VERDENS BEDSTE FODBOLDSPILLERJeg har lovet at poste det her indlæg fra BIG Bauke Mollema, der ville bidrage med et alternativt bud på en overset spiller, der måske slet ikke får den kredit, som han fortjener. Nå, men here goes.
”Der er ikke noget, der er så dårligt, at det er ikke er godt for noget”. Er det ikke sådan et velkendt ordsprog lyder? Det er i hvert fald en godt beskrivende talemåde for d. 9. september 1991. For selvom tingene i dette sammenhæng ikke har noget at gøre med hinanden, så vil man i dag nok beskrive det som en sorgens dag, mens man andre steder vil prise sig lykkelig, alt efter hvor man befinder sig henne i den store verden. For mens fodboldverdenen var i sorg over Concetto Lo Bellos død efter en lang og flot karriere på den italienske og internationale grønsvær, så fødtes en brasiliansk dreng i Americana i Sao Paolo-regionen. Den dreng blev døbt Oscar dos Santos Emboaba Júnior.
I dag kender vi ham bare som Oscar, og han gør ikke meget væsen af sig udenfor banen. Faktisk er han en lille smule genert. Om det er fordi, at hans udseende stadig kan forveksles med en folkeskoleelevs, eller om han bare er stille af natur er umuligt at svare på. Men når han træder ind på en fodboldbane, så stråler han, og så viser han, at dagen d. 9. september 1991 ikke var så dårlig en dag for fodbolden alligevel.
Og hvorfor er denne unge brasilianer så interessant? Hvorfor er han langt mere spændende end Brasiliens alt overskyggende stjerne, Neymar? Det er han, fordi at han er atypisk. Fordi jeg tror på, at Oscar står for noget nyt indenfor brasiliansk fodbold. For når du kigger ned på Brasiliens nummer 11, så ser du ikke Ronaldo, Rivaldo eller Ronaldinho. Nej, du ser Oscar. Når jeg kigger ned på Brasiliens nummer 10, så ser jeg ganske vidst et fantastisk stort fodboldtalent, men jeg ser også Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho. Især sidstnævnte. Og det er det den brasilianske befolkning vil have. De vil have Joga Bonito. Det er en del af det brasilianske samfund, hvor drenge spiller fodbold på gaden og i slummen i drømmen om at blive den næste store stjerne med en uovertruffen teknik. Men Oscar er symbolet på en offensiv spiller med helt andre kvaliteter. Kvaliteter som fodboldverden samt kritikere må acceptere. Det gælder også brasilianerne.
I Brasilien arbejder man stadig med at tage Oscar til sig. Det går bedre, og han bliver anset som en god spiller, men han er ikke den mest populære spiller. Han er ikke Neymar eller David Luiz. I Europa og når han repræsenterer engelske Chelsea FC, som er hans klub, er han atter revolutionerende. Han er en holdspiller, og han er taktisk god som få, selvom passet kun lige er begyndt at vise 23 år., En egenskab der kombineret med Oscars villighed til arbejde for holdet i dag har høj prioritet hos træneren José Mourinho. Seneste mod Leicester viste Oscar sig frem og lavede et stykke arbejde, ingen nogensinde vil få øje på, medmindre man kender til den unge mand. Selvom modstanderen var Leicester, så var det et Chelsea-mandskab med respekt for modstanderen, og Mourinho vidste godt, hvor der skulle sættes ind. Andy King er den spiller i Leicester, der har den højeste succesrate, når det gælder afleveringer, og næsten alt spillet går igennem midtbanemanden. Oscar lå millimeter tæt på King hele kampen, og gjorde livet meget vanskeligt for waliseren, men ikke mindste også for Leicester. Chelsea vandt 2-0 på en forrygende 2. halvleg, og mens Diego Costa, Cesc Fábregas og Eden Hazard fik ros for deres måde at lede Chelsea-holdet til sejr på, så gik Oscars arbejde ubemærket hen. Men han var en nøglespiller, og det meste af kampen var han Matics hjælper i defensiven, så Cesc Fabregas kunne slå sine kreative folder offensivt. En utaknemmeligt job som brasilianeren leverer gang på gang uden meget form for omtale.
Chelseas spillere er markeret med blå, og Oscar ligger oveni Fábregas, som spiller med nummer 4
Netop fordi Oscar har defensive egenskaber som de færreste offensive midtbanespillere, og det havde vist sig at være guld for Chelsea, så valgte Mourinho også konsekvent at satse på Chelseas unge outsider som sin nummer 10. Det på bekostning af Chelseas helt store stjerne Juan Mata, som netop havde meldt sin ankomst i en eksklusiv klub for spillere, der havde vundet årets spiller i Chelsea to år i træk. Men Mourinho var ligeglad og udtalte kort inde i sæsonen: ”In this moment, Oscar is my number 10 and, if somebody tells me Oscar is not Chelseas best player since the beginning of the season, i’d have to disagree”. En klar udmelding til Juan Mata, men også et stort skulderklap til brasilianeren. Statistisk er det bevist, at Oscar i 2012/13-sæsonen var spiller, der tacklede tredje mest i Chelsea-truppen. Kun overgået af Cesar Azpilicueta og Ramires. Han tacklede over dobbelt så meget, som sine to kompagnoner Eden Hazard og Juan Mata, hvor de til sammen udgjorde den frygtede trioen, der blev kaldt Mazacar i England.
Og der er ingen tvivl om, at det netop er arbejdshesten Oscar, der blev foretrukket fremfor feinschmeckeren Mata. Statistisk på mål og assists kan Oscar godt pakke sydfrugterne, men i holdets tjeneste er Oscar bedre end Mata. Dermed er Oscar blevet et Mourinho-projekt.
Men det er også et Mourinho-projekt, der får kritik. I Chelsea har man været vant til mange mål fra andre spillere end angriberen i form af Juan Mata og ikke mindst ikonet Frank Lampard. Især i de seneste par år hvor Chelsea har haft svært ved at finde en angriber med mål i støvlerne. De mål har Oscar endnu ikke lavet, og spørgsmålet er, om han nogensinde kommer til det. Oscar lavede i sin debutsæson 12 mål, hvilket egentlig er okay, men kun fire af disse faldt i Premier League, mens han virkede som en helt anden spiller i Champions League. Selvom Chelsea skuffende måtte forlade turneringen som forsvarende mestre allerede i gruppespillet, havde Oscar med fem fuldtræffere imponeret fodbold-Europa. Det ene mål flottere end det andet. Men så blev det også ved det. I Premier League gik der længe, før han fik mål på bylden, og det var endnu engang Mata, der stod for mål og assists i 2012/13-sæsonen.
Dertil har Oscar svært ved at præstere godt over en længere periode, og han har sine udfald. Frem til årsskiftet 2014 var han med afstand Chelseas bedste spiller, men så gik han helt i stå, og han har på nuværende tidspunkt kun scoret en gang i sine seneste 19 Premier League-optrædener. Ikke imponerende for en brasiliansk offensiv midtbanespiller, og en overgang var der ikke meget tvivl om, at det var landsmanden Willian, der skulle spille i stedet for. Disse udfald kan ikke fortsætte, hvis kritikerne skal forstumme, og det kan målscoringen delvist heller ikke på klubplan. Men det er vel ting, som kan læres? Oscars taktiske forståelse i en alder af 23 år kræver for mange en helt fodboldkarriere at forstå, og nogle lærer det slet ikke, selvom de spiller på allerhøjeste niveau.
For det giver ikke ros at tage en modspiller totalt ud af kampen, når det gøres på en diskret måde, så de færreste opdager det, og det giver slet ikke ros, når man er brasilianer i en 10’er-position. For Brasilien forventer Joga Bonito, men det gør Europa også af en offensiv brasilianer, og Oscar er blevet høvlet ned for sine mangler. Det er åbenlyst nemmere end at fokusere på, hvad han rent faktisk bibringer til et hold.
Men Oscar er en playmaker. Bare en atypisk en af slagsen. Han har en formidabel teknik og er pasningsstærk. Men han sætter ikke tre mand i en telefonboks som Neymar og Ronaldinho kunne finde på, og så bliver man en omdiskuteret mand, når man spiller på det brasilianske landshold på den måske vigtigste position af alle for den brasilianske befolkning. Men er Oscar reelt ikke bare et offer på grund af sin nationalitet? Havde man set med øjne på en 23-årig tysker med præcis samme kvaliteter? Det er svært at svare på, men det tror jeg næppe.
Og lige for at vende tilbage til det der med, at Oscar står for noget nyt og revolutionerende, så det er i min verden befriende og et frisk pust til brasiliansk fodbold, hvor taktisk kunnen og glidende tackling ikke har vægtet højst. Men i Brasilien er fodbold ikke bare fodbold. Fodbold er en tankevækkende stor del af den brasilianske kultur samt dets samfund. Fodbold er alt i Brasilien. Den tidligere topspiller Romario som i dag er politiker siger endda, at Brasilien snød sig til slutrunden i 2014, og forud og under Confederations Cup i 2013 var der store og voldsomme demonstrationer, fordi visse folk mente, at man skulle fokusere på at rette op på Brasiliens samfundsmæssige problemer i stedet før at holde et VM, man måske endda havde snydt sig til via korruption. Men det viser også, hvor meget fodbold betyder i Brasilien, og hvor meget man vil det her. Presset på de elleve der har skulle levere under VM for Seleção har været umenneskeligt, og en af disse var Oscar. Og ja, det er vildt at drage disse paralleller, men den brasilianske befolkning accepterede kun guld ved VM på hjemmebane, og det skulle gerne ske via det såkaldte Joga Bonito, hvor man ved flot spil, finter og spektakulære ting ville stryge til tops. Derved kan man stille spørgsmål til, om Brasilien egentlig er klar til Oscar og tage det næste skridt mod at komme tættere på den europæiske spillestil, men også snakke om, om man i Brasilien nogensinde bliver klogere. Jeg lader spørgsmålet stå hen i det uvisse, men jeg skal være den første til at rejse mig op og hylde den lille brasilianer. I min verden er der kun en Oscar, og det gør ham til en ganske unik fodboldspiller. Om Brasilien og hans kritikere kommer til at elske ham, har jeg min tvivl om, men det er også sådanne ting, der gør fodbold til et vidunderligt spil.
I år spiller Oscar med Frank Lampards legendariske nummer 8, og det er et nummer, der forpligter. Det ved Oscar også godt, og det er kun en modig mand, der vælger at pålægge sig sådan et pres. En pres jeg tror på, at Oscar er klar til, og nu er han for alvor klar til at vise sine kritikere, at han er blandt verdens allerbedste fodboldspillere. Han har i hvert fald lagt en ny standard for brasiliansk fodbold, og det er beundringsværdigt.
