#24 Youth to Gold

 

[Broen13]

En drøm fra Rom — fra tvivl til tryghed mellem stængerne.
Sådan begynder rejsen for en målmand, der skulle bevise sit værd på den største scene.
Det handler om rødt og guld – og hjertet bag trøjen.

Spillerprofil
Navn: Mile Svilar
Født: 27. august 1999 – Antwerpen, Belgien
Klub: A.S. Roma
Position: Målmand
Højde: 189 cm
Kontrakt til: juni 2029

Aktuelt niveau & data
Mile Svilar gik ind til sæsonen som et sats – han kom ud af den som Serie A’s bedste målmand og den mest stabile spiller i hele truppen.
I ligaen stod han 38 kampe, holdt 16 clean sheets og lukkede kun 33 mål ind, med en gennemsnitsvurderin g på 7,17.
Over hele sæsonen er han i truppens oversigt noteret til 7,23 i gennemsnit – højst af alle, foran profiler som Pisilli, N’Dicka og Mancini.

Tallene fortæller historien:
– 38 kampe
– 16 gange rent bur
– 33 mål indkasseret
– 7,17 i snit i Serie A, 7,23 for sæsonen totalt

Det er præstationer på et niveau, der ikke bare vinder kampe – de vinder mesterskaber.

Kerneegenskaber – hvorfor han fanger mit øje
– Shot-stopper med autoritet: Reflekser, positionsspil og én-mod-én-situationer er hans signatur. Svilar er ofte forskellen mellem ét point og tre.
– Ro i feltet: Han rydder op på indlæg og standardsituationer, hvilket giver N’Dicka og Mancini frihed til at stå højt og være aggressive i duellerne.
– Fødderne som ekstra playmaker: Han deltager aktivt i opspillet, spiller mod presset og finder både wingbacks og den dybe playmaker med præcise, flade afleveringer.
– Mentalt nærvær: Selv i kampe, hvor han er arbejdsløs i lange perioder, leverer han de afgørende redninger i slutfasen – et klassisk kendetegn for topmålmænd.

Taktisk rolle i holdet
I vores 3-2-5 / 5-2-3-system er Svilar det trygge fundament bag den høje bagkæde. Hvor mange hold vælger en mere konservativ linje med så offensivt et udtryk, gør Svilars tilstedeværelse det muligt for os at stå aggressivt og kompakt på modstanderens halvdel.

I defensiv struktur (5-2-3) står han dybt og kontrollerer rummet bag wingbackerne, som ofte efterlader plads i siderne. Hans evne til at læse dybdeløb og komme ud i rette øjeblik gør, at vi kan tillade os at presse højt med både N’Dicka og Mancini.

Når vi skifter til offensiv 3-2-5, bliver Svilar en sweeper keeper i praksis:
– Han ligger højt og opsamler bolde bag den tremands-bagkæde, der presser frem.
– Han igangsætter hurtigt modangreb med præcise udkast eller lange stikbolde mod frontkæden og kanterne.

Kort sagt: uden den rolige målmand bagved, ville systemet være langt mere sårbart, især mod omstillinger.

Udviklingsområder
– Spil med hænderne under pres: I enkelte situationer tager han måske en unødig chance ved at gribe, hvor en bokset clearing ville være sikrere.
– Kommunikation: Kæden foran er stærk, men der er stadig plads til at optimere koordineringen med især wingbackerne i sideskift og indlægssituationer.
– Lang sæson-belastning: Med så mange kampe som førstevalg er restitution og rotationsplan vigtig for at holde niveauet fra start til slut.
– Straffespark: Selvom hans reflekser er stærke, kan der stadig arbejdes mere specifikt med straffesparksrednin ger – særligt i Europa.

Rolleprofil & potentiale
Primær rolle: Sweeper keeper (forsvar/støtte) i en offensiv 3-2-5-struktur.
Sekundær rolle: Klassisk skudstopper i kampe, hvor vi forventer lavere forsvarsblok og mere pres på feltet.
Stilistisk sammenligning: En blanding af Alisson og Szczęsny – rolig i feltet, stærk shot-stopper og komfortabel i opspillet.

Vurdering & anbefaling
Nuværende niveau: 15/20
Potentiale: 17/20

Anbefaling:
– Fastholdes som klar førstevalg i Serie A og Europa – sæsonen har bevist, at holdet kan bygges op bagfra med ham som fundament.
– Kontrakten bør sikres på længere sigt; en målmand i den alder med de præstationer bliver hurtigt interessant for de største klubber.
– Individuelt fokus på:
  • Standardsituationer (koordination med N’Dicka, Mancini og resten af bagkæden)
  • Spilfordeling under højt pres
  • Mental træning ift. afgørende kampe og knock-out-faser i Europa.

Sæsonens spiller & de øvrige kåringer
Det her var ikke bare Svilars sæson – det var Romas sæson.

– A.S. Roma blev kåret til Årets klub i den italienske Serie A, efter at have leveret præcis den sæson, medierne forventede: 1. plads og et mesterskab, der aldrig for alvor kom i tvivl.
– I Årets hold i Serie A var hele fire Roma-spillere repræsenteret:
  • Mile Svilar i målet
  • Gianluca Mancini og Evan N’Dicka i det centrale forsvar
  • Angeliño på venstre side

Det understreger, hvor stærk kernen i holdet har været gennem sæsonen – særligt i den defensive del af banen.

Holdets præstationer – overraskelser og skuffelser
Bag Svilars prisdryssede sæson gemmer der sig flere historier i truppen.

På midtbanen har Niccolò Pisilli været den store positive overraskelse.
Som ung egen avl-spiller går han ind og leverer omkring 7,10 i gennemsnit over sæsonen, på linje med etablerede profiler – og ofte i svære kampe, hvor han skal balancere mellem pres, gennembrud og defensivt arbejde. Han har spillet sig ind som en reel nøglespiller snarere end bare “talentet fra akademiet”.

I den anden ende af skalaen står Artem Dovbyk, som ikke helt har ramt de forventede højder.
Med en gennemsnitsrating på omkring 6,78 og perioder, hvor han forsvinder ud af kampene, er der ingen tvivl om, at potentialet er større end outputtet. Hans fysiske profil og afslutningsrepertoi re gør ham oplagt som målmaskine i denne taktik, men næste sæson skal han vise mere skarphed i feltet, bedre link-up spil og en højere stabilitet over 90 minutter.

Samlet set bekræfter oversigten dog billedet:
– Defensiven med Svilar, Mancini, N’Dicka og Angeliño er fundamentet for mesterskabet.
– Midtbanen har fået et løft af Pisilli, der ligner næste store projekt.
– Offensiven har leveret nok til at vinde ligaen, men især Dovbyk giver håb om et endnu højere topniveau, hvis han rammer sit potentiale i den kommende sæson.

Kronen på værket for Svilar var dog den individuelle hæder:
– Han tog prisen som Årets målmand "F. Pulici" i Serie A.
– Juryens begrundelse kunne lige så godt have været én linje: "38 kampe, 16 clean sheets, 33 mål indkasseret, 7,17 i snit."

Sammenholdt med truppens oversigt, hvor Svilar ender som sæsonens bedst ratede spiller, er der ingen tvivl:
– Når én spiller står øverst i både klubbens interne hierarki og i ligaens officielle prisuddeling, er han sæsonens spiller – punktum.

Afsluttende bemærkning
Jeg har set mange målmænd komme og gå i Roma, men kun få har sat sig så markant på både resultater og identitet som Mile Svilar gjorde i denne sæson.
Han er symbolet på det Roma-hold, der vandt Serie A: disciplineret, arbejdsomt og med en stille, men brutal effektivitet.

Der er stadig ting at slibe til – men fundamentet er lagt.
Med Svilar bag sig kan Roma tillade sig at drømme større, end tabellen allerede afslører.
Når vi taler om vejen til titler, starter historien ofte med en angriber.
I denne sæson begyndte den med en målmand.

Og midt i al succes måtte vi også sige farvel:
Pierluigi Gollini – vores erfarne andenmålmand – har som blot 31-årig valgt at trække sig tilbage og indstille karrieren.
For en keeper er det en alder, hvor man normalt står på tærsklen til sine allerbedste år, og han kunne sagtens have haft flere sæsoner i benene som Svilars stærke konkurrent og mentor.
At miste den rutine og bredde så tidligt i forløbet er et mærkbart slag for målmandsteamet. Øv.

Når fremtiden skrives i Rom, er det spillere som Svilar, der bærer pennen – unge mænd med hjertet malet i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI

[Broen13]

Pre-season i Rom.
Luigi tørrer bordene af, mens bolden og sommeren begynder at rulle.

Venskabskamp – Roma 2–0 Pisa
Det er den slags eftermiddag, hvor varmen hænger lavt i lokalet som et ekstra lag støv. De grønne plastikstole udenfor min bar er halvtomme, og persiennerne er trukket lige nok ned til, at solen kun rammer gulvet i tynde, skæve striber. Tv’et oppe i hjørnet står på lav lyd; kommentatoren er mest et ekko over klinkerne. Første venskabskamp. De fleste af gæsterne lader som om, de er mere optaget af aviser og telefoner, end de er.

Da Roma løber på banen mod Pisa på neutral græs, hæver én mand ved disken glasset en anelse, som et tavst “velkommen tilbage”. Bolden triller rundt på skærmen, tung og lidt nervøs, lige som stemningen mellem bordene. Pasningerne er for lange, førsteberøringerne hoppende, og de få blikke op mod tv’et bliver hurtigt afløst af et skuldertræk og en slurk mere. “Det er kun pre-season, Luigi,” siger en ældre herre, mens han folder avisen ud, men han sætter sig alligevel sådan, at han kan se skærmen i spejlet bag flaskerne.

Efter et kvarters tid ændrer lyden sig. Ikke på tv’et, men i baren. Samtalerne dør en smule ud, stolenes ben skraber en anelse tættere på bordene, og flere begynder at sidde med kroppen vendt i retning mod hjørnet med tv’et. Roma har fået fat. Bolden glider hurtigere, og når den røde trøje dukker op i feltet, hæves nogle øjenbryn synkront hen over cappuccino-kopper og halvtomme birre.

Målet til 1–0 får ikke nogen til at springe op fra stolene. I stedet er der den der lave, tilfredse lyd – et par knoer i et bord, et “ah, bene” fra hjørnet, hvor to unge fyre har delt en skål chips, de ikke længere rører. Da 2–0-målet kommer, er det som om, luften i lokalet bliver lettere. En gæst, der har siddet med ryggen til, drejer sig om, som om han “tilfældigvis” lige skal se replayet.

Da dommeren fløjter af, er glassene ikke tomme, og ingen taler om taktik eller mesterskaber. Men flere bliver siddende lidt længere, end de havde tænkt sig, mens jeg tørrer disken af i små cirkler.
Sådan skal en første venskabskamp være for mig: som den første slurk af en flaske, man har savnet – ikke spektakulær, bare genkendelig og stille lovende.


Venskabskamp – Roma 1–2 Juventus
To dage senere er lyset anderledes. Hedeluften udenfor ligger som en mur, da man skubber døren op, og der er mere støj, mere liv. Det er stadig pre-season, men det er også Juventus. På bordene står små skåle med jordnødder, der langsomt tømmes, mens folk slår sig ned på stolene tættere på tv’et end sidst. De foregiver, at det bare er endnu en kamp, men jeg kan høre på måden, de sætter glassene fra sig, at det her betyder mere.

Da spillerne står på banen på endnu en neutral stadion, falder der en tynd stilhed over baren. Kun lyden af isterninger, der klirrer mod glas, bryder kommentatorens stemme. Juventus’ sort-hvide striber lyser skarpt mod skærmens mørkeblå ramme, og hver gang de erobrer bolden, trækker et par skuldre sig instinktivt op.

Kampen er tung. Bolden ryger frem og tilbage i et tempo, der mere ligner sen efterårsaften end sommertræning. Inde ved det lille hjørnebord med blik mod gaden sidder to mænd og diskuterer formationer med lav stemme, som om de ikke vil forstyrre. Hver gang en pasning går forkert, går blikkene ikke til spillerne på skærmen, men til hinanden – en lille udveksling, en rynke i panden, et halvt smil, der siger “vi kender det her mønster”.

Da Juventus får overtaget, mærker man det i baren, før man ser det på tavlen. Gæsterne bliver mere stille, den ene fyr begynder at tromme let i bordkanten, en anden lader som om, han er optaget af sin telefon, men skærmens lys spejler sig i hans øjne. 1–2 står der til sidst. Ingen råber. En mand nær døren rejser sig, tager sidste slurk af sin øl og siger: “Det er bare juli, Luigi,” mens han lægger mønter på disken.

Jeg nikker, men da døren lukker bag ham, bliver lyden fra tv’et hængende i det halvmørke lokale som en lille påmindelse.
Sådan et nederlag sætter sig ikke som et ar, men som et lille mærke på kanten af barens træ: man ser det ikke hver dag, men man ved, det er der.


Venskabskamp – Ternana 1–4 Roma
Ternana-kampen falder på en eftermiddag, hvor byen føles forladt. Der er flere tomme stole end fyldte, og udenfor har nogen efterladt en scooter, der glinser støvet i solen. Indenfor går ventilatoren i loftet rundt som en træt dommer, og tv’et kaster et grønligt skær på væggen bag baren.

“Mod Ternana?” spørger en stamkunde og sætter sig ved vinduet. “Det bliver kedeligt.” Han bestiller en birra, læner sig tilbage og lader blikket glide mellem gaden og skærmen. Der er noget næsten dovent over måden, spillerne jogger på banen på, som om selv de ved, at den her kamp kun er et kapitel, man skal forbi.

Men allerede efter få minutter ændrer scenen sig. Et hurtigt angreb, en afslutning, bolden i nettet. Det er, som om hele baren tager en synkron, ubevidst indånding. Fyren ved vinduet rykker lidt frem i stolen, og en mand ved disken, der ellers har siddet og tjekket resultater fra andre ligaer på sin telefon, lægger den fra sig. Man behøver ikke at være ekspert for at se, at Roma har besluttet sig for at tage det her alvorligt.

Målet til 2–0 bliver mødt af små nik rundt ved bordene. Ingen jubler højt, men en af de yngre gæster løfter begge hænder lydløst i vejret, som om han ikke vil bryde stemningen. Ved 3–0 er der nogen, der griner – den lette, ubekymrede latter, man kun hører, når nervøsiteten er væk. Den ældre herre fra Pisa-kampen siger, uden at tage øjnene fra skærmen: “Det der, Luigi, det ser ud som et hold, der ved, hvor det vil hen.”

Da 4–1-sejren er sikker, er det som om, baren vågner lidt mere. Snakken stiger, nogen bestiller endnu en omgang, og jeg kan mærke den der rolige tilfredshed brede sig, som når dagens sidste solstribe langsomt forsvinder fra gulvet, og man tænder de små lamper over bordene.
Sådan en kamp skriver sig ikke ind i historiebøgerne, men i en bar som min bliver den et argument, man tager frem senere, når tvivlen begynder at tale for højt.


Venskabskamp – Roma 1–5 Eintracht Frankfurt
Der er aftener, hvor man næsten kan mærke på lugten i luften, at noget ikke bliver godt. Den her aften kommer folk ind med skjorterne let klistret til ryggen efter dagens varme, og selv den kolde øl føles tungere end normalt. På tv’et dukker Eintracht Frankfurt op – røde og hvide trøjer, kraftige skuldre, den der tyske ro, der ikke lover noget godt.

Baren er fyldt, men lyden er dæmpet. Ingen har rigtig forventninger, men alle har en slags nysgerrig forsigtighed i blikket. De første minutter går, og det er som at se et glas langsomt fyldes med for meget is og for lidt vin. Roma presses tilbage, gang på gang. Pasningerne bliver til befrielser, og for hvert tabt duel skifter kropssproget i baren: arme, der før lå afslappet på bordene, krydses. Nogle sætter sig længere tilbage i stolen, andre læner sig helt frem som for at skubbe holdet ud af eget felt med ren vilje.

Da det første mål ryger ind bag Roma, er der en kort, skarp lyd fra hjørnet – et “maledizione” hvisket mellem tænderne. Ved 0–2 er det ikke længere bandeord, men en tung stilhed, der breder sig. Nogen slukker cigaretten i askebægeret med lidt for meget kraft. En ung fyr ved baren siger højt “det er kun en træningskamp,” men hans stemme knækker en anelse på det sidste ord, og han ser ikke op fra skummet i sit glas.

Mål tre og fire føles i baren, som når en væltet flaske langsomt breder en pøl ud over disken – man ved, det skal tørres op, men man bliver bare stående og kigger på det et øjeblik. Nogle vender blikket mod gaden, som om trafik og forbipasserende pludselig er mere interessante. Et par gæster forlader lokalet uden at sige meget andet end et kort nik i min retning.

Ved 1–5 er tv’et stadig tændt, men det er som et ensomt lys i det fjerne. Bordene, der før var fulde af samtale, er blevet til små øer af tavshed. Jeg læner mig mod disken, ser bolden rulle, og tænker, at det her resultat kommer til at dukke op igen og igen i samtalerne, længe efter at pre-season er forbi.
Nogle aftener slutter man baren med et smil, andre med en træt lukning af kasseapparatet – det her var en af dem, hvor man bare slukker lyset lidt hurtigere end vanligt.


Venskabskamp – Torino 1–1 Roma
Den sidste kamp i pre-season falder på en aften, hvor luften endelig er blevet en anelse køligere. Døren står halvt åben, og gaden udenfor summer lavt – scootere, stemmer, klirren fra bestik på nabocaféens små borde. I baren har folk fundet deres vante pladser; ikke for fuldt, ikke for tomt, som om byen selv har fundet en balance for at sige: “Nu nærmer det sig alvor.”

Da Torino og Roma går på banen, føles det, som om alle i lokalet allerede har én fod inde i den kommende sæson. Der snakkes ikke længere om ferie, strand eller transfer-rygter, men om startellevere, rollefordeling, hvor mange mål man “bør” score mod de hold, Roma skal møde. Glasene står tættere på kanten af bordene, askebægrene er næsten tomme – folk vil se, lytte, vurdere.

Roma kommer foran, og i det øjeblik målet går ind, rejser en mand i en falmet Roma-trøje sig uvilkårligt en halv meter fra sin stol, som om hans krop har en gammel refleks fra Curva Sud. Han sætter sig hurtigt igen, kigger rundt og lader, som om han bare skulle strække benene. Små smil bryder ud her og der, og min bar føles for en stund som et lille stykke stadion, kogt ned i træ, glas og fliser.

Torinos udligning sænker ikke stemningen, den trækker den bare ned på jorden. En ved hjørnebordet tager en dyb indånding, kører hånden gennem håret og siger: “Bedre end Frankfurt. Meget bedre. Men…” – sætningen får lov til at dø ud, mens han ser på skærmen. Kampens sidste minutter bliver fulgt med den slags koncentrerede blikke, man kun ser, når folk allerede forestiller sig, hvordan det vil se ud, når der står point på spil.

Da slutfløjtet lyder, skruer jeg lyden lidt ned og lader bare billederne køre. 1–1. Ingen triumf, ingen katastrofe. Bare et resultat, der passer til aftenens halvkølige luft. Gæsterne bliver hængende, men samtalerne har skiftet retning: nu handler det om første spillerunde, om hvem der skal starte, om hvad man tør håbe på.
Det føles som at lukke bogen for et øjeblik og lægge et bogmærke ind – man ved, historien først for alvor begynder på næste side.

Efter kampens ekko

Pre-season-kampe (Venskabskampe): 5 – 2 sejre 1 uafgjort 2 nederlag
Mål scoret i pre-season: 9
Mål indkasseret i pre-season: 9

Når jeg står alene tilbage bag disken og ser dagens sidste skum glide ned ad indersiden af et glas, tænker jeg på tallene, som stod de skrevet på tavlen over baren: ni mål for, ni imod. De lyder ikke som en fanfare, men som en stille, jævn puls. I løbet af pre-season har vi i baren både grinet og sukket, hævet glassene og rystet på hovedet – men aldrig helt mistet troen. Kampene har hverken malet Roma som færdige mestre eller som et hold i ruiner; de har vist et projekt midt i støvet, hvor marmorpladerne først lige er bestilt. Det er en nøgtern afslutning, uden store ord – men man kan mærke, at der er noget på vej, som ikke kun lugter af sommer.

For i Rom er pre-season ikke bare træning og venlige aftaler – den ligger som en linje i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI

[Broen13]

August i Rom.
Græsset er frisk, trøjerne er nye – men forventningerne er de samme som altid.

Serie A – Roma 2-0 Torino
Kommentator: Martin Jørgensen
“Første hjemmekamp i en ny sæson, det er altid lidt som første skoledag,” siger Martin og ser rundt på tribunerne. “Man ved nogenlunde, hvad man går ind til, men man er alligevel lidt spændt på, om blyanten stadig virker.”

Roma arbejder sig langsomt frem på banen, og efter 41 minutter kommer belønningen, da Artem Dovbyk sender bolden i nettet til 1-0.
“Det er sådan en scoring, der lige tager toppen af nerverne,” bemærker han. “Du får bekræftet, at idéerne fra træningskampene også kan bære, når der står point på spil.”

Kort efter pausen bliver det 2-0, da Pisilli rammer kuglen efter 51 minutter.
“Det er jo sådan noget, der glæder enhver træner,” siger Martin. “En ung mand fra akademiet, der går ind og lukker en kamp. Ikke med fyrværkeri, men med beslutsomhed.”

Da slutfløjtet lyder, samler han op:
“Det er ikke prangende, men det er kontrolleret,” lyder konklusionen. “Torino får aldrig rigtig lov til at tro på, at de kan komme tilbage. Det er et topholdssvar på en åbningskamp.”


Serie A – Parma 0-2 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“En tidlig udebanetur til Parma, det er sådan en kamp, der godt kan snyde lidt,” konstaterer Martin. “Det ser måske ikke voldsomt ud på papiret, men du får ingenting foræret, hvis du ikke møder op mentalt.”

Roma kommer stærkt ud, og allerede efter 17 minutter sender Zeki Çelik gæsterne foran 0-1.
“Det er en vigtig besked at sende,” siger han. “Når din back dukker op og scorer så tidligt, så ved du, at hele holdet er med – ikke kun dem, der normalt står for overskrifterne.”

I anden halvleg er det Paulo Dybala, der lukker det hele ned med scoringen til 0-2 efter 69 minutter.
“Når han først får sat foden rigtigt på bolden, så kan du næsten høre et kollektivt suk fra tribunerne,” bemærker Martin. “Det er forskellen på at have en profil og at have en stjerne.”

Ved slutfløjt står der 0-2 på tavlen.
“To mål, ingen imod, og dine profiler og backs på tavlen – det er svært at klage over,” konkluderer han. “Det er en af de der sejre, der ikke larmer så meget – men som tæller lige så meget som alle de andre, når man når til maj.”

“Calcio Onside” – en stille stærk start

I studiet kører de første resultater fra Serie A-sæsonen over skærmen. Morten læner sig lidt frem mod bordet, mens to grønne prikker ud for Roma lyser diskret i grafikken.
“To sejre, fire mål scoret og ingen lukket ind,” konstaterer han. “Det er ikke fordi, det vælter forsiderne endnu, men det er en start, enhver træner kan leve rigtig fint med.”

Martin nikker.
“Ja, og det er jo netop her i august, at du lægger noget af fundamentet,” siger han. “Du kan ikke vinde noget på de første to runder, men du kan godt gøre livet besværligt for dig selv. Det har de undgået.”

Grafikken skifter til et kort over de næste runder, inden den vender tilbage til studiet.
“Det interessante her,” fortsætter Morten, “er, at Roma ser ud til at fortsætte en ret nøgtern stil. Det er ikke nødvendigvis blændende endnu, men det er effektivt, og de lukker ikke meget ind.”

Martin smiler en anelse.
“Og det er jo heller ikke nu, de skal toppe,” siger han. “Hvis du kan komme igennem august med fuldt hus og stadig have noget at skrue op for, så er du et meget fint sted.”

Kameraet zoomer roligt ud, mens studiet glider over i afsluttende grafik.



Efter kampens ekko

August-kampe (Serie A): 2 – 2 sejre 0 uafgjorte 0 nederlag
Mål scoret i august: 4
Mål indkasseret i august: 0

De første skridt i den nye sæson er taget uden at snuble.
To sejre, en sikker defensiv og en fornemmelse af, at Roma ikke har travlt med at bevise alt på én gang.
Det er en august, der ikke jagter drama, men som leverer præcis det, den skal: point, ro og et udgangspunkt at bygge videre på.

For i Rom er august ikke bare en start – den lægger den første linje i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI

[Broen13]

September i Rom.
Curva Sud har stemmen hæs – og tålmodigheden tynd.

UEFA Champions League – Roma 2–1 Fenerbahçe
Vi møder tidligt op. Alt for tidligt, ville nogen sige. Men når det er Champions League, vil vi i Curva Sud være dem, der sætter tempoet – ikke tv-produktionen, ikke modstanderen, ikke spillerne. Flagene bindes fast, trommerne spændes, og vi står og stirrer ud på Olimpicos beton, som man ser på en gammel ven, der har lovet for meget og leveret for lidt.

Da Roma-spillerne kommer ud til opvarmning, er det ikke bare jubel, der rammer dem – det er et krav. Vi synger ikke for at hygge os. Vi synger for at fortælle dem, at de her aftener ikke må spildes mere. Olimpico skal ikke være en pæn kulisse; den skal være en retssal, hvor hver duel bliver dømt fra tribunen.

Hymnen ruller ud over stadion, kameraerne glider hen over tribunerne, og vi står med løftede hænder og sammenbidte kæber. Og så – fløjtet. Bolden ruller, og vi ser det med det samme: Fenerbahçe er kommet for at teste, om Rom stadig er blød. Vi beslutter på stedet, at det er vi ikke. Hver tackling til vores fordel? Brøl. Hver halvsløset tilbagelægning? Piften. De skal frem, ikke gemme sig.

Føringsmålet river hul i alt det ophobede. Vi eksploderer – selvfølgelig gør vi det – men under jubelen ligger en besk eftersmag: lettelse blandet med vrede. “Se hvad der sker, når I faktisk angriber!” råber en ved hegnet, mens han hamrer knoerne i stålet, som om han vil slå pointen direkte ned i græsset. Vi ved, de kan. Det er netop derfor, vi bliver så sindssygt trætte, når de ikke vil.

Alligevel får tyrkerne lov at udligne. Én fejl, én langsom reaktion, og så sidder den der. På banen ligner de et hold, der er overrasket. Det er vi ikke. Vi har set den film før. Brølet bliver til en blanding af buh-råb og frustrerede suk, enkelte plasticglas rammer betonen, og sangene hakker et øjeblik. Men stilhed er værre end alt andet, så vi skifter til de hårde linjer: “Chi non lotta non ci rappresenta” – hvis du ikke kæmper, repræsenterer du os ikke.

Da 2–1-målet endelig kommer, eksploderer Curva Sud igen. Rækværket ryster, folk vælter ind over sæderne, og i et par sekunder er det ren ekstase. Men selv i jubelen ligger der en dom. “Det her kunne have været 3–0 for længst,” mumler en bag mig, hæs og gennemblødt af sved, men skarp i blikket.
Aftenen ender i sejr, men ingen slipper. Vi har set, hvad de kan, når de lader sig trække frem af vores brøl – og vi glemmer det ikke, næste gang de går i stå.


UEFA Champions League – Liverpool 3–0 Roma
Anfield synger, som kun Anfield kan. Tv-kommentatorerne bliver bløde i knæene, som de altid gør. Fint. Lad dem få deres romantik. I det ene hjørne står vi og holder vores egne bannere stramt: et stykke Rom presset ind i et engelsk postkort. Vi er ikke kommet for at beundre deres historie; vi er kommet for at se, om vores eget hold tænker sig at skrive noget som helst.

Svaret kommer hurtigt.

Fra første minut er vi bagefter. Liverpool løber, presser, kvæler. Vi kan leve med at blive presset – det her er topniveau – men vi kan ikke leve med at se røde og gule trøjer stå og kigge på. Første mål, og Anfield eksploderer. Vi eksploderer også, bare i den modsatte ende. Ikke i jubel – i raseri. “Sveglia!” – “VÅGN OP!” – brøler vi ned mod banen, som om lyd alene kan få dem i gang.

2–0 føles ikke engang som et chok. Det føles som resultatet af alt det, vi frygtede: at Fenerbahçe-sejren havde fået nogen til at tro, at de allerede var nået et niveau, de endnu ikke har fortjent. I udebaneafsnittet pumper sangene videre, hårdere, mere desperate. Vi brøler ikke for at lave stemning til tv – vi brøler for at minde dem om, at den trøje ikke tåler opgivende kropssprog.

Ved 3–0 sidder slaget dybt. Nogle vender sig om, har fået nok. De fleste bliver. Ikke af stolthed, men fordi vi nægter at lade “Roma” stå alene på den tavle. Halstørklæderne ryger op over hovederne, mens hjemmeholdets fans jubler. Tårer i øjnene på nogle, knyttede næver hos andre. Ingen smil.

Slutfløjtet kommer som en formalitet. Spillerne kommer tøvende over til os. De ved, hvad 3–0 i Europa betyder i Rom. De får ikke tom tavshed – de får en blanding af ironisk klappen, rå vrede og de sange, der gør det tydeligt, at respekt ikke er noget, man beholder automatisk.
På vej ud fra stadion er vi få ord og meget tavshed. Ikke fordi vi er tomme – fordi vreden skal gemmes. Det her skal betales tilbage.


Serie A – Sassuolo 1–0 Roma
Hvis der er noget, vi hader mere end at blive kørt over i Europa, så er det at se Roma komme slæbende hjem og spille Serie A-kamp, som om intet er sket. Sassuolo ude. Ingen Anfield, ingen hymne, ingen undskyldninger. Her vinder man, hvis man vil være noget.

Vi fylder udebaneafsnittet, som vi plejer. Bannere, trommer, den sædvanlige cocktail af håb og mistanke. Vi synger dem ud af spillertunnelen, prøver at piske tempo i benene på dem med ren stemmestyrke. Men efter fem minutter ved vi, hvad klokken er slået: pasninger i skridt, halvhjertede løb, dueller der kun bliver “kontesteret” på papiret.

Vi kan tolerere fejl. Vi kan ikke tolerere ligegyldighed. Når en duel bliver tabt uden gnist, kommer de første pib. Ikke fordi vi elsker at buhe – men fordi det er det eneste sprog, der bider lige så hårdt som vores kærlighed. Hver bold, der bliver sendt bagud i stedet for frem, bliver mødt af råb: “Fremad! I er Roma, ikke turister!”

Målet til Sassuolo føles næsten uundgåeligt. Og måske er det det mest fornærmende af alt. I et sekund bliver der stille – så eksploderer udebaneafsnittet, ikke mod dommeren, ikke engang mest mod modstanderen, men mod egen apati. Trommerne slår hårdere, sangene får en ny, mørkere klang. Nogle vender ryggen til banen og synger ind mod os andre – som om kampen på græsset er sekundær nu. Det primære er at markere, at det her ikke er accepteret.

Resten af kampen er en lang prøve på vores tålmodighed. Misforståede løb. Sene reaktioner. Nervøse bolde. Vi giver ikke slip på sangene, men ordene bider. Når vi råber spillernes navne, er det med en undertekst: “Vi hæver stemmen for jer – hvornår hæver I niveauet for os?”

Da slutfløjtet endelig kommer, er lettelsen næsten større end skuffelsen. Ikke fordi resultatet er til at leve med, men fordi vi slipper for at se flere tomme løb. Spillerne kommer over mod os; nogle klapper vi af tvang, andre møder kun iskolde blikke. Vi bliver stående. Vi synger stadig. For klubben, ikke for indsatsen.
Det er den slags søndage, hvor kærligheden til Roma føles som en sten i brystet – tung, ubevægelig, men umulig at slippe.

Efter kampens ekko

September – Champions League:
Kampe: 2 – 1 sejr 0 uafgjorte 1 nederlag
Målscore: 2–3

September – Serie A:
Kampe: 1 – 0 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag
Målscore: 0–1

Set udefra ligner september bare en ujævn måned: én europæisk sejr, to flade nederlag. Set fra Curva Sud føles den som endnu en prøve på, hvor meget vi er villige til at tåle, før holdet begynder at spejle den vrede og den stolthed, der kommer fra tribunen. Fenerbahçe-kampen viste os, at de kan løfte sig, når stadionet koger. Liverpool og Sassuolo viste os, hvor hurtigt gløden kan dø, hvis mentaliteten ikke følger med. Tallene siger, at sæsonen stadig er åben. Vores halse siger, at kreditten allerede er tynd.

For i Rom er september ikke bare endnu en måned – den brænder som en ridse i rødt og guld, skåret af en Curva Sud, der ikke længere finder sig i halve skridt.

Roma vågner – altid.

Skrevet med hjælp fra AI