Tranmere Rovers

 

[patrick J]

Tranmere Rovers

Siden 2015 har der kun været to professionelle klubber fra Merseyside i det engelske ligasystem, men det betyder ikke at der ikke findes en tredje professionel klub fra Merseyside. Lidt glemt på den modsatte side af Merseyside floden, holder klubben Tranmere Rovers til på Prenton Park, som på trods af sin status som National League hold, kan huse hele 16.567 tilskuere. Ligesom på Anfield Road, finder man her tribunen The Kop, og så spiller Liverpools reserver endda også deres kampe på dette stadion. En masse mennesker fra Merseyside området holder endda både med Tranmere og Liverpool FC, så der er stærke bånd mellem de to klubber.

Tranmere Rovers har eksisteret siden 1884, men blev grundlagt under navnet Belmont F.C. men allerede året efter skiftede man navn til Tranmere Rovers, som klubben har heddet siden. Klubben har aldrig formået at spille sig i det helt fine selskab, og har som 4. plads i 1. division i sæsonen 92/93 som klubbens bedste resultat. Faktisk formåede man i 3 år i træk at spille sig i Playoff til Premier League, men man nåede aldrig det sidste stykke. Omkring samme periode har klubben store økonomiske problemer, og blev i 1987 sat under administration. Under ledelse af den tidligere Liverpool - og Tranmere legende, John Aldridge, formåede man at spille sig i ligacup finalen i 2000, men tabte desværre finalen til Leicester. Dette er stadig klubbens bedste resultat den dag i dag.

I en undersøgelse mellem klubbens tilhængere, blev det vurderet at man anså Oldham United som værende klubbens største rivaler, med Everton og Liverpool på en del 2/3 plads, men hvis man tager en tur på Prenton Park er det ikke usædvanligt at se fans af hjemmeholdet i en Liverpool træningsdragt eller lignende, så rivaliseringen bunder i bund og grund kun i det geografiske aspekt og der er flere venskabelige bånd imellem klubberne. Generelt holder man i Liverpool meget sammen, og det er ikke for sjov at man kalder kampen mellem Liverpool og Everton for the Friendly Derby. De kampe man helst vil vinde i Tranmere, med klubbens nuværende placering, er mod Chester, Wrexham og Southport, mens man tidligere anså Bolton som værende klubbens største rival.

I dag spiller Tranmere deres kampe i hvide trøjer, men har tidligere også optrådt i blå trøjer. I dag kender man dog klubben som "den hvide del af Merseyside".

Tranmere Rovers i FM

Som skrevet finder man Tranmere Rovers i National League, hvilket lige netop gør at de ikke er at finde i ligasystemet. Det var dog tæt på i sidste sæson, men man tabte playoff finalen til Forest Green og måtte derfor tage til takke med endnu en sæson i National League på trods af at slutte som 2'er. Det er nemlig kun nummer 1, som rykker direkte op i League Two. Derfor er en forventet slutplacering som 3'er også rimelig, omend jeg vil vurdere truppen har brug for et par tilgange, men mere om det senere.

Træningsfaciliteter ne er middelmådige og ungdomsfacilitetern e er tilstrækkelige, så selvom det ikke er prangende, så er det udmærket de første par sæsoner, hvor økonomien også er en smule trangt. Der er dog 28k at give af i lønbudgettet om ugen mens der er 250k til nye spillere. Klubbens saldo siger lidt over 6,5 millioner fra start, med et overskud på lidt over 3,5 millioner. Forvent dog ikke at det er noget som holder sæsonen igennem.

Truppen

Klubbens helt store stjerne er den bare 22 årige Jack Dunn, som ikke blev vurderet god nok i Liverpool og derfor vekslede en lejeaftale med Tranmere til en permanent kontrakt. Den løber kun 1 år og han vil fra start ikke forlænge, men med en god sæsonstart kan han overtales. Af andre nævneværdige spillere er der Adam Buxton på venstre back, James Wallace på den centrale midtbane, Jay McEveley i midterforsvaret, Scott Davies på mål, Jeff Hughes som venstre kant og Larnell Cole på højre kant. Sørg for at forlænge med Larnell Cole før han spiller én kamp, fordi hans kontrakt stiger fra 4,25k om ugen til hele 42k om ugen efter bare én kamp, og det kan lønbudgettet slet ikke holde til.

En lidt undervurderet spiller er Davern Green, som er kommet til fra Aston Villa. Han har ikke prangende stats, men han er lynhurtig og han kan gøre alvorligt skade hvis man spilles helt på toppen som skarpretter eller højre kant. Hans speed kan de slet ikke håndtere i National League.

På ungdomsholdet finder man intet af betydning, og man er altså tvunget på transfermarkedet hvis man vil forstærke en i forvejen stærk trup. Det finder jeg dog nødvendigt når man skal konkurrere med Hartlepool som er rykket ned fra League Two og de andre nedrykkere fra Leyton Orient.



Jeg håber der er nogen som har lyst til at tage kampen op med Tranmere, og måske kan det endda ende med at Merseyside får 3 hold i det fineste selskab i England. Det vil dog kræve en lang kamp og noget snilde på transfermarkedet før det kan blive en realitet.

[dunner87]

Fedt. Havde et langt godt save med dem i fm 17, hvor jeg nåede i Championship før jeg røg videre til en anden klub. Røg dog ikke op hver sæson:)

[mads_madsen]

Fedt save! Kunne godt finde på at kaste mig ud i et med Tranmere på et tidspunkt, synes dog ikke helt mine evner rækker til det endnu. Men det kommer :-)

[patrick J]

1 sæson

Tilbage i ligasystemet. Så kort kan det siges, og allerede efter 8 kampe lignede det en let sag at gå hele vejen, da vi havde fået 24 point ud af 24 mulige. Hartlepool dog med 22 point, så det lignede et sikkert parløb, men jeg skulle blive klogere.

Først vil jeg lige dele mine tanker omkring mine handler:
Tom Burridge blev hurtigt hentet ind på en fri transfer, da jeg synes at midtbanen manglede kvalitet og så levede han op til mit krav om at hente unge spillere. Han havde allerede store kvaliteter, og hans potentiale langt større end National League. Derefter gik jeg på røg efter lejeaftaler, som jeg tilmed fik fuldstændig gratis. Tom Beadling blev lejet til midterforsvaret i Sunderland, Jake Sheppard blev lejet til højrebacken hos Reading og Adam McDonnell lejet til den centrale midtbane hos Ipswich. Samtlige spillere gik direkte ind i startelleveren, da vores midtbanestyrmand James indtil midten af november.

Et par dage senere hentede jeg Niko Hämäläinen på leje i QPR til venstrebacken, som backup til Adam Buxton. Han overtog tilmed pladsen suverænt i løbet af sæsonen da Buxton led af skader og manglende niveau. De to unge englændere Walton og Booker blev hentet ind som backusps til hhv angrebet og forsvaret. En skade til McEveley tvang mig endnu en gang til at handle, så Connor O'Grady blev hentet hos Sheffield Wed på en lejeaftale.

Den første halvsæson gik helt suverænt og havde efter de første 23 kampe hentet hele 56 point og lå suverænt nummer 1. Jeg havde haft svært ved at finde den rigtige angriber, men efter nogle skader fik Devarn Green chancen på spids som skarpretter og han startede med at levere 9 mål i sine første 5 kampe som angriber.

I januar måned startede problemerne dog. Først var jeg nødt til at lade Larnell Cole gå gratis, da han havde en kæmpe kontrakt og jeg kunne ikke få ham ned i løn. Han var ellers en af stjernerne. Som hans erstatning fandt jeg i FC United of Manchester den unge Tom Walker, som dog spillede modsatte kant, men med et systemskifte løste jeg det problem. Skaderne haglede dog ned over truppen, så den unge Booker endte med at spille langt de fleste kampe som midterforsvar og dumme skader til flere nøglespillere, gjorde at jeg tabte nogle kampe. Især i februar blev jeg nervøs da jeg tabte 3 kampe i streg, og et forspring på 10 point var skrumpet til 1 sølle point.

I sidste ende løb alt dog op i en højere enhed og jeg endte med at vinde med 96 point, 7 point ned til Aldershot Town. Barrow tog højest overraskende den anden billet til oprykning, da de vandt playoff finalen mod Aldershot. Hartlepool som igennem hele sæsonen havde truet min placering, var sidst på sæsonen faldet totalt sammen og endte som 4'er hele 14 point efter os.


Sæsonens spillere:
Jack Dunn - den tidligere Liverpool spiller noterede sig som offensiv midtbane med hele 19 mål og 14 assist. Ganske enkelt imponerende af den unge mand.

Davern Green - Endnu en ung spiller, men en spiller som ikke var tiltænkt en startplads. Han spillede 41 kampe og scorede 23 mål og lavede 7 assist. Spillede næsten hele den sidste halvsæson som kant.

Tom Walker - Han skulle udfylde store sko efter Larnell Cole, og havde også gjort det hvis det ikke var for skader. Spillede 11 kampe og noterede sig 3 mål og 4 assist og ikke mindre end 3 MOTM.

Tom Burridge og Adam McDonnell styrede den centrale midtbane. De noterede sig hhv. for 3 mål/5 assist og 4 mål/3 assist.

Geroge Waring blev mest brugt som indskifter, men lavede alligevel 11 ligamål og sikrede os nærmest på egen hånd FA Trophy cup trofæet, da han scorede 2 mål i et comeback på Wembley.

Lejesvendene Beadling og Sheppard gjorde ligeledes en rigtig god figur.

Oprydning

Selv med en oprykning, så var det nødvendigt med en ordentlig oprydning, så alle disse spillere røg ud på en fri transfer. McDonnell fik endnu en sæson på leje, mens Beadling vekslede lejeaftalen til en permanent af slagsen og så var vi ellers klar til at byde League Two velkommen.

[patrick J]

92 mål og 90 point.

Det var resultatet efter 46 kampe, og det var heldigvis også nok til at sikre os at vi ikke skulle ud i flere af slagsen denne sæson. Det rakte nemlig til en andenplads og dermed direkte oprykning, for andet år i træk.

Det var en sæson som overordnet set gik langt over forventning, og hvor jeg lå sikkert til direkte oprykning og tilmed som nr. 1 da vi gik ind i november måned, men den november måned er også den værste måned jeg nogensinde har oplevet i FM regi. Det hele startede med en skade til førstemålmanden Scott Davies, og derfor måtte den unge Paul Woolston på kassen, inden jeg fik hentet en backup, men hans præstation mod Wycombe førte til at jeg gik på jagt efter 2 keepere, for han var nærmest ene mand skyld i 4-3 nederlaget.

Herefter ventede 1 runde i FA Cuppen, på udebane mod Mansfield og igen med Woolston på kassen. Bum 4-0 nederlag.

Herefter kom Ivan Covic og Craig McGillivray til klubben, men til ingen verdens nytte. 0 mål scorede vi i resten af november og 6 nederlag i træk blev det til, men så var Scott Davies tilbage fra sin skade og tilbage i målet. Så vandt vi 8 og 1 uafgjort i de næste 9 kampe. Aldrig har jeg prøvet at én spiller har betydet så meget. Selvom vi svingede en smule til sidst, så endte det med direkte oprykning 1 point foran Coventry på tredjepladsen og Grimsby på 4. pladsen. Colchester sluttede som 1'er med 99 point.

Rigtigt mange forlod klubben før sæsonen på en fri transfer og hele 26 spillere blev hentet til klubben, heraf 6 på leje. Ronan Hughes blev lejet til højre kanten i Norwich og Jerome Sinclair som blev hentet efter at topscoreren Jamille Matt blev skadet i et par måneder, var to store årsager til oprykningen. Jack Dunn havde fået anførerbindet og spillede endnu en kanon sæson på den offensive midtbane. Tom Walker kom stærkt tilbage fra skaden og havde ejerskab på venstrekanten. Jeg føler egentlig at truppen er god nok til oprykning, men den er smal og om den er stærk nok til at kæmpe med i midten/toppen af League One, dét er jeg i tvivl om.

Next up: League One. Bring it

[Esmark11]

92 mål og 90 point.

Det var resultatet efter 46 kampe, og det var heldigvis også nok til at sikre os at vi ikke skulle ud i flere af slagsen denne sæson. Det rakte nemlig til en andenplads og dermed direkte oprykning, for andet år i træk.

Det var en sæson som overordnet set gik langt over forventning, og hvor jeg lå sikkert til direkte oprykning og tilmed som nr. 1 da vi gik ind i november måned, men den november måned er også den værste måned jeg nogensinde har oplevet i FM regi. Det hele startede med en skade til førstemålmanden Scott Davies, og derfor måtte den unge Paul Woolston på kassen, inden jeg fik hentet en backup, men hans præstation mod Wycombe førte til at jeg gik på jagt efter 2 keepere, for han var nærmest ene mand skyld i 4-3 nederlaget.

Herefter ventede 1 runde i FA Cuppen, på udebane mod Mansfield og igen med Woolston på kassen. Bum 4-0 nederlag.

Herefter kom Ivan Covic og Craig McGillivray til klubben, men til ingen verdens nytte. 0 mål scorede vi i resten af november og 6 nederlag i træk blev det til, men så var Scott Davies tilbage fra sin skade og tilbage i målet. Så vandt vi 8 og 1 uafgjort i de næste 9 kampe. Aldrig har jeg prøvet at én spiller har betydet så meget. Selvom vi svingede en smule til sidst, så endte det med direkte oprykning 1 point foran Coventry på tredjepladsen og Grimsby på 4. pladsen. Colchester sluttede som 1'er med 99 point.

Rigtigt mange forlod klubben før sæsonen på en fri transfer og hele 26 spillere blev hentet til klubben, heraf 6 på leje. Ronan Hughes blev lejet til højre kanten i Norwich og Scott Sinclair som blev hentet efter at topscoreren Jamille Matt blev skadet i et par måneder, var to store årsager til oprykningen. Jack Dunn havde fået anførerbindet og spillede endnu en kanon sæson på den offensive midtbane. Tom Walker kom stærkt tilbage fra skaden og havde ejerskab på venstrekanten. Jeg føler egentlig at truppen er god nok til oprykning, men den er smal og om den er stærk nok til at kæmpe med i midten/toppen af League One, dét er jeg i tvivl om.

Next up: League One. Bring it

  Godt gået. Spændende med Scott Sinclair

[patrick J]

Godt gået. Spændende med Scott Sinclair

Jo tak 
Men Scott Sinclair? Ham har jeg desværre ikke haft mulighed for at lokke til klubben (endnu  )

[Esmark11]

Jo tak 
Men Scott Sinclair? Ham har jeg desværre ikke haft mulighed for at lokke til klubben (endnu  )

Det var pokkers. Du skriver: "Rigtigt mange forlod klubben før sæsonen på en fri transfer og hele 26 spillere blev hentet til klubben, heraf 6 på leje. Ronan Hughes blev lejet til højre kanten i Norwich og Scott Sinclair som blev hentet efter at topscoreren Jamille Matt blev skadet i et par måneder". Dermed opfatter jeg det som om, at du har hentet Scott Sinclair, som du selv skriver. Men held og lykke. Håber virkelig , du kommer til tops med Tranmere

[patrick J]

Det var pokkers. Du skriver: "Rigtigt mange forlod klubben før sæsonen på en fri transfer og hele 26 spillere blev hentet til klubben, heraf 6 på leje. Ronan Hughes blev lejet til højre kanten i Norwich og Scott Sinclair som blev hentet efter at topscoreren Jamille Matt blev skadet i et par måneder". Dermed opfatter jeg det som om, at du har hentet Scott Sinclair, som du selv skriver. Men held og lykke. Håber virkelig , du kommer til tops med Tranmere

Den tager jeg på min kappe. Der er tale om Jerome Sinclair

[patrick J]

Det bliver en kort gennemgang af League One, da det efterhånden er en sæson eller to siden jeg spillede den.

Aldrig har jeg oplevet at blive så grebet af et spil som jeg er med det her Tranmere spil. Det har også resulteret i at jeg i lørdags tog en tur forbi Prenton Park i forbindelse med mit besøg i Liverpool, og så Tranmere vinde overlegent 3-0 over Torquay. Sjov oplevelse, og nu kan jeg tilmed gøre det ekstra nørdet og sidde med mit nyerhvervede Tranmere halstørklæde mens jeg spiller med dem i Football Manager.

[patrick J]

League One

Det lykkedes mig at holde på flere af de vigtige lejesvende, hvor især Ronan Hughes på højrekanten og Jerome Sinclair blev afgørende. Generelt har jeg været meget afhængige af lejespillere, da jeg konstant bliver nedprioriteret af klubber som på papiret ligger dårligere end mig, men som både har flere økonomiske muskler at spille med og et bedre omdømme.

Den unge scouser, Paul Glatzel, blev lejet i Everton som backup spiller og han spillede 5 kampe fra start og 14 indhop, som kastede imponerende 10 mål og 2 assist af sig. Ronan Hughes spillede 34 kampe og lavede 10 mål og 11 assist, mens Jerome Sinclair bankede hele 25 ligamål i kassen og 10 assist i 40 kampe. Klubbens anfører Jack Dunn scorede 8 mål og lavede 5 assist.

Det irriterede mig at jeg ikke fik de signings som jeg ønskede mig, og især haltede forsvaret og målmandsposten, hvor jeg egentlig kun fik lavet nogle lappeløsninger, som dog viste sig at gøre det bedre end forventet. Især på målmandsposten var jeg vel ude i noget der ligner 10. valg før jeg fik lejet Aaron Ramsdale i Bournemouth.

I Januar måned fik jeg mulighed for at hente det tidligere Chelsea talent, Charlie Colkett, som havde spillet 37 Championship kampe sidste sæson for Blackburn. Endnu bedre blev det i februar, hvor jeg fik erhvervet mig George Evans gratis efter han ikke fik forlænget sin kontakt i Reading. De blev de to fortrukne på midtbanen resten af sæsonen, og hold nu op en sæson.

Det startede ellers skidt, hvor jeg i min debut på hjemmebane tabte helt fortjent til Oxford, som tilmed havde nuppet to af mine hovedmål på transfermarkedet. Jeg tænkte det bliver en svær sæson, men underligt nok, så var det simpelthen det eneste nederlag jeg havde på hjemmebane hele sæson. Kun 15 mål indkasserede jeg i 23 kampe på hjemmebane, som kastede 50 point af sig. Jeg var ikke lige så suveræn på udebane, og sluttede derfor 4 point efter Sheffield United som tog 1 pladsen og jeg fulgte trop med i alt 85 point, som var 4 point bedre end Nottingham Forest på 3. pladsen.

Nu stod den pludselig på Championsship bold i næste sæson, noget som jeg overhovedet ikke havde forventet. Jeg fik en besked om at der var 19 millioner til rådighed på transfermarkedet og en del plads i lønbudgettet. For første gang i min Tranmere karriere kunne jeg pludselig sådan rigtigt gå på transfermarkedet. Truppen er rent offensivt rimelig godt besat og klar til Championsship bold, men defensivt føler jeg stadig der mangler meget.

Next up: Championsship

Transfers:

[patrick J]

Championsship:

Jeg havde en drøm om at stå her efter 3 sæsoner, og så er det ikke en gang ufortjent at det er en realitet. Denne sæson byder på en mulighed for at skaffe klubbens bedste resultat, men så skal der også handles pænt ind.

Transfers:
Jeg skød i desperation lidt med spredehagl og forsøgte samtidig at styrke fremtiden med et par talenter, selvom jeg vidste de ikke kunne arbejdstilladelse på nuværende tidspunkt, så var det et forsøg på at gøre fremtiden godt. Derudover hentede jeg en masse ungdomsspillere til mit U18 hold.

Jeg vælger at gå de vigtigste spillere igennem:
Ollie Harfield - Frigivet af Bournemouth efter en sæson på leje hos Lincoln i League Two. Han gik direkte ind på venstre backen og spillede 49 kampe i løbet af sæsonen.

Nathan Smith - Han blev fundet hos Port Vale som rykkede helt ud af liga systemet. Hans stats var fine, og jeg kunne ikke få meget bedre pga. lave omdømme. Han gik direkte ind i midterforsvaret og spillede 52 kampe i sæsonen.

Scott McTominay - Skotten som ikke kunne bruges i Manchester United, men som havde spillet 2 sæsoner i den bedste skotske række på leje, gav jeg en lejeaftale med købsoption på 2,5 millioner. Han spillede 35 kampe i sæsonen, med 6 mål til følge.

Joseph Colley - han blev lejet i Spurs som backup/kamp om en startplads. Han vandt den i første omgang, og mistede den så til Humphreys. Spillede 24 kampe i sæsonen.

Jahmal Hector-Ingram - Blev lejet som backup og spillede 28 kampe med 6 mål til følge. Imponerede ikke synderligt og der stod nogen foran ham i køen, som bare ikke kunne slåes af.

Bailey Peacock-Farrell - Købt i Leeds for sølle 1,55 millioner. Han gik direkte ind som første keeper foran Lumley som helt fortjent måtte tage til takke med en bænkplads. En fremtagende handel, som jeg stadig er yderst tilfreds med.

Ashley Fletcher - Det bedste køb jeg nogensinde har gjort i FM. Sølle 1,15 millioner sendte jeg til Middlesbrough, men han sprang så også mit lønbudget med 65k om ugen! Meget mere end nogen anden spiller, men hold op han var alle pengene værd. 51 kampe, 38 mål og 19 assist senere er hans værdi mangedoblet og han er på én sæson hoppet direkte i klubbens historiebøger som et ikon!

Andre nævneværdigespiller e:

Paul Glatzel - Den unge scouser tog endnu en tårn på den anden side af floden som lejesvend fra Everton. 41 kampe spillede han og det kastede imponerende 22 mål og 15 assist af sig.

Ronan Hughes - Lejesvenden fra Norwich tog sin 3. sæson på Prenton Park, og hvilken en. Han bliver kun bedre og bedre, noget som kastede en landsholdsdebut fra Wales af sig. 49 kampe, 5 mål og med en ny Championsship rekord på 21 assist var det fortjent at han som lejespiller bar anførerbindet i de kampe hvor Dunn sad på bænken.

Tom Walker - Hold nu op en historie. Hentet i første sæsons vindue som afløser for Larnell Cole helt gratis i den 6. bedste engelske række hos FC United of Manchester. Han er fast mand på venstrekanten og spillede hele 48 kampe. Værdien er mangedoblet og han arbejder stenhårdt. Han er ved at blive kult ham her.

George Evans - Han ejede den midtbane, uanset hvem vi mødte nærmest. Som boldvindende central midtbane bidrog han tilmed med 4 mål og 8 assist i 48 kampe. Høj klasse!

Stuart Downes - En spiller som kom til klubben i marts, som ny ungdomsspiller igennem klubbens scoutingsystem. 16 år og allerede klar til førsteholdet fra dag 1. Overtog med det samme pladsen på bænken fra Lumley og fik endda 4 kampe på målet i Championsship. Klubbens yngste spiller til dato og tilmed en debut på det engelske U21 landshold. En vaskeægte stjerne i svøb!

Next up: Sæsonens forløb

[patrick J]

Sæsonen startede faktisk nogenlunde ligesom første kamp i League One. Jeg tog hjemme imod Ipswich, som jeg tabte 1-0, hvilket dog var pivhamrende ufortjent og med en målsætning om at undgå nedrykning, så var jeg nu fortrøstningsfuld nok. Herefter vandt jeg 2-1 ude over Barnsley og et dumt 2-2 resultat hjemme mod Millwall som jeg burde have vundet med 2-3 mål.. Næste kamp var ude mod Sheffield Wednesday, og jeg kom bagud ret hurtigt. I anden halvleg gik jeg vendt fra den taktik jeg havde brugt i flere år og til en flad 4-4-2. I 83 min og 92 minut hev jeg en 2-1 sejr hjem og netop ændringen af taktik blev ret afgørende for sæsonen. Frontduoen kom til at bestå af Fletcher og Glatzel, som bekendt tegnede sig for 60 mål og 24 assist i løbet af sæsonen. Et helt vildt tal!

Min taktik er ganske enkelt hamrende direkte og ikke så meget tiki-taka bold. Der er én vej når vi får bolden og det er op til angriberne, hvor vi herfra samlet andenboldene op. Målene haglede ind, i begge ender dog, men heldigvis scorede jeg i langt de fleste tilfælde flere mål end modstanderen. Jeg befandt mig pludselig som nummer 4 efter 23 kampe, og de 8 første hold lå alle inden for 8 point. Alle slog alle, og rækken var modbydelig tæt. At jeg lukkede mange mål ind gjorde mig faktisk ikke det store, da taktikken generelt var ret offensivt på trods af en flad 4-4-2, men det vigtigste i løbet af sæsonen udover Fletcher og Glatzel var uden tvivl at jeg til forskel fra de andre sæsoner nærmest var helt forskånet fra skader.

Jeg kunne faktisk være rykket direkte op som 2'er, da Stoke dummede sig til sidst. Desværre dummede jeg mig bare endnu mere og endte med kun 1 point ud af de sidste 9 mulige. Det gjorde jeg endte som 6'er, 5 point efter Stoke på 2. pladsen. Det fortæller også hvor tæt rækken var. Nå nu stod den simpelthen på playoff bold og imod Ipswich som tidligere i sæsonen havde tilført mig 2, hamrende ufortjente, nederlag og jeg ville elske at få revanche, men havde dog faktisk opgivet da spillerne i de sidste 3 kampe havde lignet nogle som var gået på ferie og Fletcher havde faktisk slet ikke scoret.

Det blev der så lavet om på!

1. playoff kamp:
Ipswich var faktisk, for en gang skyld, klart bedst og sad på spillet hele kampen igennem. Ikke desto mindre startede holdet og ikke mindst Fletcher som lyn og torden, og efter 10 minutter stod der på Prenton Park 2-0 til hjemmeholdet på 2 mål af Fletcher. Slutresultatet blev en hjemmesejr på 3-2 efter et mål af Glatzel, og der ventede en spændende dyst på Portman Road i Ipswich.

2. playoff kamp:
Ipswich var igen bedst i løbet af kampen, men det forhindrede ikke Fletcher i at score hattrick. 5 mål på 2 kampe, wow en spiller! Kampen sluttede 4-3 til os, og det var egentlig ret ufortjent, igen, men vi scorede bare på vores chancer. Ipswich havde 25 afslutninger mod vores 16, og det er tydeligt at det var to hold med deres forcer i det offensive.

Playoff finalen:
Vi stod på Wembley. En mulig 4 oprykning i træk. Jeg vidste faktisk ikke om vi overhovedet burde gå efter sejren, da klubben på ingen måde er gearet til Premier League. Altså vi var seedet som nummer 24 i Championsship og et lille år senere står vi én kamp fra Premier League. Vi spiller mod Wolves, som tidligere på sæsonen trynede os, lidt ufortjent det blev så stort, men 3-0 på hjemmebane og jeg tænkte faktisk vi var uden de store chancer, men jeg tog fejl. 10,20 og 30. Det var minutterne vi scorede i og efter en halv time fører vi altså 3-0 med den ene fod i Premier League. Glatzel med 1 kasse og Fletcher med to. Wolves reducerede kort før pausen til 3-1 og måske det var en lille åbning. Nej - 30 sekunder skulle der gå af 2 halvleg, så bankede McTominay læderet i kassen og 4-1. Fletcher ville gerne have sit andet hattrick i streg og 5-1 blev altså kampens slutresultat. Sindssygt. Intet mindre.

Fletcher lavede altså 8 mål i 3 playoff kampe. Snak om en mand med Premier League klasse.

Med noget der ligner et pinligt lavt budget er den lille klub fra Merseyside altså klar til at bide skeer med de store drenge i Premier League. I princippet slog vi paradoksalt nok ikke rekorden som klubbens bedste placering i takt med vores 6 plads, men mon ikke der er plads i historiebøgerne til Premier League. Tom Walker har altså taget turen helt fra den 6. bedste række og op igennem samtlige rækker og kan på 5 sæsoner stå som Premier League spiller. Med 132 kampe for Tranmere spiller han en enorm rolle i klubbens kæmpe succes.

Next up: Truppen til Premier League