(10) Et Liv Med... Parkinson

 

[jskovc]

Dejligt du er tilbage. Gode updates du har fået langet over disken i dag.

Forståeligt med pausen.

Godt du er tilbage igen. Naturligvis fuldt forståeligt med pausen.

Læser med, når jeg husker det

Godt du tilbage, og selvfølgelig er der fuld forståelse for at du har haft fokus et andet sted!

Glæder mig til at se mere.

Jeg siger mange tak til jer alle tre, og håber jeg kan fange jer her efter min "pause"

[jskovc]

(9) Farvel til tv'et, 19-07-12 08:34 am, Madjeski Stadium, Reading

For fanden i helvede da! Jeg ville bare lige have været oppe på kontoret, med Julians kontrakt. Nu er klokken 08:34 am, og jeg er lige blevet vækket af en af receptionisterne, der sparkede mig op fra den sofa jeg lagde mig på for 10 timer siden. Til trods for det er det kun en stor følelse af lykke der rumsterer i knoppen på mig.

Men jeg blev nødt til at tage hjem inden morgentræningen. Hjem og hente min computer, hvor kontrakterne til de tre spillere jeg har møde med i dag, ligger til. Derfor skyndte jeg mig at åbne vinduet på kontoret, for at få stanken af sovende mand ud, hvorefter jeg drog ud af døren. Jeg drejede nøglen i den sorte Vauxhall, og rettede forlygterne mod det lille hjem på Grawling Street.

Men hvad der mødte mig ude på vejen, var noget helt andet end jeg havde forventet. Der holdt en stor flyttebil, magen til den der havde afleveret vores ting for lidt over en måned siden. Denne gang kom flyttefolkene dog den modsatte vej af dengang. Inde i stuen stod to flyttemænd i færd med at fjerne tv-bordet, mens Julian sad i sofaen og stirrede ud i luften med sin kaffe i hånden. "Du sagde hun ville blive stolt..." sagde han stille og roligt. Jeg spurgte ham hvor Catherine var henne, men alt han blev ved med at sige, var "Jeg vil blive her hos dig far, jeg vil vil blive her hos dig!" Mens en tåre trillede af hans kind

[jskovc]

(10) Couchsurfing, 19-07-12 10:03 am, Madjeski Stadium, Reading

Klokken er 10 om formiddagen, og lynet har endegyldigt slået ned for sidste gang! Catherine er skredet med Christian, jeg aner ikke hvor hen, og det eneste jeg har tilbage er huset, den sorte Vauxhall, Julian og den sofa han sidder i, og heldigvis min bærbare computer så jeg kan få skrevet kontrakt med de tre spillere hvoraf jeg allerede skal mødes med den første om en time.

Jeg render rundt i ren forvirring for at finde noget tøj jeg kan tage på, men får i al tumulten spurgt: "Skal du med i klubben Julian?". "!!! Jeg har hverken fodboldstøvler, eller noget tøj! Jeg har ikke nogen familie mere, vi har ikke noget sted at sove, og vi har ingen møbler! HVAD FANDEN ER DET DU HAR GJORT?!!!" Jeg fortsatte min forvirrede søgning, og fandt langt om længe den jakke jeg havde ledt efter, gik mod døren og i det jeg tog fat i døren råbte jeg ind mod stuen: "Kommer du?"

Vi fik plantet os på de to forreste sæder i bilen, og kørte ud mod stadion med en rungende tavshed som følgesvend. Ude på træningsbanen ligger der et lille skur. Her ved jeg fra gamle dage at der ligger glemte fodboldstøvler, benskinner og for den sags skyld også en masse ildelugtende trøjer og shorts. Jeg tog Julian med derover, og fik ham udstyret med det han havde brug for, og til alt held var der en masse spritnye trøjer fra sidste sæsons kollektion som han kunne få på indtil han fik sit eget fodboldtøj. Herefter blev han introduceret for min U/18 træner Martin Kuhl, der lovede at starte blødt ud med ham i dag. Hermed kunne jeg med ro i sjælen, tage min bærbare under armen og gå mod kontoret, og hvad der måske kan blive skæbnen for min sæson.