[7] César - Hjertet af Rom

 

[Arsrea]

Det er altid en blandet følelse at gå ud herfra. Godt nok havde de tæsket Lazio, og da jeg stod  på Stadio Olimpico, følte jeg mig så stolt. Men ruset af stolthed, der fyldte min krop ind til det dybeste, når Totti scorede, blev efter et par sekunder tvunget bort af en tyngende tristhed. Vi skulle have fulgtes os to; aftalen var klar. Jeg husker tit tilbage på selve dagen, men minderne er aller stærkest lige nu. Duften af det nyslåede græs og de ufejlbarlige kridtlinjer, blandet med glade, gamle mænd og små drenge med stjerner i øjnene, flår mig væk fra virkeligheden og ind i en dyb trance af erindring.

”Det er nu, det gælder, drenge! Vi kan godt!” trænerens peptalk bliver blot til en monoton summen imellem alle mine forvildede tanker. Jeg kigger over på Francesco i et desperat forsøg på at samle mig om de næste 90 minutter – han ser ud til at være fuldstændig ude af sig selv. På den ene side er det, det værste der kan ske; hvis ham og jeg ikke præstere. På den anden side ville jeg ikke være alene om det. I en tåge bevæger vi os ud mod spillertunnellen. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at hade Lazio i det øjeblik – og det siger en del. Jeg mærker en hånd på min skulder, og da jeg vender mig om stirrer jeg direkte ind i Tottis ansigt. Han ser ud til at have lidt mere styr på det nu, men det er måske også bare for at berolige mig. ”Du og jeg Caprice, vi skal sgu nok klare den. De skal ned med nakken, hører du?” det karismatiske smil breder sig over hans ansigt og smitter. Vi får et skub bagfra, nærmest vælter ind på banen til speekerens ord; ”Mine damer og herrer. Velkommen til Italiens ungdomsmesterskab anno 93. Finalen spilles i dag af de to u-17 hold fra henholdsvis Lazio og Romaaa!” man kan tydeligt høre, at vi har det største publikum. Foran dommerne vælger jeg krone, og vinder fordelen. Jeg morer mig over Lazio anførerens ansigt, da jeg ryster hans hånd og skridter hen for at berøre bolden for første gang som den første.
Følelsen, når Francesco som den første sparker gang i måltavlen, er ubeskrivelig. Han hoverer, og han må godt. Ikke mere end et par minutter efter sparker en af Lazio-drengene den ind, og anføreren gengælder mit hånende smil fra før. Efter halvegen stjæler vi bolden fra dem i en listig tackling. Den bevæger sig fra Roma-spiller til Roma-spiller i et smukt mønster opad og opad, til hvor jeg med længsel venter på den. Det her er alt eller intet. Jeg tæmmer den med brystet, er helt alene i feltet med kun målmanden som modstander. Jo tættere på jeg kommer, jo tydeligere bliver frygten i hans øjne. Jeg trækker højre ben bagud, sigter efter hjørnet, fyrer den af sted, og... Og det næste jeg husker er et hvidt rum med skarpt lys. Jeg mindes svagt at kunne høre min træner gøre et forsøg på at trøste Totti. Det var slut.”

”Hey brormand, er du okay?” Gios hånd på min arm er en betryggende følelse. Vi slanger os gennem de mange øl-lugtende mennesker. Da vi endelig kommer ud, er der ikke andet for end at udføre vores vante traditioner; et glas godt vin og en smøg i sommersolens sidste stråler.

[Daniel Nordentoft]

Sublim god start. Ud fra bare din start kan jeg se, at du er en dygtig fortæller, og indledningen er meget velskrevet og fængende. Det eneste kritikpunkt, jeg kan komme på, er, at du lige kunne have gennemtjekket din kommatering til bunds. Fejlene er minimale og ganske få, men du skylder næsten at have det hele på plads, når du er så god, som det tydeligvis er tilfældet. Jeg glæder mig til at se, hvem der skal føre Roma tilbage til storhedstiderne igen.

God vind herfra.

[Gemma]

Man sætter ikke punktum i overskrift.

[Arsrea]

Sublim god start. Ud fra bare din start kan jeg se, at du er en dygtig fortæller, og indledningen er meget velskrevet og fængende. Det eneste kritikpunkt, jeg kan komme på, er, at du lige kunne have gennemtjekket din kommatering til bunds. Fejlene er minimale og ganske få, men du skylder næsten at have det hele på plads, når du er så god, som det tydeligvis er tilfældet. Jeg glæder mig til at se, hvem der skal føre Roma tilbage til storhedstiderne igen.

God vind herfra.

Tusind tak for de rosende ord, jeg har desværre aldrig rigtig fået lært og sætte komma. Men vil rigtig gerne prøve og kigge lidt nærmere på det, ellers vil jeg bare sige tak, altid godt med noget konstruktiv kritik.

Man sætter ikke punktum i overskrift.

Så skulle det være rettet.

[Arsrea]

Jeg vil gerne byde velkommen til mit bud på en blog i årets konkurrence, jeg regner med ca. et indlæg hverdag. AS Roma er klubben, trænernavn kommer snart, mens ellers kan i se frem til en blog med stor vægt på damer, god vin & en fantastisk fortælling. Der skal selvfølgelig også være noget FM indover, i hvilken grad jeg vil få det med ind i forhold til historien, ved jeg ikke.

Men velkommen til historien om César!

[Arsrea]

Endnu en lang nat blev brugt på at tylle rødvin og underholde min brors forretningspartnere . Inde i mit hoved fnyser mit bedrevidende jeg ved ordet ”forretning” og griner hånligt ved fortsættelsen ”partnere”. Mit bedrevidende jeg spenderer faktisk størstedelen af tiden på at fnyse og grine hånligt. Rysten på hovedet, hævet pegefinger eller rullen med øjnene er også alle klassikere.  Men kan man blame ham for det? Jeg er trods alt 37 år og lever et liv som en på 20.

Lyset gør, at der går lang tid, før mine øjne er helt åbne. Endelig sætter jeg mig døsigt op og tager min højre hånd mod venstre side af hovedet, og strækker, indtil min nakke udgør en dejlig, knasende lyd. Sekundet efter rører noget på sig i den anden side af min dobbeltseng. Dynen dækker hende knapt nok. I et par sekunder betragter jeg de slanke ben og det blonde, uglede hår, før jeg i mit hoved forsøger at gendanne, hvordan fanden hun er havnet her. At huske hendes navn, eller bare hendes nationalitet, går lige så overraskende dårligt, som det gør at finde mine underbukser. Selvom de er lukkede nu, mindes jeg nogle blå øjne gennem min sprittåge. Måske en skandinaver? Sagde hun ikke noget med d... Danmark?

Der var de! Jeg trækker forsigtigt mine boxere på og bevæger mig lydløst mod døren. Inde i Gios walk-in closet vælger jeg det eneste uformelle tøj, jeg kan finde mellem alle jakkesættene; et par levis og en hvid T-shirt. Han må til at skrue ned for sin åbenlyse luksus, hvis han ikke vil have strisserne på nakken igen. Jeg banker to gange på hans dør, så kender han planen; jeg går på markedet efter frisk brød, gode kaffebønner og en pakke Malboro til os hver, imens han får dullen ud af vagten uden akavede situationer og sårede følelser. Sådan er det at være brødre – man hjælper hinanden, hvor man kan.

Der er intet som Rom på den her tid af døgnet. Solen står ikke helt højt endnu, og kun hver anden gyde er belyst. Det er denne rute, man vælger, hvis man vil undgå turisterne – og det vil man i mit tilfælde. Jeg forstår, at de er betagede af Rom, men det er en overfladisk og materiel skønhed, de begærer. De er mere end blinde for ånden og sjælen, der tilhører denne fantastiske by, og jeg føler med dem.

Da jeg går gennem mit kvarters lokale marked, lader jeg mine sanser opsnappe enhver duft og lyd. Der er store koner, som svinger med frugter og grønsager, de har klamret deres hånd om, i højlydt forsøg på salg. Der er gamle bagere, stærke slagtere og små piger, som er med mor på arbejde. Mit første køb bliver fra standen med blade, forfriskninger og tobak. Jeg fylder mine lunger med et sug, og kommer næsten til at hoste det ud, da mit navn bliver råbt fra et sted bag mig. Til min store forvirring kommer Bruno Conti gående i raske skridt mod mig. I forhold til, hvor mange år siden det er, vi har snakket sammen, omfavner han mig længe. ”Jeg har ledt efter dig, Caprice César. Din bror sagde, at du nok ville være her.” jeg kan ikke skjule min glæde over de ord, så jeg gengælder dem høfligt. ”Lang tid siden Conti, alt for lang tid. Hvordan går det med konen og Daniele? Jeg har hørt, det går godt for hans karriere?” Bruno vifter mig blot af; ”Det går godt, men jeg er her ikke for at hyggesnakke. Jeg har brug for din hjælp..”

[Arsrea]

Jeg vågner med et sæt dækket af mit eget sved, det var endnu et af de mareridt, et af dem jeg altid får et par gange om måneden. Det var præcis det samme hver gang, jeg havde få former for frygt i livet. Aldrig mere vin eller én sidste kamp...

Jeg får tæmmet den med brystet, kort efter er jeg helt alene med målmanden, det var det øjeblik jeg altid havde ventet på! Jeg kunne se frygten i hans øjne, jeg var sikker på jeg ville afgøre kampen. Men det endte galt, jeg kan ikke huske hvad der skete, alting var helt sort.. Da jeg vågnede ude i de hvide rum, var træneren i gang med at trøste Totti.

Det var præcis det samme hver gang, det var et helved og skulle opleve det, hver eneste gang jeg vågnede, var det en kamp om at holde tårerne tilbage.. Men jeg havde prøvet og have det mareridt så mange gange, hvorfor kunne jeg ikke bare komme videre?

Solen skinner, og strålerne danser let op fra øst, fuglene synger og klokkerne fra kirken ringer. Caprice bliver vækket af solens stråler der endelig trænger igennem de hulede gardiner.

Jeg vågnede langsomt da solens stråler ramte mit øje, endnu en gang havde jeg sovet over mig, men så alligevel ikke. Der var jo aldrig noget jeg skulle nå? Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit liv, jeg vil ikke blandes ind i min brors arbejde. Eller selvfølgelig hvis det bliver nødvendigt, gør jeg alt for ham, han passer på mig, det har han altid gjort.

Men det var jo det min ven, Conti havde sagt? Han havde brug for mig, jeg har aldrig kunne svigte mine gamle venner. Conti har altid været en fair mand, med et særligt talent indenfor alt der har med fodbold at gøre.. Han var en levende legende, blot at være hans ven, var næsten kristeligt.

Tiden går langsomt før jeg beslutter mig for en tur ned i byen, jeg skal jo handle ind til i aften når Gio kommer hjem. Jeg finder mine afslappede sandaler og mine dyre solbriller jeg fik i fjor af Gio, nu er jeg klar til en tur ned i dejlige Rom. Mens jeg går rundt og handler ind i de små gader, tænker jeg igen på det Conti sagde. Jeg må have fat på ham og høre hvad han mente, men hvordan? Jeg bruger ikke telefon eller computer, den slags moderne stof har aldrig sagt mig noget, heller et godt glas vin og en velskrevet bog.

[Roche]

Fin fin start, Arsrea. Jeg følger uden tvivl med her.

[Arsrea]

Tak, altid rart og vide nogen følger med!

[Arsrea]

Klokken 19 skal de mødes nede på Enoteca Scaloni, det var en rigtig vingård som i de gamle dage, nu en udsøgt restaurant.

Gio og hans on/off kæreste, Lucia, vækker mig ved at udføre en aktivitet, der er så højlydt, at jeg glædes over det faktum, at hans hus ligger lidt afsides de andre. Jeg morer mig i få sekunder, før tanken slår mig – nej, ikke slår, smadrer sig vej igennem mit hoved – endelig, endelig finder jeg ud af, hvad Conti mente. Det har hjemsøgt mit rodede sind i snart et døgn nu. Jeg kan ikke vente til at gense denne ær værdige person. I spejlet møder jeg en fuldvoksen mand, der i ansigtet ligner et barn, der skal til at åbne julegaver for første gang. Jeg ryster det uvante udtryk af mig - jeg kan ikke rigtig komme frem til hvad Bruno vil med mig..
Fuck, et eller andet bliver nødt til at dulme mine nerver. Jeg forsøger mig frem med en kop kaffe, så en smøg, og konkluderer til sidst, med mit bedrevidende jeg i skulende tilstand, at det aldrig er for tidligt til et glas kølig hvidvin.
Jeg går i bad 4 gange, trimmer mit skæg for meget, og hører på flere hundrede perverse jokes fra min lillebrors side; hans måde at kurere nervøsitet på. Tidsfordriv, tidsfordriv, tidsfordriv, det er, hvad det er. Sådan går det meste af dagen, indtil viseren rammer 6-tallet. Nu kan jeg godt tillade mig at træde i bukserne, der matcher den nålestribede blazer.
Fra altanen på den hvide villa hænger solen udmattet og kaster dovne, orange striber over Rom; gør om muligt byen endnu smukkere. Jeg kan stadig nå at aflyse... Men han er en gammel ven og en god mand! Og jeg har det på samme måde med venner, som jeg har det med mit hjemland; jeg svigter aldrig.

Hans skinnende sorte Lambogini står selvfølgelig allerede parkeret under Enoteca Scaloni skiltet. Pis. Min ydmyge Fiats ur siger 19:02, og det er endda bagud. Dobbelt pis. Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til i aften, er det at virke uprofessionel.
Rummet er ikke specielt stort, og en behagelig blanding af autentisk og moderne. En tjener iler elegant i min retning, og Conti må have beskrevet mit udseende, for da jeg følger med den sort/hvid-klædte herre ned til det fjerneste hjørnebord, sidder Conti lænet tilbage, med sin sædvanlige aura af mystik omkring ham. Og fingre, der utålmodigt rammer den hvide dug, ledt af en trommende melodi – meget atypisk den ellers så koldblodede mand. Vent, er det muligt, at jeg ikke er den eneste, der er tæt på nervesammenbrud? Tanken gør mig øjeblikkeligt roligere.
Hele hans formelle udstråling falder til jorden, da vores øjne mødes. Hans ansigt er nu ét stort smil, altid smittende. ”Jeg var fandeme næsten bange for, du havde brændt mig af, gamle jas!” griner han. ”Du kender min timing Conti – ikke noget at prale af” indrømmer jeg og husker, hvordan han altid bar over med mig. Han griner af mig og ryster på hovedet. ”Jeg er ikke din træner mere, Caprice. Vil du være så elskværdig at gøre nytte af mit fornavn? Så skal jeg ikke bruge hele aftenen i dyb depression over min alderdom.”. Jeg forstår ham givetvis godt. ”Årh hold op, Bruno, du ligner jo dig selv!”, han ser direkte mistroisk på mig, men udvikler grimassen til et varmt smil.
Vi sipper begge til vinen, Conti allerede havde købt, før jeg kom; han må have hørt rygterne. Jeg venter i spænding på, at han skal bryde stilheden. Jeg husker ham som en mand, der går direkte til sagen, og vil gerne selv ses som det samme. Kom nu Conti, for helvede!
”Jeg vil have dig til Roma. Jeg vil have dig til at træne og motivere dem, som kun du kan. Jeg tager ikke nej for et svar.”. Jeg er mundlam. Dette overgår alt, jeg havde turde at håbe på. Men...
”Con.. Bruno, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er beæret, selvfølgelig! Men jeg har ikke været på banen i over tyve år. Hvad skal jeg kunne lære nogen som helst?”. Han nikker langsomt. ”Francesco og jeg er blevet enige. Der er ingen med samme ånd som dig.”. Et eller andet sted, dybt inde i mit bryst, bag al min frygt, kan jeg mærke, at mit hjerte brænder for at sige ja. ”Skal jeg ikke bevise noget først? Tager I mig bare sådan videre ind?”, det ligner ikke ham. ”Jeg nærer ingen tvivl, når det kommer til dine evner. Overbevis bestyrelsen om det samme.” Han kigger indborende på mig. Nemmere sagt end gjort. Fuck.

[Arsrea]

De har opgraderet en del, siden jeg var her sidst. Jeg befinder mig i venterummet, der er minimalistisk designet og i orange og køligt brune/røde farver. Telefonens kimen og receptionistens robot lignende stemme gør ikke noget godt for mit stressniveau. Hun vender sit kølige blik mod mig ”Bestyrelsen kan tage imod Dem nu.” pludselig fortryder jeg, at jeg takkede ja til Contis forslag om at prøve. Jeg ser pletter for mine øjne, da jeg rejser mig. Tag dig nu sammen, Caprice! Venstre, højre, højre ned ad de mildt oplyste gange, og så står jeg udefor den halvåbne dør. Jeg rækker ud efter håndtaget, men stivner, da jeg hører skænderiet.

Det lyder som fire mod en; størstedelen på min side, og den sidste stærkt imod. ”Den finale tog sted for 20 år siden! Han nåede ikke engang at udvikle et ordentligt talent, før han blev skadet og gav sig over til kvinder og vin! Er det sådan en, I vil have til at præsentere vores stolte klub?”. En stol hviner mod gulvet, og der bliver slået i bordet. ”Jeg har aldrig oplevet noget så idiotisk og respektløst! Du og alle andre i dette rum vidste, at han var noget specielt. Han havde en viljestyrke og et talent, som kun meget få mennesker besidder. Godt nok fik han ikke lang tid til at bevise det, men havde det ikke været for den skide Lazio-dreng... Så havde han været større end mig den dag i dag. Jeg vil hellere stoppe min karriere en gang for alle, end jeg vil høre en af historiens største talenter , og en helvedes god mand for den sags skyld, blive gjort til skamme, Nicolo.” Jeg er målløs og lader ikke til at være den eneste. Mødelokalet larmer af stilhed efter Tottis udbrud. Hastige skridt mod døren, og der står Conti. ”Lad mødet begynde” siger han med en lavmælt stemme, der afslører hans chok.
”Min ven!” han krammer mig længe. ”Francesco for satan” jeg smiler stort til ham, og glemmer flygtigt de andre mænd i rummet og hele den pressede situation. ”Sæt du dig ved siden af mig,” siger han og forstætter hviskende ”Så bliver du ikke udsat for Nicolos billige cologne.”

”Bruno. Antonio. Leonardo. Nicolo...” Jeg giver et afmålt nik til hver af mændene i takt med, jeg siger deres navne, og sætter mig så ned. ”I skal vide, at jeg føler mig utroligt beæret og...”
Nicolo afbryder ”Hvad kan du give Roma, som en simpel købmand ikke ville kunne? Du har ikke rørt en bold siden 93' for guds skyld!” det føles som om, at hele verden venter mit svar, selvom kun fem par øjne er rettet mod mig. ”Selvom jeg ikke levede videre i AS Roma, levede AS Roma videre i mig. Klubben er min krop, tribunen mit hjerte, og spillerne blodet, der flyder i mig.” jeg lægger tryk på ethvert ord. Ingen siger noget, og min hjerterytme stiger overdrevet. Stadig ikke et ord, hvad har jeg sagt forkert? Jeg kigger op til et sjældent syn; fem mundlamme italienske mænd. Francesco møder mit blik. Hans øjne er blanke og hans mund bæver let.
”Det var ikke min mening at krænke nogen... Undskyld, hvis jeg har sagt noget forkert.” de fire andre kigger endelig på mig igen. ”Krænke??” griner Totti og fortsætter ”Det var det smukkeste, jeg i mit liv har hørt.”
I hjørnet ryster Nicolo på hovedet med et fnys. ”God tale César, meget rørende. Men jeg har brug for mere. Et hold bygges ikke af klubkærlighed. Det bygges af disciplin og hårdt arbejde. Du kører en prøvetræning for dem i morgen kl. 9:15 præcist.” - min tur til at være mundlam.

[Arsrea]

Vækkeuret ringer. Det er første gang siden skoletiden, at jeg har haft et vækkeur. Det er et mareridt at blive mindet om, at man skal stå så tidligt op. Klokken er syv præcis, aftalen var at træningen skulle starte klokken 9:15, præcis. Mens jeg rastløs vandrer ud i køkken for at få noget kaffe, kan jeg høre Gios snorken, man skulle næsten tro det var en bjørn. Jeg griner stille for mig selv.
Jeg finder et standard jakkesæt frem og sætter min Roma medaljon på venstre bryst, den jeg fik sammen med min ungdoms kontrakt. Jeg har aldrig haft den på siden og sikke mange minder, den kan bringe frem; min første kamp for Roma eller den første sejr over Lazio med Totti.

Trigoria ligger syd for Rom, jeg har ikke været der i tyve år. Jeg kan huske, vi altid trænede ved siden af Romas førstehold, det var en kæmpe motivation for at arbejde endnu hårdere. Jeg havde aftalt med Frederico, han skulle hente mig klokken 7:30. Han var en gammel ven af familien, som nu kører Taxa i Rom under hans fars firma ''Roma in Taxa''.
Mens vi kører fra centrum syd mod Trigoria, spørger han mig ''Hvad skal du der min ven?'' Jeg kan ikke fortælle ham noget, intet er officielt, men jeg kan ikke dy mig. ”Jeg skal træne AS Roma,” siger jeg med stolthed i stemmen. Frederico griner højlydt og ønsker mig held og lykke. Han er glad på mine vegne, det ved jeg, men han har altid haft en underlig måde at vise kærlighed på.

Lidt over otte ankommer jeg til Trigoria, en af Roms mange skønheder. Der er lige så fantastisk som jeg husker det; en masse flotte blomster udenfor, men det aller vigtigste er inde i denne flotte bygning! Jeg går langsomt ind ad hoveddøren, mens jeg får øje på bestyrelsen og tænker ''fuck''!
Jeg går hen til dem og siger pænt goddag med et smil på læben. Der bliver kort snakket om hvad, der skal ske. Jeg hører ikke rigtig efter, mine tanker er allerede på vej ind i omklædningsrummet og ud på bane 1.

Totti følger mig ned i omklædnings rummet, hvor jeg præsentere mig selv for alle drengene ”Hej drenge, mit navn er Caprice César. Jeg har glædet mig rigtig meget til at møde jer, og komme i gang” Jeg var ikke engang ansat endnu, men jeg levede drømmen. Jeg var endelig i Trigoria igen, jeg var inde i varmen, jeg havde muligheden for at vinde trofæer til min elskede klub, AS Roma.

[Broen13]

Man kan ikke andet end blive inspireret af din måde at fortælle historien på! FEDT FEDT!! Forza Roma!

[Arsrea]

Man kan ikke andet end blive inspireret af din måde at fortælle historien på! FEDT FEDT!! Forza Roma!

Mange tak for de fine ord!

[Arsrea]

Trods nerver og Nicolos falkeblik, var træningen fløjet af sted. Holdet havde været engageret og imødekommende. Jeg mistænker Totti og hans overtalelsesevner for virkningen på hans holdkammerater, frem for mine kompetencer som træner. Flere af spillerne havde klappet mig på skulderen, da de svedigt forlod banen. Hvis ikke jeg havde haft bestyrelsens godkendelse i baghovedet, havde det nok været det lykkeligste øjeblik i mit liv.

Om ca. 3 minutter burde Francesco være færdig med sit bad. Jeg beder i mit stille sind om, at han er forsinket. Idet den tanke rammer mig, kommer han gående ud af omklædningsrummet med et blændende smil i fjæset. ”Drengene er glade, Caprice! Hvis ikke du er mand for jobbet, er ingen.” hans ord rammer et punkt i mig, som jeg efter mange år på sidelinjen havde glemt fandtes. ”Skal vi komme derop, før du bliver alt for sentimental?” siger han og blinker. Turen mod mødelokalet føles flere kilometer lang. Træningen, jeg ellers syntes, var gået så godt, blev nu revurderet og nedværdiget, jo mere vi nærmede os bestyrelsen og deres beslutning.
”Træk vejret Caprice. Hvis det går, så går det. Og går det ikke, så går det nok alligevel.” mine tanker mildnes straks, ved lyden af vores gamle motto, og jeg ender med at gå grinende ind af døren. Både min og Tottis latter aftager, da vores øjne møder fire mænd med kolde øjne og et fast blik mod os.
”Velkommen Caprice” siger Conti med et smil på læben, jeg giver ham og de andre mænd et fast håndtryk, før jeg sætter mig ned. Nicolo hoster og åbner mødet ”Nå Caprice, hvordan syntes du selv det gik i dag?” Jeg smiler ”Jamen det gik rigtig godt, vi fik lavet nogen fine passing øvelser, før vi spillede på to mål. Drengene er yderst talentfulde og der er virkelig potentile i det her hold.” Leonardo stopper mig ” Jeg synes Caprice er den rigtige til jobbet, vi har prøvet med nogen store trænernavne før. Nu må det være tid til, at en, der kender Roma og ved alt om Roma, får chancne!”
Antonio nikker samtykkende i det Leonardo siger. Jeg begynder virkelig og tro på, jeg får chancen. Men så hurtigt som jeg når og blive glad, skal Nicolo komme igen.. ”Caprice er en mulighed, men hvis nogen kender Roma, må det være Totti. Han har været her altid, han brænder for klubben, så for mig ville Totti være et bedre bud.” Totti griner højlydt, næsten lidt respektløst overfor Nicolo.    ”Prøv at hør, hvis nogen ved det her bord brænder for AS Roma, er det Caprice! Det kan jeg love jer. Jeg vil med største glæde være hans højrehånd, hvis det gør en forskel? Men ingen tvivl om, Caprice brænder mindst lige så meget for Roma, som jeg.” Der går ikke lang tid efter lidt småsnak omkring detaljer, så er Nicolo klar til at overgive sig. Jeg får en kontrakt udleveret, jeg skriver hurtigt under ''Caprice César''. Jeg rejser mig op og giver hånd til mændene og nikker takkende, jeg kan ikke stoppe med at smile!

Mens Totti viser mig det kontor, jeg skal have, snakker vi muligheder, spillere, forventninger m.m. Totti og jeg bliver hurtigt enige om, at Roma skal spille champions league næste år, så målet for sæsonen er top 4. Totti fortæller kort om alle spillere, potentiale, spillestil osv. Jeg er utrolig glad for Tottis hjælp, han er den perfekte ''Højrehånd'' for mig. Vores kærlighed til Roma er kolossal, jeg glæder mig til at komme i gang!