|45| El Que Escapó

 

[Quixotry]

Wow! Tænk engang at du kan få mig til at læse en opdigtet historie omkring noget så banalt som en taxatur!
Jeg er dybt imponeret over dine skriveegenskaber og du har en fantastisk måde at fortælle det hele på, men samtidigt holde det hele hemmeligt.
Jeg er FAST læser!

[nicolajtmadsen]

Jeg læser også med her!
Du skriver rigtig flot og formår at holde spændingen ved lige. Nu ser jeg blot frem til der kommer lidt FM indover, men alt i alt ser det rigtig godt ud.

[Gemma]

Wow! Tænk engang at du kan få mig til at læse en opdigtet historie omkring noget så banalt som en taxatur!
Jeg er dybt imponeret over dine skriveegenskaber og du har en fantastisk måde at fortælle det hele på, men samtidigt holde det hele hemmeligt.
Jeg er FAST læser!

Det er sgu en dejlig ros at få. Det er dejligt, at mine skriveengenskaber modtager den her ros, men det er bestemt også bevidst, at man intet ved og det hele er hemmeligt. Altid dejligt med en fast læser af bloggen.

[Gemma]

Dagene gik. Manuel havde siddet hjemme i et par dage. Uden penge og uden noget at tage sig til. Han manglede sit daglige fix. Samtalerne med Ricardo. Manden bag disken, der frarådede ham at spille. Manuel savnede det normale, før Santiago styrede hans liv. Nu kunne man ikke andet end at vente på opkaldet.

Manuel sad alene og skiftede rundt på fjernsynet. Der var to kanaler. De viste intet interessant, men han ville gerne se fodbold. Manuel forlod huset og gik ned til den lokale beværtning. Det var et lille hyggeligt sted med store lærreder, krydret med den klassiske landsby idyl. Det var en familiedrevet beværtning, hvor man kunne få alt fra lokale specialiteter til italiensk mad.

Alene sad Manuel og nød et stykke kalv, da en kvinde nærmede sig og spurgte, hvorvidt han var alene. Manuel nikkede og hun satte sig ved siden af ham. Hun lignede ikke en fra Columbia. Det lange lyse hår og de grønne øjne betagede Manuel. Catalina hed hun. Hun var en køn dame, der nød at tale om sport. De snakkede længe og aftale slutteligt, at de skulle ses igen. 

[Gemma]

Jeg læser også med her!
Du skriver rigtig flot og formår at holde spændingen ved lige. Nu ser jeg blot frem til der kommer lidt FM indover, men alt i alt ser det rigtig godt ud.

Jeg takker. Det er lækkert, at du har overskud til din egen blog og læse med ved vi andre. Det får jeg slet ikke gjort nok. Desværre. Det må jeg hellere hen over weekenden.

[Wester]

Du ved jeg følger med og det ser sq godt ud... Du skriver som altid rigtig fint...

Det bedste denne gang er at du droppet de lange indlæg. De små korte, præcis og velskrevet indlæg syntes jeg klæder dig meget bedre..

Godt gået Kid...

[Gemma]

Du ved jeg følger med og det ser sq godt ud... Du skriver som altid rigtig fint...

Det bedste denne gang er at du droppet de lange indlæg. De små korte, præcis og velskrevet indlæg syntes jeg klæder dig meget bedre..

Godt gået Kid...

Tusinde tak, Wester. Det giver jo helt associationer tilbage til min første kommentar i en blog nogensinde. Den var også fra dig.

Jeg er glad for, at du kan lide stilen.

[Wester]

Tusinde tak, Wester. Det giver jo helt associationer tilbage til min første kommentar i en blog nogensinde. Den var også fra dig.

Jeg er glad for, at du kan lide stilen.

Skrev jeg noget pænt?

[Gemma]

Det mindes jeg helt bestemt, at du gjorde. Du er nok for gammel til at huske det.

[Wester]

Det mindes jeg helt bestemt, at du gjorde. Du er nok for gammel til at huske det.

Var det ikke en Southampton blog du skrev? Tror sq nok jeg kan huske den.

[Gemma]

Jo, det var det. Den ligger vist stadig på V3 et sted.

[Gemma]

Manuel begyndte langsomt at se mere og mere til Catalina. Det navn elskede han at sige. Han kunne gå rundt alene og bare sige Catalina, så smilte Manuel. Det var mange år siden, at han havde haft den følelse i kroppen. Manuel behøvede end ikke sine daglige kuponer mere – Catalina var god for ham. Hun var ægte.

Selv de små ærinder, som Manuel lavede for Santiago var efterhånden ligegyldige. Det hele drejede sig om Catalina nu. Det var det eneste, som han snakkede om. Selv Ricardo måtte høre om hende, når Manuel tog taxature rundt på opgaver for Santiago. Opkaldene fra Santiago blev stadig flere, men gælden var tættere og tættere på at forsvinde.

Det var underligt. Alle pakkerne som Manuel afleverede var til unge mænd. Det var aldrig ældre mennesker eller kvinder. Hvorfor vidste Manuel ikke, men det undrede ham lidt. Navnene virkede alle bekendte, men Manuel spurgte aldrig om noget. Han gjorde intet væsen af sig mere. Det skulle bare være ham og Catalina.

[Sir Jeppe]

Det er spændende det her, Gemma! Jeg tror måske, jeg har luret, hvor det bevæger sig hen ad, men jeg er langt fra sikker - og jeg skal nok lade være med at røbe noget.

[LasseSJ]

Mon de unge mænd er fodboldspillere der bliver betalt for at tabe? Hmm, spændende!

[Gemma]

Det er spændende det her, Gemma! Jeg tror måske, jeg har luret, hvor det bevæger sig hen ad, men jeg er langt fra sikker - og jeg skal nok lade være med at røbe noget.

Jeg er glad for, at du synes, det er spændende. Jeg håber da, at i får nogle ideer, hvor det går henad. Men jeg tror ikke, at i kan vide jer sikre.