Hvileløs #5

 

[Wester]

#1 - Angstprovokerende

Det kommer nok ikke bag på mange men livet som fodboldtræner er ikke bare en dans på roser. Det er hårdt arbejde hele vejen igennem og prisen for succes kan være stor. Succes på banen er nødvendigvis ikke lig med succes i livet. Et forlist ægteskab, tabte venskaber og manglede tid til mine børn er blandt de omkostninger, som jeg måtte betale på vejen mod succes.

Jeg har stået i mange svære situationer og jeg har, måtte tage mange svære beslutninger i mit liv, flere af dem hvor under et enormt pres. Det mest angstprovokerende var dog dengang, jeg skulle annoncere mine planer om pension og karrierestop. Jeg husker tydeligt tvivlen og angstens koldsved der løb mig ned af ryggen. For hvem var jeg, hvis jeg ikke var træner? Jeg havde aldrig kendt til andet hele mit liv. Jeg kendte simpelthen ikke til et liv udenfor fodbolden og frygten for det ukendte var næsten ubærlig.

Det var da også svært i starten og jeg var voldsom hvileløs og irritabel. Det tog mig lang tid at falde til ro og komme overens med min beslutning. Eller det er usandt, jeg er aldrig kommer overens med det, jeg har bare fundet på andet at fylde hullet ud med og fjerne min indre uro. Jeg har altid lidt af en voldsom rastløshed og har sjældent kunne være i de samme kontekster i længere tid af gangen om det galt kvinder, jobs og venskaber. Efter noget tid begynder tingene at kede mig, så det næsten kribler i hele kroppen.

Lige for tiden fylder jeg min tid ud på golfbanen, hvor jeg bruger ubegribeligt mange timer i selskab med min ældste søn. Jeg er ufattelig ringe men det er den mentale del, jeg kommer der for. Jeg får luft til hjernen og for første gang i mange år, ja måske i hele mit liv, så har jeg den indre ro til at reflektere om livets mange spørgsmål, såsom: Var det, det hele værd?

Jeg holder mig officielt væk fra fodbold på alle planer. For det gør ikke noget godt for mig længere, ja det stresser mig faktisk lidt, når jeg en sjælden gang takker ja til en opgave eller arrangement. Jeg følger selvfølgelig stadig med men det foregår derhjemme i lænestolen foran tv’et. For der er jeg bare en anonym tv-seer og fan.

Nu skal dette ikke være en klagesang, for jeg har elsket mit liv som træner som har budt på mange fantastiske oplevelser. Og historien handler ej heller om mit karrierestop men om min tid som træner, med de op og nedture fodbolden og livet generelt har budt på, helt fra de spæde år som ungdomstræner i Fredericia KFUM hvor drømmen blev tændt, til de mange år som professionel både i ind og udland.

Min sidste blog

Og denne gang mener jeg det. Jeg havde ellers meldt præcis det samme ud tidligere men det gik således: Fyret. Det var ikke ligefrem planen, for meningen var, at min sidste blog selvfølgelig skulle gøres ordentlig færdig. Set i bakspejlet, så var det også lidt et sats, at have en fast målsætning, da resultaterne selvfølgelig kunne drille. Det var dog ikke tilfældet men hvad jeg anser for en bug der ødelagde det hele. For det kan da umulig være rigtigt, at efter to mesterskaber ud af to mulige at ens snor er så kort. Rooney der brokker sig over salget af en middelmådig spiller og så er man fyret.

Så jeg har valgt at starte forfra men med et lidt andet mål, hvilket betyder en anden retning på historien. Jeg vil bruge store dele af den tidligere historie, men retter den til så den passer den nye målsætning. Så der er en masse nyt også for dem som læste med første gang. - Bloggen vil forsat være delt i to, en klassisk storytelling del og en del som tager sig af FM, hvor der er fokus på selve spillet.

Jeg håber I vil nyde dette min sidste FM-blog nogensinde. Når den lukker ned, så går jeg officielt på pension hvad FM-blogs angår.

This time for real.

[Svartovich]

Godt at fyringen ikke slog dig ud. Jeg glæder mig til at følge med endnu en gang.

[JKJ]

Uden at male fanden på væggen, men hvis du bliver fyret efter 4-5 opdateringer - hva'  så?

[Wester]

Uden at male fanden på væggen, men hvis du bliver fyret efter 4-5 opdateringer - hva'  så?

Så er det en del af historien. Det bliver med en anden målsætning denne gang, hvor der er taget højde for eventuelle fyringer og andet men det kommer jeg nærmere ind på senere men mon ikke den nye titel og denne sætningen ligesom peger i hvilken retning historien bevæger sig.

Jeg har altid lidt af en voldsom rastløshed og har sjældent kunne være i de samme kontekster i længere tid af gangen om det galt kvinder, jobs og venskaber.

[El Cubo]

Vildt imponerende, at du allerede er i gang igen, jeg ved selvfølgelig ikke hvor meget du har skulle ændre? Men det skal ikke tage noget fra dit arbejde!

[Wester]

Vildt imponerende, at du allerede er i gang igen, jeg ved selvfølgelig ikke hvor meget du har skulle ændre? Men det skal ikke tage noget fra dit arbejde!

Jeg tager som sagt en del fra indledningen og retter til men det er en helt anden vej både spillet og historien går i..

Så det er ikke en gentagelse men en ny blog bare med lidt samme forhistorie..

[Wester]

#2 - Drengedrømmen

Jeg var som drengebørn er flest. Jeg drømte om et spændende liv, måske som superhelt, brandmand eller fodboldspiller. Efterhånden som jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at superhelte livet ikke var muligt eftersom radioaktive edderkopper ikke var noget som hang på træerne. Derudover var jeg et alt for vattet et barn, så brandmand blev også hurtigt frasorteret. Et liv som fodboldspiller derimod, det blev den store drøm og ALT kom til handle om fodbold både dag og nat.

Min barndomsfortælling er ikke forfærdelig og min familie var ikke dybt dysfunktionel. Den var dog præget en fraværende far og en mor der måtte knokle hårdt for at få familien til at hænge sammen. - En historie som skulle gentage sig selv senere i mit liv, denne gang bare med mig selv i forældrerollen. - Mine søskende og jeg måtte langt hen af vejen klare os selv og det satte sine spor. Jeg havde f. eks ikke den bedste skolegang i de små årgange, jeg havde det rigtig svært fagligt og var en meget urolig dreng. Og når man ikke havde forældre der kunne hjælpe til, så var det ikke nemt.

Jeg var ikke et uintelligent barn, jeg havde bare ikke roen til at sidde på skolebænken. Jeg blev hurtigt stemplet som lidt en rod og uromager. Til sidst slog jeg mere eller mindre op i banen og levede op til de negative forventninger. Fodbolden blev der hvor jeg fik mine succesoplevelser, hvor jeg fik en pause i hovedet og kunne komme af med min uro. Det var jeg selvfølgelig ikke bevist om som barn men som voksen har jeg ofte tænkt på den tid. Hvis jeg ikke havde haft fodbolden, så havde det været op af bakke. Det var først sent i mit skoleliv, at jeg fik en lille smule tro på mig selv igen. Historien er klassisk. Jeg skiftede skole i 8. klasse og mødte en lærer der valgte, at fortælle en anden historie om mig og havde forventninger til mig. Det endte da også med, at jeg kom fornuftigt igennem de sidste år af folkeskolen og kunne starte på gymnasiet.

Jeg brugte utænkelig meget tid i min lokale fodboldklub, Fredericia KFUM, og jeg var talentfuld, det fik jeg ofte at vide men tidligt i mine ungdomsår flyttede mit fokus sig. Det var noget andet ved fodbolden der trak. Jeg var fuldstændig bidt af statistikker, det taktiske og alt det der foregik udenfor banen. Jeg fandt trænergerningen fascinerende og jeg fik min trænerdebut allerede som 14 årig, hvor jeg blev assistenttræner for min onkel, som var træner for miniputterne som man kaldte det dengang. Mit job bestod i: sætte kegler op, stå på mål ved skudtræning, hente vand osv. og jeg elskede det. Min store drøm om livet som fodboldspiller var ikke længere entydig, tanker om professionen som træner begyndte så småt at indfinde sig.

Mit første job som ”cheftræner” var i samarbejde min bedste kammerat. Vi fik ansvaret for Fredericia KFUM’s lilleput B. Vi var selv kun 16 år og selvfølgelig meget uerfarne. Vores engagement fejlede dog ikke noget og vi var voldsomt passioneret og måske lidt for ambitiøse i forhold til niveauet. Til hver eneste kamp råbte og skreg vi på sidelinjen, som var det en VM finale. Drengene så dog ud til at elske det og vi fik mange positive tilkendegivelser fra dem, deres forældre og klubbens ungdomsformand. Vores største force var nemlig, at vi stod 100 % bag drengene og altid kunne finde argumenter for, hvorfor de var bedst og bare uheldige når de tabte. Og det gjorde de som oftest.






Målsætningen

Oprindeligt var min målsætning at overgå Fergusons rekord på 1498 kampe i spidsen for United. Mit mål var at runde de 1500 kampe i spidsen for United men det gik desværre galt. Jeg har dog fastholdt ideen om de 1500 kampe som manager men denne gang sikret mig at resultater og eventuelle fyringer ikke ødelægger historien og mit bud på en afsluttende blog fra min hånd.
 
Den nye målsætning er helt åben denne gang. Målet er simpelt: Opnå 1500 kampe som manager. Udfordringen er ”bare” at spille et langvarigt savegame, hvilket er svært nok for mig, for jeg spiller sjældent mere end 6-8 sæsoner pr. spil og det bliver som ofte kun til 3-4 sæsoner før jeg går død i en klub. Der er ingen krav til mesterskaber osv. men drømmen er, at starte i det små og arbejde mig videre derfra og til sidste vinde Champions League. Det burde være muligt i en 1500 kamp lang FM-karriere.

[Wester]

#3 – Stålfast besluttet

Som sagt var jeg en ok talentfuld fodboldspiller og i en alder af 16 år blev jeg sammen med 5 andre talentfulde spillere udtaget som bobler til FC Fredericia truppen. Vi trænede med førsteholdet og kom på skift med på bænken. Det var dog begrænset hvor meget spilletid vi fik. Jeg tror, at jeg sammenlagt spillede 25 minutter den sæson, så kamptræningen foregik på reserveholdet.

Jeg var også i flere omgange inde omkring diverse ungdomslandshold men nåede aldrig at bide mig fast. Dette samme gjorde sig gældende i FC Fredericia, hvor jeg hele tiden kun var i periferien af førsteholdet og som tiden gik mistede jeg mere og mere lysten og drømmen om et liv som fuldtidsprofessione l forsvandt. Det blev til tre år som spiller i FC Fredericia, et enkelt som halvtids professionel, før jeg droppede min aktive karriere. Jeg var ikke tilfreds med udsigten til en tilværelse som semiprofessionel mine ambitioner med fodbolden var større. Min passion for fodbold var ikke slukket, mit fokus havde bare rykket sig og jeg vidste allerede i en alder af 19 år, at jeg ville satse 100 % på livet som træner.

De fleste omkring mig deriblandt mine forældre syntes, at det var et stort sats og mente jeg skulle tage mig en ”rigtig” uddannelse. Jeg var dog stålfast besluttet! Så jeg begyndte i stedet at tage diverse DBU trænerlicenser, alt imens forsatte jeg som ungdomstræner i FC Fredericias ungdoms setup, i starten fik jeg ansvaret for Juniorholdet sammen med den rutinerede Øjvind Hanson.  Et Juniorhold hvor sammenholdet var fantastisk og det smittede af på præstationerne på banen, hvor vi i nappede det Jyske mesterskab.

Årene fra 2005 til 2010 var en travlt tid, for ud over at være halvtids professionel fodboldspiller, så var jeg i gang med træneruddannelse, trænerjob og så var jeg pædagogmedhjælper på halvtid og pizzabud i weekenderne, for der skulle tjenes til dagen og vejen. Jeg var nemlig flyttet hjemmefra, for jeg ville stå på egne ben. Det var en travl tid men en fantastisk tid, intet kunne stoppe mig, alt virkede muligt og det føltes som om verden lå for mine fødder.






An Alternative Reality

For nyligt fik jeg set FM dokumentaren, An Alternative Reality, som blandt andet omhandler voksne mænds nørdede FM verden, hvor fantasien får frit løb. Det findes simpelthen FM gamere derude, som er så nørdet, at de tager pænt jakkesæt på til vigtige kampe. Jeg er knapt så nørdet men bed især fast i en ting som var gennemgående for de fleste nørder i dokumentaren. - Man kan ikke bare starte som manager for en stor klub uden at have en forhistorien på plads, hvordan endte man der? – Måske er det derfor FM-blogs har været ganske populærere på FM scenen? Nå men det jeg vil frem til er, at forhistorien griber om sig i denne blog og derfor vil der komme indlæg, hvor FM ikke er i fokus. Så de FM hungrende læsere må væbne sig lidt med tålmodighed.

[Wester]

#4 - En tur over bæltet

Jeg blev vel anset som lidt af en wonderkid indenfor trænerfaget i Fredericia KFUM/FC Fredericia. Jeg havde igennem de foregående år været træner for diverse ungdomshold med stor succes og jeg havde også færdiggjort min A-træner licens. Jeg ville selvfølgelig gerne have P-licensen men det krævede noget mere erfaring og gerne på højere niveau. Klubben var villig til at give mig chancen. Både som tak for min tid som ungdomstræner men også som formanden sagde: ”Som en investering i fremtiden.”  - Mit første seniortrænerjob blev tilbage i 2010, hvor jeg i en alder af kun 22 år, blev træner for FC Fredericias 2. hold - Det blev en hård og forfærdelig sæson men også en lærerig debut som seniortræner. Det blev kun til 5 sølle sejre i sæsonens 26 kampe hvilket betød vi endte på en skuffende 13. plads.

Jeg var alt for ung og uerfaren. Jeg kunne slet ikke løfte opgaven. Flere af spillerne var mine private venner, som jeg selv havde spillet med op igennem ungdomsårene. Der var også mange på holdet, som var langt ældre end jeg selv, flere af dem var spillere udefra som kom ned fra FC Fredericia truppen, når de ikke var blevet udtaget til divisionsholdet. Jeg havde simpelthen ikke den slagkraft og autoritet der skulle til og der opstod anarki i omklædningsrummet. De ældre mod de unge, mine private venner mod de udefrakommende. Det var en hård sæson med mange konflikter både på og udenfor banen. Den værste oplevelse var efter et stort nederlag på 7-2 på udebane, hvor busturen hjem blev et rent helvede.

En midterstopper som vi kaldte ”Bryst”. Han var et 97 kilo muskelbundt der aldrig fandt sig i noget pis. Han var en formidabel fighter og havde i flere år været holdets store samlingspunkt. Han var rigtig klubmand og havde været i KFUM hele sit fodbold liv. Bryst og hans unge makker i midterforsvaret røg ud i en heftig diskussion. Bryst mente ikke den unge spiller havde udvist den vilje der skulle til. Han mente ikke han kæmpede for holdet og klubben og påstod han kun var med, fordi jeg ikke havde nosserne til at sætte ham på bænken. Den unge mand var en del af FC Fredericia truppen og Bryst havde ret. Det lå ligesom i luften, at de spillere som kom oppefra at de skulle starte inde og jeg ville så gerne please folkene over mig.

Det endte med den unge spiller fik sagt det helt forkerte til Bryst, som ellers var en rolig fyr udenfor banen. Han fløj i flæsket på hans unge makker og stak ham en syngende lussing. De efterfølgende uger blev ligesom selve busturen et rent helvede. For Bryst fik en intern karantæne af klubben og spliden i spillertruppen var på sit højeste. Pludselig var der slet ingen der kæmpede for holdet. Dem jeg fik ned ovenfra ville ikke og dem som var der i forvejen, de nægtede at leverer i protest over karantænen til Bryst. Alt imens stod jeg på sidelinjen helt paralyseret og uden nosser.

Den katastrofale sæson i Fredericia KFUM blev heldigvis ikke min første og sidste som seniortræner i FC Fredericia regi. Det havde lagt i kortene at jeg var fremtidens mand men jeg havde brug for en pause væk fra klubben og efter samråd med min mentor igennem mange år Øjvind Hanson, så søgte jeg nye græsgange. Han havde gode kontakter i naboklubben Middelfart skaffede mig en jobsamtale. Øjvind var manden der i sin tid havde bragt Fredericia op i divisionerne som træner og han var om nogen klubbens mand.

Jeg fik jobbet men sikkert ikke på egne meritter, det var nok udelukkende pga. Øjvinds gode kontakter til klubben der gjorde udslaget. Jeg var dog ikke for fin til at takke nej pga. det, for jeg ville for alt i verden træne og gerne på et vist niveau. Middelfart var den perfekte mulighed for mig. Livet i Middelfart var noget helt andet. Ingen kendte som sådan til mig og spillertruppen bestå udelukkede af spillere som brændte for projektet. Her havde jeg ikke nogen over mig, som jeg skulle tage hensyn til og ingen private forbindelser som kunne forstyrrer mig. Vi var klubbens førstehold og det passede mig godt. Moralen i omklædningsrummet var helt i top og sammen skabte vi fodboldmagi. I min debutsæson rykkede vi op i 2. division vest og de efterfølgende sæsoner sluttede vi lunt i midten af divisionen, som var mere end godkendt.

De første år som seniortræner havde været lærerige. Jeg havde lært, at det var enormt vigtigt at udstråle selvtillid, tro på eget koncept og det skulle følges op med handling. Hvis man som træner udviste usikkerhed, så ville det forplante sig til spillerne og det koster både på banen og i omklædningsrummet. I Middelfart lærte jeg også at dele snot fra kanel og lod mit privatliv blive udenfor omklædningsrummet. En erfaring der senere skulle koste mig et venskab men det var som tidligere nævnt nogle gange prisen for at opnå succes.

[jonasc21]

Er det meningen at billederne er i sort/hvid eller hvad farve man nu vil kalde baggrunden?

[Wester]

Er det meningen at billederne er i sort/hvid eller hvad farve man nu vil kalde baggrunden?

Ja det er meningen at billedet er samme farve som baggrunden

[Wester]

#5 - Det gamle stadion

Jeg husker stadig tiden som barn, hvor jeg brugte utallige timer på Fredericias gamle stadion, hvor vi under kampene mere brugte tiden på at tumle på den store højdespringsmadras end at se selve kampene. Det var ikke kun fodboldkampe, der var på programmet på det gamle stadion men også speedway og jeg husker især duellerne hvor Erik Gundersen og Hans Nielsen kæmpede mod hinanden. Jeg husker første gang jeg var på stadion og se speedway og jeg helt urutineret stod nede i det tomme sving. Få sekunder efter fandt jeg ud af hvorfor det var tomt omkring mig, for slaggerne fløj om ørerne på mig som projektiler da cyklerne kom drønene rundt i hjørnet. Det blev dog ikke til mange løb på stadion, for kørerne var utilfreds med underlaget og kaldte banen for en kartoffelmark. - Og så var der også gymnastiktimerne. Jeg gik på skolen, som lå lige ved siden af og vi fik som ofte lov at bruge stadion i timerne, hvor den stod på atletik. Jeg elskede de timer. Nogle af de få timer i skolen, hvor jeg var blandt de bedste og fik ros af lærerne.

Det stadion stod som noget magisk for mig men det gamle stadion på Baldersvej, det fik lov at gå i forfald og man byggede et nyt, Monjasa Park. Det eneste der overlevede, det var Fredericia løven, der stolt står foran det nye stadion, som den også gjorde ved det gamle. Alting har sin tid, stadions, kvinder, biler og jobs og min tid i Middelfart var slut. For i 2014 fik jeg endelig chancen i min hjemstavn. De flotte resultater i Middelfart havde overbevist bestyrelsen med Stig Pedersen i spidsen om, at jeg var klar. Jeg var ovenud lykkelig, drømmen var gået i opfyldelse og i min verden toppede jeg. Dengang havde jeg ikke modet til at drømme større og vidste ikke, at det ”bare” var startskuddet til en lang og stor karriere.

Starten som FC Fredericia træner, var dog ikke lutter lagkage, for da jeg overtog holdet, var der stadig en del gode venskaber fra tidligere. I frygt for at gentage katastrofe sæsonen fra 2010/11, så tog jeg en skarp beslutning. Jeg ville dele snot fra kanel og holde privatlivet udenfor omklædningsrummet. I den forbindelse frasorterede jeg blandt andet to af mine på det tidspunkt gode venner. Den ene var i forvejen på vippen til en plads i truppen men det havde han svært ved at acceptere. Han blev selvfølgelig enormt skuffet og vores venskab sluttede ret dramatisk med en scene foran resten af truppen. Den anden kammerat tog det noget pænere men et tæt venskab blev mere til et bekendtskab. De begge søgte nye græsgange, heldigvis med stor succes for jeg ønskede dem jo intet ondt. Det var bare en af de beslutninger, jeg måtte tage på vejen mod succes.

FC Fredericia

Denne gang starter jeg i lidt mere ydmyge omgivelser end i 1500 bloggen, hvor FM delen startede i United. Her starter spillet i FC Fredericia og målet er som sagt 1500 kampe som manager og målet er, at FC Fredericia skal være springbrættet videre til noget større rundt om i Europa. Det stor mål er Champions League pokalen men vi starter som sagt ydmyg ud. Målet i FC Fredericia er en sikker midterplacering.

[aien]

Lækker læsning. Er det alt sammen fiktion, Wester?

[Wester]

Lækker læsning. Er det alt sammen fiktion, Wester?

Nu tager jeg som regel altid en personlig indgangsvinkel til mine blogs, da jeg ikke har fantasien til at opfinde det hele selv men det er selvfølgelig fiktion det meste af det. Det gamle stadion, at jeg bor i Fredericia og kender lidt til FCF og selv har været i KFUM hele mit liv som spiller og træner bruger som jeg som inspiration til historien.

Jeg har dog droppe projektet, da jeg mistede lysten efter "fejlen" i FM, hvor jeg blev fyret i United. Det ærgre mig helt vildt, da det skulle være min sidste blog og jeg har brugt meget tid på netop historien og havde hele fortællingen klar fra start til slut, som kunne rettes til i forhold til resultaterne. Lysten døde bare helt, da projektet med United døde..

[aien]

Rigtig flot skrevet ellers. Så der kommer ikke flere updates fra dig i denne blog? Kunne du ikke rigtigt komme i gang med den?