Engelsk eventyr

 

[United-styrer]

”Happy new year!”

Hold da op! Så er det ellers slut med år 2011, og hvilken milepæl det var for mig. Min første nytårsaften i England blev fejret i går efter tre måneder i byen, og nej, hvor har det da været en succes. Dengang jeg valgte at søge dette job, da klubben lå sidst efter ti kampe, havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg på så kort tid kunne få vendt skuden. Et eller andet må jeg åbenbart gøre rigtigt, eller også gjorde den tidligere manager noget helt forkert, for holdet er altså alt, alt for godt til at ligge og rode rundt nederst i rækken.

At 2011 nu er slut, markerer også, at det nu er fem og et halvt år, siden jeg startede som træner. I hvert fald på professionelt plan. Semiprofessionelt er det vel egentlig. Jeg har altid haft interesse i fodbold, men ret hurtigt måtte jeg erkende, at mine evner på banen ikke var noget at prale af. I

stedet bestemte jeg mig for, at jeg ville være træner, for det krævede jo mere, at man havde forstand på spillet, havde taktisk snilde og kunne planlægge en god træning. Derfor troppede jeg i en alder af 18 år op i den lokale klub, Brønshøj, og spurgte, om ikke de manglede en assistent til træningen af puslingeholdet. Efter megen overtalelse lykkedes det mig at få lov til at hjælpe, og sikke jeg nød det. I starten brugte jeg egentlig mest tiden på at stille kegler op, fjerne dem igen, hente bolde osv. Altså slavearbejde sideløbende med, at jeg forsøgte at uddanne mig til pædagog. Men langsomt fik jeg mere indflydelse på træningen og valget af hold til de forskellige kampe, og da den trofaste træner takkede af et års tid efter, tog jeg over, og det skete med stor succes. Holdet blev bedre og bedre og fik efterhånden et rygte som et af de bedste på Sjælland inden for deres årrække. Jeg stoppede efter et par år og koncentrerede mig derefter om mit lønnede arbejde, men et par år derefter blev jeg en dag ringet op. Det var Brønshøj Boldklubs sekretær, som ringede og fortalte, at bestyrelsesformande n gerne ville have et møde med mig, hvorefter hun fortalte tid og sted. Jeg takkede selvfølgelig ja til mødet, nysgerrig efter, hvad det gik ud på.

Det viste sig, at bestyrelsesformande n manglede en hovedansvarlig for ungdomstræningen i klubben, og efter mine meritter med puslingeholdet mente han at vide, at jeg var den rette mand til det job. Lønnen var mildt sagt ikke ret god, men jeg havde elsket at arbejde med jobbet tidligere, og reelt set kunne det godt lade sig gøre for mig at leve for den løn, han tilbød, så fuld af optimisme og gåpåmod valgt jeg at acceptere hans tilbud. Da var jeg 24 år.

Jobbet forløb helt exceptionelt, men retfærdigvis skal det siges, at der rent faktisk var en del talenter i klubbens ungdomsafdeling, hvilket gjorde det en hel del lettere for mig. I fire år stod jeg for klubbens talenter med enorm succes, og så skete det her for fem og et halvt år siden, at jeg endnu engang blev kaldt til møde på bestyrelsesformande ns kontor.

Det var sommeren 2006, og sagen var den, at cheftræneren for klubben havde besluttet at stoppe, mens legen var god, hvorfor klubben på daværende tidspunkt stod uden cheftræner. Jeg sad måbende og stirrede i nogle sekunder, da min chef pludselig lagde et kontrakttilbud til netop den post frem foran mig. Kontrakten gjaldt i et år, da jeg – som han nævnte – var lidt af et sats pga. min manglende erfaring som cheftræner, men lønnen var noget helt andet end den, jeg havde tjent som ungdomstræner, og da dette i det hele taget var min drøm, tøvede jeg ikke mange sekunder med at skrive under, da jeg først var kommet til mig selv igen. Og således gik det altså til, at jeg fik mit første cheftrænerjob…

Klubben var dengang netop rykket ned fra Viasat Sport Divisionen til den danske 2. division øst. Når et hold rykker ned, forventer man i reglen, at de vil være et af de stærkeste hold i den nye række, og for Brønshøjs vedkommende gjaldt denne opfattelse ligeledes. Fansene – som i øvrigt ikke var helt negative med henblik på min ansættelse, da jeg med tiden havde skabt mig et navn i klubben – forventede, at klubben ville kæmpe med om oprykningen, og samme forventninger fik jeg fra bestyrelsens side.

Første sæson blev i midlertidig noget af et mareridt for mig, for efter en ellers fornuftig start, der bød på tre sejre ud af fem kampe, gik det kun den forkerte vej. Holdet rodede rundt blandt de allerdårligste, og uanset hvad jeg prøvede rent taktisk, så blev vi ved og ved med at tabe. Mod slutningen af sæsonen fik jeg pludselig en dag den noget overraskende meddelelse fra bestyrelsesformande n under træningen, at han gerne så, at jeg lige kom op til hans kontor bagefter, så vi kunne drøfte min nye kontrakt. Hvorfor klubben ville forlænge mine kontrakt, fattede jeg simpelthen ikke, men jeg indvilgede naturligvis i at komme op på hans kontor igen. Og mere er der egentlig ikke at sige om den sag, for jeg fik en ny kontrakt, hvilket gav mig lidt ro i jobbet – dog kun for en stund…

For presset fra fansene blev større og større. De ville have mig ud, og jeg følte mig presset, og derfor – naiv og håbefuld som jeg var – besluttede jeg mig for at søge jobbet i OB, da deres træner blev fyret. Selvfølgelig fik jeg ikke jobbet, men værre var det, at medierne fik nys om min ansøgning og skrev det i deres møgsprøjter. Her blev fansene først rigtig vrede, og bestyrelsen fulgte denne gang med. Det kom endda så vidt, at de gav mig det tilbud, at jeg kunne kvitte mit job og dermed undgå den ødelæggende oplevelse for mine fremtidige chancer som træner at blive fyret. Jeg nægtede og fastslog, at OB-ansøgningen var en stor fejltagelse, og at de kunne regne med, at jeg blev, medmindre de afskedigede mig. Og det lod de så være med. Første sæson endte med, at vi med nød og næppe overlevede. Faktisk skulle vi bare have været en plads længere nede i tabellen for at blive degraderet.

Jeg benyttede sommerpausen til at skabe et samarbejde med FC København. De ville fremover være vores såkaldte moderklub, hvilket betød, at vi havde mulighed for at leje deres spillere, så de kunne få spilletid, og samtidig betalte FCK os et årligt beløb på 300.000 kroner. Ydermere skulle vi afholde en årlig venskabskamp mod dem på Tingbjerg Idrætspark, hvor alle indtægter gik til os. Alt i alt en drømmeaftale for vores klub. Og så gik jeg ellers i gang med at leje en masse stærke spillere fra deres trup, hvilket gjorde, at holdet virkelig så noget bedre ud i anden sæson. Og det sås også på banen, hvor vi ikke længere kæmpede mod nedrykning, men derimod om oprykning, og det lykkedes faktisk i sidste ende. Vi blev nummer tre, men da hverken FCK’s andethold KB eller Brøndbys reserver kan rykke længere op end 2. division, kunne vi sætte os på pladsen, der gav direkte oprykning tilbage til Viasat Sport Divisionen. Det var helt fantastisk at vende tilbage med et så godt resultat, efter jeg havde skuffet så fælt i min første sæson.

Vores første år i den række blev ligeledes en succes. Vi endte på en sjetteplads efter længe at have været helt oppe og spille med, hvor det er allersjovest. Disse resultater gjorde, at jeg fik en gedigen overraskelse, et par dage efter at Morten Olsen havde vinket farvel til det danske landshold. DBU ville have mig som ny træner! Jeg fattede intet. En træner, som havde tre års erfaring som cheftræner og aldrig havde trænet et hold fra den bedste række. Hvorfor valgte de dog mig? Jeg var egentlig også ligeglad, for det var en fed hyre og et drømmejob, så jeg accepterede. Desværre skuffede jeg ved ikke at formå at føre holdet til EM

i 2010, og skyldfølelsen gjorde, at jeg valgte at stoppe, da Nigeria bød sig ind, men her er jeg heller ikke længere træner. Nå, det var et lille sidespring, men lad os vende tilbage til Brønshøj. Det andet år i Viasat Sport Divisionen blev derimod noget dunklere, for her lå vi i den modsatte ende af tabellen. Vi havde godt nok længe et forholdsvis sikkert forspring til stregen, men mod slutningen skrumpede dette med en truende fart, og i sidste ende var det udelukkende en målscore, der var to mål bedre end Holstebros, der reddede os fra nedrykning.

Min femte sæson i klubben skulle også vise sig at blive min sidste. Vi lå og cirkulerede lidt rundt i midten af rækken, men jeg var træt af den manglende udvikling i klubben. Træt af bestyrelsens modvilje til at udbygge stadionet, skaffe flere moderklubber og frigive flere penge til lønninger og transfers, så jeg kunne lokke bedre spillere til. Derfor valgte jeg i foråret – med visheden om at klubben stort set ikke teoretisk kunne rykke ned – at sige tak for denne gang efter fem gode år hos ”Hvepsene”. Jeg ville prøve noget nyt, og derfor valgte jeg samtidig at vinke farvel til stillingen hos Nigeria, som jeg beskrev tidligere.

Derefter holdt jeg en pause i et halvt års tid, indtil jeg en mørk og kold dag i den tunge ende af september 2011 blev bekendt med, at Queens Park Rangers havde fyret deres træner efter en horribel sæsonstart. De lå simpelthen sidst efter ti kampe i The Coca-Cola Championship. Det lød som en god udfordring, og muligheden for at komme i udlandet og træne fristede i den grad også, det skal jeg ikke lægge skjul på. Så jeg smed en ansøgning med mit CV af sted i håb om atter at blive fodboldtræner, og minsandten om ikke de fandt mig egnet til jobbet – endda med en ret så tilfredsstillende hyre på 35.000 kroner pr. uge i et enkelt år. Missionen var at undgå nedrykning, og til min første træning i klubben kunne jeg allerede fornemme, at det var bestemt ikke urealistisk, for spillerne var jo faktisk ganske gode. Jeg var uvidende for, hvordan den tidligere træner havde formået at få dem så langt ned i rækken.
Kun en lille uge havde jeg til at sætte mine præg på tingene, før min første kamp kom. Vi skulle møde Bolton på deres bane, Reebok Stadium, i en ligakamp. Jeg havde fastlagt mig på en helt flad 4-4-2-opstilling, hvor følgende spillere blev benyttet:

Målmand: Márton Fülöp
Højre back: Martin Cranie
Venstre back: Giovanni van Bronckhorst
Central forsvar: Pat Kanyuka
Central forsvar: Dominic Shimmin
Højre fløj: Nick Wright
Venstre fløj: Lee Cook
Central midtbane: Johann Vogel
Central midtbane: Darron Gibson
Angriber: Ray Jones
Angriber: Dextor Blackstock

Spillet var primært kontrabaseret med korte, hurtige afleveringer, bygget op omkring en solid defensiv.

Det var egentlig en kamp, hvor jeg ville være rimelig tilfreds med uafgjort, men holdet ville det anderledes. Vi bankede dem simpelthen 3-1, og jeg var både forundret og lykkelig over, hvor fantastisk holdet spillede, og igen kunne jeg kun ryste på hovedet ved tanken om, hvor uduelig den sidste træner måtte have været.

Heldigvis viste dette sig ikke blot at være en enlig svale, for vi blev ved. Således blev mine første syv ligakampe som træner for Q.P.R alle vundet (foruden Bolton-kampen var de: Brentford 1 – 2 Q.P.R, Q.P.R 4 – 1 Watford, Sheffield Wednesday 0 – 2 Q.P.R, Leeds 1 – 2 Q.P.R, Q.P.R 5 – 0 Burnley og Q.P.R 1 – 0 Hull). I forløbet nåede vi samtidig at slå Premier League-holdet Birmingham ud af Carling Cup med en fortjent 1-0-sejr. Disse otte sejre blev fulgt op af fjerde runde i Carling Cup. Her tog vi hjemme imod Sunderland fra vores række. Vi spillede klart bedste og førte også indtil helt til sidst, hvor vi desværre måtte indkassere et selvmål. 1-1, og kampen gik i forlænget spilletid, men her faldt der ingen afgørelse, og i straffesparkskonkur rencen havde vi ikke det fornødne held. Det var som om, at denne kamp blev tidspunktet, hvor spillerne indså, at vi altså ikke var uovervindelige, og selvom det til tider kan være godt med et wake-up-call, så blev det i dette tilfælde ikke sådan – desværre. For de to efterfølgende ligakampe bød kun på et enkelt point, hvorefter vi vandt en og troede, at vi var tilbage på rette spor, kun for at lide vores andet nederlag til Sunderland i sæsonen. Og sådan fortsatte det ellers lidt ustadigt, indtil vi for nu fire dage siden spillede vores sidste kamp mod Luton og sejrede 2-0. Alle de resultater har betydet, at vi nu ligger nummer seks i rækken, hvilket faktisk giver playoff til at komme op i Premier League. Altså har jeg på seksten kampe formået at få holdet fra en 24. – plads (sidst i rækken) til at kæmpe med om oprykning. Ikke så tosset, hvis jeg selv skulle sige det.

Disse præstationer har også fået mig selv til at indse, at jeg må have lidt talent for det her job, hvorfor ambitionerne selvfølgelig er steget kraftigt. Det er ingen hemmelighed, at jeg meget gerne vil blive træner for Manchester United en dag, da jeg altid har holdt med dem. Lige foreløbigt handler det om at opfylde min kontrakt med Queens Park Rangers, som løber sæsonen ud. Rykker vi op i Premier League, så bliver jeg højst sandsynligt og ser, hvad vi kan udrette der, men lykkes det ikke, så vil jeg overveje andre tilbud, såfremt der kommer nogle meget interessante. I øvrigt er jeg på nuværende tidspunkt træner for USA’s landshold efter mine tidligere jobs hos Danmark og Nigeria. Under min ansættelsestid har holdet dog kun spillet et par venskabskampe, men det skal nok blive sjovere med tiden. Nok snak; nu skal jeg fejre nytårsaften!

[ZhotLog]

En lang start! Men hvilken en!! Det her er super læsning (igen) fra din side af U-S! Lykke til med QPR

Btw. Kunne du ikke fortælle os (mig) lidt mere om din landsholdskarriere hos DK, Nigeria og USA?

[United-styrer]

En lang start! Men hvilken en!! Det her er super læsning (igen) fra din side af U-S! Lykke til med QPR

Btw. Kunne du ikke fortælle os (mig) lidt mere om din landsholdskarriere hos DK, Nigeria og USA?

Jep, jeg skal nok fortælle lidt i næste update :-)

Og ja, en noget lang start, men der er en del, der skal indhentes, når man starter en blog i 2012 Tak for rosen

[Guldbrand]

Puha det var en lang og hård tekst at komme igennem.. men den var nu også nødvendig for ligesom at komme up to date..  Men jeg syntes at du skriver meget godt, og jeg glæder mig til at se hvordan du vil skrive fremover.. Men det ser lovende ud indtil videre.. og jeg håber at dette kan blive en lang og god blog.. 

[Zone 43]

Så fandt du endelig et hold at spille, og blogge, med

Hvornår kan man forvente en ny update?

[Mikkellas]

Fantastisk skrevet og dejlig lang og fyldig update, fantastisk at du kan få dem op og spille med om oprykning efter du overtog dem på sidstepladsen, du må virkelig have talent.
Denne blog skal jeg helt klart følge med i. Hvornår kan vi forvente den næste lange update fra dig US?

[Chelidze90]

Nå så hørte du alligevel efter hva

Og jeg har jo måtte høre din livshistorie med Brønshøj og QPR

[United-styrer]

Nå, jeg troede da, at jeg skrev et svar herinde i går :-S

Jeg ville have skrevet, at jeg regnede med at lave et par opdateringer i dag, og at jeg jo stadig havde et par hængepartier fra min tidligere karriere, heriblandt mine landstrænerjobs. Desuden ville jeg sige, at jeg ville grave lidt dybere i truppen, taktikken og klubbens fortid.

Det var heldigt, at jeg ikke fik svaret, for som I kan regne ud, blev det ikke til updates i dag. De kommer til gengæld i morgen - det kan jeg garantere. Så glæd jer - det bliver mildt sagt stort, om end ikke lige så langt som indledningen

[United-styrer]

Så står vi op!

Pyha, dagen derpå, og min kæreste mente åbenbart, at klokken 11.00 er et passende tidspunkt at stå op på, når man er gået i seng klokken fire. Jeg kan ikke påstå, at jeg deler den holdning, men efter at have ligget i sengen i en halv time, måtte jeg konstatere, at jeg aldrig helt kunne slappe af igen efter hendes vækning. Desuden har vi trods alt den sene eftermiddagstræning i klubben klokken 15.00 i dag, hvor vi blandt andet skal holde taktikmøde frem mod udebanekampen mod Derby i morgen. Det var ellers hyggeligt i går – helt klart en af de fedeste nytårsaftener jeg har oplevet.

Og nu er det så årets kedeligste dag – sovedagen. Og den anledning vil jeg benytte til at fortsætte med den fortælling, jeg bremsede ved midnatstid i går, om min karriere som fodboldmanager. Navnlig landsholdene sprang jeg nok lidt for let og elegant over.

Som tidligere nævnt startede jeg som dansk landstræner efter oprykningen til Viasat Sport Divisionen med Brønshøj, hvor deres pludselige kontrakttilbud overraskede mig noget så voldsomt, men det gav sig selv, at jeg takkede ja til tilbuddet. For at være helt eksakt var det den 6. juli 2008, jeg officielt blev ansat som dansk landstræner, og denne ansættelse kom mindst lige så meget bag på hele Danmark, som den havde gjort på mig. 14 kampe nåede jeg i min tid som dansk landstræner. Først blev Makedonien besejret 3-1 i vores VM-kvalgruppe. Denne sejr blev fulgt op af to pointtab. Det blev nemlig kun til uafgjort i Letland og mod Bulgarien i Parken. De 11 kampe i 2009 blev indledt med et uafgjort resultat i en venskabskamp mod mægtige Brasilien, hvorefter vi besejrede Sverige 1-0 i Parken i vores kvalgruppe – et resultat der sendte os i front af gruppen, og sejren blev fulgt op af to yderligere – først mod Singapore i en venskabskamp, der blev vundet 1-0, og siden i gruppen med en uoverbevisende 2-0-sejr over San Marino. Heller ikke på hjemmebane formåede vi at slå Letland, for denne kamp blev 0-0, og efter en 2-0-sejr over Makedonien var der ellers lagt op til den helt store gruppefinale mod Sverige på Råsunda den 2. september 2009. Spilmæssigt var vi absolut på niveau med svenskerne, men vi led et smertefuldt nederlag på 3-0, og derefter ville det være meget svært at hente førstepladsen. Gruppens næstsidste kamp gav en uafgjort i Bulgarien, hvor vi ellers var klart dominerende, og gruppen blev for vores vedkommende afsluttet med en 3-0-sejr over San Marino i Parken. Dette rakte til en andenplads i gruppen og dermed playoff, hvor jeg ikke var ovenud begejstret for at trække Tyrkiet.

Efter første opgør var jeg derimod ovenud begejstret, for nede i heksekedlen lykkedes det os at vinde 4-3 og få et exceptionelt udgangspunkt for kampen i Parken. Her blev vi i midlertidig udspillet på det groveste, og et 2-0-nederlag medførte, at vi ikke kom til VM, og allerede her mistede jeg fuldstændig motivationen til dette job. Alligevel blev jeg over et halvt år endnu – dog uden at spille kampe – men da USA og Nigeria umiddelbart efter VM-slutrunden var på banen med jobtilbud, valgte jeg at forlade Danmark for at træne Nigeria.

Min tid som landstræner for afrikanerne blev ekstremt kort. Faktisk var jeg der ikke engang i et år. Jeg lagde ud med en 2-0-sejr over Lesotho i den såkaldte COSAFA kvalgruppe. Dernæst tabte vi 4-3 til Australien i en træningskamp. Comoros blev slået 3-0 i min tredje kamp som landstræner – den anden i kvalgruppen, inden vi spillede 0-0 hjemme mod Congo trods overvægt i spillet. Mine to sidste kampe var begge træningskampe mod Italien og Australien, som endte henholdsvis 0-2 og 1-1. Da kom jeg til punktet, hvor jeg kørte sur i mit job som Brønshøj-træner, valgte jeg samtidig at kvitte mit landstrænerjob, og egentlig var jeg indstillet på, at det var slut med disse jobs for en stund. Men kort efter jeg blev ansat hos Q.P.R, var USA igen på plads med et jobtilbud. Jeg havde som bekendt valgt Nigeria frem for USA lidt over et år tidligere, men jeg fandt, at dette var et interessant tilbud, og derfor valgte jeg at give det en chance mere. Som jeg har gjort med alle mine landstrænerjobs, kombinerer jeg det med mit job hos klubben, hvilket gør hverdagen noget stressende til tider, og derfor har jeg også valgt et job som USA, hvor der er relativt få kampe. Indtil videre har min tid der budt på bare en enkelt. Dette var en træningskamp mod Jomfruøerne, som blev vundet 4-0. Målene blev sat ind af Giuseppe Rossi (den tidligere United-spiller har skiftet statsborgerskab), Josmer Altidore, der puttede to i kassen, og Michael Bradley. Indtil nu er der kun planlagt en enkelt kamp i 2012 – endnu en venskabskamp, denne mod Bolivia.

Allerede i går fortalte jeg en hel del om mit job i Queens Park Rangers. Hvordan jeg har formået at få dem fra en håbløs sidsteplads til en fænomenal sjetteplads på få kampe, grundlagt ved syv sejre på stribe – de syv første med mig ved roret.

Taktikken, jeg har lagt, er nu ellers forholdsvis ligetil. Vi spiller hverken rigtig offensivt eller rigtig defensivt, lidt oftere korte end lange afleveringer, hvilket generelt er min fodboldfilosofi. Jeg er ikke tilhænger af kick ’n rush-fodbold. Tempoet er på det jævne, og det samme gælder for spillets bredde. Noget af det eneste, der er værd at bemærke, er vel, at vi satser meget på kontraangreb, da det oftest er i omstillingsspillet, at målene scores. Vores backs går også meget med frem og laver overlaps, hvilket tit skaber overtalssituationer på flankerne, men på den anden side også efterlader huller bagved i tide og utide. Fløjene får lov at gøre stort set, hvad der passer dem, mens vores centrale midtbanespillere derimod er ret fastlåste. Det er vigtigt, at de hjælper meget til i defensiven, nu hvor vores backs går så meget med frem. Mht. træningen, så gør jeg det nok lidt anderledes, end de fleste andre managers. Hvor man sædvanligvis er opdelt i målmænd og markspillere, fungerer det hos mig lidt anderledes. Her er alt nemlig delt op i positioner, ergo træner fløjene sammen, de centrale forsvarsspillere sammen, angriberne træner sammen osv. På denne måde kan man konstant træne spidskompetencer, så spillerne ikke bruger krudt på for dem unødvendige træningsøvelser. Naturligvis hænder det også, at spillerne træner sammen, f.eks. under træningskampe og styrketræning. Det fungerer glimrende, synes jeg.

Og nå ja for resten, det var jo den 30. december forleden, hvilket markerer dagen, hvor mange spilleres kontrakter kun har et halvt års løbetid tilbage, og det er jo som bekendt i denne periode, at man kan ”stjæle” spillerne omkostningsfrit. Denne lejlighed benyttede jeg til at snuppe møder med tre danske spillere, som jeg stilede efter, mens jeg var Brønshøj-træner. Dette drejede sig om Thomas Christiansen, Mads Laudrup og Pierre Kanstrup. Alle tre har accepteret mine tilbud, og derfor kan jeg se frem til at føje dem til vores trup til sommer. Desuden kan jeg se, her hvor jeg tjekker mine mails, at Dortmund tilbyder os en svensk angriber, Mikael Dahlberg, helt gratis. Jeg har hørt gode ting om denne Dahlberg, så det er helt sikkert et interessant tilbud, som vi skal se nærmere på, for vi har i forvejen ikke vanvittigt mange angribere.

Det er jo en gammel og traditionsrig klub, jeg er kommet til her. Den blev grundlagt i 1882 og professionel i 1889 – samme år som den nationale engelske fodboldliga blev startet – den vi i dag kender som Premier League, men trods klubbens levetid på langt over 100 år, er det aldrig nogensinde lykkedes den at vinde den bedste engelske række. Bedste resultat er den andenplads, som blev opnået i 1976, og en andenplads er også klubbens bedste resultat i FA Cuppen. Finalen i ’82 blev tabt til Tottenham. I første omgang blev kampen 1-1 efter ekstra spilletid, og reglerne sagde denne gang, at i en sådan situation skulle der omkamp til. Her havde Q.P.R ikke evnerne til at snuppe sejren, og Tottenham kunne løfte trofæet efter en 1-0-sejr.

Vores hjemmebanekampe spilles på Loftus Road, hvor klubben har spillet siden 1917. Inden da spillede klubben på hele 14 forskellige stadions. Loftus Road kan rumme 19.148 tilskuere. Dette bliver til dels fyldt ud. Således er vores gennemsnitstilskuer antal i Coca-Cola Championship for denne sæson indtil nu på 16.288, så det er rimelig pænt.

Klubben spiller deres hjemmekampe iført hvide shorts og en hvid trøje med blå striber, der løber vandret. Det har de – så vidt jeg er orienteret – gjort i mange, mange år. Udebanetrøjen er i mine øjne egentlig klart federe end førstetrøjen. Denne er sort med nogle røde striber ude i siden, der løber hele vejen op ad trøjen. Denne trøje flankeres af sorte shorts og sokker.

Nå, nu er det vist også ved at være tid til at få gjort mig klar, så jeg kan være ved klubbens i øvrigt udmærkede træningsanlæg klokken 15.00. Forhåbentlig kan vi skyde det nye år rigtig godt i gang med en sejr i årets første kamp i morgen. Jeg skal i hvert fald gøre mig til at sikre det…

[ZhotLog]

Super update! Du skriver helt fantastisk, og man bliver virkelig grebet af historien. Nu glæder jeg mig bare til at du skal spille lidt kampe i "nutid". Held og lykke med Coca Cola championship

[United-styrer]

Mange tak for rosen. Jeg glæder mig også til at komme rigtig i gang med bloggen. Der kommer muligvis opdatering allerede i dag, men det er ikke helt sikkert.

[Sehested47]

Fantastisk blog!
Fik helt lyst til at spille FM...

Så må vi jo bare håbe at du kan blive ved med det fremragende job.
Men mon ikke du kan det?

[dingenoderjavs]

Go blog , du skriver herre godt, og får mig til at ville læse meget mere af den ! håber du opnår gode resultater med Q.P.R.

[United-styrer]

”Med denne sejr ser Queens Park Rangers’ krise ud til at høre fortiden til…”

De sidste ord, den såkaldte fodboldekspert knyttede til vores kamp i dag – den sidste i januar. Men okay, lidt ret har han vel, for det har så sandelig været en måned, der har budt på både op- og nedture. Heldigvis er det opturen, vi gennemgår nu.

For at samle op på det, jeg nævnte sidst, så vandt vi ikke kampen mod Derby – årets første kamp. Jeg ved ikke, om det var et glimt af tømmermænd, der tyngede holdet, for de var slet ikke sig selv i den kamp. Vi tabte 1-0, og spillet var ringe. En mareridtsstart på 2012.

Bedre blev det ikke, da vi to dage senere tabte 2-1 i Sheffield Wednesdays hule. Her var spillet endda endnu dårligere, og vores mål var reelt uvæsentligt, for det var blot en reducering i overtiden. Mere væsentligt for min beretning er det, at målet blev sat ind af Mikael Dahlberg. I husker måske, at jeg sidst nævnte, at vi var blevet tilbudt denne spiller, og at vi var interesserede. Vi fik ikke brug for at sende en talentspejder efter ham, for Martin Bolt (en af mine spejdere) havde flere gange tidligere set ham i aktion, og han var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne bruges i et rotationssystem i vores angreb. Så vi slog til, og allerede her beviste han altså sin næse for mål. Egentlig var han kun tiltænkt en rolle som reserve, for jeg vurderede hurtigt, at han ikke helt var på niveau med Victor Moses, Ray Jones og den desværre halvskadede Dexter Blackstock. Grundet uforudsigelige hændelser endte han dog med at få en del kampe i løbet af januar, og hans målnæse viste sig ligeledes flere gange.

Vi fik oprejsning tre dage efter nederlaget, da vi havde succes med at sende selveste Manchester City ud af FA Cuppen i tredje runde. 2-1 vandt vi – på mål af Ray Jones og Kanyuka – og humøret var for en stund tilbage.

Men det blev også kun for en stund, for præcis en uge efter kampen led vi vores tredje liganederlag på stribe. Norwich kom på besøg, og på trods af at vi var det klart bedste hold, lykkedes det dem at besejre os med cifrene 3-1. Vores eneste mål blev Dahlbergs andet i klubben. Det var svært for mig at vænne mig til at tabe med det her hold. Jeg var blevet så sejrsvant efter min fænomenale start, og derfor mærkede jeg hurtigt presset. Resultaterne – krydret med en nærmest urealistisk mængde skader i førsteholdstruppen – fik medierne til at piske den helt store krisestemning op, og i klubben valgte vi den dummeste løsning; at ride med på bølgen.

Så det kom til tydelig utilfredshed og opgivelse hos fansene, og vi valgte at komme problemerne i forkøbet og holde krisemøde i klubben. Det var naturligvis alt for overilet, men ikke desto mindre så det ud til at fungere for os.

Ugen frem mod vores næste kamp mod Colchester var som nævnt præget af en tyk krisestemning, der svævede rundt i luften. Den bragte sågar onde minder fra min første sæson i Brønshøj frem. Jeg kunne tydeligt mærke på mig selv, at jeg ikke er verdensmester i at håndtere pres – i hvert fald ikke af en sådan grad.

Min optimisme var da også på noget nær nulpunktet, da vi kom til kampen mod Colchester med (og hold nu fast) ni ud af 21 spillere, der ikke var valgbare til kampen! Det var jo helt forrykt, mente vi, og netop derfor var det noget så ironisk, at vi i netop den kamp fik vendt stimen. Med højrebacks på begge kanter og en målmand i marken i de sidste fire tyve timer kan man vist roligt tillade sig at kalde formationen for alternativ. Drengene leverede i midlertidig en helt exceptionel indsats ude på banen og efterlod mig måbende, men lykkelig ude på sidelinjen. Jeg havde selvfølgelig ikke andet end ros tilovers for holdet efter kampen, hvor de imod alle odds formåede at bringe os tilbage på ret kurs. Og nå jo for resten, vores markspillermålmand formåede at lave en assist. Jeg var ikke så lidt forvirret efter kampen, men humøret var tilbage, og det kunne jeg mærke i tiden efter kampen. Ikke kun på holdet, fansene og bestyrelsen til de daglige træningspas, men også på mig selv, og ikke kun på træningsbanen. Også når jeg havde fri, var jeg mit gamle jeg, hvilket jeg ikke følte, at jeg havde været, mens vores korte krise stod på. Jeg var konstant opgivende og negativ, og jeg lod det gå ud over min familie – navnlig min kæreste. Men den ene sejr over Colchester var nok til at vende hele bøtten rundt. Det var en uvurderlig sejr, såvel sportsligt som personligt.

Den skønne følelse blev kun endnu bedre, da vi for nu tre dage siden leverede en fantastisk præstation i FA Cuppens fjerde runde. Vi skulle til Birkenhead, en lille by, hvor Tranmere er det bedste fodboldhold, og indbyggerne i Birkenhead fik denne dag en helt anden fodbold at se, end de er vant til. 6-0 vandt vi – alle målene blev scoret i første halvleg – og Mikael Dahlberg fik i denne kamp definitivt bevist, at vi valgte rigtigt, da vi hentede ham. Sølle 27 minutter brugte han på at score sine fire kasser, et vaskeægte hattrick undervejs, mens Stefan Bailey leverede nummer fem. Uheldige Julian Gray fra deres hold lavede selvmålet, der gav os vores sidste mål, og som toppen af kransekagen blev han senere udvist. Det kan ikke have været sjovt at være ham den dag, men jeg havde hverken tid eller overskud til at føle medlidenhed med ham, for efter to kampe med to sejre til følge og en målscore på 9-0 var jeg pludselig igen det hotteste navn i byen. Min heltestatus var tilbage, og jeg har sjældent haft det bedre.

Som I nok regnede ud med det første citat, så kunne vi også være tilfredse med udfaldet af dagens kamp. Vi var på en svær opgave i Southampton, men vi snuppede en fortjent 1-0-sejr på mål af Ray Jones. Det betyder, at vi lige nu er nummer syv (altså en plads fra playoff) efter 31 ud af 46 kampe, og vi er i den grad igen med, hvor det er allersjovest, efter at have været nede og rode rundt i midten af rækken. Vi kan dog ryge en enkelt plads ned, såfremt Norwich i morgen overvinder Millwall, men uanset hvad, så ser det fortsat glimrende ud, selvom vi stadig har et utal af skader i truppen – syv for at være helt eksakt.

Januar er jo som bekendt også lig med åbent transfervindue og muligheden for at forstærke truppen. Jeg har allerede nævnt de tre danskere, der tilstøder truppen efter sæsonen, samt vores nye svenske målscorer, Mikael Dahlberg. Alle disse blev anskaffet kvit og frit, hvorfor jeg fortsat havde cirka 12 millioner kroner, som jeg havde fri lejlighed til at brænde af i løbet af måneden.

Vi ledte naturligvis med lys og lygte, for selvom vi har en stærk trup, er der i den grad stadig plads til forbedringer. Vi havde vores fire talentspejdere ude i forskellige kontinenter, men søgningen gav ikke umiddelbart de store afkast af sig. I hvert fald ikke før jeg i midten af måneden fik end endog meget interessant melding fra en spejder i Sydamerika. Han havde fulgt den 20-årige chilener Nicolás Millán i aktion i tre kampe, og han var overbevist om, at vi her havde

fundet en guldfugl. Desværre var det prisskilt, som hans klub, Colo Colo, havde påklistret ham lige på grænsen i forhold til, hvad vi havde at tilbyde, så jeg valgte at strukturere et tilbud, som gav dem alle mine transferpenge (12 mio. kroner), 50 procent af overgangssummen, skulle vi vælge at sælge ham engang, samt en venskabskamp på deres bane, hvor samtlige billetindtægter gik til dem. Jeg havde et stort smil på læben, da jeg den 20. januar fik et opkald, hvor deres bestyrelsesformand tillod os at forhandle med den unge spiller. Han var selv ekstremt entusiastisk og virkelig opsat på at komme til vores klub. Den løn, han krævede, var oven i købet meget beskeden, så der var egentlig ikke meget at rafle om; vi gav ham ganske enkelt, hvad han ønskede. Desværre var beslutningen ikke kun vores, Colo Colos og Milláns, for vi havde ikke held med at få ham en arbejdstilladelse, og derfor måtte jeg se chancen for at gøre et scoop fordufte. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor frustrerende det er at se en handel glippe pga. noget, der set fra en sportslig synsvinkel virker så ligegyldig, men det var der altså intet at gøre ved. Jeg garanterer dog, at jeg ikke har gjort mit sidste forsøg på at hente Millán.

Minsandten om ikke det passede perfekt rent tidsmæssigt i dag. Jeg vil skynde mig ud af døren, for kæresten og jeg har bestilt bord på en fin restaurant (som jeg har nævnt før, er min hyre jo ikke så skidt igen), så jeg må hellere komme af sted, inden de giver vores bord til nogle andre…

[Mijitrix]

herre super nice man ;P