Engelsk eventyr

 

[United-styrer]

Hvad nu..?

Mission oprykning mislykkedes, og det har været en bitter pille at sluge. Jeg tror, at jeg er blevet spurgt om ovenstående flere hundrede gange i løbet af de sidste tre dage. Jeg har fejlet, og folk ønsker nu at vide, hvad jeg har tænkt mig. Så sent som i dag bankede en journalist rent faktisk på min dør for at høre, om jeg havde tid til et interview. Jeg har set ham før; det var den samme journalist, som interviewede mig efter, at jeg havde sikret playoff med Q.P.R., den samme, som interviewede mig, da jeg havde sikret oprykning, og det var den samme, som spurgte, hvorfor jeg havde valgt en klub, der mindede så meget om Q.P.R., da jeg i sin tid blev præsenteret i Boro. Jeg bad ham ”pænt” om at gå, men da han så påbegyndte sit interview, måtte jeg smække døren i hovedet på ham.

Og nu hvor jeg sidder her med en øl i hånden og slapper af, mens jeg venter spændt på, at kæresten kommer hjem, så overvejer jeg dette spørgsmål mere og mere. Indtil nu har jeg blot fortalt, at jeg fortsat har to år tilbage af min kontrakt hos Boro, og at jeg agter at opfylde den, men nu er jeg i tvivl. Sagen er den, at jeg har fået et tilbud fra Brabrand, som ønsker mig som deres nye cheftræner. De ligger i 2. division vest og har med to kampe igen fire point op til oprykning, og de vil give mig lige godt fire mio. til spillerindkøb.

De henvendte sig allerede for et par måneder siden, hvor jeg bad dem vente til slutningen af sæsonen, og det har de så gjort; nu er de her igen.

Jeg har tidligere snakket meget om ambitioner om at nå til tops, men som jeg sidder her, må jeg indrømme, at det umiddelbart slet ikke lyder som nogen dårlig idé at vende tilbage til Danmark, væk fra alt dette mediepostyr og hjem til trygge omgivelser, hvor vi har mulighed for at stifte familie. Jeg er jo stadig ung, og at jeg vender hjem, betyder langt fra enden på min karriere, men derimod en mulighed for at starte på en frisk; at starte, hvor det hele begyndte.

Jeg kan godt blive i Boro; det er jeg overbevist om. Selvom jeg ikke opfyldte målet, er jeg sikker på, at jeg ikke står til fyring. Til det har bestyrelsen simpelthen været for positive over for mig, men spørgsmål er, hvad jeg vil, og sandt at sige, så hælder jeg en smule til at vende hjem. En tredje mulighed er at sige stop i Boro og håbe på et tilbud fra en etableret Premier League-klub, men jeg savner Danmark, og jeg savner at være væk fra opmærksomheden.

Jeg træffer min beslutning i løbet af de næste par dage, og uanset, hvad jeg beslutter mig for, så ser jeg frem til udfordringen…

[United-styrer]

To nye opdateringer, og jeg nåede desværre ikke oprykningen :-(

Som I kan se, har jeg tilføjet en afstemning, som kører i de næste to dage. Desuden vil jeg naturligvis gerne have mere uddybende svar, men allermest kommentarer og ris/ros til bloggen.

På forhånd tak.

[queencastle]

skift til brabrand  - ellers go blog - mangler kun nogle SS af slutstilling

[b0nb0n]

Ja, vinden peger af en tur hjem til DK...... skidt du ikke nåede oprykning, hader den slags kampe hvor man får underkendt et mål, og de så score kort efter......

Op på hesten igen, og før Brabrand til 1.div til at starte med

[United-styrer]

Der ser ud til at være tydelig favorisering af Brabrand, hvilket også er det, jeg selv hælder til.

Jeg har nu forkortet afstemningen, så I kun kan stemme i 23 timer endnu, så tilhængere af Boro får travlt med at stemme

Lige lidt bonusinfo: Top fire i 2. division vest med to runder tilbage for alle fire hold:

1. SønderjyskE, 41 point
2. [En eller anden klub], 40 point
--------------------------------------
3. [En eller anden klub], 38 point
4. Brabrand, 36 point

Begge [En eller anden klub]'er har i en af deres to sidste kampe en kamp mod SE, som altså fører rækken. Nummer to møder dem på udebane, mens nummer tre møder dem hjemme, og ønskescenariet er naturligvis, at de begge taber.

Sker dette, skal jeg håbe på point til nummer tos modstander i sidste runde.

For at rykke op skal jeg naturligvis selv vinde de to sidste kampe.



Det er altså scenariet for mulig oprykning, hvis jeg snupper Brabrand-jobbet.

[Zone 43]

Ærgeligt med finalen..

Måske du vil have godt af en tur hjem?

..Men hvem fanden er [En eller anden klub]?

[United-styrer]

Ærgeligt med finalen..

Ja, det var nederen.

Måske du vil have godt af en tur hjem?

Jeps, det ser ud til at bære derhenad.

..Men hvem fanden er [En eller anden klub]?

To nye danske klubber stiftet af Roman Abramovich i 2013. Desværre har det givet en del forvekslinger, at de har de samme navne.

[United-styrer]

Det blev en klar sejr til et Brabrand-ophold, så i morgen kan I se frem til en update derfra.

Umiddelbart regner jeg med at gøre bloggen en smule mindre resultatsorienteret fra nu af.

[United-styrer]

Tilbage til rødderne

Jeg traskede hen ad den lille gade, indtil jeg fandt bygningen. Jeg gik ind og så hurtigt en dame i receptionen, som straks genkendte mig, og mens hun holdt fast i en telefon med venstre hånd, brugte hun den modsatte til at pege mod en dør til højre. Jeg gik hen til døren og så teksten:

Flemming Møller
Bestyrelsesformand

Jeg bankede på, og med det samme kom svaret ”Kom ind!”. Som sagt, så gjort, og jeg kunne se en aldrende mangemillionær, som engang overtog et tøjengrosfirma fra sin far og derved tjente en formue. Han skød 20 millioner af disse ind i Brabrand og begyndte opbygningen af et nyt hold. Han smilte ekstatisk og virkede ret begejstret for dette møde. Efter en kort samtale om holdet – hvoraf jeg allerede vidste det meste, nemlig at holdet står med svage, men tilstedeværende chancer for oprykning i år, og at det ellers handler om at bygge det op og sætte mit eget præg på holdet, hvis dette skulle mislykkes – smed han et papir på bordet. Det så fornuftigt ud, med en ugeløn på 19.000 kroner før skat til undertegnede og samlet set 62.000 kroner at uddele til spillere om ugen. Det lyder ikke af meget sammenlignet med, hvad jeg havde at rykke rundt med i England, men når man tager med i overvejelserne, at holdets mest løntunge spiller kan hæve lidt over 3.000 kr. pr. uge, så er 62.000 pludselig en hel del. Dertil kommer, at jeg til sommer får mulighed for at spendere tre mio. kroner i sommerens transfervindue.
Efter korte overvejelser fattede jeg min blyant og placerede min underskrift på papiret med visheden om, at jeg tre år frem ville være bundet til Brabrand IF, der ynder at kalde sig selv for BIF, selvom de fleste nok vil forbinde det navn med en anden klub.

Hr. Møller fandt det helt store smil frem på læben og udbrød ”Velkommen til Brabrand!”.

Jeg takkede pænt, hvorefter det blev tid til en lille gåtur i området. Jeg skulle naturligvis se klubbens faciliteter – deres stadion og træningsanlæg. Mens vi gik, fortsatte vi vores snak om holdet. Eller dvs., han snakkede om holdet, og jeg observerede grundigt, for mit kendskab til holdet var slet ikke på hans niveau. Selvom vi gik i et forholdsvis trafikeret område, var der kun en tre-fire århusianere, som stoppede op og hilste på min nye chef. Blot en enkelt af disse genkendte mig, mens resten måtte spørge til, hvem jeg var. Det var en underlig følelse efter det turbulente liv i England, men jeg var alligevel utrolig fornøjet, for det var jo netop pga. medieopmærksomheden, at jeg vendte hjem, og det ser allerede nu ud til, at jeg får, hvad jeg ønsker.

Turen gik først til Brabrand Idrætsanlæg, som må siges at være ekstremt beskedent. Flemming Møller kunne desuden fortælle, at dette indlæg af og til bruges som reservestadion. Jeg løftede øjenbrynene og spekulerede over, hvordan man – niveauet til trods – dog kunne spille fodboldkampe her.
Derefter besøgte vi Brabrand Stadion, endnu et beskedent stadion, hvor der er plads til 1.500 tilskuere, og ikke én kan sidde ned. Det var lidt af et chok at komme til klubben og se et stadion, der var endnu ynkeligere end Brønshøjs, men nu er det jo ikke faciliteterne, der skal skabe resultater.

Her skiltes vores veje med aftalen om, at Flemming Møller ville ringe i løbet af de kommende dage, når pressemødet var faldet på plads.

Husvild

“Hvad siger du, skat?”, sagde jeg, efter mægleren havde færdiggjort sin nøje planlagte salgstale. Selv var jeg ekstremt begejstret over for det 200 km2 store hus, for selvom der var en del at arbejde på, så var det overordnet set et flot hus, og beliggenheden var perfekt. Lige i udkanten af Århus i et roligt kvarter, som stod i så megen kontrast til vores boliger i England som overhovedet muligt.

”Skal vi tage det?”, insisterede jeg. Hun nikkede, og den ivrige mægler, der vurderet ud fra hans flittige skelen til sit ur formentlig havde flere aftaler, overrakte derefter papir og pen til os, og for anden gang på tre dage satte jeg min underskrift på en stor aftale, der betød, at jeg skulle af med to mio. kroner.

Umiddelbart efter ringede min telefon. Det var Flemming Møller. ”Du må undskylde, at jeg ringer med så kort varsel, men det har været lidt hektisk de sidste par dage. Pressemødet vil være i morgen kl. 12.00. Så håber jeg ikke, at jeg ødelægger alt for mange af dine planer”. Det passede mig fint, så efter at have fået de sidste detaljer omkring mødetid og –sted fortalt lagde jeg røret på, og min kæreste og jeg drog tilbage til vores hotelværelse på Scandic Hotel i Århus…

Pressemødet

Mit navn blev råbt af Flemming Møller, hvilket var mit signal til at gøre min entré. Jeg fik et mindre chok, da jeg så noget der mindede om ti mennesker stå klar i kulissen. Jeg var godt klar over, at jeg ikke var kommet til nogen stor klub, men det forekom mig alligevel ekstremt lidt.

De sædvanlige ting blev nævnt, og jeg måtte ligeledes forklare, at jeg håber på oprykningen allerede i år, men ellers handler det om at lære holdet at kende i optakten til næste sæson. Generelt var det et ekstremt kort og ikke særlig velplanlagt pressemøde, men for undertegnede ændrede det totalt karakter, da en journalist spurgte:

”Skal vi se det som en selverkendelse af, at dine evner ikke rakte til udlandet, at du nu er tilbage i fodbold på lavt niveau?”. Fandeme om det ikke var den samme journalist, som havde interviewet og rost mig efter playoff og oprykning med Q.P.R, men som senere havde været kritisk over for min ansættelse i Boro og siden hen hjemsøgt mig for at få fat i et interview efter den mislykkede oprykning. Nu er han altså fulgt med her til Danmark. Gud ved, hvorfor han følger mig overalt.

”Det er ingen hemmelighed, at jeg havde håbet på oprykning i Middlesbrough, men mit skifte til Danmark skal mere ses som et udslag for, at min kæreste og jeg gerne ville lidt væk fra mediernes søgelys”, lød mit svar, som fik journalisten til at tie.

Efter pressemødets afslutning drog jeg hjem til hotellet. Der er tre dage til min første og holdets næstsidste kamp i sæsonen, som skal foregå i Værløse. Første træning med holdet for mit vedkommende vil være i morgen, hvor jeg formentlig kommer til at tage mod en hel del af de råd, som assistenttræneren Jesper Sørensen kommer til at give mig. Træningen starter kl. 10.00, men to timer før skal jeg til et møde med mine seks underordnede i staben, som tæller Jesper Sørensen samt to andre trænere, to talentspejdere og en fysioterapeut…

[Zone 43]

Det er værre journalist..

Kom så BIF!

[Don Abramovich]

Jeg tror ham journalisten er forelsket i dig Men det ser godt, spændende hvad du kan udrette i Brabrand !

[United-styrer]

Jeg tror ham journalisten er forelsket i dig

Hehe, jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at tage ham med, men nu er jeg jo nødt til at lade et eller andet ske med ham

[Don Abramovich]

Hehe, jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at tage ham med, men nu er jeg jo nødt til at lade et eller andet ske med ham

Han kunne blive kørt over Ellers må du vel finde et af tæskeholdene i Brabrand og sende dem efter ham ! Eller Mafia'en !

[United-styrer]

TRAITOR!

Ordet, som jeg havde set, da jeg på vej hjem fra min anden kamp i klubben nærmede mig mit hus, og tog et blink på garagedøren, som var overmalet med dette, sad printet i min hukommelse. Vi havde blot fået et point i mine to første kampe (Værløse 0 – 0 Brabrand og FC Hjørring 3 – 2 Brabrand), og denne dag var jeg altså netop kommet hjem fra sidstnævnte, så humøret var ikke just i top, men det blev så sandelig kun værre, da jeg så denne besked på min garage. Med farverne fra Q.P.R. lå det lige for, hvilken type person, der stod bag, men spørgsmålet var, om man kunne finde vedkommende. Jeg gik ind og tændte min telefonsvarer, og fik et nyt chok, da jeg hørte følgende besked:

”You’re Rangers or you die! You’re Rangers or you die! You left us once, won’t come again, you’re Rangers or you die!”

Herfra stod det selvsagt soleklart, at jeg her havde med en Q.P.R.-fan, som angrede min afgang, at gøre.

Min kæreste kom hjem en times tid efter mig, og var meget mærket af situationen. Hun blev virkelig bange, da hun så garagen og hørte beskeden, og hun foreslog, at vi tilkaldte politiet. Jeg forsøgte dog at berolige hende og fortælle, at det nok ikke var noget særligt, og vi sikkert aldrig ville høre fra ham igen. Alligevel kunne jeg ikke holde op med at tænke over det, og navnlig ikke beskeden på telefonsvareren, for jeg fornemmede, at jeg havde hørt stemmen før, men jeg kunne ikke helt placere den…

Jeg tog naturligvis fejl. Det var ikke slut efter dette, for kun få dage senere modtog jeg et brev med endnu en lignende besked, og nok engang var min kæreste yderst nervøs. Jeg besluttede mig denne gang for at lytte til hende, og derfor drog jeg til den lokale politistation. En fed gammel dame med tydelige problemer med sine kostvaner tog imod mig. Jeg fortalte hende om situationen, alt imens hun forsøgte at se ud som om, det interesserede hende. Da jeg var færdig, udbrød hun ”jamen, kontakt os, hvis det sker igen.”. Man kan ikke påstå, at det var nogen stor hjælp, men på den anden side, så var det vel heller ikke meget, de havde at gå efter, medmindre der var øjenvidner, og ifølge mine naboer havde de intet set.

Jeg forlod politistationen og begik mig ud på den korte tur hjem. Fem minutters gang var der, men jeg besluttede mig for lige at smutte en gåtur ned til Brabrand Sø. Her stødte jeg på min nabo, en flink gammel dame, der har set det meste, hvorefter jeg assisterede i hendes ihærdige forsøg på at fodre samtlige ænder i søen.

Derefter begik jeg mig atter hjemad, men på den lille villavej, der krydser den vej, jeg selv bor på, kom der pludselig en bil kørende i fuld fart lige mod mig. Jeg så den for sent, og nåede ikke at reagere. Den ramte mig med et brag, og med lige så stort et brag faldt jeg til jorden. Jeg nåede lige at dreje hovedet mod den sorte bil, som fortsatte ud i horisonten i fuld fart, før det sortnede for mine øjne…

[Soccerpop]

Dør du?

Eller kunne du bare ikke sige at du har mistet lysten tik spillet.