1500 - #fyret

 

[Wester]

#12 – Ingen private venskaber

José Mourinho var ligesom Arsène Wenger noget om sig i ugen op til vores opgør men modsat Wenger, så gjorde Mourinho det med en underfundig charme og tilpas ironi. Wenger virkede bare som en bitter og indebrændt gammel mand. Hvor Mourinho havde en tydelig plan med hans mindgames og jeg havde en enorm respekt for ham og hans tilgang, selvom jeg var den total modsatte type. Jeg holdte mig altid diplomatisk og har vel altid været lidt kedelig. I hvert fald i sammenligning med Mourinho, hvis pressemøder altid var top underholdning.

Top underholdning blev vores første møde med hinanden i Premier League også. En episk kamp som endte 3-3 og stadig står som en klassiker. En kamp som bølgede frem og tilbage og hvor begge hold slap tøjlerne. Og en af de få kampe, hvor jeg var tilfreds med et uafgjort resultat på hjemmebane. Først og fremmest fordi vi lavede et super comeback efter at være nede med både 2-0 og 3-2 men også fordi vi stadig stod som ubesejret efter sæsonens første 14 kampe. Det var vigtigt for moralen og ikke mindst for projektet med slette fortællingen om et svækket Manchester United efter Fergusons farvel.

Jeg havde som sagt stor respekt for Mourinho men private venner blev vi aldrig. Vi var nok for forskellige. Den øldrikkende kedelige jyske mand, lå langt fra den temperamentsfulde rødvinsdrikkende portugiser. Igennem mine mange år som professionel manager har der ikke været mange private venskaber indenfor fodboldens verden. Bekendtskaber med stor respekt for hinandens arbejde, dem var der mange af men sjældent private venskaber. Den beslutning havde jeg taget tidligt i min karriere. Snot og kanel blev delt.  Jeg holdte mit privatliv var helligt, det var mit pusterum væk fra fodbolden.

[Wester]

#13 – If it ain’t broken

Premier League er måske verdens hårdeste liga og det tæt pakket juleprogram kommer ofte bag på nyankomne. Det er en både fysisk og mentalt udfordrende og det har i flere omgange været til diskussion om der skulle holdes juleferie. Jeg har dog altid sagt: If it ain’t broken, don’t fix it.

Selvfølgelig er det hårdt for spillerne, at de ikke kan holde juleferie med deres familier men det er en del af prisen for at være med i Premier League. Det tætte juleprogram er en del af charmen i engelsk fodbold og argumentet i min verden for at beholde juleprogrammet, det er af hensyn til ligaens fans. Det er en tradition og en helt speciel tid for de fleste Premier League fans, som nok ikke kunne forestille sig en jul uden fodbold på programmet.

Personligt husker jeg mange familiejulefrokoste r 2.juledag hos min mormor, hvor mine fodboldinteressered e fætre, onkler og jeg fulgte kampene fra England imellem sildemadderne. Det var fantastisk hyggeligt. - 2.juledag 2014 var der traditionen tro familiejulefrokost, denne gang hos min mor for min gamle mormor der havde rundet de 93 år, kunne ikke længere overskue det. Jeg kunne ikke deltage, vi skulle spille udekamp mod Southampton. Jeg benyttede i stedet for at sende en julehilsen til familien i et interviewet kort før kampen. Jeg vidste, at mine fætre og onkler sad foran skærmen. Heldigvis nappede vi en sejr.

Halvvejs

Så er jeg nået halvvejs i den første sæson og er på den anden side af juleprogrammet. 19 kampe er blevet spillet og det går forrygende. Jeg er stadig ubesejret og topper Premier League.

[Sarl]

Jeg er vild med din grafik Wester!

[Wester]

Jeg er vild med din grafik Wester!

Tak 

[Wester]

#14 – Man kan ikke gøre alle tilfredse

En ting er helt sikkert, at man kan umuligt gøre alle tilfredse som manager især i en stor klub som Man Utd. Der er mange spillere af høj kvalitet, som alle er ærgerrige ellers havde de ikke været der. De vil alle gerne spille fast men det er ikke muligt. Nogen må tage til takke med rollen som back up. Sæsonen 2014-15 var ekstra svær på punkt for der var mindre spilletid at kæmpe om for de ærgerrige spillere, da klubben ikke deltog i de europæiske turneringer. Og den manglede deltagelsen bragte flere problematikker med sig.

Flere af spillerne var selvfølgelig ikke tilfreds med situationen og ønskede at spille med det højeste niveau. Hvis holdet ikke kvalificerede til Champions League i denne omgang, så ville flere spillere søge andetsteds. Der havde været flere transferhenvendelse r blandt andet omkring Rafael og De Gea, hvilket ikke gjorde tingene nemmere. De accepterede at give United en chance men det var tydeligt, hvis det skulle mislykkes, så var der nok flere, der ville være fortid. Samtidig ville et lidt tættere program betyde en større rotation i truppen og dermed større tilfredshed. Så det var utroligt vigtigt at komme tilbage i det gode selskab.

En af de spillere der ikke havde det nemt, det var Marouane Fellaini, som var David Moyes store signing. Han var efter min mening total fejlcastet til Man Utd. Han virkede som en fremmedelement på holdet og var slet ikke den type, som jeg søgte efter til midtbanen. Så hans spilletid var meget begrænset, hvilket han naturligvis ikke var tilfreds med. Vi tog en snak om emnet og var enige om, at tiden i United var forbi. Heldigvis tog han det pænt og skabe ingen uro i truppen og jeg har kun stor respekt for Fellaini, som igennem hele forløbet var yderst professionel også på træningsbanen. Og jeg mener da også, at han var en ganske fornuftig spiller men fejlcastet i forhold til United.

Transfervinduet

Januars transfervindue er overstået og Fellaini er sendt på et lejeophold i Zenit med en frikøbsklausul på 7,5 mio £. Han var begyndt at være utilfreds, så for at holde ro i truppen, så sendte jeg ham videre, da jeg alligevel ikke havde brug for ham. I sommerens transfervindue sikrede jeg mig Martin Ødegaards underskrift. Den unge nordmand er ankommet i truppen. Om han får en fremtræden rolle i historien, det må tiden vise.

[Wester]

#15 – Den mentale styrke

En af de store samtale emner da jeg overtog ansvaret i United, det var holdet mentale styrke. Al selvtillid var tydeligvis væk og den store mentale styrke som ellers var et varemærke under Sir Alex Ferguson, det var ikke længere synonym med United. Under Fergusons ledelse troede spillerne på egne evner, ja tit over egne formåen og kæmpede til det sidste. Og hvis man led et nederlag så kom man tilbage med dobbelt styrke i kampene efter.

Det var et varemærke vi kæmpede for at få tilbage i klubben. Vi var dog ikke blevet testet på det endnu, da vi bare vandt og vandt men vi vidste, at nederlag måtte komme på et tidspunkt og spørgsmålet var så, hvordan vi ville reagere. Ville vi falde sammen som under David Moyes eller ville vi rejse os og komme styrket tilbage. - Og da prøven endelig kom, så var den seriøs. For holdets første nederlag blev på hjemmebane mod ærkerivalerne fra Liverpool. Hvilket i sig selv er slemt nok men holdet faldt helt fra hinanden i løbet af kampen og endte med at tabe med 1-4. Jeg må indrømme, at det gav mig bange anelser. Hvordan ville spillerne reagere? Reaktionen blev en sikker 3-0 sejr ude mod Newcastle. United var tilbage til sit gamle selv.

Da foråret ankom så toppede vi stadig Premier League, så sportsligt gik det super godt. Jeg var faldet rigtig godt til i klubben og havde efterhånden styr på alle mine opgaver. Det hjalp selvfølgelig også, at Neel var glad for livet i Manchester og tvillingerne havde det godt. Så der var ro på hjemmefronten. Samtidig var jeg efter 10 år som fraværende far igen tættere på min søn.

Guldjagt

Jeg har hele sæsonen igennem holdt lidt igen med mine forventninger. Målet har været en top 3 placering men jeg kan ikke længere underspille, for United topper ligaen og holdet er i super form. Så nu går jeg selvfølgelig efter guldet og bliver skuffet hvis jeg ikke napper mesterskabet.

[Wester]

#16 - Tomhed

Den 29. april 2015 blev en dag med blandede følelser. Vi havde lige slået lokalrivalerne fra Manchester City i FA Cup semifinalen, da jeg modtog et opkald fra Danmark. Min far var gået bort. Han havde fået et hjertestop. Egentlig burde jeg være ked af det men det eneste jeg følte, det var en underlig tomhed blandet med bitterhed og skuffelse. Han havde været fraværende det meste af mit liv og min første tanke var: Det er bare fucking typisk! – Umilddelbart ikke den mest sympatiske tanke ved beskeden om sin fars bortgang men selv så mange år efter, så skammer jeg mig ikke over det. For det var præcis sådan jeg havde det.

Vores forhold havde mildest talt været anstrengt i mange år. Jeg havde forsøgt igen og igen at skabe et forhold til min far men til sidst havde jeg opgivet og jeg var så satans bitter på ham. Han nåede aldrig at se tvillinger på trods af flere invitationer. Det tilgav jeg ham aldrig. – Jeg vidste godt, at min far var af den gamle skole og ikke havde haft det nemt i sin barndom men hans afstumpede personlighed, det fandt jeg ikke undskyldning for. Som barn var jeg ikke så bevidst om tingene men som voksen fik jeg øje på hans usympatiske væsen. 

Jeg bøvlede i mange år med den bitterhed både før og efter hans død. Det værste var dog det spøgelse der lå hen over mig, for jeg havde flere af de samme karaktertræk som ham. Et kæmpe ego krydret stædighed, bedreviden, utålmodig og rastløshed. Karaktertræk som jeg i mange år hadede og arbejdede med fordi de mindede mig om min far, som jeg slet ikke ønskede at ligne. De lå bare så dybt i mig og senere lærte jeg at leve med dem, omfavne dem og bruge dem positivt frem for at skamme mig over dem.

Maj måned blev på mange måder en barsk omgang. For udover min fars død, som vækkede så mange trælse tanker og følelser i mig, ting som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Så gik det heller ikke ligefrem godt på arbejde. Vi havde kort forinden tabt til de direkte guldkonkurrenter fra Chelsea og få dage efter også tabte til Everton. Pludselig var mesterskabet i fare og endnu værre blev det, da vi tabte 0-1 til Crystal Palace på udebane. Pludselig var forspringet til Chelsea reduceret til et enkelt point før de sidste to runder.

I anden sidste spillerunde skulle vi møde Southampton på hjemmebane. Og der tabte jeg for alvor hatten. Jeg havde ellers opbygget mig et ry, som en stille og rolig manager som var i direkte modstrid med mine personlige karaktertræk. Der var en kæmpe forskel på mig som privatperson og som professionel hvor jeg ikke var på samme måde følelsesmæssigt involverede. På arbejde både jeg ligesom tage afstand fra min indre uro. Det kunne jeg bare ikke i Southampton kampen.

Vi havde et klart oplæg til kampen og der skulle tre point på tavlen. Alt gik da også efter planen og vi dominerede kampen og skabte godt med chancer. Jeg kunne godt se, at Rooneys spændingsniveau var lidt højt og efter 22 minutter fik han gult kort. Jeg tog det roligt. Han var holdets anfører og Rooney var efterhånden en rutineret herre, så jeg var ikke bekymret. 6 minutter senere så han rødt. Og så sprang der en sikring. - Jeg husker ikke så meget ellers fra kampen andet end jeg brugte resten af tiden råbene og skrigene i det tekniske felt. At jeg ikke blev bortvist, det er stadig over min fatteevne. Det var som at se Sir Alex Ferguson på hans værste dage. Og skideballen til Rooney efter kampen den taler de stadig om i United. - Ved et mirakel og voldsomt ufortjent, så hentede vi en 1-0 sejr hjem og havde derfor stadig mulighed for at sikre os mesterskabet på egen hånd.

To finaler

Jeg er kommet i FA Cup finalen, hvor Tottenham venter. Og så mangler der en enkel kamp i Premier League. Som I kan se, så kan jeg med en sejr nappe mesterskabet. Den sidste kamp er ude mod Hull. De sidste par måneder har ikke været sjove. Det er blevet til 3 nederlag og 3 sejre og et eller sikkert mesterskab er for alvor i fare. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. For helvede hvor er det ringe.

[Wester]

#17 – En uventet helt

Der har igennem tiden været mange store og vigtige sæsoner i United men sæsonen 2014/15 var måske den vigtigste i 30 år. Klubben havde været i knæ og skulle tilbage på sporet. Det var yderst vigtigt, at klubben kom tilbage i toppen af Premier League og det gode selskab i Champions League. Efter katastrofe sæsonen med David Moyes, så havde klubben ikke råd til endnu en fiasko, for så ville det blive svært at komme tilbage. Alle lige fra klubbens fans, henover trænerstaben til bestyrelsen vidste hvor vigtig sæsonen var.

Klubbens målsætning med minimum en top 4 position var sikret og alt blev kogt ned til to finaler. To kampe som kunne forvandle sæsonen til et triumftog tilbage til toppen. Den ene i Premier League mod Hull, hvor vi med en sejr kunne vinde klubbens 21. mesterskab og en FA Cup finale mod Tottenham.

Kravet det var simpelt. En sejr mod Hull og så ville mesterskabet være hjemme. Til kampen måtte vi undvære både Robin van Persie som var ude med skade og Wayne Rooney som havde karantæne. Så der var langt et stort ansvar over på Falcao, som havde været helt fantastisk den sæson. 33 mål i 31 Premier League kampe. Så han var manden der skulle sikre os sejren og de mål vi behøvede.

Det vidste Hull selvfølgelig. Et Hull hold der ikke havde det store at spille for andet end æren. Det ville bare gerne drille og helt som forventet, så parkerede de bussen foran deres mål og havde stor succes med at lukke Falcao ned. Samtidig spillede nerverne spillerne et pus, vi spillede ikke frit og kunne slet ikke finde rytmen og som minutterne gik, så bredte panikken sig mere og mere men i de døende minutter, så dukkede der en uventet helt op.

Marcos Rojo som endnu havde sit første mål til gode i United trøjen, dukkede op på fjerneste stolpe på en dødbold og sendte bolden i nettet og blev match winner. Et ganske fornuftigt tidspunkt at lave sit første mål. Mesterskabet var i hus. - Få dage senere fordobblede hans sin mål total, da han mere eller mindre lukke FA Cup finalen med en scoring til 3-1, som blev kampens resultat og dermed var The Double hjemme. United var tilbage!

Profilerne

Det blev til The Double. Det blev til 93 point i Premier League og en finale sejr på 3-0 i FA Cuppen. Så er jeg selvfølgelig mere end tilfreds. Holdet har spillet rigtig fint men fik en lille nedtur i slutningen, hvor jeg nok tog nogle forkerte beslutninger. Jeg ville så gerne lukke og slukke, så blev nok lidt for ivrig i nogle af kampene.

Holdet har præsteret flot både defensivt og offensivt. Jeg havde frygtet, at min defensiv ikke var stærk nok men Rojo og Phil Jones var yderst solide i midterforsvaret. Offensivt vidste jeg, at det nok skulle gå og her blev de to store profiler Mata som stod for 22 assist, 18 af dem i Premier League og så Falcao der i rollen som komplet angriber nettede hele 33 gange i 31 Premier League kampe.

[Wester]

#18 – Transferrygter

I en klub som Man Utd skal man vænne sig til, at der konstant er transferrygter i gang i pressen og rygter om intern uro. Pressen vil gerne sælge aviser og fodboldfolket elsker at have noget at snakke om. Alle er dog bevidste om, at 99 % af disse rygter bare er snak. United tilbagekomst til det fine selskab i Champions League, fik da også pressen til at gå helt i selvsving. Det ene vilde rygte efter det andet florerede. Den ene uge var Cristiano Ronaldo på vej tilbage og ugen efter var det Mats Hummels der skulle være den næste i United trøjen. Wayne Rooney og Falcao kæmpede åbenbart også om at komme til Real Madrid, rygtet sagde at de ikke kunne lide hinanden og Rooney var utilfreds med rollen som holdets 8er.

Det hele virkede ærlig talt lidt fjollet, at skulle svare på journalisternes spørgsmål omkring deres egne fabrikerede rygter. Det var også hysterisk morsomt, at se hvad de fik ud af mine svar. Ingen kommentar betød åbenbart, helt sikkert! Helt tosset blev det, da jeg i et svagt øjeblik kom til at nævne, at vi kiggede på et par mulige emner til defensiven. Det betød åbenbart, at jeg var utilfreds med mine nuværende forsvarsspillere. Det var et rent cirkus.

Set i bakspejlet så var det svært at bebrejde dem, for der var gang i butikken den sommer. Jeg var for alvor gået i gang med at trimme truppen og fremtidssikre den. Vi havde alt for mange spillere og der var udsalg. Et hav af spillere forlod klubben den sommer, deriblandt Tom Cleverley, Nick Powell, Nani, Fellaini, Jonny Evans, Antonio Valencia, Ashley Young, Anders Lindegaard og Javier Hernández.

Mange forventede, at vi ville gå ud og hente store navne ind men jeg var yderst tilfreds med truppen og mit mål var at fremtidssikre truppen. Så de indkøb vi lavede, det var ikke etablerede stjerner men unge spillere med stort udviklingspotential e. Spillere som vi anså som fremtiden i United. Unge spillere som nok skulle få deres andel af spilletid. For vi var som sagt tilbage på den europæiske scene, hvilket betød flere kampe og brug for større rotation. Højst profilerede transfer den sommer var vel årets Golden Boy, Memphis Depay, som vi hentede i PSV.

Truppen 2015/16

Der er blevet solgt godt ud, for 93,8 mio. £ for at være præcis. Jeg havde alt for mange etablerede og højt profilerede spillere der ikke var en del af mine planer. Spillere som satte lønbudgettet under pres og som i sidste ende ville skabe uro, hvis jeg forsøgte at holde på dem. Jeg ville som sådan gerne beholde f. eks Jonny Evans men han var på et tidspunkt i hans karriere, hvor han forlangte fast spilletid og det kunne jeg ikke love ham. Så han og flere med samme status som ham måtte forlade klubben.

Jeg fik trimmet truppen godt og grundigt. Jeg hentede 4 nye spillere ind til truppen, som stadig er på 22 mand. På målmandsposten solgte jeg Anders Lindegaard og Ben Amos og så trak jeg Vanja Milinkovic Savic op fra u18 holdet efter hans endte lejemål hos Vojvodina. Den unge målmand har et stort potentiale vurderet til 4 guldstjerner og en sort. I forsvaret sagde jeg farvel til Jonny Evans og Antonio Valencia. Som erstatning for de to hentede jeg John Stones for 19 mio. £ i Everton og Éder Álvarez Balanta for 7,5 mio. £ i River. I offensiven blev det kun til en enkel ændring, hvor Ashley Young blev solgt og årets Golden Boy, Memphis Depay, kom ind som erstatning. Jeg måtte slippe 17,5 mio. £ for Depay, som er hentet i PSV.

A-kæden               B-kæden

[Wester]

#19 – Champions League 2015/16, del 1

Det var kun naturligt, at der var store håb til Champions League 2015/16 sæsonen. Vi var trods alt engelske mestre og FA Cup vindere, så drømmen om Champions League triumf levede i bedste velgående blandt klubbens fans. Spændet mellem fansene håb og forventninger og bestyrelsen samt trænerstabens krav og målsætningen kan dog være stort. For bestyrelsen havde mere realistiske mål og kravet var ”bare” at gå videre fra gruppespillet. Derefter ville tingene mere være op til heldig lodtrækning og dagsformen. Selvfølgelig så man gerne, at klubben ville være med helt fremme men der var mange om buddet og Champions League var trods alt den største og sværeste turnering i verden.

En ting var alle dog enige om, Champions League aften på Old Trafford var noget helt specielt. Det kunne man mærke på stemningen fra direktørgangen i dagene op til kampene til stemningen hos klubbens fans på tribunerne på Champions League aften i Manchester. Netop den stemning var anderledes end til ligakampene. Tribunerne var fyldt med lokale engelske fans og med knapt så mange fodboldturister. Det var bare med lyd på.

Hvilket faktisk var lidt en problemstilling. Hvorfor skulle der ikke være den samme stemning til Premier League kampene? Var fodbold ikke for folket? Det var en problemstilling, som jeg senere hen arbejdede hårdt for at løse. Det var dog ikke noget, som jeg havde fokus på tidligt i min United karriere. Der havde jeg bare travlt med at nyde øjeblikket og fokusere på resultaterne.

Jeg havde prøvet det før både med Twente og Benfica men det var noget andet, når man stod klar på Old Trafford og Champions League hymnen bragede ud af stadionhøjtalerne, så gav det et fantastisk gys i hele kroppen. Så vidste man, at man havde nået drømmen. Det var det, man havde arbejdet så hårdt for. Det var drengedrømmen, der var gået i opfyldelse. Så glemte man alt andet omkring sig og alle de bekymringer man end måtte have til livet udenfor Drømmenes Teater. 

Gruppespillet

Jeg forventede at gå videre fra gruppespillet, alt andet ville være en stor skuffelse. Jeg var dog ikke helt tilfreds med lodtrækningen, for både Monaco og Dortmund kom op af hatten. Det kunne t gå hen og blive svært. Den tvivl blev hurtigt gjort til skamme for efter 4 kampe var jeg allerede sikkert videre.

Gruppe D

Rent taktisk bruger jeg 4-1-2-2-1 og 4-2-3-1 formationerne, hvor jeg har lagt mig fast på nogle faste spillerroller. Jeg har en standard tilgang uden nogen instruktioner til begge formationer. Den bruger jeg i de tætte kampe og så en kontrollerende med følgende fem instruktioner, når jeg er favorit.

•   Play Wider

•   Push Higher Up

•   Press More

•   Be More Expressive

•   Prevent Short GK Distribution

[Alfster]

Tillykke med mesterskabet og FA.  Fremragende skrevet.

Kassen på må bugne i united nu. Kunne være fedt hvis du kunne hente Ronaldo hjem :-)

Ser frem til at høre mere. 

[Wester]

Tillykke med mesterskabet og FA.  Fremragende skrevet.

Kassen på må bugne i united nu. Kunne være fedt hvis du kunne hente Ronaldo hjem :-)

Ser frem til at høre mere. 

Tak

Ja CR7 er altid på ønskesedlen men nu må vi se

[Wester]

Glædelig jul

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nyt FM-år fyldt med gode resultater.

Her går det i hvert fald godt 

Premier League

[Wester]

#20 – Champions League, del 2

Alt lykkes for mig den første tid som United manager, vi vandt mesterskabet og triumferede i FA Cuppen. Vi genskabte historien om mægtige Man Utd og moralen i truppen var i top og selvtilliden var stor. Kort sagt: Alt var fryd og gammen. Derfor kom det også som noget af et chok, da vi den 24. februar 2016 måtte rejse hjem fra Parc des Princes med et nederlag på 5-1 på kontoen. PSG med Zlatan i spidsen havde spillet os ud af banen. Vores Champions League sæson stoppede allerede i den første knockout runde. Det var ikke så meget det, at vi tabte til PSG men mere måden vi tabte på der gjorde ondt.

Spillerne var fantastisk i perioden efter nederlaget. Det arbejdede hårdere end nogensinde og alle var opsat på, at det smertefulde nederlag ikke skulle ødelægge moralen og det vi havde arbejdet for. De fightede røven uden af bukserne og det resulterede i flotte sejre hjemme mod Arsenal, Man City og Chelsea. Hvilket betød vi fastholdte 1. pladsen i Premier League med et enkelt point ned til Chelsea før den sidste afgørende måned.

Så moralen i truppen var stadig i top og nederlaget blev hurtigt glemt af både spillere og klubbens fans men fik det stor betydning for mig i fremtiden. Nederlaget sad som en splint i min hjerne og Champions League blev som en besættelse for mig. Jeg kunne simpelthen ikke slippe nederlaget rent mentalt. Pokalen med de store øre måtte jeg bare hæve, koste hvad det ville.

[Wester]

#21 – En duft af sejr

I en lang karriere indenfor fodbold så oplever man store sejre og bitre nederlag. Nogen husker man for evigt og andre går hurtigt i glemmebogen. En sejr der står stærkt i min hukommelse og man til stadighed taler om her 30 år efter, det var sejren i FA Cup kvartfinalen i 2016 mod ærkerivalerne fra Man City. Det var i sig selv stort, at slå rivalerne i så vigtig en kamp men måden det skete på, det var episk!

Jeg husker stadig atmosfæren i omklædningsrummet før kampen. Det var et af de øjeblikke, hvor man før en kamp ikke er et sekund i tvivl om at sejren kommer i hus. I løbet af mine mange år i United, så er dette sket en 3-4 gange, at man bare kan mærke det. Det er ikke helt til at beskrive. Det er en følelse, en slags summen i kroppen og et sanseindtryk. Det var måden morgenmaden smagte på, hvordan den silende regn føltes på huden på vej ind på stadion og hvordan lyden af publikum var. Det hele føltes elektrisk og jeg vidste det bare. Jeg vidste det. Jeg kunne lugte det, det var duften af sejr. En episk sejr. En historisk sejr på 7-0.

En sejr der står som symbolet på endnu en succesfuld sæson i United, hvor vi for andet år i streg nappede det double efter en FA Cup finalesejr over Everton på 1-0. Alle havde glemt det pinlige nederlag tidligere på sæsonen mod PSG alle undtagen undertegnet, for på trods af succesen og den historiske sejr over City, så var det nederlaget jeg husker bedst.

Endnu en double

Jeg havde før sæsonen gerne solgt den for endnu en double men nederlaget i CHL, det plager mig voldsomt! Så jeg er klar til at bruge mange millioner i sommerens transfervindue, for at bygge en trup op der kan give mig pokalen med de store øre. Jeg har allerede den første store signing klar men hvem det er, det må I vente med at få at vide.

Premier League

FA Cup finalen

Spiller statestik