1500 - #fyret

 

[Wester]

Jeg har det helt på samme måde, dog bare med Liverpool

Ja der har også været nok at arbejde med de sidste 25 år 

[Wester]

#4 - En tur over bæltet

Jeg blev vel anset som lidt af en wonderkid indenfor trænerfaget i Fredericia KFUM/FC Fredericia. Jeg havde igennem de foregående år været træner for diverse ungdomshold med stor succes og jeg havde også færdiggjort min A-træner licens. Jeg ville selvfølgelig gerne have P-licensen men det krævede noget mere erfaring og gerne på højere niveau. Klubben var villig til at give mig chancen. Både som tak for min tid som ungdomstræner men også som formanden sagde: ”Som en investering i fremtiden.”

Mit første seniortrænerjob blev tilbage i 1996, hvor jeg i en alder af kun 22 år, blev træner for FC Fredericias 2. hold, Fredericia KFUM, som var rykket op Jyllandsserien. - Det blev en hård og forfærdelig sæson men også en lærerig debut som seniortræner. Det blev kun til 5 sølle sejre i sæsonens 26 kampe hvilket betød vi endte på en skuffende 13. plads og holdet måtte en tur tilbage i Serie 1.

Jeg var alt for ung og uerfaren. Jeg kunne slet ikke løfte opgaven. Flere af spillerne var mine private venner, som jeg selv havde spillet med op igennem ungdomsårene. Der var også mange på holdet, som var langt ældre end jeg selv, flere af dem var spillere udefra som kom ned fra FC Fredericia truppen, når de ikke var blevet udtaget til divisionsholdet. Jeg havde simpelthen ikke den slagkraft og autoritet der skulle til og der opstod anarki i omklædningsrummet. De ældre mod de unge, mine private venner mod de udefrakommende. Det var en hård sæson med mange konflikter både på og udenfor banen. Den værste oplevelse var efter et stort nederlag på 7-2 på udebane, hvor busturen hjem blev et rent helvede.

En midterstopper som vi kaldte ”Bryst”. Han var et 97 kilo muskelbundt der aldrig fandt sig i noget pis. Han var en formidabel fighter og havde i flere år været holdets store samlingspunkt. Han var rigtig klubmand og havde været i KFUM hele sit fodbold liv. Bryst og hans unge makker i midterforsvaret røg ud i en heftig diskussion. Bryst mente ikke den unge spiller havde udvist den vilje der skulle til. Han mente ikke han kæmpede for holdet og klubben og påstod han kun var med, fordi jeg ikke havde nosserne til at sætte ham på bænken. Den unge mand var en del af FC Fredericia truppen og Bryst havde ret. Det lå ligesom i luften, at de spillere som kom oppefra at de skulle starte inde og jeg ville så gerne please folkene over mig.

Det endte med den unge spiller fik sagt det helt forkerte til Bryst, som ellers var en rolig fyr udenfor banen. Han fløj i flæsket på hans unge makker og stak ham en syngende lussing. De efterfølgende uger blev ligesom selve busturen et rent helvede. For Bryst fik en intern karantæne af klubben og spliden i spillertruppen var på sit højeste. Pludselig var der slet ingen der kæmpede for holdet. Dem jeg fik ned ovenfra ville ikke og dem som var der i forvejen, de nægtede at leverer i protest over karantænen til Bryst. Alt imens stod jeg på sidelinjen helt paralyseret og uden nosser.

Den katastrofale sæson i Fredericia KFUM blev heldigvis ikke min første og sidste som seniortræner i FC Fredericia regi. Det havde lagt i kortene at jeg var fremtidens mand men jeg havde brug for en pause væk fra klubben og efter samråd med min mentor igennem mange år Øjvind Hanson, så søgte jeg nye græsgange. Han havde gode kontakter i naboklubben Middelfart skaffede mig en jobsamtale. Øjvind var manden der i sin tid havde bragt Fredericia op i divisionerne som træner og han var om nogen klubbens mand.

Jeg fik jobbet men sikkert ikke på egne meritter, det var nok udelukkende pga. Øjvinds gode kontakter til klubben der gjorde udslaget. Jeg var dog ikke for fin til at takke nej pga. det, for jeg ville for alt i verden træne og gerne på et vist niveau. Middelfart var den perfekte mulighed for mig. Livet i Middelfart var noget helt andet. Ingen kendte som sådan til mig og spillertruppen bestå udelukkede af spillere som brændte for projektet. Her havde jeg ikke nogen over mig, som jeg skulle tage hensyn til og ingen private forbindelser som kunne forstyrrer mig. Vi var klubbens førstehold og det passede mig godt. Moralen i omklædningsrummet var helt i top og sammen skabte vi fodboldmagi.  Middelfart stormede frem i rækkerne og i de tre sæsoner jeg var i klubben, gik vi fra serie 1 til Danmarksserien.

De første år som seniortræner havde været lærerige. Jeg havde lært, at det var enormt vigtigt at udstråle selvtillid, tro på eget koncept og det skulle følges op med handling. Hvis man som træner udviste usikkerhed, så ville det forplante sig til spillerne og det koster både på banen og i omklædningsrummet. I Middelfart lærte jeg også at dele snot fra kanel og lod mit privatliv blive udenfor omklædningsrummet. En erfaring der senere skulle koste mig et venskab men det var som tidligere nævnt nogle gange prisen for at opnå succes.

An Alternative Reality

For nyligt fik jeg set FM dokumentaren, An Alternative Reality, som blandt andet omhandler voksne mænds nørdede FM verden, hvor fantasien får frit løb. Det findes simpelthen FM gamere derude, som er så nørdet, at de tager pænt jakkesæt på til vigtige kampe. Jeg er knapt så nørdet men bed især fast i en ting som var gennemgående for de fleste nørder i dokumentaren. - Man kan ikke bare starte som manager for en stor klub uden at have en forhistorien på plads, hvordan endte man der? – Måske er det derfor FM-blogs har været ganske populærere på FM scenen? Nå men det jeg vil frem til er, at forhistorien griber om sig i denne blog og derfor vil der komme indlæg, hvor FM ikke er i fokus. Så de FM hungrende læsere må væbne sig med tålmodighed.

[Herlev]

Altid en fornøjelse at læse med Wester

Venlig hilsen en gammel kending
Herlev

[Wester]

Altid en fornøjelse at læse med Wester

Venlig hilsen en gammel kending
Herlev

Halløj gamle.. Ja når vi ikke kan mødes på FMD, så kan vi jo her 

[Wester]

#5 - Det gamle stadion

Jeg husker stadig tiden som barn, hvor jeg brugte utallige timer på Fredericias gamle stadion, hvor vi under kampene mere brugte tiden på at tumle på den store højdespringsmadras end at se selve kampene. Det var ikke kun fodboldkampe der var på programmet på det gamle stadion men også speedway og jeg husker især duellerne hvor Erik Gundersen og Hans Nielsen kæmpede mod hinanden. Jeg husker første gang jeg var på stadion og se speedway og jeg helt urutineret stod nede i det tomme sving. Få sekunder efter fandt jeg ud af hvorfor det var tomt omkring mig, for slaggerne fløj om ørene på mig som projektiler da cyklerne kom drønene rundt i hjørnet. Det blev dog ikke til mange løb på stadion, for kørerne var utilfreds med underlaget og kaldte banen for en kartoffelmark. - Og så var der også gymnastiktimerne. Jeg gik på skolen, som lå lige ved siden af og vi fik som ofte lov at bruge stadion i timerne, hvor den stod på atletik. Jeg elskede de timer. Nogle af de få timer i skolen, hvor jeg var blandt de bedste og fik ros af lærerne.

Det gamle stadion står som noget magisk for mig ikke mindst pga. årene fra 2000 til 2003 hvor jeg var FC Fredericia træner. Efter min tid i Middelfart fik jeg i 2000 endelig chancen i min hjemstavn og med stor succes. Allerede i min første sæson rykkede vi op i 1. division. Og i 2002-03 var vi langt henne i sæsonen med i kampen om billetterne til Superligaen. En succes der kom noget bag på klubbens bestyrelse, der i vinterpausen mere eller mindre var i panik. For hvad nu hvis vi rykkede op? Det var klubben jo slet ikke gearet til. – Det var lidt en sjov fornemmelse at stå med, at det næsten ville være en katastrofe, hvis vi kom i Superligaen. Det var også i den sæson, at snakken om et FC Trekanten kom på banen, et samarbejde mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Joken lød på, at Stadionpølsen så skulle sælges under sloganet: Den bedste pølse i trekanten. Det var desværre ikke et projekt der lykkes og senere fik FCF deres eget nye stadion, Monjasa Park, mens det gamle stadion på Baldersvej fik lov at gå i forfald.

Årene som FC Fredericia træner, var dog ikke lutter lagkage, for da jeg overtog holdet, var der stadig en del gode venskaber fra tidligere. I frygt for at gentage katastrofe sæsonen fra 1996, så tog jeg en skarp beslutning. Jeg ville dele snot fra kanel og holde privatlivet udenfor omklædningsrummet. I den forbindelse frasorterede jeg blandt andet to af mine på det tidspunkt gode venner. Den ene var i forvejen på vippen til en plads i truppen men det havde han svært ved at acceptere. Han blev selvfølgelig enormt skuffet og vores venskab sluttede ret dramatisk med en scene foran resten af truppen. Han valgte at blive i klubben og luften mellem os var tyk når vi mødtes på gangene i KFUM Parken. Den anden kammerat tog det noget pænere men et tæt venskab blev mere til et bekendtskab og han søgte andre græsgange med stor succes. En del år senere fik han endda Superligadebut med Sønderjyske.

Rooney, RvP eller Falcao?

Jeg må indrømme, at jeg har ”snydt” lidt eller i hvert fald forberedt mig grundigt inden dette savegame. Da jeg havde hentet FM15, gjorde jeg nemlig som altid. Jeg tog en træningssæson med United, hvor jeg legede med diverse taktikker for at se hvad virker og hvad ikke gør. Jeg arbejdede længe med en smal 4-4-2 diamant, så jeg kunne få plads til Falcao, RvP og Rooney.

Det lykkes da også nogenlunde men måden holdet bevægede sig på, det faldt udenfor min smag. Jeg manglede simpelthen de brede kanter og savnede overlap fra mine backs. Det klassiske United spil som jeg forelskede mig i sin tid. Så jeg gik over til taktikker med wings og full backs og jeg endte med nyklassikeren 4-2-3-1 og 4-1-2-2-1. Problemet var bare, at jeg kun havde en plads helt fremme men tre superstjerner til pladsen. Hvem skulle på bænken af Rooney, RvP og Falcao? Og hvis Rooney rykkede ned som 10er, hvad så med Mata?

[Wester]

#6 - Christine

I 2001 mødte jeg mit livs første rigtige kærlighed, et bekendtskab der skulle få stor betydning for resten af mit liv både i og udenfor for fodbolden. Christine var udvekslingsstudent fra England og boede hos en værtsfamilie i Århus. Jeg mødte hende helt tilfældigt hos en fælles bekendt og kærligheden blomstrede med det samme. I 2002 tog hun tilbage til England men vores forhold forsatte og vi tog på skift turen over Nordsøen. I sommeren 2003 tog jeg en af de største beslutninger i mit liv, jeg valgte at forlade de trygge rammer i Fredericia, hvor jeg havde boet hele mit liv for at flytte over til Christine og mit nye hjem i Leeds.

Jeg var selvfølgelig helt ukendt i England og det var ikke nemt at finde en ny arbejdsgiver men ikke langt fra Leeds lå Doncaster, hvor byens hold stod og manglede en manager. Jeg søgte jobbet og efter flere samtaler, så fik jeg ansvaret for Doncaster Rovers F.C. som befandt sig i League Two. - Det første år i England var en dans på roser. Christine og jeg havde det fantastisk og det samme kunne jeg sige om mit forhold til Doncaster Rovers. Vi var et godt match og endnu engang sikrede jeg mit hold oprykning i den første sæson ligesom i tilfældet var i Middelfart og Fredericia. Det var blevet lidt af fast rutine for mig.

I foråret 2004 blev Christine gravid og vi bestemte vi os for at beholde barnet. Alt var da også fryd og gammen, da den lille kom til verden. Jeg havde forsat succes i Doncaster og mor og barn havde det godt. Vi var lykkelige men lykken er som sagt lunefuld. For da Christines barsel var overstået meldte hverdagen sig. Vi var begge ambitiøse med vores karriere og pludselig var alt ikke så nemt mere. Vores forhold blev til en kamp mellem to store egoer som slet ikke klar til at sætte sig selv til side. Ja jeg blev det faktisk aldrig. Misforstå mig ikke, jeg elsker min søn men mit fokus på karrieren fyldte rigtig meget og jeg havde enormt svært ved at acceptere, at Christine ikke ville ofre sig. Dengang mente jeg, at mit liv som manager var vigtigere end hendes karriere. Og i sidste ende kostede det mig forholdet til dem begge. Set i bakspejlet kan jeg sagtens forstå hendes beslutning om at smide mig på porten men dengang var jeg bitter og skuffet.

Jeg havde brug for en luft forandring og jeg ville langt væk fra Leeds og omegn. Så efter tre succesrige sæsoner i Doncaster, som bød på oprykning fra League Two og to flotte placeringer som nr.10 og nr.8 i League One, så søgte jeg videre.  Det var i sommeren 2006 og rygterne om den unge talentfulde dansker havde bredt sig og det væltede ind med tilbud fra større klubber både i League One og fra The Championship men det eneste jeg havde for øje, det var at komme så langt væk fra Christine som overhovedet muligt.

Den beslutning har jeg skammet mig over og fortrudt mange gange siden. For det var min søn, der måtte betale prisen for min bitterhed. Vores forhold de efterfølgende år måtte lide under den beslutning men dengang kunne jeg ikke se ud over min egen næsetip, hvilket ikke ligefrem mit stolteste øjeblik. Jeg blev da heldigvis klogere som tiden gik og sidenhen har mit forhold til min søn været fantastisk, selvom der kunne gå længe imellem vi så hinanden. Christine og jeg fik endda et godt samarbejde op at stå. Jeg vil tilmed gå så langt at sige, vi blev rigtig gode venner.

Om min karriere havde udformet sig ligeså succesfuldt hvis jeg havde truffet et andet valg dengang, det er jeg noget i tvivl om. For den fik et stort kick fremad på baggrund af det meget ”tilfældige” valg jeg tog den sommer. Jeg rykkede til det sydlige England nærmere betegnet Bristol City som befandt sig i League One. Jeg havde bedre tilbud fra større klubber i blandt andet The Championship. Det var dog ikke et sportsligt valg men et privat jeg stod overfor. Jeg ville bare så langt væk som overhovedet muligt men holde mig indenfor Englands grænser og Bristol var perfekt. Det skulle dog vise sig, at jeg igen havde ramt rigtig, selvom det som sagt var noget tilfældigt.

Bristol City og jeg var et match made in heaven. Endnu engang rykkede jeg op i min debutsæson og denne gang gik det ikke stille for sig. Ashton Gate blev invaderet af klubbens fans og festen ville ingen ende tage. Sommerens solstråle historie i flere af de store sportsaviser både i England og Danmark var om mirakelmageren fra Danmark. Jeg fik en stor eksponering i pressen og den sommer var for sindssyg. Min telefon kimede uafbrudt og jeg fik flere tilbud fra Premier League klubber, der alle ville have finger i mirakelmageren. Ironisk nok var Man City blandt bejlerne. Tænk hvordan historien havde formet sig, hvis jeg havde takket ja til det tilbud.

Jeg fik dog kolde fødder. Jeg gik i panik over den enorme opmærksomhed og en til Fredericia og gik i skjul hos min mor. Jeg søgte råd og vejledning hos min gamle mentor Øjvind og sammen kom vi frem til den konklusion, at et par år mere udenfor den bedste række nok ville være bedst. Selvom jeg nu var blevet 32 år, så følte jeg mig voldsom ung og på mange måder urutineret. Jeg havde aldrig haft ansvaret for et hold i den bedste række. Jeg ville have lidt mere hår på brystet, før jeg tog turen til The Big League. Så jeg blev i Bristol endnu en sæson.

Taktikken

Nu er det måske blasfemi for nogen United fans at sige: Rooney er holdets nye 8er. Jeg er blandt dem, som længe gerne har set ham længere tilbage i banen, især da vi stod og manglede folk på den centrale midtbane som kunne drive bolden fremad. Problemet var bare, at RvP blev meget alene og Welbeck ikke kunne ramme målet. Welbeck er dog fortid og Falcao er kommet til. Så løsningen blev, Rooney 8er, Rvp 10er og Falcao 9eren. Mata ryger en tur ud på kanten, hvor Di Maria også husere. Det er dog kun i min kontrollerende taktik, som tager sit udgangspunkt i 4-2-3-1 formationen, at jeg har Di Maria, Mata, RvP, Rooney og Falcao med på samme tid. I den kontrollerende taktik jeg vil spille bredere, stå højere, presse mere og være mere kreativ.

Jeg holder det helt standard i min standard taktik, her har jeg ikke nogen instruktioner. Her er kampenes forløb afgørende. Jeg lytter generelt meget til min assistent. Hvis han anbefaler jeg skal spille mere direkte og med høje bolde ind i feltet, så gør jeg gerne det. Eller måske med fokus på mere boldbesiddelse og tålmodighed, så skifter jeg.

De faste læsere kender efterhånden min taktiske tilgang, som handler om balance, så det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg har valgt et flexible system i både 4-2-3-1 og 4-1-2-2-1 formationen. Hvor der selvfølgelig er en balancespiller, altså en centralmidtbane i defensiv rolle eller en DMC samt et bindeled mellem angreb og midtbane som kommer til udtryk i form af en AMC på 10er positionen eller angriberen i support. Derudover er mine backs sat til automatisk rolle, så antallet af defensive, support og offensive roller tilpasses holdets mentalitet. Spillerrollerne kan variere lidt på de 3 centrale pladser på midtbanen. Kombinationerne kan være mange alt efter hvilke spillere jeg bruger og hvordan kampene forløber.

Standard                         Control

[Robinho4ever]

Det er ganske enkelt bare eminent læsning; Football Manager, tastatur og givetvis en masse kaffe, så sker der magi fra Westers hånd - tak!

Spændende projekt og det bliver fedt at læse din videre - sidste - færd med dette spil. Mon ikke du kan vippe SAF af pinden ;-)

Samtidig er det vemodigt. Din sidste blog. Det bliver et stort tab. Jeg har fulgt dine skriv både på FMD og her på FMF og kvaliteten er altid fornem. Men held og lykke, Wester.

Jeg er med på sidelinjen!

[Wester]

Det er ganske enkelt bare eminent læsning; Football Manager, tastatur og givetvis en masse kaffe, så sker der magi fra Westers hånd - tak!

Spændende projekt og det bliver fedt at læse din videre - sidste - færd med dette spil. Mon ikke du kan vippe SAF af pinden ;-)

Samtidig er det vemodigt. Din sidste blog. Det bliver et stort tab. Jeg har fulgt dine skriv både på FMD og her på FMF og kvaliteten er altid fornem. Men held og lykke, Wester.

Jeg er med på sidelinjen!

Tak  Det motivere

[Wester]

#7 – Det hollandske eventyr

Efter en fornuftig sæson i The Championship så stoppede mit eventyr i Bristol i sommeren 2008. Jeg følte det var på tide, at jeg forsøgte mig med et hold fra den bedste række. Det blev dog ikke i Premier League, som jeg ellers havde håbet og forventet. Jeg var i spil til flere jobs i Premier League men hver eneste gang blev jeg overhalet indenom af mere erfarne kandidater. Som tiden gik begyndte jeg at undersøge andre muligheder.

Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg havde stor sympati med danske Brøndby IF og jeg var også enormt tæt på at skrive under på en kontrakt med klubben fra Vestegnen. BIF havde indgået en stor aftale med KasiGroup med Jesper Nielsen i spidsen. Der skulle satses stort i BIF og klubbens skulle tilbage som Danmarks fodboldflagskib. Der var dog noget i møderne med Per Bjerregaard der ikke helt føltes rigtig. Jeg havde en underlig fornemmelse og min mavefornemmelse sagde mig, at BIF ikke var et projekt for mig. Når jeg ser tilbage, så er jeg glad for at jeg ikke blev en del af det gale hus. Heldigvis fik de senere hen styr på tingene men hold da kæft det sejlede for dem i de år.

Min agent havde undersøgt markedet udenfor England og Danmark mens jeg forhandlede med BIF. Jeg havde brug for at holde mine muligheder åbne og gryden i kog. Hypen omkring mig var dog ikke stor udenfor Danmark og i de ”lavere” rækker i England. Jeg var faktisk ved at gå lidt i panik, for der var ligesom ikke nogen der bed på. I sidste ende lykkes det dog og jeg endte i hollandske FC Twente.

Som udgangspunkt var det ikke drømmejobbet men jeg valgte at se Æresdivisionen som en godt sted at suge erfaring til sig og samtidig kunne klubben byde på europæisk fodbold. Den mulighed kunne jeg ikke sige nej til, selvom der var økonomisk mere attraktive tilbud i mere eksotiske ligaer både sydpå i Tyrkiet og øst på i Rusland. Jeg tænker stadig tilbage med glæde på årene i Holland, det var en fantastisk tid. Den hollandske kultur mindede meget om den danske og jeg befandt mig godt i Holland, hvor jeg endnu engang fandt kærligheden og denne gang ramte jeg rigtig.

Jeg havde næsten opgivet håbet om et partnerskab. For mit job var krævende og hvem ville ofre sig og skabe familie med en hvis job fyldte så meget? Det ville Neel, smukke guddommelige Neel som bakkede mig op lige til det sidste. Og sportsligt blev det også en stor succes. Hvor vi i 2010 endte med at vinde mesterskabet for første gang i klubbens historie.

[Wester]

#8 - Guldfeber

Det har været nogle dejlige år i Holland men efter sæsonen 2010-11 havde jeg brug for en ny udfordring. Jeg syntes ligesom, at jeg havde opnået, det jeg kunne med FC Twente. Jeg ville gerne videre og samle mere erfaring. Efter mesterskabet med Twente var mit omdømme steget betydeligt og jeg havde flere gode tilbud. Det var dog ingen tilbud fra helt de store klubber og de tilbud der var fra de største ligaer, det var fra oprykkerhold og hold der nok måtte kæmpe i den nedre halvdel. Det fandt jeg ikke super attraktivt.

Jeg havde fået guldfeber og smag for kampen om i toppen. Så jeg ville til en klub, hvor der var mulighed for mesterskaber og deltagelse i Champions League. Det var der i Benfica og det passede både Neel og jeg perfekt! Hun ville gerne en tur sydpå og jeg ville som sagt gerne suge erfaring til mig og gerne med en anden fodboldkultur. Så vi prøvede lykken i Portugal.

Det blev til tre år derned og sportsligt blev det en succes. Vi sikrede os mesterskabet i 2014 efter en yderst skuffende 2. plads året før, hvor vi tabte mesterskabet i andensidste spillerunde til FC Porto. Det blev også til to europæiske finaler i Euro League men begge gange måtte vi lide den bet at tabe, i første omgang til Chelsea og året efter til Sevilla. Jeg havde dog bevist, at jeg også kunne gøre mig på den europæiske scene og resultaterne i Benfica var fine. Jeg havde efterhånden opbygget mig et ganske fornuftigt CV, hvor jeg gang på gang havde fået det optimale ud af mine hold.

Neel og jeg faldt dog aldrig rigtig til i landet, vi følte os lidt som turister. Ikke et ondt ord om Benfica eller portugiserne, hvor alle havde behandlet på fornemmeste vis. Vi ønskede os bare videre, livet i Portugal var ikke for os og jeg ville rigtig gerne tilbage til England. Også pga. det faktum, at Neel var gravid, vi ventede tvillinger og jeg ville gerne opdrage mine børn i enten Danmark, Holland eller England. Holland og Danmark var dog udelukket pga. mine sportslige ambitioner og der var fine tilbud fra England.

[Wester]

#9 - Drømmejobbet

En af foråret og sommerens store samtaleemner i 2014 var, hvem skulle være Manchester Uniteds nye manager? For Sir Alex Fergusons egen kandidat, David Moyes, havde ikke ligefrem levet op til forventningerne og titlen som The Chosen One, så han var fortid. Flere navne var rygende varme på rygtebørsen, især Ryan Giggs, Louis van Gaal, Mauricio Pochettino og Carlo Ancelotti.

Louis van Gaal var længe storfavoritten og senere kom det da også frem, at van Gaal og United havde forhandlet. Det var dog aldrig kommet til enighed. Van Gaal havde krav, som klubben ikke var klar til at efterleve, såsom at han ville have sine egne folk med og Ryan Giggs ikke var en del af planerne. Så forhandlingerne faldt fra hinanden.

Mit eget navn florerede også blandt kandidaterne men bookmakerne havde ikke meget tiltro til, at jobbet skulle tilfalde mig. Det var ingen hemmelighed, at det ville være drømmejobbet. Jeg havde aldrig lagt skjul på, at jeg var United fan fra barnsben. Jeg tog det dog med ophøjet ro, for jeg kendte efterhånden gamet og jeg havde ikke fået nogen konkrete henvendelser fra United. Nok pga. det faktum, at van Gaal og United forhandlede.

Jeg tog det med knapt så meget ophøjet ro, da min agent ringede og fortalte mig, at der var en henvendelse fra United. Mit hjerte hoppede et slag over. United, det havde jeg ikke lige forberedt mig på. Jeg var rent faktisk i gang med at snakke med Tottenham men pludselig gik tingene stærkt. Jeg endte i United og Pochettino i Tottenham. Jeg var ikke for fin til at takke ja til jobbet, selvom jeg vidste, at jeg ikke havde været topkandidaten. Det var der ikke lagt skjul på under samtalerne med Ed Woodward. Samtaler som var hudløs ærlige, hvilket jeg værdsatte og som grundlagde fundamentet for vores gode samarbejde.

Sommeren og efteråret 2014 står som det vildeste halve år i mit liv. Far til nyfødte tvillinger og nystartet manager i en af verdens største klubber. Mit hoved var ved at eksplodere og jeg skylder alt tak til Neel for at jeg kom igennem den tid. - Åh gud hvor jeg dog savner hende. Må min engel hvile i fred. - Hun var en stålfast støtte og knoklede om nogen endnu mere end jeg gjorde. Hun havde styr på tingene derhjemme og jeg kunne fokusere på jobbet. Hun fik mig til at føle mig som en god mand og far. Der var vi tilbage ved det grundlæggende. Den historie der blev fortalt, den levede jeg op til. Hun var som folkeskolelærer tilbage i 8.klasse. Hun troede på mig og havde store forventninger og dem forsøgte jeg at leve op til.

[Wester]

#10 – En god debut

United var opsatte på at komme tilbage til toppen og det forjættet land Champions League. Og bestyrelse bakkede den ambition op med handling. De gav mig mere eller mindre en blankocheck til indkøb men markedet den sommer var ikke nemt, for konkurrencen var stor og det var svært at tiltrække de største navne eftersom holdet ikke deltog i Champions League.

Det lykkes os dog, at signe nogle rigtig store navne deriblandt Di Maria og Falcao, som var vigtige brikker i den genopbygningsfase holdet skulle igennem. Der mener jeg ikke behovet for bedre spillere, for dem var der rigeligt af i United. Problemet lå et helt andet sted. I den historie der var blevet fortalt efter Ferguson stoppede som manager. Man var begyndt at tale som et midterhold og spille som et midterhold under David Moyes. Det hele handlede om psykologi.

Troen skulle tilbage i United og et par store signings skulle netop signalere, at United er og var en stor klub. Forventninger er store og det samme er kravene. Forventer man noget af spillerne, så skal de nok leve op til dem, for kvaliteten var der. Troen på egne evner skulle bare tilbage. Hele opstarten i United var selvfølgelig hektisk. Nye spillere, en ny taktisk tilgang og nye træningsmetoder. Mit største fokus var dog på det psykologiske plan. Alle holdmøder og møder med de enkelte spillere handlede om at sætte forventningerne højt og få dem til at tro på, at vi kunne leve op til dem. Målsætningen var at kæmpe med om mesterskabet. En målsætning den engelske presse ikke ligefrem delte. De havde på forhånd afskrevet os.

Det var derfor enormt vigtigt, at komme rigtig godt fra start i åbningskampen på hjemmebane mod West Ham. Et nederlag fra start ville sætte gang i tvivlen igen, for holdet var skrøbeligt og pressen ville vælte over os som sultne ulve, hvis vi tabte. Så presset var stort men klart en fordel for mig. Det var som om kampens vigtighed for holdet fjernede en masse fokus på min egen person. Det var ikke et spørgsmål om den nye manager men et spørgsmål om det ”nye” United hold. Hvilket sjovt nok hjalp os på vej. For det var ikke en enkel mand i fokus, det var os alle. Vi måtte stå sammen som en enhed.

At det så i sidste ende mere eller mindre var en mand, der trak alle overskrifterne, det var til at leve med. West Ham kom tidligt foran men heldigvis udlignede Mata til 1-1 kort før pausen. Et psykologisk godt tidspunkt. Det gjorde tingene noget nemmere ved halvleg. Derefter stjal Falcao scenen og fik den perfekte debut. Han nettede to gange og lukkede dermed kampen selvom West Ham reducerede til 3-2 i overtiden.

Falcao

Så er vi får alvor i gang og som historien afslører, så fik jeg hevet en sejr hjem i året første kamp. Hvor Falcao blev kampens store helt. Kampens resultat på 3-2 er en smule misvisende, for jeg dominerede total men West Ham var effektive, når chancen bød sig til. Det var en vigtig sejr, for holdets moral er lidt nede når man starter op med United og god moral var der brug for. Jeg havde nogle svære udekampe i sigte. I de efterfølgende 7 kampe skulle jeg møde Liverpool, Arsenal og Man City ude.

[El Cubo]

Det her kan sætte nye standarder!

[Wester]

Det her kan sætte nye standarder!

Tak

[Wester]

#11 - Rivalerne

Jeg havde som sådan ikke nogen forhåndsindtagelser omkring Arsène Wenger inden jeg startede i United. Jeg havde respekt for det arbejde, som han stod for i Arsenal. Jeg vidste godt, at han var om sig især i spillet udenfor banen, jeg havde jo fulgt med i hans kampe mod SAF og Mourinho mfl. Jeg blev dog chokeret over hans opførelse op til vores første, som var på udebane i sæsonen anden kamp.

Hele ugen op til kampen var han gang på gang ude i pressen med den ene tåbelige kommentar efter den anden. I starten slog jeg det hen, var diplomatisk og fokuserede på opgaven men jeg må indrømme, at han til sidst gik mig en smule under huden. Han virkede som en bitter mand og i min optik helt til grin. Jeg holdte mig i skinnet og forholdte mig professionel men indeni havde jeg lyst til at sende en sviner hans vej. Til gengæld må jeg sige, at både Brendan Rodgers og Manuel Pellegrini var yderst sympatiske og havde en helt anden tilgang med den fornødne professionelle respekt.

Udekampene mod Arsenal City og Liverpool var ærkefjendeopgør og forbandet vigtige at få gode resultater med fra. Ikke mindst for at vinde tilliden fra klubbens fans. Vi havde brug for den positive historie, det var den, der skulle få os tilbage på sporet. Vi havde brug for vores fans og havde brug for, at de andre klubber igen frygtede at møde United. Mægtige United, det var historien vi jagtede. Derfor var kampene mod Arsenal, City og Liverpool af så stor betydning.

Projektet lykkes og vi vandt dem alle tre og i starten af november efter endnu en sejr, denne gang mod Tottenham, så var historien vendt. United var igen et hold man frygtede. Pressen næsten faldt over hinanden for at fortælle historien om det nye United. Det velspillede United. Det ubesejrede United som toppede ligaen med 31 point ud af 33 mulige. – og i frygt for at lyde som en smålig lille mand, så frydede det mig at se på stillingen og se Wenger’s mandskab på en 10. plads. Ikke fordi jeg havde noget imod Arsenal som klub men jeg nød at Wenger måtte lide.

Ubesejret

Jeg er kommet helt exceptionel fra start. 31 point ud af 33 mulige i Premier League. Det overstiger mine egne forventninger og jeg er overraskede over hvor godt holdet spiller. Og så skal det siges, at Falcao er et monster i rollen som komplet angriber i offensiv rolle. 10 Premier League kampe, 10 mål, 5 assist og et snit på 7.84 - Jeg havde forventet, at jeg skulle kæmpe lidt i starten indtil de nye spillere var faldet på plads. Og en længere skade til Di Maria i opstarten, havde jeg også forventet ville koste lidt. Han var ude de første tre måneder og er først lige kommet tilbage.  - Jeg er pt. forskånet for alvorlige skader og moralen på holdet er fænomenal, så der er ingen undskyldninger for ikke at forsætte den flotte form.