El rey de la samba [#12]

 

[Batigol]

_{EL REY DE LA SAMBA}

2006-2007 sæsonen blev et vendingspunkt for FC Barcelona. Smilet fra Ronaldinhos ansigt forsvandt gradvist, spillet var langt fra ligeså godt som i den foregående sæson og Fabio Capello erobrede La Liga titlen for Real Madrid. Men kunne det hele ikke godt være gået lidt anderledes? For hvad nu hvis Frank Rijkaard var stoppet allerede i 2006 og jeg havde taget over i stedet for? Var det så ikke gået bedre?

Det finder vi ud. Jeg har nemlig rodet i kælderen og fundet et pragteksemplar af et computerspil, kaldet Football Manager 2007. Installationen gik planmæssigt, der blev installeret jeg ved snart ikke hvor mange updates, courtesy of FmFreaks, og nu er jeg klar til at spille. Sambaens konge skal fortsat være verdens bedste fodboldspiller – og det skal jeg nok sørge for!

Ligaer i spillet: England (Premier League, The Championship), Frankrig (Ligue 1), Italien (Serie A), Spanien (La Liga, Segunda Division, Segunda Division B), Tyskland (1. Bundesliga).

[Batigol]

Fortegnelse af indhold et cetera

2006-2007
#1 - Holdet!
#2 - August 2006
#3 - September 2006
#4 - Oktober 2006
#5 - November 2006
#6 - December 2006
#7 - Januar 2007
#8 - Februar 2007
#9 - Marts 2007
#10 - April 2007
#11 - Maj 2007

[Svartovich]

Spændende! Fm 2007 var et fantastisk spil, og selvom jeg er til Real Madrid er jeg stor fan af flere af de spillere der var til rådighed for FCB på daværende tidspunkt, f.eks Ronaldinho, så ser meget frem til det her!

[Risom]

Fedt! Spændende med en blog fra en ældre FM-udgave. Efter din seneste blog vil jeg bestemt læse med.

[Batigol]

Spændende! Fm 2007 var et fantastisk spil, og selvom jeg er til Real Madrid er jeg stor fan af flere af de spillere der var til rådighed for FCB på daværende tidspunkt, f.eks Ronaldinho, så ser meget frem til det her!

Ronaldinho var vel også umulig at hade!

Fedt! Spændende med en blog fra en ældre FM-udgave. Efter din seneste blog vil jeg bestemt læse med.

Godt at høre, men det skal i øvrigt lige siges at min anden blog ikke er død - overhovedet. Jeg har rigtig, rigtig mange updates klar til at smide ud. Det er bare et spørgsmål om lige at få taget sig sammen.

[mathiasnh]

Hvordan kan det dog være du ikke deltager i blogkonkurrencen, FCB? 

Følger også med i "Rode Duivels", og vil forsøge at følge med her, selvom mit Madrid-hjerte svider 

[Legenden]

Åh, må jeg ikke nok få et SS af Ronaldinho?

[Batigol]

Hvordan kan det dog være du ikke deltager i blogkonkurrencen, FCB? 

Følger også med i "Rode Duivels", og vil forsøge at følge med her, selvom mit Madrid-hjerte svider 

Det var egentlig også planen, men jeg har haft travlt her i de første to uger af april, så jeg valgte at droppe det til fordel for studiet, selvom jeg godt er klar over at det er en helt tosset prioritering.

Åh, må jeg ikke nok få et SS af Ronaldinho?

Jo da! Voilà:

[Arsrea]

kæft han er giftig!

[Batigol]

_{EL REY DE LA SAMBA}

Holdet!

Målmænd
1. Víctor Valdés, 24 år, Spanien
25. Albert Jorquera, 27 år, Spanien

Jeg har ikke så mange. Jeg har Valdés og så har jeg Jorquera. Valdés er god, men ung, så han laver stadig mange fejl. Formentlig. Jorquera er ... knapt så god. Men en fin reserve til Valdés, som formentlig kommer til at spille 38 ligakampe i denne sæson.

Forsvaret
2. Juliano Belletti, 30 år, Brasilien
4. Rafael Márquez, 27 år, Mexico
5. Carles Puyol, 28 år, Spanien
11. Gianluca Zambrotta, 29 år, Italien
12. Giovanni van Bronckhorst, 31 år, Holland
16. Sylvinho, 32 år, Brasilien
21. Lilian Thuram, 34 år, Frankrig
23. Oleguer, 26 år, Spanien

På backpladserne har jeg blandt andet en verdensmester. Han har lige vundet, han er faktisk kun lige kommet hjem fra Tyskland. Men hans klub har valgt at snyde, så de er blevet rykket ned. Derfor valgte min klub at købe en lille forsvarspakke af hans nu tidligere klub, en eller anden klub fra den næstbedste række i Italien, der hedder Juventus. Zambrotta hedder den ene og Thuram hedder den anden. Zambrotta er italiener med italienske tendenser og Thuram er intellektuel. Derudover har jeg et par aldrende brasilianere, der kan tage hver deres side af forsvaret. Og så har jeg endnu en intellektuel fyr, der hedder Oleguer, som går højt op i catalansk selvstændighed. Det styrer han selv. Sidst har jeg mine bærende kræfter. Den ene hedder Carles og kommer fra en meget, meget lille landsby i de catalanske bjerge. Udover at have holdest næstflotteste sæt krøller på hovedet, er hans yndlingret kogte snegle. Den anden er fra Mexico og har engang vundet VM i frispark, men siden da har Rafa ikke ramt indenfor rammen på et direkte frispark. Men det er også Barcelonas fejl. Det handler jo om at smede mens jernet er varmt.

Midtbanen
3. Thiago Motta, 23 år, Brasilien
6. Xavi, 26 år, Spanien
8. Ludovic Giuly, 29 år, Frankrig
10. Ronaldinho, 26 år, Brasilien
15. Edmílson, 29 år, Brasilien
18. Santiago Ezquerro, 29 år, Spanien
19. Lionel Messi, 19 år, Argentina
20. Deco, 28 år, Portugal
24. Andrés Iniesta, 22 år, Spanien

Til den defensive del af midtbanen har jeg et par uortodokse drenge. Edmílson er ubegribeligt ranglet, og kan nogle gange holde sig på benene i mere end 10 sekunder af gangen, uden at snuble. Men det er også kun nogle gange. Han har en brasiliansk ven der hedder Thiago Motta. Han er som regel skadet, så ham kommer I nok ikke til at høre så meget om. Til at ligge foran dem, har jeg en der er glad for at feste. Han er rigtig glad for det. Han vandt Champions League i den finale hvor der har været det hidtil ringeste niveau, hvor et portugisisk mandskab slog et fransk. Eller monegaskisk er det vel rettere sagt. Deco er den korte udgave af hans navn. Derudover har jeg en catalaner der bruger 90% af sin fritid på at samle svampe. Om det er derfor at Xavi er så kreativ vides ikke, men det er da et kvalificeret bud. Sidst er der verdens blegeste mand, en 22-årig knægt der går under navnet Don Andrés.

På højrekanten har jeg to små og lynhurtige folk. Den ene, en franskmand, var faktisk også med i den der exceptionelt dårlige Champions League finale. Og så har han engang scoret et ret flot saksesparks-mål. Den anden er den nye Maradona og skal arve tronen fra Ronaldinho. Ronaldinho har jeg til venstrekanten. Verdens bedste. Ingen over, ingen ved siden af. Magisk. Fortryllende. Han er i øvrigt også glad for at feste, gerne sammen med Deco, men han holder til gengæld også altid en kæmpe fest på banen. Sidst har jeg en eller anden basker, der kan dække begge kanter. Han er mest kendt for et forbandet flot sæt krøller på toppen af issen og bliver bare kaldt Santi.

Angrebet
7. Eidur Gudjohnsen, 27 år, Island
9. Samuel Eto’o, 25 år, Cameroun
22. Javier Saviola, 24 år, Argentina

Helt i front har jeg to der kan løbe hurtigt, og en der kan løbe knapt så hurtigt. Mit førstevalg er fornærmende skarp foran kassen. Desuden har han engang dræbt en løve med sine bare næver. Det er muligvis en historie jeg lige har opdigtet, men det kunne sagtens være sandt, for ingen er mere målrettede end Samuel Eto’o. Ingen! Ikke engang min lille argentinske kanin, Javier, som engang var det absolut største talent indenfor fodboldens verden, hvorfor Barcelona naturligvis valgte at slynge 225 millioner kroner i retningen af Buenos Aires. Ham der løber knapt så hurtigt, har til gengæld en blændende fin hårpragt. De fineste lyse lokker, er hvad man finder på toppen af Eidur Gudjohnsens hoved. Den islandske vulkan, min viking, krigeren. I følge mine studier er han dertil den eneste islænding der nogensinde har scoret et mål i fodbold. Han har endda scoret et på saksespark, lidt ligesom Giuly.

Alt i alt en ret god trup. Især hvis mine fysioterapeuter gør et nogenlunde godt stykke arbejde, således at hverken Thiago Motta eller Messi er ude i mere end 7 måneder af sæsonen. ¡Vamos chicos, vamos!

[OnkelMorfar]

Super fedt at se en blog fra et spil fra fordoms tid. Men man forstår sgu godt valget af spil. Det fungerer i det mindste i forhold til andre spil *host*fm13*host*.

[Batigol]

_{EL REY DE LA SAMBA}

August 2006

3-1 @ Espanyol
2-2 vs. Espanyol
3-0 vs. Sevilla
1-2 @ Getafe

Eftersom der kun er spillet en enkelt kamp i ligaen, finder jeg det lidt overflødigt at bringe et screenshot af stillingen. Især fordi min første kamp gik som den gik. Venskabskampene gider jeg heller ikke at komme ind på. De var kedelige og var mod kedelige og intetsigende modstandere. Jeg kan dog fortælle at jeg var så heldig at få Gianluca Zambrotta skadet i allerførste træningskamp. En overrevet lægmuskel – 4 måneders pause. Røv.

Den første betydningsfulde kamp var mod lokalrivalerne fra Espanyol i den spanske supercup. Møghold. Af en eller anden årsag havde Brasilien bestemt sig for lige at spille en landskamp på dette tidspunkt, så jeg var uden Juliano Belletti, Sylvinho, Edmílson og værst af alt kongen, Ronaldinho. Derfor blev det til en alternativ opstilling bestående af Valdés på mål, selvom han lige havde været skadet i 4 uger, Oleguer på højrebacken, van Bronckhorst på venstrebacken, Puyol og Márquez centralt, Thiago Motta på den defensive midtbane, Xavi og Deco foran ham, mens Ezquerro, Giuly og Eto’o startede på de tre forreste pladser. Ezquerro dominerede kampen, som vi vandt med 1-3. Han lagde nemlig op til to af målene. Motta, Deco og Giuly stod for disse. Den sidste assist blev leveret af Eto’o.

Dermed havde vi et godt udgangspunkt før den anden kamp, hvor Ronaldinho var tilbage. Til gengæld havde hele min defensiv valgt at tage en arbejdsdag hjemmefra. To gange kom Espanyol foran. Begge gange efter scoringer af dumme og grimme Luis García. Heldigvis var Ronaldinho med. Han lagde op til to udligninger. Den første af min elskede islandske viking, Eidur Gudjohnsen, mens min helt egen version af The Road Runner, Giuly, stod for den anden. Ha. En pokal allerede. Æd den, Espanyol.

Herefter spillede vi endnu en vigtig men ligegyldig kamp. Som om det ikke var nok med en spansk supercup skulle vi også spille en europæisk en af slagsen. Mod et spansk hold. Sevilla blev dog kørt godt og grundigt over. De havde faktisk ikke engang ét eneste skud på mål. Vi havde derimod 11 og vi scorede på de 3 af dem. Eto’o scorede de to første, mens Messi scorede det sidste. Så er Leo også i gang. Ronaldinho diskede op med endnu en lækker assist.

Men så fik en kontroversiel figur i Barcelona dog også sat en stopper for festen. Der var ikke én eneste træner der kunne komme overens med ham, dengang han spillede i Barcelona, hvor han i øvrigt var et af Slagteren fra Bilbaos ofre. Måske var det derfor han tog til Real Madrid. Uanset hvad stod Bernd Schuster på sidelinjen for Getafe, som måske er bedre kendt som ’Madrids skraldespand’. Eller måske ikke. Men de tager hvad de kan få af aflagte spillere fra Real Madrid, og det virkede desværre på denne dejligt lune august-aften. Valdés tog en fridag og lod en eller anden koreaner score det vindende mål dybt inde i overtiden, efter vi ellers havde domineret hele kampen, men kun formået at nette engang, da Deco bankede en bold i kassen fra distancen. Det skete dog en god halv time efter at Getafe var kommet foran.

Så jeg er startet sæsonen med to pokaler og et nederlag. Yes og pis. Nu venter der lige en lille pause, fordi Brasilien insisterer på at spille nogle flere landskampe, hvilket Argentina har valgt at følge op på og ligeledes arrangere en håndfuld ligegyldige kampe, som kun tjener et enkelt formål: At forsøge at skade enhver spiller jeg har med til landsholdssamlinger ne. Gid at landsholdsfodbold snart ville udånde ...

[Batigol]

_{EL REY DE LA SAMBA}

September 2006

4-1 vs. Sevilla
4-0 vs. Liberec
2-1 @ Levante
2-0 vs. Atlético
1-1 @ Athletic
1-2 @ Chelsea
2-0 vs. Racing

Jeg lagde ud med at fortsætte dominansen over Sevilla. 4-1 hjemme, bum. Ronaldinho scorede selvfølgelig, men jeg startede lige med at lade Christian Poulsen score et mål. Det gør han jo alligevel aldrig, så jeg mente at han havde fortjent et enkelt. Messi udlignede, Ronaldinho bragte mig foran. Saviola var med fra start, på grund af de fucking landskampe. Cameroun legede Brasilien og havde en, så jeg havde ingen Eto’o. Men Saviola scorede da også lige et enkelt, og så skiftede jeg Gudjohnsen ind og så scorede han også.

Så startede jeg med Champions League. Jeg er selvfølgelig i gruppe med Chelsea. Fucking Mourinho. Men også Slovan Liberec og Lille. Først gjaldt det Slovan Liberec og her fortsatte jeg med alle målene. Eto’o var kommet hjem fra Afrika, så han kvitterede lige med et hattrick, mens Xavi også scorede et.

Herefter blev det til en spinkel sejr over Levante. Ludovic Giuly var ligeglad på højrekanten og scorede begge målene, mens Oleguer sørgede for at forære Salva et mål. Derefter vandt jeg en vigtigt, vigtig kamp, over en legendarisk angrebsduo. Fernando Torres, der dengang kunne score mål, og Sergio Agüero. Men Messi overstrålede Agüero og scorede det ene af vores to mål, mens Torres viste lidt af fremtidens uskarphed ved at score hele 0 mål. Xavi scorede igen.

Så scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. På San Mamés. Men Valdés stod og sov, så Francisco Javier Yeste, som i øvrigt er en legende i min bog, scorede også. Så vi fik kun et point med hjem fra Baskerlandet. Røv.Det blev endnu mere røv i kampen efter, hvor Mourinho selvfølgelig sørgede for at skade Eto’o. Ude mod Chelsea tabte vi. Selvfølgelig. Eto’o gik ud med en skade, og så var det fandeme svært at vinde. Selvom Ronaldinho selvfølgelig scorede. Igen. Men vi begik to straffespark, for hvorfor ikke? Michael Ballack lignede en der trængte til et par mål. Så det fik han.

Men vi fik lidt oprejsning i månedens sidste kamp, hvor vi bare lige vandt over Racing. Messi og Xavi. Så let kan det faktisk være. Så efter de første to måneder ligger jeg nummer to i ligaen, to point efter Zaragoza. Eto’o er min topscorer med 5 mål, primært på grund af det der hattrick. Messi og Giuly har scoret 4. Xavi og Ronaldinho 3. Ronaldinho har selvfølgelig lagt op til flest mål. 4 i alt. Deco og Márquez har lagt op til 3. Så det går vel nogenlunde indtil videre.

STILLINGEN I LA LIGA
STILLINGEN I CHAMPIONS LEAGUE

[slindj93]

Super lækkert med en blog, og så endda om Barcelona fra den tid. Hold kæft jeg elskede det hold! Og hvor er Puyol vanvittig god i dit save. Desværre men forståeligt har han mistet lidt af sin hurtighed i dag

Vil helt klart følge med. Vil elske at høre mere om dette hold, for elskede det virkeligt!

[Batigol]

_{EL REY DE LA SAMBA}

Oktober 2006

2-0 vs. Gimnàstic
3-1 @ Zaragoza
2-1 @ Lille
1-1 vs. Deportivo
3-0 @ Universidad
1-1 @ Villarreal
2-0 vs. Lille

Så gik der lige en måned til. Og det går sgu fint nok. Jeg startede hjemme mod Gimnàstic. Nærmest et lokalopgør, for så langt væk er Tarragona heller ikke. Her vandt jeg stille og roligt. Eto’o havde en sjov dag på kontoret og scorede to gange. Og så var Deco en kæmpe idiot. Tobias Grahn var blevet smidt ud efter lidt over en times spil, så sejren var reelt set i hus allerede der. Men Deco, den nar, kunne ikke holde sig på måtten. 3 minutter inde i den forlængede spilletid. Der er vel ikke mere end et par sekunder til der bliver fløjtet af. Hvad der så får Deco til at stange en albue i fjæset på en Gimnàstic-spiller ved jeg ikke. Men det gjorde han, så han røg ud og fik 3 spilledages karantæne. Det er simpelthen for dumt.

Nå, derefter var der topopgør mod Zaragoza. Endda på udebane. Det er efterhånden blevet lidt af en tradition at der skal begåes et straffespark i hver anden kamp eller noget i den dur. Der blev ikke svigtet her. 2 minutter, bum. Straffe til Zaragoza. Ewerthon er altid en pestilens, og han kan åbenbart også finde ud af at sparke straffe. Men jeg kom hurtigt tilbage på sporet. Eto’o udlignede nemlig et kvarter efter. Og så scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. Og så scorede Eto’o. Igen. Jeg legede med Zaragoza på det tidspunkt. 3 hurtige mål, og så kunne jeg ellers bare læne mig tilbage og smække fødderne op. En vigtig sejr i Zaragoza.

Herefter slog jeg lige Lille i Champions League. Deco vandt lidt æren tilbage, ved at spille en ret fin kamp, med et mål og en assist. Eto’o scorede det andet, og så lukkede jeg da lige et trøstemål ind dybt inde i overtiden. For hvorfor egentlig ikke? Men så mistede jeg da lige to point i ligaen bagefter. På hjemmebane. Simpelthen for ringe, selvom Deportivo er et fint hold. Eto’o scorede og jeg troede jeg ville vinde, men nej.

Derfor var der ingen af dem der spillede mod Deportivo, der spillede i den næste kamp. Det var retfærdigvis også mod et tredjedivisionshold, men alligevel. Her er ingen kære mor når man spiller ringe. Vi vandt let, i en kamp hvor der blev scoret det mest latterlige selvmål jeg har set i FM. Universidads Aitor Quesada lagde en flad bold tilbage til sin målmand, der så valgte bare at lade den passere forbi ham, ind i mål. Derefter scorede Santi Ezquerro og Ludo Giuly. Easy.

Så smed jeg lige nogle flere point. Godt nok mod en noget sværere modstander. Ude mod Villarreal, på El Madrigal. Svært sted at spille, mod spillere som Marcos Senna, Diego Forlán og Nihat. Det lignede ellers en sejr, fordi Messi havde scoret et mål og Villarreal ikke havde scoret nogle. Det havde de sådan set heller ikke efter 90 minutter, men det havde Rafa Márquez til gengæld. I eget net. Dumt, dumt. Jeg tog hævn ved at vinde mod Lille, og dermed sikre det videre avancement i Champions League. Fedt, fedt. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Det samme gjorde Eto’o.

Eto’o har haft en ret god måned. Han er oppe på 12 mål i 14 optrædener. Messi, Ronaldinho og Giuly har alle scoret 5 gange. Hvad angår flest oplæg er Ronaldinho øverst. Selvfølgelig. I alt 6, mens Don Andrés og Xavi har lagt op til henholdsvis 5 og 4. I ligaen er jeg nu 3 point efter numero uno. Men det skal nok gå. I Champions League er jeg videre. Men jeg vil slå Mourinho. Jeg vil.

STILLINGEN I LA LIGA
STILLINGEN I CHAMPIONS LEAGUE