nævnes i samme åndedrag som de klubber, der traditionelt dominerer talentlisterne.

Hvad betyder det for projektet?
På den korte bane giver det selvtillid. Spillere som Birolini og Kristensen får bekræftet, at den hverdag, de lever på Trigoria, måler sig med de bedste miljøer i verden. For akademiet som helhed er det en rettesnor: når vi træner U15 mandag eftermiddag, ved både spillere og trænere, at målet ikke er “bare” Serie A – vi sigter mod verdenslister.

På den lange bane styrker det vores position, når:

– unge spillere og deres familier skal vælge, hvilket akademi de vil satse på
– vi forhandler med klubber om udlejninger eller salg af talenter
– førsteholdet skal have mod til at slippe endnu flere unge løs på Olimpico

NXGN‑placeringer vinder ikke kampe i sig selv. Men de er et synligt bevis på, at vores strategi bliver lagt mærke til – og at Trigoria er blevet et sted, hvor man ikke bare kan drømme om, men reelt arbejde sig hen imod, at blive blandt de største talenter i verden.

Næste skridt – fra talent til reference
Vi er stolte af at have to spillere på NXGN 2029. Men målet er, at det ikke bliver en undtagelse, vi fortæller historier om om ti år. Det skal være normalen.

Birolini og Kristensen er de første tydelige beviser på, at vores ungdomsarbejde kan måle sig med de bedste. Nu handler det om, at:

– de tager næste skridt og bliver profiler, ikke kun talenter
– næste kuld fra Trigoria ser deres navne som noget, der kan stå side om side med dem
– Roma over tid bliver lige så synonym med ungdomsudvikling, som vi er med passion og historie

NXGN‑listen er skrevet én gang om året. Vores arbejde på Trigoria foregår hver eneste dag. Og hvis vi bliver ved, som vi gør nu, vil fremtidige lister forhåbentlig have endnu flere røde og gule mærker ved siden af navnene.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI