31 › Skide Kommunister

 

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update26 - problemer}


Det var en fredelig lørdag. Jeg havde lige været til dagens sidste træning og var nu kommet hjem. Jeg satte mig i min bløde og dejlige lænestol. Resten af lørdagen stod i fjernsynets tegn. Jeg zappede lidt mellem de forskellige kanaler men kunne ikke finde noget interessant. Jeg slog over på Inter. Her var nyheder.

Jeg fandt i stedet min iPhone frem og lyttede derfor kun til nyhederne i baggrunden. Jeg tjekkede lidt transfernyheder, da jeg ud af øjenkrogen kunne se mig selv på skærmen. Jeg stod hoppende og råbende med teksten: "toptræner mister besindelsen ved demonstration" under mig. Jeg lignede en idiot.

Jeg blev pludeslig nervøs for mit job. Jeg havde lovet dem at holde fuld fokus på fodbolden. Jeg blev ikke mindre nervøs, da jeg nogle timer senere fik et opkald fra Kurchenko. Han ville se mig i morgen.

Jeg var pivhamrende nervøs, da jeg trillede igennem Kharkivs gader. Jeg parkerede i garagen til Kurchenkos enorme villa. Mine ben rystede, og knæene var ved at kollapse, da jeg stod foran hans dør. Jeg ringede på, og han åbnede. Han sagde ikke et ord. Han gav mig bare hånden.

Vi satte os ved hans skrivebord. Jeg satte mig i stolen, hvor jeg også sad for knap 2,5 år siden. Jeg kunne genkende kugelpennen, som jeg underskrev kontrakten med. Det flyttede for en kort stund mit fokus, indtil Kurchenko rømmede sig. "Du skal vide, at vi i ledelsen er meget skuffede over din opførsel ved demonstrationen i London. Vi havde en aftale, og du har ikke overholdt den. Denne gang slipper du med en bøde på 25.000 euro, men tag det som en advarsel. Hvis det sker igen, vil vi genoverveje din stilling." Jeg accepterede. Det var vel fair nok.

Jeg var på en måde lettet, da jeg lagde mig i seng. Jeg havde forventet en værre straf. Desværre fik jeg et uventet opkald fra en bekendt i Donetsk. Tænd for nyhederne, sagde han.

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update27 - forfærdelige dage}


Trætheden gjorde, at jeg ikke følte mig så nervøs. Jeg satte fødderne i mine tøfler og gik ind til fjernsynet. Mine øjenlåg kunne knap nok holde sig åbne. Jeg tændte for de sene nyheder på Inter, præcis som min ven havde sagt. Der var ikke noget interessant. Jeg blev dog på kanalen, måske ville det komme senere.

Jeg faldt næsten i søvn i stolen, da jeg sad og ventede. Nyheden kom nogle minutter senere.

"Tidligere i dag viste vi billeder af Metalist Kharkivs træner, Hong Ji-Hun. Nordkoreaneren var aktiv ved en demonstration i London, og nu er årsagen til deltagelsen kommet frem. Det viser sig nemlig, at Hong Ji-Hun er medstifter af ATC, der var arrangør af demonstrationen. ATC er en antikommunistisk organisation, som har stået for flere demonstrationer de sidste måneder," sagde nyhedsværten.

Åh nej. Jeg var på spanden. Hvilke følger kunne det få? Min hjerne knagede, og jeg fik ingen søvn den nat. Min hjerne arbejde også på højtryk næste morgen. Jeg fik et opkald ved ti-tiden af Kurchenko. Han var på vej.

Kurchenko var benhård. "Du er fyret," var hans eneste ord. Jeg behøvede heller ikke mere, for årsagen var mig bekendt. Jeg var helt ude af den. Min fremtid virkede uoverskuelig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lagde mig i sofaen, stirrede på de forbipasserende folk. Pludselig fik jeg et opkald, der skulle gøre mit liv endnu værre.

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update28 - eftersøgt}


Først blev jeg glad. Et opkald fra min onkel hændte ikke så tit. Måske kunne han gøre min dag bedre. Men nej, jeg fik endnu en dårlig nyhed. Den værste indtil nu. Mit liv var i fare. "Nyheden er nået til Nordkorea, og Kim Jong-un ved hvem du er. Der er påbegyndt en eftersøgning herovre. Han har sendt soldater til Ukraine. De leder efter dig!"

Mit liv havde på få måneder taget en forfærdelig drejning. I juni var jeg succestræner, i dag er jeg arbejdsløs og eftersøgt. Det havde jeg på ingen måde forventet, da jeg iværksatte mit projekt. Jeg var forbløffet. Forbavset. Lamslået. Selvmordstanker rendte igennem hovedet på mig. Jeg så ikke længere nogen mening med livet.

Det spinkle håb om et bedre Nordkorea var hvad holdt mig i live. Om aftenen, efter næsten hundredevis af telefonsamtaler, sad jeg på et kontor i Kiev. Jeg havde snakket med myndighederne, der besluttede at sikkerheden omkring mig skulle forøges. Jeg fik to personlige bodyguards, og mit hus blev udstyret med alverdens beskyttelse.

Jeg tror, at alt den sikkerhed gjorde mig paranoid. Jeg kiggede mig over skulderen hvert eneste minut. Jeg bevægede mig sjældent uden for min ejendom. Indkøbene blev gjort af andre. Jeg fik en psykolog på besøg en gang om ugen. Jeg ville ikke leve sådan et liv. Forfulgt af fiktive personer.

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update29 - bevidstløs}


De sidste måneder havde været forfærdelige. På niveau med tiden i lejren. Heldigvis var det blevet bedre nu. Der havde ikke været en eneste trussel fra Kim Jong-un, og jeg blev ikke længere beskyttet af bodyguards. Også paranoiaen forsvandt. Måske fordi der ikke længere fuldte to mænd efter mig, måske fordi psykologen havde været god.

ATC interesserede mig ikke længere. Men Piperre og min bror fortsatte, og en gang imellem var demonstrationerne i nyhederne. Jeg brugte i stedet meget tid på mine venner. De hjalp på humøret. Næsten hver dag besøgte jeg min tidligere spiller, Oleg Krasnopyorov. Han boede få hundrede meter væk.

I dag skulle jeg derned. Det var en dejlig oktoberdag. Bladene var faldet af træerne, og temperaturen blev lavere. Men i dag skinnede solen. Jeg glemte alt om Kim Jong-un, truslerne, paranoiaen. Jeg kiggede mig ikke over skulderen. Jeg nød bare vejret. Og livet. For første gang i lang tid, nød jeg livet.

Jeg skulle netop dreje ind på Gagarina Avenue, hvor Olegs villa lå, da jeg fik et enormt slag på højre side af hovedet. Jeg faldt til jorden. Jeg fik lige akkurat åbnet øjnene, inden endnu et slag ramte mit ansigt. De lignede mig. Jeg vidste med det samme, hvem de var. Jeg nåede ingen yderligere eftertanke, for pludeslig blev der helt sort. Mændene forsvandt. Sollyset ligeledes. Eller, måske var det mig der forsvandt.

[Roche]

Vil meget gerne have lidt feedback til de seneste updates, og den drejning bloggen har taget!

[JimmyGP]

Hmm.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det på fornemmelsen, da "du" tog til London at der ville ske noget drastisk.. Jamen jeg kan faktisk rigtig godt lide det.. Du har været rigtig godt omkring FM og jeg ser frem til at se hvad der sker med din hovedperson for at sammenfatte de to "Historier".. KIU

[Roche]

Hmm.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det på fornemmelsen, da "du" tog til London at der ville ske noget drastisk.. Jamen jeg kan faktisk rigtig godt lide det.. Du har været rigtig godt omkring FM og jeg ser frem til at se hvad der sker med din hovedperson for at sammenfatte de to "Historier".. KIU

Jeg takker mange gange JimmyGP! Jeg håber du også vil kunne lide slutningen

[KarelPoborský]

Jeg kan egentlig godt lide din blog, Roche!
For det første synes jeg det er fedt, at du har spillet med en klub end i et land, som man ellers ikke høre så meget om For det andet har du haft mange rigtige gode updates. Både dem, som ikke har handlet om FM, men så sandelig også dem omhandlende dit save. 
Og en sjov og anderledes drejning din blog har taget her på det seneste 

[Roche]

Jeg kan egentlig godt lide din blog, Roche!
For det første synes jeg det er fedt, at du har spillet med en klub end i et land, som man ellers ikke høre så meget om For det andet har du haft mange rigtige gode updates. Både dem, som ikke har handlet om FM, men så sandelig også dem omhandlende dit save. 
Og en sjov og anderledes drejning din blog har taget her på det seneste 

Rigtig dejlig med en ny læser, der lige byder ind
Tak for de flotte ord, håber også at du vil kunne lide slutningen

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update30 - tilbage i helvede}


Jeg åbnede øjnene. Jeg var ved mig selv igen. Jeg lå på et hårdt gulv og kiggede op i et gråt loft. Episoden med de to koreanere kom til mig igen, imens jeg lå der. Jeg blev nervøs. Jeg rejste mig op og kiggede mig omkring. Mine øjnene blev mødt af grå betonvægge, hvorend jeg kiggede hen. Jeg vidste hvor, jeg var. Jeg var tilbage i helvede.

Der blev pludeslig hedende varmt, og sveden løb hurtigt ned af kroppen. Barndomsminderne fra lejren kom til mig i stride strømme. Jeg kunne selvølgelig være et andet sted, men situationen behagede mig slet ikke.

Rummets eneste dør var låst. Jeg kunne intet gøre. Kort efter kom soldaterne ind. Eller mændene i uniformer. Dem jeg ville være, når jeg blev voksen. Det var mit livs mest fejlagtige tanke. Soldaterne tog fat i mine arme og slæbte mig med ud af rummet. Det var som første gang, vi blev pisket. Denne gang forstod jeg, hvad der skete. En grædende mor var ikke længere nødvendigt for, at jeg kunne opdage alvoren af situationen.

Soldaterne slæbte mig ned af en lang, smal gang, hvor fangerne sad næsten oven på hinanden. Alle lå med lukkede øjne, og sagde ikke et ord. Jeg besøgte ikke dette sted som barn. Måske var gangen til de døde. Det var et ubehageligt syn og en ubehagelig følelse at gå på andre. På mennesker der led nok i forvejen. De døde gjorde mig også bange. Måske skulle jeg ende ved siden af dem.

[Roche]

Det var så bloggens næstsidste update. I morgen får i den store finale! Glæd jer!

[Magn]

Spændende sidste updates!

Bliver spændende at se hvad bloggen slutter med.

[impervious]

Venter også spændt

[Roche]

Spændende sidste updates!

Bliver spændende at se hvad bloggen slutter med.

Tak Magn

Venter også spændt

Den sidste update kommer om ca. en time

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update31}


Gangen fortsatte i uendeligheder. Så mange tanker gik igennem hovedet på den tid. Jeg var klar over, hvad der skulle ske. Jeg var klar over, at jeg skulle dræbes. Men håbet havde jeg stadig. Vi drejede til højre og gik ud igennem en tyk, stålbelagt dør. Døren førte ud til en stor, marmorbelagt plads. Den lignede den, jeg besøgte som barn. Men der var alligevel nogle forskelle. Marmorens farve og balkonen f.eks. Jeg måtte være i en anden lejr.

Langs murene der omringede pladsen, stod folk tæt op ad hinanden. Var jeg et kendt navn i Nordkorea? Senere fik jeg afkræftet den tanke. Omringet af soldater, stod jeg længe, frysende, og ventede på handling. Det føltes i hvert fald som en evighed.

Pludselig åbnede en dør i et af pladsens hjørner sig. En mand i jakkesæt trådte ud. Folk klappede højlydt, og soldaterne rettede ryggen. Hvorfor forstod jeg ikke. Jeg kunne ikke genkende ham ved første øjekast. Da han kom nærmere, genkendte jeg ham. Det var Kim. Min ærkefjende. Kim Jon-un, den skide kommunist.

Han kiggede ondt på mig. Ligeledes gjorde jeg. Det var første gang, jeg så ham i virkeligheden. Han var iskold. Viste ingen følelser. Han stillede sig nogle meter foran mig, hvorefter han fik udleveret en pistol af en tydeligvis nervøs soldat, der rystede, da han overleverede pistolen. Han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg forsøgte at gøre det samme, men jeg var bange. Det var en psykisk krig, og jeg vidste, han ville vinde. Jeg kiggede ned i jorden. Han løftede pistolen, tog fingeren på aftrækkeren og lagde an til skud, da det stormede ind med soldater fra samtlige af pladsens døre.

Kim affyrede et skud i panik. Det ramte mig i låret. Jeg faldt til jorden. Jeg hørte skud. Også helikoptere ankom til stedet. Med halvlukkede øjne kunne jeg se dem afspærre luftområdet over lejren. Jeg hørte et skrig. Et hvin. Det kunne sagtens være Kim. Soldater løb over til mig, hvor nogle prøvede at lappe såret. Andre forhørte sig om min tilstand. Jeg var ikke i stand til at svare.

For pludeslig blev alt sort. Alverdens farver flimrede foran mig, og jeg følte mig flyvende. Jeg forestillede mig min mor. Hende fløj jeg hen til. Hun skulle høre alt. Jeg satte mig ved hendes side og begyndt at fortælle. Efter slutningen vendte hun sig væk fra mig, og sagde lavmælt. "du har brudt dit løfte." Hvad? Jeg havde forsøgt så mange ting. Ofret mig. Blot for hende. Pludeslig mistede jeg flyveevnen. Jeg røg nedad. Og nedad. Og nedad. Inden jeg landte på et betongulv foran en stor, sort og uhyggeligt port.