home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
17 Mar 2024, 23:29 Fadbamsen Skadestuen ryger ud i online spil.
03 Mar 2024, 06:12 DeBuur Skadestuen Kan ikke vælge Liverpo...
23 Feb 2024, 20:56 ydersog Klubsøgnin... Manchester United
23 Feb 2024, 10:12 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
23 Feb 2024, 00:14 g00n Blogs Minimalistic 2020
19 Feb 2024, 14:02 rheya Omklædning... Home Grown spillere?
29 Jan 2024, 11:35 Mulle68 Nostalgi Patches CM 4
Antal Registrerede Brugere: 23282
  0 Brugere, 341 Gæster Online.

Indlæg: 1132681 over 31362 Emner
Nyeste Bruger: ArmaghRed92
FORUM
+  FmFreaks Forside
|-+  Forum: Football Manager 2018
| |-+  Kategori: Blogs
| | |-+  Returning
0 Brugere og 1 Gæst læser i øjeblikket dette emne.
Sider: 1 [2] 3 Udprint
Forfatter Emne: Returning  (Læst 24501 gange)
Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #15: 21 Aug 2018, 14:49 »



AVIS: MCGEADY UTILFREDS MED INDKØB // 19. SEPTEMBER 2017

Lokalavisen Sunderland Echo erfarer, at Aiden McGeady har fortalt Sunderland-ledelsen, at han vil væk fra klubben. McGeady er angiveligt utilfreds med klubbens ageren på transfermarkedet denne sommer.

Transfervinduet lukkede for små tre uger siden, og for Sunderland bød sommeren på salg af Laminé Kone og Duncan Watmore. Nicolai Brock-Madsen og Aboubakar Keita er siden kommet til den anden vej, men det er angiveligt ikke alle, der er helt tilfredse med netop disse indkøb.

Lokalavisen Sunderland Echo skriver således, at 31-årige Aiden McGeady har bedt om at blive solgt, da han er utilfreds med købene af Brock-Madsen og Keita.

Ifølge mediet blev McGeady lovet forstærkninger af Kasper Hjulmand og klubbens ledelse ovenpå salgene af profilerede Lamine Koné og Duncan Watmore, men det er kun Brock-Madsen, som er gået direkte ind på førsteholdet, og det er skotten langt fra tilfreds med.

Den engelske avis erfarer, at Ipswich og Preston fra Championship holder øje med McGeady, som dog først kan forlade Sunderland til januar, men Kasper Hjulmand afviser alle rygter.

- Aiden er en vigtig del af vores trup, og det er en spiller, vi ikke vil være foruden. Han har det rigtig godt i klubben og sammen med de andre spillere, og han er vigtig i vores jagt på oprykning, fortæller Hjulmand til Sky Sports.

McGeady har spillet i Sunderland siden sidste sommer, hvor han blev hentet i Everton.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #16: 21 Aug 2018, 22:45 »



UHELDIG BROCK-MADSEN UDE I 7-8 MÅNEDER // 9. NOVEMBER 2017

Nicolai Brock-Madsen har beskadiget sit korsbånd og kan se frem til en pause på 7-8 måneder. Det bekræfter Sunderland på klubbens hjemmeside.

Sunderland hentede i sommer Nicolai Brock-Madsen hos Birmingham, men danskerens ophold i det nordengelske kan være slut, inden det for alvor er kommet i gang.

På klubbens hjemmeside bekræfter Sunderland nemlig, at Brock-Madsen har beskadiget sit korsbånd til træning. Det oplyses, at skaden kan holde angriberen ude i op til 7-8 måneder, og derfor er Brock-Madsen i fare for at misse resten af indeværende sæson.

Således er det også tvivlsomt, om Sunderland ønsker at forlænge den kontrakt, som udløber til næste sommer, selvom danskeren har været flyvende for The Black Cats. Brock-Madsen står noteret for 11 scoringer i 11 League One-kampe og 15 scoringer i 15 kampe i alle turneringer, men med udsigt til mere end et halvt år uden nogen form for spilletid, er det ikke givet, at Sunderland er villige til at forlænge Brock-Madsens kontrakt.

Den tidligere Randers-angriber er også ærgerlig over skaden og timingen af den.

- Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for al den støtte, jeg har fået de sidste par dage. Det har været nogle svære dage, og min skade kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Min kontrakt udløber til sommer, og vi kæmper med om oprykning til Championship, men jeg kan garantere, at jeg vil gøre alt for at komme stærkere tilbage, skriver han på sin Twitter-profil.

Sunderland har nu Joshua Maja og Jerome Sinclair tilbage til at kæmpe om pladsen oppe foran.
Logged

Boxx
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #17: 22 Aug 2018, 13:01 »

DU har givet mig helt lyst til at spille med  Sunderland! :O Jeg forsøger nemlig at finde et spil her til slut i FM18

Fortsæt det storartede arbejde! Smiley
Logged

Jeg kan flyve.. i så lang tid det tager mig at ramme jorden fra jeg springer!

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #18: 22 Aug 2018, 13:30 »

DU har givet mig helt lyst til at spille med  Sunderland! :O Jeg forsøger nemlig at finde et spil her til slut i FM18

Fortsæt det storartede arbejde! Smiley

Fedt Boxx, min motivation til det her spil er også rigtig stor lige nu - Sunderland er en rigtig spændende udfordring!

Ny update om lidt Smiley
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #19: 22 Aug 2018, 14:11 »



LOOVENS OG MAJA ØDELAGDE TRANMERE I FA CUPPEN // 3. DECEMBER 2017

Sunderland spillede sig søndag videre i FA Cuppen med en suveræn 7-0-sejr over Tranmere fra League Two. Stopperen Glenn Loovens scorede usædvanlige fire mål, mens Joshua Maja tegnede sig for tre af slagsen.

Sunderland måtte i FA Cuppens 1. runde ud i omkamp og forlænget spilletid for at slå Rochdale ud, men søndag havde The Black Cats langt fra de samme problemer, da Tranmere gæstede Stadium of Light i FA Cuppens 2. runde.

Målene begyndte at strømme ind allerede efter et lille kvarter, da Bryan Oviedos frispark i højre side kunne finde Glenn Loovens ved bagstolpen. Loovens afsluttede første gang med venstrefoden, og bolden endte bag Scott Davies, som senere skulle vise sig at få store problemer denne søndag eftermiddag.

Efter 25 minutter var Loovens nemlig på spil igen. Chris Maguire sparkede frispark ikke langt uden for feltet, hvor mange forventede et skud på mål, men kantspilleren lagde i stedet bolden ind foran mål, hvor Loovens steg til vejrs og headede bolden ind til 2-0 via den ene opstander.

Glenn Loovens var dog ikke den eneste, som ville lege med. Efter en halv time var Chris Maguire igen i den assisterende rolle, da han fandt baglinjen og slog bolden ind til Brock-Madsens afsløser, Joshua Maja, som headede bolden ind i netmaskerne tæt under mål. Det lignede derfor, at hjemmeholdet ville gå til pause med en flot 3-0-føring, men kampens helt store oplevelse, Glenn Loovens, var ikke færdig endnu. To minutter inde i første halvlegs overtid eksekverede stopperen et straffespark på sikker vis, og så havde den 33-årige hollænder lavet en sensationelt hattrick.

Maja forsøgte ihærdigt at følge med sin holdkammerat, og bare to minutter inde i anden halvleg blev angriberen noteret for sin anden scoring. Maja erobredede selv bolden på midten af banen, hvorfra han driblede hele vejen ned til Scott Davies, som fik sparket bolden mellem benene. 5-0 til Sunderland.

Hverken Loovens eller Maja var dog færdige, og efter 53 minutter var det så Loovens' tur igen. Oviedo sparkede sit hjørnespark mod feltets bue, hvor Aiden McGeady stod klar. Kantspilleren afsluttede, og tæt under mål kunne Loovens rette bolden af. Forsvarsspilleren havde helt usædvanligt scoret fire mål på bare 53 minutter.

Maja tegnede sig for opgørets sidste scoring, da bolden efter 61 minutter faldt ned for fødderne af englænderen. McGeady kunne ikke vinde hovedstødsduellen med Tranmere-forsvaret, men Maja stod i stedet klar til at tage sig af nedfaldsbolden, og han var hurtig om at klappe til nedfaldsbolden. Davies var uden chance, og da scoringen var opgørets sidste, spillede Sunderland sig videre i den traditionsrige pokalturnering efter imponerende præstationer af Maja og Loovens.

Sunderland gæster i næste runde Wycombe fra League One. Opgøret spilles den 6. januar.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #20: 23 Aug 2018, 10:30 »



BOURNEMOUTH SKRIVER MED DJILOBODJI // 8. JANUAR 2018

Sunderland har solgt endnu en profil. Bournemouth og Sunderland bekræfter begge, at Papy Djilobodji skifter til Premier League-klubben.

Sunderland lod i sommer Laminé Kone og Duncan Watmore skifte til større klubber, og nu har endnu en profil forladt klubben. Papy Djilobodji forlader The Black Cats til fordel for Bournemouth, som bekræfter, at de har hentet stopperen på en kontrakt, der gælder ind til sommeren 2020.

Djilobodji har været en vigtig mand for Sunderland i indeværende sæson, hvor han står noteret for 23 kampe og en enkelt scoring for League One-klubben, men Kasper Hjulmand frygter ikke, at Sunderland ikke kan undvære den stærke forsvarsspiller.

- Papy har været en fantastisk spiller at have her - han er utrolig professionel og går altid forrest til både træning og kamp. Man ønsker aldrig at miste en spiller som ham, men vi har en stærk gruppe, og jeg er sikker på, at vi ikke kommer til at mærke salget af Papy på nogen måde, fortæller danskeren til Tipsbladet.

Den tidligere FC Nordsjælland-træner kan dog ikke afvise, at man henter en erstatning i løbet af transfervinduet.

- Nu må vi se. Der er mange ting, der spiller ind. Vi er altid på udkig efter forstærkninger til truppen, og det gælder ikke kun midterforsvaret, selvom vi lige har solgt Papy.

Djilobodji har ligeledes været forbi FC Nantes, Chelsea og Werder Bremen i sin karriere, og nu går turen altså så tilbage til Premier League, hvor senegaleseren skal konkurrere med Steve Cook og Nathan Aké om pladserne i det centrale forsvar.

Det forlyder, at The Cherries betaler £8 millioner for 29-årige Djilobodji.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #21: 23 Aug 2018, 11:03 »



SCUNTHORPE SØRGEDE FOR FØRSTE SUNDERLAND-NEDERLAG I LEAGUE ONE // 13. JANUAR 2018

Sunderland tabte lørdag sæsonens første kamp i League One, da The Black Cats var på besøg hos Scunthorpe. Hjemmeholdet leverede en overbevisende indsats og sendte Sunderland hjem med et 3-0-nederlag i bagagen.

Kasper Hjulmand har mere eller mindre fået den perfekte start i Sunderland, hvor klubben efter 26 kampe var ubesejret i League One. I 27. spillerunde skulle den nordengelske klub dog på besøg hos Scunthorpe, og her sluttede den imponerende stime for Hjulmand og co.

Kampen startede ganske lige med chancer til begge mandskaber, og tilskuerne på Glanford Park måtte vente ganske længe på opgørets første scoring - og det krævede endda en fejl af Sunderland-forsvaret.

Efter 42 minutter modtog Josh Morris bolden på venstrekanten fra Leicester-lejede Hamza Chowdhury. Morris sendte bolden indover, hvor den sejlede forbi både Glenn Loovens og Alim Öztürk, som så ud til at mangle kommunikationen med hinanden, og Nicky Maynard stod klar ved bagstolpen til at sparke bolden ind. Opgøret var det første efter salget af Papy Djilobodji, og det kunne ligne, at Sunderland allerede nu ville komme til at savne senegaleseren.

Efter pausen skulle det blive endnu værre for Hjulmand og co. George Honeyman nedlagde Josh Morris i feltet, og Robbin Ruiter kunne ikke redde Josh Horsfields forsøg fra ellevemeterpletten.

Sunderland forsøgte at kæmpe sig tilbage efter 2-0-scoringen, men The Black Cats var utroligt tandløse denne lørdag, og det skulle da også blive hjemmeholdet, som kunne udbygge føringen yderligere mod slutningen af opgøret. Et hjørnespark blev sparket mod forstolpen, hvor Rory McArdle kunne forlænge bolden. Ved bagstolpen stod Nicky Maynard atter klar, og så var stillingen 3-0 efter 80 minutter.

Scoringen blev kampens sidste, hvorfor Sunderland for første gang i sæsonen måtte se sig besejret i League One. Nederlaget fortsætter således også en mindre god stime for Sunderland, der har hentet blot to point i de seneste tre League One-kampe, ligesom man i mellemtiden røg ud af FA Cuppen.

Sunderland fører dog stadig rækken sikkert med 68 point efter 27 kampe og med 17 point ned til Peterborough på andenpladsen.
Logged

b0nb0n
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #22: 23 Aug 2018, 14:30 »

Fantastisk sæson indtil videre!

Dog sygt træls med Brock Madsen!

Keep the updates come!
Logged

Wolverhampton - Klubben i England Smiley

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #23: 23 Aug 2018, 15:43 »

Fantastisk sæson indtil videre!

Dog sygt træls med Brock Madsen!

Keep the updates come!

Det går bestemt efter planen til trods for Brock-Madsens skade. Tak for kommentaren igen Smiley

Der kommer en lille transferupdate om lidt!
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #24: 23 Aug 2018, 16:00 »



SUNDERLAND SIKRER SIG VAN DER HOORN // 14. JANUAR 2018

Sunderland har fundet afløseren for Papy Djilobodji, der skiftede til Bournemouth i sidste uge. Valget er faldet på Mike van der Hoorn, der kommer til fra Swansea.

For fem dage siden kunne Sunderland meddele, at man havde solgt Papy Djilobodji til Bournemouth i Premier League, men nu er erstatningen fundet, og han kommer ligeledes fra en højere rangeret liga. Der er dog ikke tale om Premier League, men derimod om Championship, hvor The Black Cats har hentet Mike van der Hoorn. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

van der Hoorn var kommet i overskud hos Swansea, hvor han i løbet af efteråret fik bare to kampe for det walisiske mandskab. Ifølge BBC var stopperen utilfreds med situationen, og han pressede derfor på for at få lov til at skifte til Kasper Hjulmands mandskab.

Sunderland skriver, at man har sikret van der Hoorn på en kontrakt indtil sommeren 2020, og det forlyder, at man betaler i omegnen af £4.5 millioner for den tidligere hollandske U/21-landsholdsspiller.

Kasper Hjulmand vil ikke kommentere på prisen, men erklærer sig derimod tilfreds med at have sikret sig en stærk forsvarsspiller.

- Vi ville gerne forstærke truppen efter Papy Djilobodjis afgang, og vi har i Mike van der Hoorn fundet en spiller, der er i stand til at lukke hullet efter Papy. van der Hoorn har erfaring fra øverste niveau i både Ajax og senere Swansea, og vi tror på, at han kan komme til at spille en vigtig rolle i genrejsningen af denne klub, udtaler den danske manager til klubbens hjemmeside.

van der Hoorn kan få debut for The Black Cats på lørdag, hvor Southend gæster Stadium of Light.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #25: 24 Aug 2018, 10:06 »



SUNDERLAND SIKREDE OPRYKNING MOD WYCOMBE // 24. MARTS 2018

Det har ligget i luften længe, men lørdag blev det slået endegyldigt fast: Sunderland har sikret sig oprykning fra League One og skal i næste sæson spille Championship.

Sunderland havde lørdag mulighed for at sikre oprykning til Championship, da Kasper Hjulmands tropper gæstede Wycombe, der tidligere på sæsonen havde slået The Black Cats ud af FA Cuppen, og Sunderland fejlede ikke.

Mike van der Hoorn gav gæsterne en god start, da han efter 15 minutter steg til vejrs og headede George Honeymans hjørnespark ind bag Ryan Allsop. Scoringen var hollænderens første i Sunderland-trøjen.

Føringen skulle blive fordoblet omkring et kvarter senere, da Chris Maguire fik chancen for at score fra ellevemeterpletten. Den skotske kantspiller var sikkerheden selv, og han bragede den op i netmaskerne i midten af målet til stillingen 0-2.

I anden halvleg cruisede Sunderland sejren hjem mod et Wycombe-mandskab, der ikke havde meget at underholde de mere end 5.000 tilskuere på Adams Park med, og det betød, at Kasper Hjulmand og co. sikrede sig den længe ventede oprykning efter endnu en suveræn stime på næsten tre måneder og 11 kampe uden nederlag.

Oprykningen kom dermed i hus med hele syv spillerunder tilbage af sæsonen, ligesom Sunderland skal bruge blot en enkelt sejr for at sikre sig ligatitlen foran Peterborough, der netop er modstanderen i næste weekend.

Med de tre point mod Wycombe nåede The Black Cats op på 30 sejre og 97 point i sæsonen, hvorfor klubben fra det nordengelske fortsat har mulighed for at slå rekorden for flest sejre og flest point i en League One-sæson. De nuværende rekorder lyder på 32 sejre og 103 point.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #26: 27 Aug 2018, 08:59 »



SUNDERLAND SLUTTEDE MED FLOT COMEBACK // 5. MAJ 2018

League One-sæsonen sluttede lørdag, og Kasper Hjulmands Sunderland gik på sommerferie med 2-2 hos Portsmouth. The Black Cats var nede med 0-2, men George Honeyman vendte kampen for gæsterne.

Efter en mindre god periode med tre nederlag i træk skulle Kasper Hjulmand og Sunderland lørdag forsøge at rejse sig, da League One-sæsonen blev afsluttet ude mod Portsmouth. Oprykningen og ligasejren var allerede i hus, men rekorder kunne fortsat udbygges.

Det var dog Portsmouth, der kom bedst fra start. Efter 19 minutter endte en mislykket Sunderland-kontra med, at Gareth Evans kunne spille West Ham-lejede Toní Martinez i dybden. Spanieren slog bolden ind over, og ved bagstolpen kunne albanske Agon Mehmeti heade Portsmouth foran.

Scoringen blev den eneste i en chancefattig første halvleg, og fansene på Fratton Park måtte faktisk vente helt indtil det 66. minut på opgørets næste scoring - og her var det igen Martinez og Mehmeti, som viste sine kvaliteter frem. Florent Cuvelier erobrede bolden på kanten af Portsmouths felt og drev bolden frem til banens midte, hvor han kunne finde Martinez med en kort pasning. Spanieren kiggede atter efter Mehmeti, og duoen lykkedes med at finde et hul i Sunderland-defensiven. Angriberen kom alene igennem med Robbin Ruiter, og han scorede sikkert ved nærmeste stolpe.

Sunderland var på vej mod endnu en fiasko og klubbens fjerde nederlag i træk, men pludselig skete der ting og sager hos gæsterne - og især George Honeyman. Fire minutter efter Mehmetis 0-2-scoring kunne kantspilleren nemlig reducere efter et utroligt velspillet angreb, som startede helt nede hos Ruiter i målet. Bolden endte til sidst hos Honeyman på kanten af feltet, og herfra sparkede han den i kassen på flotteste vis.

Scoringen gav tro på tingene i Sunderlan-lejren, og de sidste 20 minutter var et langt pres mod Portsmouth-målet, som endte med, at Honeyman et minut inde i overtiden kunne udligne med sin anden scoring. Tålmodige Sunderland byggede igen op helt nede fra Ruiter, og denne gang havde Joshua Maja fundet plads i venstresiden, hvorfra han kunne slå bolden til bagstolpen. Her kom Honeyman løbende, og englænderen sparkede bolden sikkert ind med en flot førstegangsafslutni ng.

Scoringen betød, at Sunderland, udover at slutte sæsonen fornuftigt af, kunne udbygge rekorden for flest point i en League One-sæson. The Black Cats endte med 107 point, hvorimod den tidligere rekord lød på 103 point. Hjulmand og co. slog desuden rekorden for flest sejre i en League One-sæson, da den tidligere rekord på 32 sejre blev slået med sæsonens 33 sejre.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #27: 27 Aug 2018, 09:41 »



TRANSFER ROUND-UP: SUNDERLAND LEJER FIRE SPILLERE // 1. SEPTEMBER 2018

Transfervinudet er lukket, og Tipsbladet har gjort overblik over Sunderlands til- og afgange inden en spændende sæson, hvor Kasper Hjulmand skal forsøge at fortsætte successen fra sidste sæson.

Sunderland har stadig den danske manager Kasper Hjulmand ansat, og den tidligere FC Nordsjælland-manager står over for en stor udfordring, da hans Sunderland-mandskab i denne sæson er tilbage i Championship. The Black Cats var suveræne i League One, men Hjulmand har alligevel ændret en smule på truppen, hvor fire spillere er kommet til på lejeaftaler, mens seks spillere har forladt klubben.

Reservemålmand Jon McLaughlin var første mand til at forlade klubben. Skotten skrev under på en treårig aftale med Ross County i hjemlandet. Sunderland fik angiveligt £150.000 for salget af McLaughlin. En anden reserve, Alim Öztürk, forlod også klubben. Han skiftede ligeledes til sit hjemland, da Yeni Malatyaspor fra den næstbedste tyrkiske række betalte i omegnen af £210.000 for forsvarsspilleren.

Reserveafgangene var dog ikke færdige, og Donald Love blev udlejet til Ross County for hele sæsonen, ligesom Luke O'Nien blev solgt til AFC Fylde i Vanarama National League. Prisen lød efter sigende på £90.000, men der stoppede udrensningen af reserverne så også. I stedet var Glenn Loovens, som var en vigtig mand i League One, sidste mand til at forlade Sunderland på en permanent aftale. Den aldrende hollænder skrev under på en toårig aftale med Reading, som, ifølge BBC, betalte £300.000 for stopperen. Sidst, men ikke mindst, blev den tidligere FCK-spiller, Aboubakar Keita, udlejet til hollandske ADO Den Haag i jagten på førsteholdserfaring .

Kigger man omvendt på, hvad der blev hentet til Sunderland i løbet af sommeren, var Manchester Citys Manu García første indkøb. Den spanske midtbanespiller blev lejet for sæsonen og skal konkurrere med Lynden Gooch om pladsen på den offensive midtbane.

Sunderland var dog ikke færdige med at handle i Premier League, og Southamptons unge målmand, Harry Lewis, blev ligeledes lejet for sæsonen. Kasper Hjulmand fortæller, at det var af høj prioritet at hente en målmand efter McLaughlins afsked.

- Vi vil gerne have en keeper, som kan kæmpe med Robbin Ruiter om pladsen i målet, og da McLaughlin tog til Ross County, var vi nødsaget til at kigge på markedet efter en keeper. Harry er en rigtig god løsning for os, og vi ser frem til at have ham hos os i den kommende sæson, siger danskeren til Tipsbladet.

På transfervinduets sidste dag blev Christian Capone lejet i Atalanta, ligesom Matthew Pennington gjorde det i Everton. Hjulmand forklarer, at Pennington skal lukke hullet efter solgte Glenn Loovens, mens Capone skal styrke konkurrencen i angrebet, selvom The Black Cats forlængede kontrakten med danske Nicolai Brock-Madsen med et enkelt år.

- Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at vi kunne lave en ny aftale med Nicolai. Han var rigtig uheldig i sidste sæson, men han viste inden sin skade, at han er utrolig dygtig foran mål, og det ville vi gerne belønne. Når det så er sagt, så arbejder vi altid på at gøre vores trup stærkere, og med Capone kommer vi til at have tre dygtige angribere, som kommer til at gøre hinanden bedre. Pennington er en vigtig signing, da vi mistede Loovens, og vi ser frem til at få glæde af hans kvaliteter hos os i denne sæson.

Flere engelske medier, herunder Sky Sports og The Independent, skriver, at de mange lejeaftaler skyldes problemer med økonomien i den nordengelske klub, men Kasper Hjulmand ønskede ikke at kommentere på rygterne.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #28: 29 Aug 2018, 02:01 »



SUNDERLAND TOG POINT FRA PL-NEDERYKKERE // 29. SEPTEMBER 2018

Sunderland gæstede lørdag Huddersfield, som i sidste sæson rykkede ud af Premier League, og Kasper Hjulmands mandskab kom fra John Smiths Stadium med et enkelt point i bagagen.

Sunderland er kommet suverænt fra start efter oprykningen til Championship, og det skulle mandskabet fra Tyneside forsøge at bygge videre på, da man lørdag gæstede Huddersfield. Huddersfield havde både Jonas Lössl, Mathias Zanka og Philip Billing i startopstillingen, men danskerklubben skulle få det svært mod Kasper Hjulmands tropper.

Hjemmeholdet startede dog godt, og Philip Billing var involveret i opgørets første mål. Danskeren modtog bolden på kanten af feltet fra Aaron Mooy, og det tidligere Esbjerg-talent fandt Tommy Smith til højre for feltet. Smith lagde bolden indover, og her udnyttede Ryan Kent en fejl hos et uopmærksomt Sunderland-forsvar. Kent, som er udlejet fra Liverpool, sneg sig foran Adam Matthews i bagrummet mellem Matthews og Matthew Pennington og flugtede bolden ind bag Robbin Ruiter efter fire minutter.

Inden pausen havde Laurent Depoitre ligeledes et forsøg på overliggeren, men denne gang var heldet ikke med Huddersfield, hvorfor pausestillingen var 1-0 til Billing og co.

Efter pausen kom Sunderland enormt stærkt ud, og Bryan Oviedo fik muligheden på et frispark ikke langt uden for feltet efter 48 minutter. Forsøget blev sparket i muren, men backen opsamlede selv returbolden, og efter et mislykket indlæg og lidt klumpspil uden for feltet, gjorde Christian Capone for første gang sig selv bemærket i Sunderland-trøjen. Italieneren afdriblede en enkelt modstander og lagde bolden ind til Lynden Gooch, der blot skulle sætte indersiden på for at passere Lössl i målet.

Efter udligningen udviklede opgøret sig til at være en taktisk affære med to afventende hold, der var bange for at satse for meget. Huddersfield forsøgte sig med indskiftninger af Juninho Bacuna og Steve Mounié, men lige lidt hjalp det. Opgøret sluttede 1-1 på John Smiths Stadium.

Sunderland ligger nummer fire med 19 point efter de første ti runder. Huddersfield er nummer ni med 16 point, men har samtidig en kamp i hånden.
Logged

Roche
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Returning
« Svar #29: 29 Aug 2018, 11:18 »



BROCK-MADSEN FULDENDTE FLOT SUNDERLAND-COMEBACK // 6. NOVEMBER 2018

Sunderland var bagude to gange i tirsdagens udekamp mod Bristol City, men Nicolai Brock-Madsen sørgede dybt inde i overtiden for, at The Black Cats kunne tage hjem med et enkelt point i bagagen.

Bristol City og Sunderland bragede tirsdag aften sammen på Ashton Gate, og de knap 17.000 tilskuere skulle få masser af underholdning for pengene. Allerede efter 10 minutter blev fansene forkælet med opgørets første scoring, da svenske Niclas Eliasson nettede med en førstegangsafslutni ng på kanten af feltet på Joe Bryans assist.

Hjemmeholdet skulle også komme foran med 2-0, og Eliasson var atter i fokus. Svenskeren blev spillet dybt af Marlon Pack, og Eliasson lagde bolden ind til Marley Watkins, som satte indersiden på og sparkede bolden ind bag Robbin Ruiter.

Sunderland var nede i kulkælderen, og derfor kom det også på det helt rigtige tidspunkt, da Bailey Wright efter 36 minutter begik straffespark på Christian Capone. Lynden Gooch tog sig af sparket, og amerikaneren sparkede den sikkert ind bag rutinerede Niki Mäenpää.

Scoringen gav håb for anden halvleg, og det afspejlede sig i Sunderlands spil efter pausen. Efter 50 minutter fandt Lee Cattermole plads centralt for målet 10-15 meter uden for feltet, og helt uforstyrret kunne den rutinerede midtbanespiller drive bolden helt ind i feltet, hvorfra han med en følt inderside sparkede udligningen ind.

Dramaet var dog ikke ovre, og selvom Sunderland havde formået at kæmpe sig tilbage i opgøret, var Bristol City ikke færdig med at score. En af kampens helt store oplevelser, Joe Bryan, fandt efter 62 minutter Andi Weimann med en stikning ind mellem Tom Flanagan og Matthew Pennington, og østrigeren svigtede ikke alene med Ruiter. Bristol City var foran igen.

Sunderland måtte på den igen, og i bestræbelserne på at udligne for anden gang i opgøret, satte Kasper Hjulmand landsmanden Nicolai Brock-Madsen på banen efter 70 minutter. Brock-Madsen blev indskiftet til sin blot anden kamp i sæsonen, men danskeren skulle vise, hvorfor Sunderland gjorde det rigtige ved at forlænge hans aftale. Fire minutter inde i kampens overtid udnyttede han nemlig en enorm fejl i Bristol City-forsvaret, da Adam Webster var alt for langsom med bolden i opspillet. Brock-Madsen erobrede bolden og satte 3-3-scoringen ind uden problemer.

Scoringen var Brock-Madsens første af slagsen i sæsonen, og det sikrede Sunderland det 26. point i 16 kampe. The Black Cats ligger nu nummer otte, mens Bristol City er at finde på 15. pladsen med 21 point.
« Seneste Redigering: 29 Aug 2018, 11:20 af Roche » Logged

Sider: 1 [2] 3 Udprint 
 



This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010